Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser

I sidste måned bragte Jyllands-Posten artiklen “Mange unge får forkert diagnose”, der havde fokus på unge med adhd. Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der måtte modtage behandling på et tvivlsomt grundlag. Derfor skal en gruppe unge mellem 18-28 år genudredes. Disse har gennem en årrække haft konstateret adhd og er blevet behandlet med Ritalin.

Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.

Konstant hører vi, at for mange mennesker får en diagnose, og særligt adhd-diagnosen har været omstridt. Men som samfund gør vi altså heller ikke særlig meget for at hjælpe mennesker af med diagnosen.

Et er, at der finder for meget symptombehandling sted. Alt for ofte står medicin alene, hvorfor der mangler fokus på at lære at håndtere diagnosen på anden vis, fx via samtalebehandling, mentorstøtte etc.

Det andet er, at der ikke automatisk bliver fulgt op på, om man stadig opfylder kriterierne for en diagnose. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vokse fra en adhd-diagnose, ligesom nogle kan lære at mestre deres udfordringer i en grad, så de ikke længere opfylder diagnosekriterierne.

Overvandt diagnosen

I 2010 fik jeg selv diagnosen efter en årrække med stress og depressioner. Dengang var det en stor hjælp at få klarhed over mine udfordringer. Men da jeg sidste sommer ikke længere fandt mine udfordringer så store, at det kunne berettige en adhd-diagnose, gik jeg til psykiater.

Ganske rigtigt – psykiateren vurderede, at jeg ikke længere levede op til kriterierne. Jeg mødte dog stor undren fra mange sider, også fra behandlingssystemet. Hvorfor betød det noget? Jeg fik jo ikke medicin, så kunne jeg ikke bare være glad for, at jeg var kommet så langt? Jo, måske. Men for mig var det vigtigt at få at vide, hvor langt jeg var kommet.

Jeg har ikke det fjerneste imod diagnoser, men de skal gives, hvor det giver mening.Som aktiv foredragsholder og debattør vil jeg ikke tage udfordringerne fra mennesker med adhd ved at gå rundt med en diagnose, som ikke er velbegrundet. Jeg vil ikke give folk det indtryk, at man ikke er udfordret, når man virkelig er ramt af adhd.

Omvendt betyder det meget for mig, at også mennesker med psykiatriske lidelser har mulighed for at komme sig. Og der er bestemt ingen grund til, at jeg fylder i en sygdomsstatistik, når jeg er kommet mig. Der er mennesker nok, som har brug for hjælp. Så lad os give mennesker med psykiatriske lidelser muligheden for at komme sig.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. marts 2016   

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre

Kan psykisk sygdom være en styrke?

I går bragte Information denne interessante artikel: http://www.information.dk/477864

Personligt tror jeg, at tilgangen til ens psykiske lidelse betyder meget. For mig gik accepten af min psykiske sårbarhed hånd i hånd med, at jeg begyndte at kunne bruge den konstruktivt. Og det giver så meget mening for mig, når jeg får lov at bruge mine erfaringer til at forbedre forholdene for andre, der bliver ramt af psykisk sygdom.

Det har også hele tiden været mit håb at kunne bidrage til at skabe nye billeder af, hvad det vil sige at være psykisk sårbar. For kun sådan tror jeg, vi får afstigmatiseret området. Mennesker med psykiske lidelser er lige så forskellige som alle andre, og derfor giver det ikke mening at sætte folk i kasser. Men netop derfor tror jeg også, det er farligt, hvis det bliver for sort hvidt. For selv om nogle kan udnytte deres lidelse konstruktivt, er det ikke nødvendigvis alle. Men forhåbentlig kan det være med til at skabe håb om, at det er muligt at leve et godt liv med psykisk sygdom.

Jeg tror aldrig, jeg var gået ind i politik, hvis jeg ikke selv havde oplevet psykisk sygdom på egen krop. Og uden mit store energiniveau er det heller ikke sikkert, jeg var blevet valgt. Min ADHD har både ført mig ned i depressionens mørke, men min enorme energi og vedholdenhed har også hjulpet mig videre. Den har formentlig også været medvirkende til, at jeg uden de helt store anstrengelser kom på landsholdet i 24-timersløb.

Men er det så stadig en lidelse? Det var det i hvert fald i den årrække, hvor mit aktivitetsniveau og manglende evne til at prioritere  jævnligt medførte alvorlig stress og flere stressudløste depressioner. Men efterhånden som jeg har lært at skabe en bedre balance i mine aktiviteter, har jeg fået mere kontrol over de negative sider.

Det har taget mange år at lære at håndtere det enorme energiniveau og krævet mange psykologtimer. Men da jeg valgte ikke at genopstille til folketinget, fordi vi skulle være forældre, vidste jeg, at jeg endelig havde lært at passe på mig selv og prioritere. Selv om det var mit drømmejob, var der én ting, som var vigtigere; min familie. I dag ved jeg, hvad det vil sige at være forælder, og nu kæmper jeg for at komme tilbage igen. Politik giver så meget mening for mig, og det giver mig mere overskud til andre ting så som familien – når jeg er i stand til at balancere det.

