Småbørnsfamiliers kår; En vigtig debat

En mor til to beskyldes for klynk, fordi hun i et debatindlæg i Politiken den 19. april mener, det er for svært for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg synes faktisk, hun har fat i den lange ende. Alt for mange går ned med stress, deraf følgende depressioner mm. Hver 2. børnefamilie føler sig presset. Personligt oplever jeg for tiden, at småbørnsforældre i min omgangskreds falder som fluer. Selvfølgelig skal man selv tage ansvar og arbejde med egne forventninger til, hvilket liv man kan føre som småbørnsfamilie. Men vi skal som politikere så sandelig også skabe nogle rammer, der gør det muligt. Hvor let er det fx at gå på deltid/nedsat tid? Hvad er din oplevelse? Og kender du børnefamilier, hvis hverdag er urimeligt presset? Hvad bør man som børnefamilie gøre, og hvad kan politikerne gøre for at lette hverdagen? Jeg mener, det er en meget vigtig debat!

Skal man også hæfte for kærestens lån?

Den gensidige forsørgerpligt er til debat. Og for at være helt ærlig, har jeg lidt svært ved at finde mit standpunkt. Umiddelbart er jeg imod de ændringer, der pågår for tiden, men min argumentation er endnu ikke helt klar – så kommenter endelig på dette indlæg.

Tidligere har det været sådan, at kun ægtefæller skulle forsørge hinanden. Men nu skal det også gælde samlevende, hvorfor en del mennesker vil miste deres kontanthjælp, eftersom kæresten har en indkomst over et vist niveau. For at skabe yderligere ligestilling mellem gifte og samlevende drøftes det for øjeblikket, om også personfradraget skal kunne overføres mellem samlevende; vedkommende der har en indtægt skal således kunne benytte den andens fradrag, hvis denne ikke selv kan udnytte det. Og det er der vel ikke noget forgjort i eller hvordan?

Spørgsmålet er, om ægtefæller og samlevende i det hele taget skal sidestilles, og hvor langt vi i så fald skal gå i forsøget på at ligestille? Skal samlevende ex også til at hæfte økonomisk for hinandens lån, som det er tilfældet for ægtefæller? For mig at se er vi på vej i den forkerte retning.

Da jeg var medlem af Folketinget for de Radikale, fandt de nuværende regeringspartier den gensidige forsørgerpligt for ex førtidspensionister problematisk. Det var bare for dyrt at få gjort op med den. Men i stedet for at arbejde videre i denne retning, går man nu den helt anden vej. I en tid, hvor alt bliver mere individualiseret, hvor rettigheder i høj grad tilfalder den enkelte, og hvor man søger at få mennesker til at tage ansvar for deres situation, skal økonomiske rettigheder altså være fælles.

Jeg er bange for, at den forringede økonomi og indbyrdes økonomiske afhængighed vil få flere mennesker til at flytte fra hinanden – ja måske ligefrem gå fra hinanden. Flere har påpeget de konsekvenser, som dette kan få for børnene. Ligeledes har jeg hørt beretninger om voksne mennesker, der må tigge ægtefællen om lidt lommepenge eller penge til bussen, fordi førstnævnte ikke havde et minimum af en personlig indtægt. Ofte har jeg spekuleret på, hvad det mon gør ved ligeværdigheden i et forhold?

Mine forældre valgte ægteskabet fra – fordi de gerne ville bo sammen men med hver deres økonomi. På alle leder og kanter forsøger man i dag at skabe selvstændige og autonome individer – ikke mindst via uddannelsessystemet. Men i denne sammenhæng gør man det modsatte.

Skal vi have økonomisk afhængighed, bør det efter min mening være et valg man eksplicit træffer, som man gør det, når man bliver gift. Ikke noget, der blot følger af at flytte sammen. Kærester bør kunne bo sammen og lære hinanden og hinandens økonomiske forhold at kende, før de tager dette store skridt. Stadig hælder jeg dog mest til, at man som udgangspunkt sikrer individet et minimum af indtægt – uanset om vedkommende er gift eller ej.

Psykiatriske diagnoser behøver ikke passivisere

Det var en spændende kronik i Politiken i mandags: ”psykiatrien er i krise”. Jeg er til dels enig med kronikøren, men bliver altid lidt provokeret, når diagnoser fremstilles som en måde at slippe for selv at tage ansvar på. For diagnoser behøver ikke passivisere og gøre mennesker til ofre. Det kommer helt an på tilgangen til dem.

Mine depressionsdiagnoser fik mig til at indse, hvor dårligt jeg behandlede mig selv; jeg stressede rundt uden at lytte til mig selv. Den indsigt gjorde mig i stand til at tage ansvar for mit liv. Efter mange års arbejde med at lære at forebygge stress, oplevede jeg som medlem af Folketinget at være mindre stresset end jeg var, al den tid jeg studerede.

Min ADHD-diagnose gjorde, at jeg pludselig forstod, hvorfor jeg altid har haft så svært ved at prioritere, slappe af og sidde stille. Ligeledes gjorde den det lettere at forstå, hvorfor jeg endnu ikke var kommet min indre rastløshed til livs – og det gjorde det lettere at leve med denne.

Begge diagnoser betød også, at jeg fik mulighed for at læse om lidelserne, blive mere bevidst om mine udfordringer og dermed også om løsningerne. Eftersom jeg har brugt diagnoserne til at blive klogere på mig selv, har jeg i dag mange redskaber til at leve et godt liv med dem.

Jeg er til gengæld enig med kronikøren i, at medicin står alt for alene i den psykiatriske behandling. Jeg kan se, hvor stor forskel det har gjort for mig også at få psykologbehandling samt at bruge motionen til at mestre mine lidelser. Min far derimod har desværre aldrig fået tilbudt samtalebehandling i forbindelse med sine depressioner, men er i stedet løbende blevet sat op i dosis med mange bivirkninger til følge. Vi prøvede engang at få ham til psykologbehandling – desværre talte psykiateren ham fra det.

Kronikøren virker ikke begejstret for den kognitive samtaleterapi. Jeg var selv skeptisk over for denne i starten, hvor jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, samt hvordan min fars og mine egne lidelser havde påvirket mit liv. Alligevel var det først, da jeg benyttede den kognitive terapi, jeg kom af med min OCD (tvangshandlinger). Så for mig har de forskellige samtaleformer været givtige på hver deres tidspunkt, afhængigt af problemet.

Lad os få gjort samtalebehandlingen mere tilgængelig i den psykiatriske indsats, så medicin og samtalebehandling går hånd i hånd. Derved vil flere mennesker blive i stand til at handle på den vigtige forståelse, en diagnose kan give.