Kandidattest om mennesker med ADHD

Jeg har netop besvaret ADHD-foreningens kandidattest. Et område, der længe har optaget mig. Fik selv en ADHD-diagnose i 2010 – som jeg dog ikke længere opfylder diagnosekriterierne til – og sad i ADHD-foreningens hovedbestyrelse fra 2010-14. Her kommer mine kvalitative svar:

INKLUSION I FOLKESKOLEN
I mine øjne burde lærerne have været bedre klædt på, inden man begyndte at inkludere flere elever, ligesom et sådant tiltag kræver, at man i hvert fald til at starte med, tilfører flere lærer- og støtteressourcer. Ligeledes har man fra politisk hold i dag meget fokus på at lave større skoler, hvilket i mine øjne ikke nødvendigvis bidrager til en vellykket inklusion, ligesom en mindre struktureret hverdag heller ikke gør det.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Jeg tror, den enkelte lærer gør alt, hvad vedkommende kan for at inkludere børn med særlige behov og gøre dem til en del af fællesskabet. Men jeg tror også, det kan være svært med de forhåndenværende ressourcer, hvorfor jeg gerne vil styrke folkeskolen. Jeg håber også, at man mange steder bruger nogle af de tiltag, ADHD-foreningen har lavet som fx ‘de utrolige år’. Derudover tænker jeg, at mere bevægelse, de steder hvor det rent faktisk er blevet en realitet, kan hjælpe nogle børn med ADHD.

BESKÆFTIGELSESINDSATSEN
I mine øjne bør indsatsen i højere grad målrettes den enkelte og gøres mere meningsfuld – det gælder dog for alle og ikke kun for mennesker med ADHD. Der er alt for mange regler til, at den enkelte ansatte kan tage udgangspunkt i den ledige. Beskæftigelsessystemet skal skabe muligheder og motivation – det gør det i mine øjne ikke i dag. Stive regler overskygger hensynet til den enkelte i sådan en grad, at nogle mennesker ligefrem bliver mere syge af at være i systemet. Jeg så gerne, at vi i Esbjerg blev frikommune, så vi kunne starte helt forfra.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Det har jeg meget svært ved at svare på. Men når vi tilpasser indsatsen til den enkelte – hvis vi da gør det – så gør vi det, der virker. Når vi lytter til og har tillid til folk, og når vi giver den nødvendige tid.

HVILKEN INDSATS VIL DU PRIORITERE?
Den tidlige og forebyggende indsats, der støtter op om HELE familien. Helt klart! Jeg vil arbejde for, at Forældretræningsprogrammet ‘kærlighed i kaos’ også indføres her i Esbjerg.

Familiepolitikken skal styrkes i Esbjerg

Familiepolitikken på dagsordenen

Jeg har længe arbejdet for at få familiepolitikken på dagsordenen. I første omgang nationalt, hvorfor jeg er glad for i foråret at have været med til at udarbejde en Radikal familiepolitik. Jeg er ikke enig i alt – særligt er jeg ærgerlig over, at retten til at gå ned i tid som småbørnsforælder ikke er med. Men jeg er glad for, at vi nu er et parti med en familiepolitik.

Bevar muligheden for hjemmepasning

Som byrådsmedlem i København nogle år tilbage havde jeg også familiepolitikken på dagsordenen. Vi kæmpede imod, da tilskuddet til hjemmepasning blev afskaffet. Heldigvis har Esbjerg kommune, hvor jeg nu bor og stiller op til byrådet, valgt at beholde det. Her kan man få tilskud til at passe sit eller sine egne børn hjemme de første år, og jeg kender mange hjemmegående, der er utroligt glade for denne ordning.

Balance mellem familie og arbejdsliv
Personligt har jeg det godt med at arbejde – så længe det er foreneligt med at være mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år. Derfor er jeg også afsindigt glad for netop at have fået lov at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg arbejder i en styrelse her i byen og havde faktisk ikke turde tro på, at nedsat tid var en mulighed. For mig viser det, at sammenhængen mellem arbejds- og familielivet er en kamp, der skal kæmpes på alle fronter – men også at det er kampen værd.