I artiklen stilles spørgsmålet, hvorfor bruge ressourcer på at hjælpe og behandle mennesker med psykiske lidelser, hvis sidstnævnte blot er en kilde til succes? Fordi det kræver meget at udnytte styrkerne. Nogle er nødt til at tage medicin. Andre kan komme langt med eksempelvis samtalebehandling, som det var tilfældet for mig. Men havde jeg ikke haft mulighed for at få psykologbehandling, så var jeg næppe nået dertil, hvor jeg kan bruge min psykiske sårbarhed som en styrke.

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013

Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold

Den mentale sundhed er langt om længe begyndt at fylde mere i den offentlige debat. Desværre er debatten alt for ofte centreret om medicinforbrug, overdiagnosticering og fejlbehandling. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsminister Astrid Krag flere gange har efterlyst fokus på de samfundsforhold, der gør, at så mange mistrives. Kun sådan kan vi gøre os håb om at få vendt udviklingen og knækket den stigende kurve i de mange psykiatriske lidelser som angst, depression, OCD og ADHD. Som Astrid Krag tidligere har skrevet i en kronik: er der en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgere har det; Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil.”

Både i kronikken fra sidste år og senere har Sundhedsministeren opfordret til, at såvel patienter som pårørende bidrager i debatten med henblik på at finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg forsøge at komme med mit bud på det, som Sundhedsministeren efterlyser. Det gælder mine erfaringer med stress, depression, OCD og ADHD, mine oplevelser som pårørende, samt mit kendskab til mange andre, der slås med psykisk sygdom – ikke mindst fra årene som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Formålet er ikke at komme med løsninger, men i første omgang at bidrage til at få sat ord på de udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv, som er medvirkende til, at stadig flere bliver ramt af psykisk sygdom.

 

Stress

Stress er efter min opfattelse en af de største trusler mod den mentale sundhed. Stress kan ikke blot forstærke, men også udløse en række psykiatriske lidelser så som angst og depression. Derfor kan vi ikke blive ved med at negligere, at et stort og stigende antal danskere rammes af stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er 15 pct. hele tiden eller ofte stressede. En væsentlig årsag er det grænseløse arbejde, som mange kender til. Med den teknologiske udvikling kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, ja alle døgnets 24 timer, hvis vi vil det.

I dag udgør arbejdet en stor del af den enkeltes identitet. Det mest anvendte eksempel er, at det første man spørger om, når man møder et nyt menneske er, hvad vedkommende arbejder med. Når arbejdet har så stor betydning, bliver det grænseløse arbejde en endnu større udfordring; det bliver sværere at sige fra, fordi der er så stort fokus på at præstere. Og selv om det er muligt at arbejde hvor som helst og når som helst, er det de færreste der kan holde til aldrig at have en reel pause. For nylig bragte TVA da også et indslag, hvor en ekspert advarede om, at et stigende antal danskere har svært ved at lægge arbejdet væk i ferien.

Det er imidlertid ikke kun folk med et hektisk arbejdsliv, men også arbejdsløse, der rammes af stress. I en tid, hvor så mange står uden for arbejdsmarkedet, kan man derfor undre sig over, hvorfor man ikke skaber en bedre fordeling af arbejdet fx ved at gøre det lettere at gå på deltid. Ikke mindst børnefamilier kunne have stor gavn af dette – forældre såvel som børn. I stedet fokuseres der politisk på incitamenter, som får de beskæftigede til at yde endnu mere.

Samtidig stilles der flere krav til de ledige. Der er blevet skabt en opfattelse af, at mennesker helst ikke vil arbejde, hvis de kan blive fri, og hele beskæftigelsessystemet bygger på denne. Jeg har på egen krop og gennem venner og bekendte oplevet, hvordan denne tilgang påvirker. Selv meget ressourcestærke mennesker bliver i den grad ramt på selvværdet, ikke mindst fordi arbejdet som nævnt udgør en stor del af vores identitet. Oven i det kommer bekymringer af mere økonomisk art. Det gælder især, hvis man tilhører den gruppe, som risikerer på et tidspunkt at stå helt uden indkomst. Dertil skal så lægges, at man er tvunget til at inkassere tonsvis af afslag, fordi man skal søge lige meget, uanset om der er job at få eller ej. Og selv om det måske ikke var drømmejobbet, man ikke fik, kan det godt ramme hårdt gang på gang at måtte inkassere det ene afslag på det andet.

