Målret nu den beskæftigelsesindsats!

Da jeg ringede for at forklare, at det næppe var mig, der ville få mest ud af det møde, blev jeg mødt med ordene: ”lovgrundlag er lovgrundlag, regler er regler”, hvilket tydeligt viser nogle af de ansattes tilgang. Der er så mange regler, at det er umuligt at målrette indsatsen til den enkelte.

Regeringen har nedsat et beskæftigelsesråd, der skal se på hele aktiveringsindsatsen, hvilket er meget tiltrængt: www.altinget.dk/navnenyt.aspx?id=10666.  Ifølge Rockwoolfonden har de 1,6 mia. kr. ud af de 16 mia., som bruges på aktivering, nemlig ingen effekt. Dette stemmer fint overens med den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have været i kontakt med systemet siden oktober sidste år, hvor jeg blev kandidat i statskundskab.

Jeg meldte mig ledig den 12. oktober 2012. Det tog over en time at komme igennem til jobcenteret for at få hjælp til at svare på fire spørgsmål i et spørgeskema, da jeg skulle oprette mig på jobnet.dk. Beskæftigelseskategorierne var meget firkantede, og jeg vidste ikke, hvad de skulle bruges til. Var det til arbejdsgiveren, jobcenteret eller andre? Jobcenteret kunne ikke hjælpe mig, de havde ikke noget med den slags at gøre, så jeg blev sendt videre til den landsdækkende instans CV-support på Bornholm. De svarede til gengæld efter få minutter og var meget kompetente i deres rådgivning.

Tre dage senere ringede jeg igen for at høre, om det ikke var muligt at få jobopslag fra København i stedet for fra Esbjerg, når vi nu skulle flytte to uger senere. Endnu engang blev jeg viderestillet til CV-support. Jeg tillod mig derfor at spørge, hvad det egentlig var for spørgsmål, som jobcenteret kunne hjælpe med. Damen sagde, at mit spørgsmål fra i fredags, burde de have kunnet svare på. CV-support svarede igen ganske hurtigt og fortalte, at man ikke kunne ændre indstillingen på jobnet.dk, så jeg ville kunne se de relevante opslag fra København. Men de kunne godt se det absurde i, at jeg den 28. oktober derfor skulle ind og trykke på en knap for at vise, at jeg havde set en bunke jobopslag, fra Esbjerg og Omegn, når jeg flyttede til København et par dage efter.

Igen tre dage senere snakkede jeg med A-kassen. Jeg var blevet indkaldt til møde i Århus eller Odense og ville høre, om ikke jeg kunne få lov at deltage ugen efter i København, da vi stod over for en flytning. Til min store overraskelse var der ingen problemer i dette. Jeg benyttede derfor lejligheden til at spørge lidt ind til, hvad der sker, hvis man bliver syg eller har barn syg. Egen sygdom giver ingen problemer. Men bliver vores datter syg, skal jeg melde dagpengene fra for at få lov at passe hende. Den ansatte i A-kassen var meget enig i det absurde i, at det så bedre kan betale sig for os, hvis min mand tager en barnets første sygedag. Det betyder nemlig, at Odense Universitetshospital skal betale hans løn samt en vikar, eller alternativt undvære en læge den dag. Fra en samlet og samfundsmæssig betragtning er der vel ingen tvivl om, hvad der bedst betaler sig? Desuden virker det paradoksalt, at den ansatte i A-kassen i samme ombæring siger, at det at få dagpenge mere og mere minder om at være i beskæftigelse på grund af de mange forskellige krav, når man ikke engang kan holde sit barns første sygedag?

En andet forhold er den omfattende kontrol. Man skal udfylde den ene blanket på den anden. Eksempelvis holder jeg et foredrag i ny og næ, som jeg får et honorar for. Selvfølgelig skal det modregnes, hvorfor jeg skal oplyse det på mit dagpengekort. Men inden jeg når dertil, skal jeg først udfylde forskellige formularer. Den ene ansatte i A-kassen sagde, at jeg kun skulle udfylde én blanket, den næste fortalte, at jeg skulle udfylde en pr. foredrag, og den tredje sagde, at de jo nok burde tale lidt mere sammen derinde, så jeg kunne få en ensartet besked – og så smed hun for øvrigt endnu en formular i nakken på mig, som jeg også lige skulle udfylde. De omtalte formularer kunne ikke udfyldes elektronisk, hvorfor det er en noget omstændelig proces.