Børn skal have nærværende voksne
I mine øjne er det væsentligste formål med en familiepolitik, at børn har nærværende voksne omkring sig – både når forældrene overlader børnene til daginstitutionen eller skolen, og når børnene er hjemme i familien. Mit primære politiske fokus er at sikre bedre mental sundhed, hvorfor jeg arbejder for, at børn får mest muligt at stå imod med. Tilstedeværende og nærværende voksne er altafgørende i den sammenhæng. Men for at kunne være der som forælder, er balancen ift. særligt arbejdslivet afgørende. Så længe vi ikke kan få retten til deltid indført på nationalt niveau, vil jeg arbejde for at Esbjerg kommunes arbejdspladser giver en større fleksibilitet for den enkelte ift. at tilrettelægge sit arbejdsliv.

Flere pædagoger og lærere

I skolen og daginstitutionerne, samt fritids- og klubtilbud er det et væsentligt udgangspunkt, at der er hænder nok. Derfor går jeg til valg på at arbejde for flere pædagoger og lærere – sidstnævnte særligt i de små klasser. Derfor bakker jeg også op om, at flere skoler i Esbjerg allerede har indført kortere skoledag for de mindste til gengæld for, at de så er flere undervisere i timerne.

Kvalitet i fritidstilbuddene og styr på IPAD’en
Tilstrækkeligt med voksne gør det selvfølgelig ikke i sig selv – der skal også arbejdes med kvaliteten i tilbuddene. Det gælder ikke mindst i SFO’en, hvor det er min oplevelse, at der bl.a. går al for meget tid foran skærmen; IPAD eller TV.

Styrket forældreinddragelse

Her i Esbjerg er det også min klare opfattelse, at forældreinddragelsen med fordel kunne styrkes. Der er stor variation i såvel informationsniveau, samt i hvor mange samtaler man tilbydes i de forskellige institutioner. Jeg finder forældreinddragelsen vigtig af flere årsager. Hvis forældrene bedst muligt skal kunne bakke op om deres barns liv i institution og skole, og støtte barnet der hvor behovet er størst, er det vigtigt at høre, hvordan pædagogerne og lærerne oplever barnet. Det er også væsentligt at inddrage og lytte til forældrene i væsentlige overgange fx mellem vuggestue/dagpleje og børnehave eller børnehave og skole, så overgangen bliver bedst mulig for barn og familie. Jeg tror faktisk godt, at personalet her i Esbjerg vil inddrage os forældre, og at de gør alt, hvad de kan med de forhåndenværende ressourcer – tiden og ressourcerne er blot for knappe.

Børn med særlige udfordringer kræver støtte til hele familien

Derudover mener jeg, at vi generelt er for dårlige til at støtte op om hele familien. Det gælder fx familier, der oplever at få et barn med et handicap. I sådan en situation bliver der først og fremmest kompenseret for barnets nedsatte funktionsevne. Men forældrene har jo også nogle behov. Jeg har mødt familier med handicap, hvor mor og far aldrig fik en hel nats søvn, familier der var ved at gå ned med stress eller depression eller gik ned, fordi de skulle kæmpe med systemet, og familier der bare gerne ville have en smule aflastning, så de kunne hænge sammen som mennesker, og dermed også være der som forældre for deres børn. Alt for mange forældre til børn med særlige behov går fra hinanden – det tror jeg, vi kunne undgå, hvis vi var bedre til at støtte op om hele familien.

En konkret ting, som jeg gerne vil fremme, er forældretræning. Jeg var førhen aktiv i ADHD-foreningen som blandt andet har været med til at udvikle forældretræningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ til forældre til børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Erfaringerne er gode. Programmet hjælper både forældrene, hvoraf flere selv har ADHD, og børnene hvis symptomer reduceres – så meget at nogle rent faktisk undgår at få en diagnose.

Støtte til pårørende

I det hele taget skal vi støtte mennesker, der er pårørende til alvorligt syge – unge som gamle. Når et familiemedlem bliver ramt af eksempelvis svær psykisk sygdom, rammer det hele familien. Jeg er selv vokset op med en far, der har lidt af svære depressioner. Så jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke sætter ind med hjælp og støtte – og allerhelst tidligt i forløbet. Helt konkret vil jeg arbejde for flere pårørendegrupper, hvor man kan møde ligesindede og få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre og lære at passe på sig selv. Det gælder ikke mindst til skoleelever.