Jeg gik på et tidspunkt i et behandlingsforløb for mennesker med OCD, hvoraf flere havde været nødt til at melde sig raske, fordi de ikke kunne få forlænget deres sygedagpenge ud over 52 uger. Skønt de stadig fik behandling for deres OCD, var de derfor underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere. De mange afslag hjalp bestemt ikke på et i forvejen lavt selvværd, og det tog afsindigt meget energi at skulle til jobsamtale, fordi de stadig kæmpede med svære tvangstanker- og handlinger. Ofte var de hverken klar til at få jobbet eller til at få et afslag og blev sat flere uger tilbage i deres behandlingsforløb, fordi det var så hårdt for dem. Beskæftigelsessystemet er bestemt ikke lavet til psykisk sårbare.

 

Opblødte strukturer og selvledelse

Fordi vi kan arbejde på alle tider af døgnet, flyder arbejdet ofte sammen med fritiden, og der er ikke mange naturlige pauser, hverken i arbejdet eller i samfundet som helhed. Lukkeloven er afskaffet, og nogle af de naturlige pauser vi har i form af helligdage, taler man om at afskaffe. Lukkelovens afskaffelse kan ses som udtryk for et samfund, hvor de ydre rammer udviskes, og vi kan være på hele tiden. Problemet er, at det ikke altid bliver ved muligheden, idet muligheden i sig selv kan medføre en forventning om, at man også er det – fx fra en arbejdsgiver, der ønsker endnu mere fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Større mulighed for selv at skabe rammerne om sit liv kan på mange måder ses som noget positivt. Men for den gruppe af mennesker, som har brug for faste rammer, udgør de en væsentlig udfordring, det gælder fx mange med ADHD.

En anden af tidens tendenser, som hænger sammen med de udviskede strukturer, er begrebet ’selvledelse’. Vi skal i langt højere grad selv skabe rammerne om vores arbejde og sætte målene. Tendensen kan spores allerede i Folkeskolen, hvor begreber som ”ansvar for egen læring” har vundet frem. Jeg er da heller ikke sikker på, jeg havde fået diagnosen ADHD, var jeg født i en anden tid. Som lille, hvor rammerne var mere faste, havde jeg ikke de store problemer. Men efterhånden som jeg bevægede mig op ad i uddannelsessystemet, blev vanskelighederne større. På samme måde som på arbejdsmarkedet skal vi også her i større grad selv tilrettelægge vores tid. I mit tilfælde betød det, at jeg i lange perioder læste i døgndrift, fordi jeg ikke kunne sætte grænser eller prioritere og aldrig vidste, hvornår det var godt nok. Som så mange andre lagde også jeg utrolig stor vægt på den anerkendelse, der ligger i præstationer fx i form af gode karakterer. Formentlig var det et forsøg på at kompensere for et lavt selvværd, som til dels bundede i problemerne på hjemmefronten. Da jeg grundet min ADHD ikke var så god til at holde pauser og planlægge min tid realistisk, men samtidig gerne ville leve op til egen idealer om en toppræstation, var jeg altid bagud og læste i perioder 14 timer om dagen. Det var da også på universitetet, jeg for første gang blev ramt af alvorlig stress, som to gange endte i en depression. Jeg har måttet bruge mange år på at lære at stoppe op, prioritere og holde pauser for at forebygge stress og depression. I et samfund med mere faste strukturer havde dette næppe været nødvendigt.

 

Børn af mennesker med psykisk sygdom

Vi ved at det at vokse op med en eller flere forældre, der lider af psykisk sygdom, øger risikoen for, at man selv udvikler en psykisk lidelse. Det samme er tilfældet med børn, der vokser op med vold, incest, misbrug mm. eller oplever traumatiske livsbegivenheder såsom forældres selvmord eller selvmordsforsøg. Uanset hvor godt barnet klarer sig efter sådan en livsbegivenhed, er det de færreste, som går upåvirkede igennem.

Da min far forsøgte selvmord, var jeg 14 år gammel. Hele min ungdom var vores familieliv påvirket af min fars depressioner. Alligevel var der aldrig nogen, som spurgte, om vi børn havde brug for hjælp. Selv når vi spurgte på hospitalet, om vi kunne få lidt at vide om, hvad der skete med far, var der ikke megen hjælp at hente. Mig bekendt har vi endnu ikke skabt nogle strukturer, som gør, at børn af mennesker med fx psykisk sygdom får den nødvendige hjælp. I Norge derimod har man indført ved lov, at når voksne er indlagt med svær psykisk sygdom, skal man altid undersøge, om de har børn.

 

Den Teknologiske udvikling

Den moderne teknologi og det fragmenterede mediebillede gør, at vi konstant bombarderes med informationer. Det kan være svært at håndtere, hvis man ikke er god til at sortere fra eller prioritere. Jeg tror, at der til alle tider har været mennesker, som har haft nogle af de sårbarheder og udfordringer, som i dag fører til, at vi rammes af stress og udvikler psykiske lidelser som fx ADHD. Men også at det er blevet sværere at begå sig i nutidens samfund, hvis man er en af dem, der tager alt ind og har svært ved at lukke ydre stimuli ude. Det er ikke så mærkeligt, at det i et produktionssamfund, var kroppen der blev slidt ned, mens det i et videnssamfund er psyken.