Dertil kommer, at man skal ind og trykke på jobopslag på bestemte tidspunkter, udfylde dagpengekort på andre tidspunkter, selv booke møder med a-kassen, samt møde op til diverse arrangementer og møder. Jeg har selv ADHD, men har ikke svært ved at huske sådanne ting. Til gengæld kunne jeg især i starten mærke, hvor utrolig meget energi jeg bruger på at opfylde alle disse krav. Jeg forstår så godt, at folk, der fx døjer med svær ADHD eller andre psykiske lidelser, kan have svært ved at holde til og honorere beskæftigelsessystemets krav. Som den ansatte i A-kassen sagde – så minder det jo bare om et arbejde. Javel ja. Men nu er det jo ikke alle mennesker, der kommer fra et job, hvor man skal holde styr på diverse møder, aftaler, krav mm. Ledige er meget forskellige og fungerer i forskellige jobfunktioner.

Et andet forhold, der er værd at nævne, er det her med, at de opfordrer til at søge job uden for ens område. Jeg søger gerne job, som ikke lige er drømmejobbet, og jeg ville gerne arbejde i et andet erhverv fx som pædagogmedhjælper i en vuggestue eller børnehave. Problemet et bare, at rigtig mange steder søger de uddannede pædagoger. Så vidt jeg ved, gælder ledigheden over en bred kam, hvorfor der synes meget lille sandsynlighed for, at jeg kommer i betragtning til en pædagogstilling. Til gengæld gav medarbejderen mig ret i, at der ikke var nogen grund til at søge eksempelvis direktørjob, når jeg ingen ledelseserfaring har. Hvorfor jeg så skal søge fx pædagogjob, som jeg heller ikke er uddannet til, forstår jeg ikke?

Jeg ved fra bekendte, at der ikke i samme grad som tidligere bliver talt ned til de ledige. Alligevel må jeg indrømme, at jeg fandt overskriften på pjecen, som man skal læse før det indledende møde i A-kassen, noget besynderlig – medmindre der altså var tale om ironi. Den lød noget i retning af: ”forstå reglerne, så får du flere kræfter til at søge job.” Hvis nu der ikke var alle de regler, møder og ventetid på kompetent vejledning, så ville jeg i mange uger have kunnet skrive op til flere jobansøgninger mere.

Der er også hele konceptet med løntilskudsjob. Så vidt jeg har forstået ordningen, må man kun ansætte folk i løntilskud til ekstra arbejde. Der må altså ikke være tale om, at ansætte en person i løntilskud, som man ikke kan klare sig uden. Fra stort set alle de løntilskudsmodtagere, jeg kender, hører jeg, at de har varetaget, hvad der svarer til en helt almindelig stilling. De laver altså det samme som sidemanden blot til en meget lavere løn. Det offentlige får billig arbejdskraft, og der bliver en almen stilling mindre. Jeg håber, at folk i løntilskud i det mindste kan afholde barns første sygedag, men det er jeg ikke vidende om. Desuden skulle løntilskud være en åbning til ordinært arbejde. Det, man ofte hører, er imidlertid, at det langt fra altid fører til fast arbejde, men at den ene løntilskudsmodtager erstatter den anden.

Jeg har flere gange været der, hvor jeg seriøst overvejer, om vi kan klare os uden mine dagpenge. Jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, fordi jeg gerne ville have overskud til min datter, mens hun var helt lille. Den første tid, jeg var i dagpengesystemet, var det næsten hårdere ved mig, end det ville have været med et krævende arbejde som MF’er. Det er i sig selv hårdt ved selvværdet ikke at være i arbejde. At man så samtidig skal leve op til alverdens ikke altid særlig meningsfulde krav, gør det bestemt ikke lettere. Og jeg har oplevet mange meningsløse tilbud. Det mest nedslående er, at ikke engang de ansatte i jobcenteret kan se meningen i meget af det.

De gange, hvor jeg har fået den bedste hjælp har været, når de enten har fortalt mig, hvordan jeg kunne komme uden om reglerne eller bedt mig søge dispensation for disse. Et par eksempler på, at indsatsen er minus målrettet, er de følgende.