Hverdagslivet som forælder i Esbjerg

Sidst vil jeg – hvis jeg bliver valgt til byrådet i Esbjerg – arbejde for, at hverdagslivet for familierne bliver lettere. Det gælder helt ned til hverdagsudfordringer som fx med Tabulex eller Forældreintra. Når vi laver nye tiltag af den slags, er vi simpelthen nødt til at sikre, at det fungerer ordentligt, før det sættes i søen, at de ansatte er i stand til at bruge det – og det på måde så det letter og ikke besværliggør hverdagen for forældrene, samt at forældre, som måtte have brug for det, kan få den nødvendige hjælp og vejledning. Jeg vil også arbejde for mere sikre skoleveje og bedre cykelforhold i det hele taget, samt et byrum der inviterer til aktivitet og leg i hverdagen.

Håber at få lov i Esbjerg byråd at bidrage til bedre forhold for børn og familier

Som mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år, der alle går i tre forskellige tilbud her i Esbjerg, og med min politiske erfaring fra bl.a. Folketinget mener jeg at have gode forudsætninger for at arbejde for bedre forhold for børn og familier. Derfor håber jeg inderligt, at jeg for Radikale Venstre bliver valgt til byrådet her i Esbjerg den 21. november.

VERDENS MENTALE SUNDHEDSDAG – BØRN SOM PÅRØRENDE

I dag den 10. oktober er det verdens mentale sundhedsdag. Som spidskandidat til byrådet for Radikale Venstre ligger den mentale sundhed mig meget på sinde – det har den gjort, siden jeg for ti år siden besluttede at gå ind i politik.

 

Egne oplevelser drev mig ind i politik

Det, der drev mig, var min opvækst med en far, der har lidt af depressioner, siden jeg var 14 år gammel. Noget, der i den grad har præget mit liv. Jeg oplevede på nært hold, hvad psykisk sygdom kan gøre ved et menneske, men også hvad samfundet ikke kunne.

 

Øget politisk fokus på psykiatrien

De seneste år er der kommet mere politisk fokus på selve behandlingen af mennesker med psykisk sygdom, selv om vi endnu ikke er i mål. Området er heller ikke så tabubelagt som tidligere. En aftabuisering, som jeg har forsøgt at bidrage til med mine foredrag om et liv med psykisk sygdom samt min bog ‘Frem i Lyset’ om det samme.

 

For få tilbud til pårørende 

Hvad angår pårørende til mennesker med psykisk sygdom, børn som voksne, er der imidlertid stadig ikke megen hjælp at hente. Selv om der hvert år er omkring 50.000 børn, der oplever, at enten mor eller far bliver ramt af en psykisk sygdom, bliver børn overset som pårørende og sjældent indtænkt i handleplaner mv. Som byrådskandidat vil jeg derfor arbejde for bedre hjælp til børn, der er pårørende.

 

Forslag til et kommunalt tilbud

Et konkret forslag kunne være børnegrupper, som man har gode erfaringer med fra andre kommuner. Her kan børnene møde ligesindede, opleve at de ikke er alene og få nogle redskaber til at håndtere mors eller fars sygdom. Tanken er, at der etableres et systematisk tilbud i tilknytning til en eller flere nærliggende folkeskoler. Hvem der skulle stå for det, er jeg åben over for, men jeg ved, at man nogle steder har brugt AKT’ere til lignende tilbud. Forslaget om gruppetilbud er allerede blevet taget positivt imod af såvel unge som voksne, som jeg har mødt i forbindelse med valgkampen, en psykiatriorganisation og andre kandidater til byrådet.

 

Radikale ønsker lovgivning på området

I Radikale Venstre har vi også netop på vores landsmøde besluttet at arbejde for, at sygehusene via lovgivning skal forpligtes til at tage bedre hånd om børn af alvorligt syge, som man også har indført det via lov i flere af vores nabolande. Et forslag jeg tidligere har arbejdet for at fremme politisk. I følge Børn, Unge og Sorg er det lige så belastende at vokse op med en alvorligt syg forælder, som det er, at forælderen dør. Og børn, der er pårørende, har en øget risiko for selv at udvikle psykiske lidelser. Loven vil bl.a. betyde, at personalet på landets sygehuse skal spørge ind til patientens eventuelle børn, tilbyde råd og vejledning om støtte til børnene og vurdere støttebehovet hos barnet samt henvise videre efter behov.