Der er fra mange sider øgede forventninger til, at man konstant skal være på fx via Facebook, mobilen, mail mm. og følge med i informationsstrømmen. Også fra det offentliges side øges disse. Fx skal vi have en Nemkonto og en e-boks, lægen kommunikerer i højere grad digitalt, og er man arbejdsløs skal man konstant ind på Jobnet for at tjekke jobopslag og efterfølgende dokumentere sin jobsøgning et helt andet sted. For en del mennesker gør teknologien rigtig mange ting lettere. Men for sårbare mennesker, udgør de mange kommunikationsformer og fora, som man skal holde sig opdateret i, en udfordring, der kan give anledning til megen stress.

 

Medier og idealbilleder

Psykisk sygdom opstår næppe alene på grund af medierne. Alligevel er det min opfattelse, at medierne spiller en rolle i forhold til mange af de mennesker, som i dag rammes af stress – en tilstand som kan udløse og forværre en række psykiske lidelser. Ikke mindst mange unge sammenligner sig konstant med de bedste inden for ethvert område. Hvert år ved eksamenstid hører vi om de få superstuderende, der sprænger karakterskalaen. På samme måde kan man læse glansbilledhistorier om chefen eller ministeren, som både formår at have en perfekt familie, lave hjemmebag, dyrke motion, klare sit job til topkarakter etc. Langt sjældnere får vi det hele billede af disse mennesker. For selvfølgelig er der ingen, som kan levere toppræstationer inden for alle livets områder. En krævende karriere vil som oftest betyde afsavn på andre af livets områder. Ligeledes bliver vi bombarderet med idealer for, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvor meget man bør træne mm. Og sundhed er langt hen af vejen blevet et individuelt ansvar.

Der er også nogle forhold, som kan bidrage til en følelse af utryghed og forstærke angsten, fx hos mennesker med tendens til OCD. Man kan ikke åbne en avis eller tænde for TV’et uden at blive konfronteret med død og ødelæggelse. I forebyggelsens hellige navn hører vi konstant om risici for alverdens sygdomme, samt alle de ting vi skal gøre for at undgå dem. Et godt eksempel er, når man er gravid. Der er simpelthen så mange råd og vejledninger, at det kan være svært at leve op til dem alle. Dermed kan man bekymre sig i en uendelighed, og man vil altid kunne bebrejde sig selv, skulle der vise sig at være noget galt med ens barn. Som min gravide veninde sagde, da hun fik rådet om ikke at gå ud i myldretiden, fordi det kunne give stress: ”hvis man ikke allerede er stresset, så bliver man det da af alle de råd.”

 

De mange Valgmuligheder

Et andet forhold, der efter min opfattelse kan være en udfordring for mange, er, at vi konstant skal tage stilling til alting – ikke mindst til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Tidligere og tidligere skal folkeskoleelever beslutte, hvilken retning de vil i. Der er utrolig mange valgmuligheder, men at vælge én ting til, betyder også at man skal vælge en helt masse fra, og det kan være svært. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og de færreste er i det samme job hele livet, som det tidligere var tilfældet.

Også teknologien medfører en lang række valg. Det gælder fx, når man er gravid. I efteråret beskrev en moder i Politiken, hvordan hun havde valgt fosterdiagnostikken fra med den konsekvens, at hun indirekte blev ansvarlig for at have født et barn med et handicap. Selv om hun ikke ønskede at få lavet en nakkefoldsscanning, ja slet ikke ønskede at få valget om en sådan, så gjorde selve muligheden, at hun indirekte traf et valg. De mange muligheder er ikke blot muligheder; de tvinger os til at vælge, hvad enten det sker direkte eller indirekte, og vigtigst af alt at måtte leve med konsekvensen af vores valg. Selv om valgmuligheder på mange måder er positivt, er det også min oplevelse, at de bidrager til bl.a. stress og angst hos mange.

 

Kampen mod psykisk sygdom rækker ud over psykiatrien

Hvis vi skal have fat ved nældens rod og i fremtiden blive bedre til at forebygge psykisk sygdom, kræver det, at vi forholder os til, hvordan vi organiserer især arbejdsmarkedet, men også uddannelsessystemet og det øvrige samfund mest hensigtsmæssigt, samt hvordan vi kan ruste borgerne til at håndtere nutidens samfundsvilkår. Min påstand er ikke, at det i alle tilfælde er samfundets strukturer, der forårsager psykisk sygdom. Genetik betyder også meget, ikke mindst for en lidelse som ADHD. Men når så mange danskere rammes af psykisk sygdom, er vi nødt til at forholde os til betydningen af den måde, vi organiserer os på. Har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer så som manglende strukturer være medvirkende til at udløse en psykisk lidelse. Ligeledes er man med blot en mild form for ADHD mere udfordret i nutidens samfund, end man var førhen. Som Astrid Krag også skrev i den nævnte kronik, kan den enkelte: ”ikke alene skabe rammerne om det gode liv.” Derfor bør vi forholde os til, om det er muligt, og om vi er villige til, at skabe nogle rammer, som tilgodeser en større del af befolkningen. Kun sådan tror jeg, vi for alvor kan tage hul på at forebygge psykisk sygdom.