I februar 2013 fik jeg besked på at booke et møde inden 1. marts, fordi man jo skal have kontakt med A-kassen hver 3. måned. Det uanset om man har behov, eller har haft anden kontakt med dem i den mellemliggende periode. Jeg havde ikke umiddelbart noget behov, da jeg var i gang med et kursus for ledige og til april skulle starte i et job. Jeg havde allerede fået sparring på CV og ansøgning, og desuden var der ikke ledige tider til andet end en coaching-samtale. Sidstnævnte virkede temmelig absurd taget i betragtning, at jeg netop var i gang med et coachingkursus med masser af muligheder for at blive coachet. I øvrigt ville jeg gå glip af noget af kurset, hvis jeg tog den ene tid, som A-kassen havde til rådighed. Det endte med, jeg i stedet blev tilbudt en kort telefonsamtale, som var noget af det mest demotiverende, jeg længe har oplevet. Det var ikke andet end kontrol, og det var lige før, den ansatte i A-kassen ikke ville godkende min job-log (en oversigt over den enkeltes jobansøgningsindsats). Den ansatte mente nemlig, at 1-2 ansøgninger om ugen svarer til 6-8 om måneden!? Det selv om en anden medarbejder til velkomstmødet havde fortalt, at det var ok med en ansøgning om ugen.

I november måned 2012 var jeg blevet gravid, og allerede i det nye år, kunne jeg ikke skjule det længere. Derfor var jeg rigtig glad, da jeg alligevel blev ansat som timelønnet rådgiver inden for public affairs i sundhedskommunikationsbureauet Effector. Men jo længere hen jeg er kommet i graviditeten, desto mere absurd er beskæftigelsesindsatsen blevet. Ifølge reglerne skal jeg søge job indtil fem uger før, jeg skal føde. Selv hvis jeg blev indkaldt til samtale, tror jeg ikke, man ville kunne finde en eneste arbejdsgiver, der ville ansætte en højgravid – og da slet ikke under en økonomisk krise med masser af mulighed for at finde arbejdskraft.

Som sagt har den bedste hjælp hidtil været, når de ansatte har villet lempe lidt på kravene. Efter at have snakket med tre ansatte i henholdsvis A-kasse og jobcenter, som hver sagde noget forskelligt og i øvrigt viste mig tilbage til den anden instans, fik jeg lavet en aftale om kun at skulle søge job en enkelt gang om ugen indtil 10 uger før min termin. Den ansatte, jeg lavede aftalen med, havde da også utrolig svært ved at forklare meningen med jobsøgning så tæt på barslen. Meget få vikariater er så korte, at jeg ville kunne nå at varetage dem. Desuden har der, hver gang jeg har søgt, været mellem 150-250 ansøgere. Derudover har jeg meget lidt lyst til at søge et sted, hvor jeg virkelig godt kunne tænke mig at blive ansat en dag, fordi jeg føler, jeg spilder folks tid. Den ellers forstående ansatte foreslog, at jeg så i stedet kunne tage nogle møder med mit netværk. Dertil svarede jeg, at jeg meget gerne ville bruge mit netværk, når det gav mening. Men for nuværende har jeg et super relevant arbejde i Effector, som med 99,9 % sikkerhed bliver et fast job efter barslen. Desuden er der næppe heller nogen i mit netværk, som fastansætte en højgravid? Det eneste jeg ville få ud af at mødes med folk fra netværket, ville formentlig være, at de ikke ville tage mig seriøst en anden gang.

Og så er der et af de nyeste eksempler, hvor jeg den 24. maj skulle have været til CV-samtale i jobcenteret efter en tilfældig udtrækning på CPR-numre. Mødet lå blot en uge før, jeg skulle sende sidste ansøgning inden barslen, og oven i det havde jeg udsigt til en fastansættelse efter barslen. Desuden skulle jeg møde op med en ansøgning til et job, jeg alligevel ikke ville kunne varetage, fordi jeg ville gå på barsel ganske kort tid efter. Derudover havde jeg allerede fået sparring på mit CV og en jobansøgning – både til en af de obligatoriske samtaler med A-kassen og på coachingkurset. Da jeg ringede for at forklare, at det næppe var mig, der ville få mest ud af det møde, blev jeg mødt med ordene: ”lovgrundlag er lovgrundlag, regler er regler”, hvilket tydeligt viser nogle af de ansattes tilgang. Der er så mange regler, at det er umuligt at målrette indsatsen til den enkelte. Heldigvis blev jeg for tredje gang i forløbet stillet om til en medarbejder, der heller ikke kunne se meningen. Hun fiflede lidt med tingene og fik det til at se ud som om, det ikke kunne lade sig gøre af afholde mødet.