 

Min personlige historie

Nogle år efter at min far blev syg og også forsøgte selvmord, oplevede jeg selv at blive ramt af stress og depression, komme i behandling for OCD, ja jeg fik sågar en ADHD-diagnose. Selvfølgelig kan man ikke adskille arv og miljø, men jeg er overbevist om, at min fars sygdom spillede en væsentlig rolle. I dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand, lever jeg da heller ikke længere op til kriterierne for nogle af lidelserne, men det har været et langt sejt træk, som jeg gerne beretter om, hvis det kan gøre en forskel. Når jeg deler min personlige historie, er det i håb om, at det kan bidrage til øget fokus og en styrket indsats på området. For nylig delte jeg min historie med en gymnasieklasse her i Esbjerg, jeg holder jævnligt foredrag senest i Brørup for et par uger siden, og når vi i morgen skal på gaden med partiet, deler jeg også gerne mine erfaringer med borgerne i Hjerting i forbindelse med verdens mentale sundhedsdag, hvis det kan åbne op for en god og tillidsfuld samtale.

Skulle I have lyst til at kigge forbi, er vi på gaden i Hjerting foran Rema kl. 15.30-17.

 

Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser

I sidste måned bragte Jyllands-Posten artiklen “Mange unge får forkert diagnose”, der havde fokus på unge med adhd. Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der måtte modtage behandling på et tvivlsomt grundlag. Derfor skal en gruppe unge mellem 18-28 år genudredes. Disse har gennem en årrække haft konstateret adhd og er blevet behandlet med Ritalin.

Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.

Konstant hører vi, at for mange mennesker får en diagnose, og særligt adhd-diagnosen har været omstridt. Men som samfund gør vi altså heller ikke særlig meget for at hjælpe mennesker af med diagnosen.

Et er, at der finder for meget symptombehandling sted. Alt for ofte står medicin alene, hvorfor der mangler fokus på at lære at håndtere diagnosen på anden vis, fx via samtalebehandling, mentorstøtte etc.

Det andet er, at der ikke automatisk bliver fulgt op på, om man stadig opfylder kriterierne for en diagnose. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vokse fra en adhd-diagnose, ligesom nogle kan lære at mestre deres udfordringer i en grad, så de ikke længere opfylder diagnosekriterierne.

Overvandt diagnosen

I 2010 fik jeg selv diagnosen efter en årrække med stress og depressioner. Dengang var det en stor hjælp at få klarhed over mine udfordringer. Men da jeg sidste sommer ikke længere fandt mine udfordringer så store, at det kunne berettige en adhd-diagnose, gik jeg til psykiater.

Ganske rigtigt – psykiateren vurderede, at jeg ikke længere levede op til kriterierne. Jeg mødte dog stor undren fra mange sider, også fra behandlingssystemet. Hvorfor betød det noget? Jeg fik jo ikke medicin, så kunne jeg ikke bare være glad for, at jeg var kommet så langt? Jo, måske. Men for mig var det vigtigt at få at vide, hvor langt jeg var kommet.

Jeg har ikke det fjerneste imod diagnoser, men de skal gives, hvor det giver mening.Som aktiv foredragsholder og debattør vil jeg ikke tage udfordringerne fra mennesker med adhd ved at gå rundt med en diagnose, som ikke er velbegrundet. Jeg vil ikke give folk det indtryk, at man ikke er udfordret, når man virkelig er ramt af adhd.

Omvendt betyder det meget for mig, at også mennesker med psykiatriske lidelser har mulighed for at komme sig. Og der er bestemt ingen grund til, at jeg fylder i en sygdomsstatistik, når jeg er kommet mig. Der er mennesker nok, som har brug for hjælp. Så lad os give mennesker med psykiatriske lidelser muligheden for at komme sig.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. marts 2016   

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre

Kan psykisk sygdom være en styrke?