 

 

Målret nu den beskæftigelsesindsats!

Da jeg ringede for at forklare, at det næppe var mig, der ville få mest ud af det møde, blev jeg mødt med ordene: ”lovgrundlag er lovgrundlag, regler er regler”, hvilket tydeligt viser nogle af de ansattes tilgang. Der er så mange regler, at det er umuligt at målrette indsatsen til den enkelte.

Regeringen har nedsat et beskæftigelsesråd, der skal se på hele aktiveringsindsatsen, hvilket er meget tiltrængt: www.altinget.dk/navnenyt.aspx?id=10666.  Ifølge Rockwoolfonden har de 1,6 mia. kr. ud af de 16 mia., som bruges på aktivering, nemlig ingen effekt. Dette stemmer fint overens med den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have været i kontakt med systemet siden oktober sidste år, hvor jeg blev kandidat i statskundskab.

Jeg meldte mig ledig den 12. oktober 2012. Det tog over en time at komme igennem til jobcenteret for at få hjælp til at svare på fire spørgsmål i et spørgeskema, da jeg skulle oprette mig på jobnet.dk. Beskæftigelseskategorierne var meget firkantede, og jeg vidste ikke, hvad de skulle bruges til. Var det til arbejdsgiveren, jobcenteret eller andre? Jobcenteret kunne ikke hjælpe mig, de havde ikke noget med den slags at gøre, så jeg blev sendt videre til den landsdækkende instans CV-support på Bornholm. De svarede til gengæld efter få minutter og var meget kompetente i deres rådgivning.

Tre dage senere ringede jeg igen for at høre, om det ikke var muligt at få jobopslag fra København i stedet for fra Esbjerg, når vi nu skulle flytte to uger senere. Endnu engang blev jeg viderestillet til CV-support. Jeg tillod mig derfor at spørge, hvad det egentlig var for spørgsmål, som jobcenteret kunne hjælpe med. Damen sagde, at mit spørgsmål fra i fredags, burde de have kunnet svare på. CV-support svarede igen ganske hurtigt og fortalte, at man ikke kunne ændre indstillingen på jobnet.dk, så jeg ville kunne se de relevante opslag fra København. Men de kunne godt se det absurde i, at jeg den 28. oktober derfor skulle ind og trykke på en knap for at vise, at jeg havde set en bunke jobopslag, fra Esbjerg og Omegn, når jeg flyttede til København et par dage efter.

Igen tre dage senere snakkede jeg med A-kassen. Jeg var blevet indkaldt til møde i Århus eller Odense og ville høre, om ikke jeg kunne få lov at deltage ugen efter i København, da vi stod over for en flytning. Til min store overraskelse var der ingen problemer i dette. Jeg benyttede derfor lejligheden til at spørge lidt ind til, hvad der sker, hvis man bliver syg eller har barn syg. Egen sygdom giver ingen problemer. Men bliver vores datter syg, skal jeg melde dagpengene fra for at få lov at passe hende. Den ansatte i A-kassen var meget enig i det absurde i, at det så bedre kan betale sig for os, hvis min mand tager en barnets første sygedag. Det betyder nemlig, at Odense Universitetshospital skal betale hans løn samt en vikar, eller alternativt undvære en læge den dag. Fra en samlet og samfundsmæssig betragtning er der vel ingen tvivl om, hvad der bedst betaler sig? Desuden virker det paradoksalt, at den ansatte i A-kassen i samme ombæring siger, at det at få dagpenge mere og mere minder om at være i beskæftigelse på grund af de mange forskellige krav, når man ikke engang kan holde sit barns første sygedag?

En andet forhold er den omfattende kontrol. Man skal udfylde den ene blanket på den anden. Eksempelvis holder jeg et foredrag i ny og næ, som jeg får et honorar for. Selvfølgelig skal det modregnes, hvorfor jeg skal oplyse det på mit dagpengekort. Men inden jeg når dertil, skal jeg først udfylde forskellige formularer. Den ene ansatte i A-kassen sagde, at jeg kun skulle udfylde én blanket, den næste fortalte, at jeg skulle udfylde en pr. foredrag, og den tredje sagde, at de jo nok burde tale lidt mere sammen derinde, så jeg kunne få en ensartet besked – og så smed hun for øvrigt endnu en formular i nakken på mig, som jeg også lige skulle udfylde. De omtalte formularer kunne ikke udfyldes elektronisk, hvorfor det er en noget omstændelig proces.