Som om det ikke var nok, sendte jeg i dag en ansøgning af sted til at job, der starter den 15. august. Heller ikke dette er særlig meningsfuldt, eftersom jeg har termin den 12. august – men jeg skal jo stadig søge. Umiddelbart herefter modtog jeg desuden et brev i min e-boks med besked om, at en anden aktør ville varetage kontakten med mig fra den 3. juni og året ud. Set i lyset af, at jeg har lavet en aftale med A-kassen om, at jeg hverken skal søge job eller møde op til noget fra netop den 3. juni og frem til, jeg skal på barsel, undrede jeg mig meget over dette. Det undrer både, at systemerne snakker så lidt sammen, samt at man inddrager en anden aktør i en periode, hvor jeg er på vej på barsel? Jeg håber ikke, det er noget, kommunen kommer til at betale for, eftersom jeg ikke skal have nogen indsats i denne periode. Det virker utrolig ineffektivt, at man bruger så mange ressourcer på at indkalde mig til diverse ting, som efterfølgende bliver aflyst, fordi de er fuldstændig meningsløse, frem for at man målretter indsatsen fra starten.

Skulle jeg så kun få deltid i Effector efter barslen, så regner jeg ikke med at skulle være en del af beskæftigelsessystemet. Kan vi klare os uden mine supplerende dagpenge, gør vi det helt sikkert. Så én ting opnår man formentlig med det nuværende system; nemlig at det kun er dem, der absolut ikke kan klare sig uden, der vælger at være i det. Til gengæld bruger man rigtig mange ressourcer i form af tid og penge, som kunne bruges bedre. Jeg håber virkelig, at Regeringens beskæftigelsesråd vil lægge op til et opgør med de mange regler, som står i vejen for en målrettet beskæftigelsesindsats, der er tilpasset den enkelte!

 

 

Psykiatriske diagnoser behøver ikke passivisere

Det var en spændende kronik i Politiken i mandags: ”psykiatrien er i krise”. Jeg er til dels enig med kronikøren, men bliver altid lidt provokeret, når diagnoser fremstilles som en måde at slippe for selv at tage ansvar på. For diagnoser behøver ikke passivisere og gøre mennesker til ofre. Det kommer helt an på tilgangen til dem.

Mine depressionsdiagnoser fik mig til at indse, hvor dårligt jeg behandlede mig selv; jeg stressede rundt uden at lytte til mig selv. Den indsigt gjorde mig i stand til at tage ansvar for mit liv. Efter mange års arbejde med at lære at forebygge stress, oplevede jeg som medlem af Folketinget at være mindre stresset end jeg var, al den tid jeg studerede.

Min ADHD-diagnose gjorde, at jeg pludselig forstod, hvorfor jeg altid har haft så svært ved at prioritere, slappe af og sidde stille. Ligeledes gjorde den det lettere at forstå, hvorfor jeg endnu ikke var kommet min indre rastløshed til livs – og det gjorde det lettere at leve med denne.

Begge diagnoser betød også, at jeg fik mulighed for at læse om lidelserne, blive mere bevidst om mine udfordringer og dermed også om løsningerne. Eftersom jeg har brugt diagnoserne til at blive klogere på mig selv, har jeg i dag mange redskaber til at leve et godt liv med dem.

Jeg er til gengæld enig med kronikøren i, at medicin står alt for alene i den psykiatriske behandling. Jeg kan se, hvor stor forskel det har gjort for mig også at få psykologbehandling samt at bruge motionen til at mestre mine lidelser. Min far derimod har desværre aldrig fået tilbudt samtalebehandling i forbindelse med sine depressioner, men er i stedet løbende blevet sat op i dosis med mange bivirkninger til følge. Vi prøvede engang at få ham til psykologbehandling – desværre talte psykiateren ham fra det.

Kronikøren virker ikke begejstret for den kognitive samtaleterapi. Jeg var selv skeptisk over for denne i starten, hvor jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, samt hvordan min fars og mine egne lidelser havde påvirket mit liv. Alligevel var det først, da jeg benyttede den kognitive terapi, jeg kom af med min OCD (tvangshandlinger). Så for mig har de forskellige samtaleformer været givtige på hver deres tidspunkt, afhængigt af problemet.

Lad os få gjort samtalebehandlingen mere tilgængelig i den psykiatriske indsats, så medicin og samtalebehandling går hånd i hånd. Derved vil flere mennesker blive i stand til at handle på den vigtige forståelse, en diagnose kan give.