I går bragte Information denne interessante artikel: http://www.information.dk/477864

Personligt tror jeg, at tilgangen til ens psykiske lidelse betyder meget. For mig gik accepten af min psykiske sårbarhed hånd i hånd med, at jeg begyndte at kunne bruge den konstruktivt. Og det giver så meget mening for mig, når jeg får lov at bruge mine erfaringer til at forbedre forholdene for andre, der bliver ramt af psykisk sygdom.

Det har også hele tiden været mit håb at kunne bidrage til at skabe nye billeder af, hvad det vil sige at være psykisk sårbar. For kun sådan tror jeg, vi får afstigmatiseret området. Mennesker med psykiske lidelser er lige så forskellige som alle andre, og derfor giver det ikke mening at sætte folk i kasser. Men netop derfor tror jeg også, det er farligt, hvis det bliver for sort hvidt. For selv om nogle kan udnytte deres lidelse konstruktivt, er det ikke nødvendigvis alle. Men forhåbentlig kan det være med til at skabe håb om, at det er muligt at leve et godt liv med psykisk sygdom.

Jeg tror aldrig, jeg var gået ind i politik, hvis jeg ikke selv havde oplevet psykisk sygdom på egen krop. Og uden mit store energiniveau er det heller ikke sikkert, jeg var blevet valgt. Min ADHD har både ført mig ned i depressionens mørke, men min enorme energi og vedholdenhed har også hjulpet mig videre. Den har formentlig også været medvirkende til, at jeg uden de helt store anstrengelser kom på landsholdet i 24-timersløb.

Men er det så stadig en lidelse? Det var det i hvert fald i den årrække, hvor mit aktivitetsniveau og manglende evne til at prioritere  jævnligt medførte alvorlig stress og flere stressudløste depressioner. Men efterhånden som jeg har lært at skabe en bedre balance i mine aktiviteter, har jeg fået mere kontrol over de negative sider.

Det har taget mange år at lære at håndtere det enorme energiniveau og krævet mange psykologtimer. Men da jeg valgte ikke at genopstille til folketinget, fordi vi skulle være forældre, vidste jeg, at jeg endelig havde lært at passe på mig selv og prioritere. Selv om det var mit drømmejob, var der én ting, som var vigtigere; min familie. I dag ved jeg, hvad det vil sige at være forælder, og nu kæmper jeg for at komme tilbage igen. Politik giver så meget mening for mig, og det giver mig mere overskud til andre ting så som familien – når jeg er i stand til at balancere det.

I artiklen stilles spørgsmålet, hvorfor bruge ressourcer på at hjælpe og behandle mennesker med psykiske lidelser, hvis sidstnævnte blot er en kilde til succes? Fordi det kræver meget at udnytte styrkerne. Nogle er nødt til at tage medicin. Andre kan komme langt med eksempelvis samtalebehandling, som det var tilfældet for mig. Men havde jeg ikke haft mulighed for at få psykologbehandling, så var jeg næppe nået dertil, hvor jeg kan bruge min psykiske sårbarhed som en styrke.

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013

Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold

Den mentale sundhed er langt om længe begyndt at fylde mere i den offentlige debat. Desværre er debatten alt for ofte centreret om medicinforbrug, overdiagnosticering og fejlbehandling. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsminister Astrid Krag flere gange har efterlyst fokus på de samfundsforhold, der gør, at så mange mistrives. Kun sådan kan vi gøre os håb om at få vendt udviklingen og knækket den stigende kurve i de mange psykiatriske lidelser som angst, depression, OCD og ADHD. Som Astrid Krag tidligere har skrevet i en kronik: er der en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgere har det; Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil.”

Både i kronikken fra sidste år og senere har Sundhedsministeren opfordret til, at såvel patienter som pårørende bidrager i debatten med henblik på at finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg forsøge at komme med mit bud på det, som Sundhedsministeren efterlyser. Det gælder mine erfaringer med stress, depression, OCD og ADHD, mine oplevelser som pårørende, samt mit kendskab til mange andre, der slås med psykisk sygdom – ikke mindst fra årene som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Formålet er ikke at komme med løsninger, men i første omgang at bidrage til at få sat ord på de udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv, som er medvirkende til, at stadig flere bliver ramt af psykisk sygdom.