Dertil kommer, at man skal ind og trykke på jobopslag på bestemte tidspunkter, udfylde dagpengekort på andre tidspunkter, selv booke møder med a-kassen, samt møde op til diverse arrangementer og møder. Jeg har selv ADHD, men har ikke svært ved at huske sådanne ting. Til gengæld kunne jeg især i starten mærke, hvor utrolig meget energi jeg bruger på at opfylde alle disse krav. Jeg forstår så godt, at folk, der fx døjer med svær ADHD eller andre psykiske lidelser, kan have svært ved at holde til og honorere beskæftigelsessystemets krav. Som den ansatte i A-kassen sagde – så minder det jo bare om et arbejde. Javel ja. Men nu er det jo ikke alle mennesker, der kommer fra et job, hvor man skal holde styr på diverse møder, aftaler, krav mm. Ledige er meget forskellige og fungerer i forskellige jobfunktioner.

Et andet forhold, der er værd at nævne, er det her med, at de opfordrer til at søge job uden for ens område. Jeg søger gerne job, som ikke lige er drømmejobbet, og jeg ville gerne arbejde i et andet erhverv fx som pædagogmedhjælper i en vuggestue eller børnehave. Problemet et bare, at rigtig mange steder søger de uddannede pædagoger. Så vidt jeg ved, gælder ledigheden over en bred kam, hvorfor der synes meget lille sandsynlighed for, at jeg kommer i betragtning til en pædagogstilling. Til gengæld gav medarbejderen mig ret i, at der ikke var nogen grund til at søge eksempelvis direktørjob, når jeg ingen ledelseserfaring har. Hvorfor jeg så skal søge fx pædagogjob, som jeg heller ikke er uddannet til, forstår jeg ikke?

Jeg ved fra bekendte, at der ikke i samme grad som tidligere bliver talt ned til de ledige. Alligevel må jeg indrømme, at jeg fandt overskriften på pjecen, som man skal læse før det indledende møde i A-kassen, noget besynderlig – medmindre der altså var tale om ironi. Den lød noget i retning af: ”forstå reglerne, så får du flere kræfter til at søge job.” Hvis nu der ikke var alle de regler, møder og ventetid på kompetent vejledning, så ville jeg i mange uger have kunnet skrive op til flere jobansøgninger mere.

Der er også hele konceptet med løntilskudsjob. Så vidt jeg har forstået ordningen, må man kun ansætte folk i løntilskud til ekstra arbejde. Der må altså ikke være tale om, at ansætte en person i løntilskud, som man ikke kan klare sig uden. Fra stort set alle de løntilskudsmodtagere, jeg kender, hører jeg, at de har varetaget, hvad der svarer til en helt almindelig stilling. De laver altså det samme som sidemanden blot til en meget lavere løn. Det offentlige får billig arbejdskraft, og der bliver en almen stilling mindre. Jeg håber, at folk i løntilskud i det mindste kan afholde barns første sygedag, men det er jeg ikke vidende om. Desuden skulle løntilskud være en åbning til ordinært arbejde. Det, man ofte hører, er imidlertid, at det langt fra altid fører til fast arbejde, men at den ene løntilskudsmodtager erstatter den anden.

Jeg har flere gange været der, hvor jeg seriøst overvejer, om vi kan klare os uden mine dagpenge. Jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, fordi jeg gerne ville have overskud til min datter, mens hun var helt lille. Den første tid, jeg var i dagpengesystemet, var det næsten hårdere ved mig, end det ville have været med et krævende arbejde som MF’er. Det er i sig selv hårdt ved selvværdet ikke at være i arbejde. At man så samtidig skal leve op til alverdens ikke altid særlig meningsfulde krav, gør det bestemt ikke lettere. Og jeg har oplevet mange meningsløse tilbud. Det mest nedslående er, at ikke engang de ansatte i jobcenteret kan se meningen i meget af det.

De gange, hvor jeg har fået den bedste hjælp har været, når de enten har fortalt mig, hvordan jeg kunne komme uden om reglerne eller bedt mig søge dispensation for disse. Et par eksempler på, at indsatsen er minus målrettet, er de følgende.

I februar 2013 fik jeg besked på at booke et møde inden 1. marts, fordi man jo skal have kontakt med A-kassen hver 3. måned. Det uanset om man har behov, eller har haft anden kontakt med dem i den mellemliggende periode. Jeg havde ikke umiddelbart noget behov, da jeg var i gang med et kursus for ledige og til april skulle starte i et job. Jeg havde allerede fået sparring på CV og ansøgning, og desuden var der ikke ledige tider til andet end en coaching-samtale. Sidstnævnte virkede temmelig absurd taget i betragtning, at jeg netop var i gang med et coachingkursus med masser af muligheder for at blive coachet. I øvrigt ville jeg gå glip af noget af kurset, hvis jeg tog den ene tid, som A-kassen havde til rådighed. Det endte med, jeg i stedet blev tilbudt en kort telefonsamtale, som var noget af det mest demotiverende, jeg længe har oplevet. Det var ikke andet end kontrol, og det var lige før, den ansatte i A-kassen ikke ville godkende min job-log (en oversigt over den enkeltes jobansøgningsindsats). Den ansatte mente nemlig, at 1-2 ansøgninger om ugen svarer til 6-8 om måneden!? Det selv om en anden medarbejder til velkomstmødet havde fortalt, at det var ok med en ansøgning om ugen.