 

”Danmark på piller”- debatten trænger til mere nuancering

Som Tornbjerg Andersen skriver i Kristeligt Dagblad den 17. april, har debatten om det store medicinforbrug af antidepressiv været utrolig unuanceret. DR har næsten udelukkende fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. For mig personligt betød medicinen, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Udsendelserne ”Danmark på piller” gav indtryk af, at nogle af de medvirkende fortsatte med en bestemt slags medicin, selv om bivirkningerne oversteg effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Debatten blev da også lidt mere nuanceret i den direkte debat torsdag den 18. april.

Hvad angår overforbruget, har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Desværre har debatten mest fokuseret på, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression?

Hvad med at kigge på adgangen til alternativer til medicin? Efter min opfattelse er adgangen til psykologbehandling stadig alt  for dårlig. Brugerbetalingen er stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med lægehenvisning, ikke er et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange henviste patienter en psykolog må tage. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem med et brækket ben eller en kræftdiagnose uden behandling, medmindre man selv kunne betale gipsen eller kemoterapien. Jeg er ikke imod brug af medicin. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at rigtig mange rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg har selv måtte bruge mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Forklaringen på det stigende medicinforbrug er ikke så én-dimensionel, som den er blevet fremstillet. Så lad os debattere de forskellige muligheder, vi har, for både at forebygge og behandle psykiske lidelser.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 29. april 2013

 

”Danmark på piller” – en utrolig ensidig debat

De seneste ugers debat om danskernes stigende medicinforbrug har været utrolig unuanceret. Det gælder for så vidt både i forhold til antidepressiv og ADHD-medicin. DR har ensidigt fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. Der er mange andre aspekter, som jeg har savnet i debatten, herunder de gavnlige effekter, som medicinen også har for nogle.

Jeg har selv fået medicin mod både ADHD og depression. Førstnævnte tog jeg dog ikke længe nok til rigtigt at kunne vurdere effekten, fordi jeg blev gravid. Hvad angår antidepressiv har jeg både gode og mindre gode erfaringer.

Jeg har haft to depressioner og har begge gange fået både antidepressiv medicin og psykologhjælp. Medicinen har betydet, at jeg kun en gang har været sygemeldt, og det kun på halv tid i en måned fra mit daværende studiejob. Jeg har ikke oplevet bivirkninger ved de relativt små doser, som jeg har fået – det skulle da lige være en anelse mundtørhed. Till gengæld har jeg oplevet, at jeg hurtigt har fået det bedre.

Af negative erfaringer oplevede jeg engang at få udskrevet antidepressiv, selv om der ikke var tale om en depression. Det var en vikar for min egen læge, som var meget hurtig og ikke lyttede til, hvad jeg sagde. Jeg tog det ikke, men gik i stedet til egen læge ugen senere. Hun gav sig god tid, og der var ikke tale om en depression. Formentlig var jeg lidt stresset og bange for, at det var begyndelsen på endnu en depression. Jeg har også en far, som har lidt af depressioner i mange år. Desværre er han i dag afhængig af store mængder medicin med en del bivirkninger til følge. En af de væsentlige forskelle på os er, at jeg også har fået psykologbehandling. Derudover bruger jeg motionen meget – både under depression og til at forebygge flere depressioner.

For mig personligt betød medicinen som nævnt, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Det fremstår nærmest som om, nogle af de mennesker, DR har fremhævet, fortsætter med en bestemt slags medicin, selv om de mener, at bivirkningerne overstiger effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Derudover har flere af de medvirkende personer i de forskellige udsendelser nævnt, at en bivirkning har været, at de slet ikke kunne føle noget. Jeg har oplevet det diametralt modsatte – nemlig at depressionen gjorde, at jeg ikke engang kunne mærke, hvad jeg følte over for mine nærmeste. Til gengæld betød medicinen, at jeg hurtigt fik det bedre og igen kunne mærke mine følelser.

Heldigvis viste den direkte debat i torsdag, at en af de medvirkende i DR’s udsendelser havde et mere nuanceret syn på medicinen. Dette synes dog blot at tydeliggøre, hvordan DR ensidigt hat søgt at fremstille piller som udelukkende værende af det onde. En af de medvirkende, som i de første udsendelser kun havde udtalt sig om de negative følger af medicinen, fik nu lejlighed til at tilføje, at hun næppe havde klaret sin uddannelse uden medicinen.