I november måned 2012 var jeg blevet gravid, og allerede i det nye år, kunne jeg ikke skjule det længere. Derfor var jeg rigtig glad, da jeg alligevel blev ansat som timelønnet rådgiver inden for public affairs i sundhedskommunikationsbureauet Effector. Men jo længere hen jeg er kommet i graviditeten, desto mere absurd er beskæftigelsesindsatsen blevet. Ifølge reglerne skal jeg søge job indtil fem uger før, jeg skal føde. Selv hvis jeg blev indkaldt til samtale, tror jeg ikke, man ville kunne finde en eneste arbejdsgiver, der ville ansætte en højgravid – og da slet ikke under en økonomisk krise med masser af mulighed for at finde arbejdskraft.

Som sagt har den bedste hjælp hidtil været, når de ansatte har villet lempe lidt på kravene. Efter at have snakket med tre ansatte i henholdsvis A-kasse og jobcenter, som hver sagde noget forskelligt og i øvrigt viste mig tilbage til den anden instans, fik jeg lavet en aftale om kun at skulle søge job en enkelt gang om ugen indtil 10 uger før min termin. Den ansatte, jeg lavede aftalen med, havde da også utrolig svært ved at forklare meningen med jobsøgning så tæt på barslen. Meget få vikariater er så korte, at jeg ville kunne nå at varetage dem. Desuden har der, hver gang jeg har søgt, været mellem 150-250 ansøgere. Derudover har jeg meget lidt lyst til at søge et sted, hvor jeg virkelig godt kunne tænke mig at blive ansat en dag, fordi jeg føler, jeg spilder folks tid. Den ellers forstående ansatte foreslog, at jeg så i stedet kunne tage nogle møder med mit netværk. Dertil svarede jeg, at jeg meget gerne ville bruge mit netværk, når det gav mening. Men for nuværende har jeg et super relevant arbejde i Effector, som med 99,9 % sikkerhed bliver et fast job efter barslen. Desuden er der næppe heller nogen i mit netværk, som fastansætte en højgravid? Det eneste jeg ville få ud af at mødes med folk fra netværket, ville formentlig være, at de ikke ville tage mig seriøst en anden gang.

Og så er der et af de nyeste eksempler, hvor jeg den 24. maj skulle have været til CV-samtale i jobcenteret efter en tilfældig udtrækning på CPR-numre. Mødet lå blot en uge før, jeg skulle sende sidste ansøgning inden barslen, og oven i det havde jeg udsigt til en fastansættelse efter barslen. Desuden skulle jeg møde op med en ansøgning til et job, jeg alligevel ikke ville kunne varetage, fordi jeg ville gå på barsel ganske kort tid efter. Derudover havde jeg allerede fået sparring på mit CV og en jobansøgning – både til en af de obligatoriske samtaler med A-kassen og på coachingkurset. Da jeg ringede for at forklare, at det næppe var mig, der ville få mest ud af det møde, blev jeg mødt med ordene: ”lovgrundlag er lovgrundlag, regler er regler”, hvilket tydeligt viser nogle af de ansattes tilgang. Der er så mange regler, at det er umuligt at målrette indsatsen til den enkelte. Heldigvis blev jeg for tredje gang i forløbet stillet om til en medarbejder, der heller ikke kunne se meningen. Hun fiflede lidt med tingene og fik det til at se ud som om, det ikke kunne lade sig gøre af afholde mødet.

Som om det ikke var nok, sendte jeg i dag en ansøgning af sted til at job, der starter den 15. august. Heller ikke dette er særlig meningsfuldt, eftersom jeg har termin den 12. august – men jeg skal jo stadig søge. Umiddelbart herefter modtog jeg desuden et brev i min e-boks med besked om, at en anden aktør ville varetage kontakten med mig fra den 3. juni og året ud. Set i lyset af, at jeg har lavet en aftale med A-kassen om, at jeg hverken skal søge job eller møde op til noget fra netop den 3. juni og frem til, jeg skal på barsel, undrede jeg mig meget over dette. Det undrer både, at systemerne snakker så lidt sammen, samt at man inddrager en anden aktør i en periode, hvor jeg er på vej på barsel? Jeg håber ikke, det er noget, kommunen kommer til at betale for, eftersom jeg ikke skal have nogen indsats i denne periode. Det virker utrolig ineffektivt, at man bruger så mange ressourcer på at indkalde mig til diverse ting, som efterfølgende bliver aflyst, fordi de er fuldstændig meningsløse, frem for at man målretter indsatsen fra starten.

Skulle jeg så kun få deltid i Effector efter barslen, så regner jeg ikke med at skulle være en del af beskæftigelsessystemet. Kan vi klare os uden mine supplerende dagpenge, gør vi det helt sikkert. Så én ting opnår man formentlig med det nuværende system; nemlig at det kun er dem, der absolut ikke kan klare sig uden, der vælger at være i det. Til gengæld bruger man rigtig mange ressourcer i form af tid og penge, som kunne bruges bedre. Jeg håber virkelig, at Regeringens beskæftigelsesråd vil lægge op til et opgør med de mange regler, som står i vejen for en målrettet beskæftigelsesindsats, der er tilpasset den enkelte!

 

 

Psykiatriske diagnoser behøver ikke passivisere

Det var en spændende kronik i Politiken i mandags: ”psykiatrien er i krise”. Jeg er til dels enig med kronikøren, men bliver altid lidt provokeret, når diagnoser fremstilles som en måde at slippe for selv at tage ansvar på. For diagnoser behøver ikke passivisere og gøre mennesker til ofre. Det kommer helt an på tilgangen til dem.

Mine depressionsdiagnoser fik mig til at indse, hvor dårligt jeg behandlede mig selv; jeg stressede rundt uden at lytte til mig selv. Den indsigt gjorde mig i stand til at tage ansvar for mit liv. Efter mange års arbejde med at lære at forebygge stress, oplevede jeg som medlem af Folketinget at være mindre stresset end jeg var, al den tid jeg studerede.

Min ADHD-diagnose gjorde, at jeg pludselig forstod, hvorfor jeg altid har haft så svært ved at prioritere, slappe af og sidde stille. Ligeledes gjorde den det lettere at forstå, hvorfor jeg endnu ikke var kommet min indre rastløshed til livs – og det gjorde det lettere at leve med denne.

Begge diagnoser betød også, at jeg fik mulighed for at læse om lidelserne, blive mere bevidst om mine udfordringer og dermed også om løsningerne. Eftersom jeg har brugt diagnoserne til at blive klogere på mig selv, har jeg i dag mange redskaber til at leve et godt liv med dem.

Jeg er til gengæld enig med kronikøren i, at medicin står alt for alene i den psykiatriske behandling. Jeg kan se, hvor stor forskel det har gjort for mig også at få psykologbehandling samt at bruge motionen til at mestre mine lidelser. Min far derimod har desværre aldrig fået tilbudt samtalebehandling i forbindelse med sine depressioner, men er i stedet løbende blevet sat op i dosis med mange bivirkninger til følge. Vi prøvede engang at få ham til psykologbehandling – desværre talte psykiateren ham fra det.

Kronikøren virker ikke begejstret for den kognitive samtaleterapi. Jeg var selv skeptisk over for denne i starten, hvor jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, samt hvordan min fars og mine egne lidelser havde påvirket mit liv. Alligevel var det først, da jeg benyttede den kognitive terapi, jeg kom af med min OCD (tvangshandlinger). Så for mig har de forskellige samtaleformer været givtige på hver deres tidspunkt, afhængigt af problemet.

Lad os få gjort samtalebehandlingen mere tilgængelig i den psykiatriske indsats, så medicin og samtalebehandling går hånd i hånd. Derved vil flere mennesker blive i stand til at handle på den vigtige forståelse, en diagnose kan give.

 

”Danmark på piller”- debatten trænger til mere nuancering

Som Tornbjerg Andersen skriver i Kristeligt Dagblad den 17. april, har debatten om det store medicinforbrug af antidepressiv været utrolig unuanceret. DR har næsten udelukkende fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. For mig personligt betød medicinen, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Udsendelserne ”Danmark på piller” gav indtryk af, at nogle af de medvirkende fortsatte med en bestemt slags medicin, selv om bivirkningerne oversteg effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Debatten blev da også lidt mere nuanceret i den direkte debat torsdag den 18. april.

Hvad angår overforbruget, har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Desværre har debatten mest fokuseret på, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression?

Hvad med at kigge på adgangen til alternativer til medicin? Efter min opfattelse er adgangen til psykologbehandling stadig alt  for dårlig. Brugerbetalingen er stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med lægehenvisning, ikke er et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange henviste patienter en psykolog må tage. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem med et brækket ben eller en kræftdiagnose uden behandling, medmindre man selv kunne betale gipsen eller kemoterapien. Jeg er ikke imod brug af medicin. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at rigtig mange rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg har selv måtte bruge mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Forklaringen på det stigende medicinforbrug er ikke så én-dimensionel, som den er blevet fremstillet. Så lad os debattere de forskellige muligheder, vi har, for både at forebygge og behandle psykiske lidelser.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 29. april 2013