Hvad angår overforbruget, så har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Hurtigt kan man nå til enighed om, at medicinen kun skal bruges ved den rette indikation, dvs. hvis diagnosen er stillet korrekt. Desværre har debatten hovedsageligt kredset om, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, at det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression? Efter min mening har der været alt for lidt fokus på, hvorfor et stigende antal mennesker rammes af depression, samt hvorfor medicin så ofte er løsningen på deres problemer.

Hvad med at kigge på adgangen til alternative behandlingsformer som fx psykologbehandling? Adgangen hertil er efter min opfattelse stadig for dårlig. Det på trods af at aldersgrænsen for tilskudsberettiget psykologhjælp til mennesker med depression i dag er ophævet. Noget jeg personligt kæmpede meget for under begge de satspuljeforhandlinger, jeg forhandlede som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Selv om alle aldersgrupper i dag kan henvises til psykologbehandling, så er brugerbetalingen stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med henvisning fra lægen, ikke et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange patienter en psykolog må tage på baggrund af henvisning fra lægen. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem igen med et brækket ben eller en kræftdiagnose, fordi der ikke var flere penge til gips eller kemoterapi.

Jeg er ikke imod brug af medicin, der kan være helt nødvendig ved fx svære depressioner. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed. Samtalebehandling har ikke bivirkninger, som medicinen kan have det. Ligeledes kan den give det enkelte menneske nogle redskaber til at lære at leve med sin lidelse – eller måske ligefrem forebygge tilbagefald. Jeg har selv brugt mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og (forhåbentlig) forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at flere og flere rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg mener, vi bør have langt mere fokus på, hvordan vi kan forebygge stress og deraf følgende psykiske lidelser ved at skabe et mere rummeligt uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Debatten har efter min mening ikke kun haft for lidt fokus på, at medicin rent faktisk hjælper mange mennesker. Der mangler i den grad fokus på alternative forklaringer på det stigende medicinforbrug og dermed også på alternative løsninger til, hvordan vi hjælper de mennesker, som rent faktisk har brug for det.

 

 

 

Et arbejdsmarked i balance forebygger psykisk sygdom

I artiklen ”psykisk syge fastholdes i behandling” i Information den 15. april 2013 har Morten Fenger (der forsker i området) fat i noget yderst relevant. Det gælder ikke mindst, når han udtaler, at:

”den ene halvdel af os knokler som sindssyge, og den anden halvdel stresser, fordi vi er uden for arbejdsmarkedet”.

Jeg har selv prøvet begge dele i perioder; da jeg var medlem af Folketinget, og da jeg senere valgte at trække mig for at prioritere familien, mens børnene er små. Det er ikke kun lange arbejdsdage og stigende krav om, at man konstant skal være på, der kan give stress. Det kan også de mange bekymringer og krav, som ofte følger med at være uden arbejde. Og som Fenger ligeledes kommer ind på, kan stress føre til en række psykiske lidelser som fx depression og angst.
Selv har jeg haft to stressudløste depressioner og lider af ADHD, hvorfor jeg har brugt mange år på at lære at forebygge stress, der er min største risikofaktor. Bl.a. har jeg måtte lære at holde pauser og ikke køre på med 120 km i timen konstant. At trække mig fra Folketinget i en tid, hvor familien kræver meget, var en konsekvens af dette.
Jeg deler Fengers opfattelse af, at arbejdsmarkedet er blevet mindre rummeligt de seneste år. Det skal gå stærkere og stærkere, vi skal være på hele tiden og være så effektive som overhovedet muligt. Derfor tror jeg også, man kunne forebygge meget psykisk sygdom ved at sætte ind her og hindre, at så mange mennesker bliver ramt af stress. Det kræver ikke mindst en holdningsændring blandt politikerne. I dag tales hovedsageligt om, hvordan vi får den enkelte til at arbejde mere, hvad enten incitamentet så skabes via skattelettelser, bedre mulighed for at gå fra deltid til fuldtid eller noget helt tredje.
I en tid, hvor vi har så mange uden for arbejdsmarkedet burde man efter min mening fokusere på, hvordan man får en bedre fordeling af arbejdet. Det gælder ikke kun mennesker imellem, men også mellem de forskellige livsfaser. Eksempelvis har mange småbørnsfamilier svært ved at få tingene til at hænge sammen. Hvorfor ikke gøre, som Familie- og Arbejdslivskommissionen foreslog allerede i 2007 i rapporten ”Chance for balance – et fælles ansvar,” og gøre det lettere at gå på deltid i en periode?

Indlægget blev bragt i Information den 19. april 2013 i forkortet udgave