 

Stress

Stress er efter min opfattelse en af de største trusler mod den mentale sundhed. Stress kan ikke blot forstærke, men også udløse en række psykiatriske lidelser så som angst og depression. Derfor kan vi ikke blive ved med at negligere, at et stort og stigende antal danskere rammes af stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er 15 pct. hele tiden eller ofte stressede. En væsentlig årsag er det grænseløse arbejde, som mange kender til. Med den teknologiske udvikling kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, ja alle døgnets 24 timer, hvis vi vil det.

I dag udgør arbejdet en stor del af den enkeltes identitet. Det mest anvendte eksempel er, at det første man spørger om, når man møder et nyt menneske er, hvad vedkommende arbejder med. Når arbejdet har så stor betydning, bliver det grænseløse arbejde en endnu større udfordring; det bliver sværere at sige fra, fordi der er så stort fokus på at præstere. Og selv om det er muligt at arbejde hvor som helst og når som helst, er det de færreste der kan holde til aldrig at have en reel pause. For nylig bragte TVA da også et indslag, hvor en ekspert advarede om, at et stigende antal danskere har svært ved at lægge arbejdet væk i ferien.

Det er imidlertid ikke kun folk med et hektisk arbejdsliv, men også arbejdsløse, der rammes af stress. I en tid, hvor så mange står uden for arbejdsmarkedet, kan man derfor undre sig over, hvorfor man ikke skaber en bedre fordeling af arbejdet fx ved at gøre det lettere at gå på deltid. Ikke mindst børnefamilier kunne have stor gavn af dette – forældre såvel som børn. I stedet fokuseres der politisk på incitamenter, som får de beskæftigede til at yde endnu mere.

Samtidig stilles der flere krav til de ledige. Der er blevet skabt en opfattelse af, at mennesker helst ikke vil arbejde, hvis de kan blive fri, og hele beskæftigelsessystemet bygger på denne. Jeg har på egen krop og gennem venner og bekendte oplevet, hvordan denne tilgang påvirker. Selv meget ressourcestærke mennesker bliver i den grad ramt på selvværdet, ikke mindst fordi arbejdet som nævnt udgør en stor del af vores identitet. Oven i det kommer bekymringer af mere økonomisk art. Det gælder især, hvis man tilhører den gruppe, som risikerer på et tidspunkt at stå helt uden indkomst. Dertil skal så lægges, at man er tvunget til at inkassere tonsvis af afslag, fordi man skal søge lige meget, uanset om der er job at få eller ej. Og selv om det måske ikke var drømmejobbet, man ikke fik, kan det godt ramme hårdt gang på gang at måtte inkassere det ene afslag på det andet.

Jeg gik på et tidspunkt i et behandlingsforløb for mennesker med OCD, hvoraf flere havde været nødt til at melde sig raske, fordi de ikke kunne få forlænget deres sygedagpenge ud over 52 uger. Skønt de stadig fik behandling for deres OCD, var de derfor underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere. De mange afslag hjalp bestemt ikke på et i forvejen lavt selvværd, og det tog afsindigt meget energi at skulle til jobsamtale, fordi de stadig kæmpede med svære tvangstanker- og handlinger. Ofte var de hverken klar til at få jobbet eller til at få et afslag og blev sat flere uger tilbage i deres behandlingsforløb, fordi det var så hårdt for dem. Beskæftigelsessystemet er bestemt ikke lavet til psykisk sårbare.

 

Opblødte strukturer og selvledelse

Fordi vi kan arbejde på alle tider af døgnet, flyder arbejdet ofte sammen med fritiden, og der er ikke mange naturlige pauser, hverken i arbejdet eller i samfundet som helhed. Lukkeloven er afskaffet, og nogle af de naturlige pauser vi har i form af helligdage, taler man om at afskaffe. Lukkelovens afskaffelse kan ses som udtryk for et samfund, hvor de ydre rammer udviskes, og vi kan være på hele tiden. Problemet er, at det ikke altid bliver ved muligheden, idet muligheden i sig selv kan medføre en forventning om, at man også er det – fx fra en arbejdsgiver, der ønsker endnu mere fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Større mulighed for selv at skabe rammerne om sit liv kan på mange måder ses som noget positivt. Men for den gruppe af mennesker, som har brug for faste rammer, udgør de en væsentlig udfordring, det gælder fx mange med ADHD.

En anden af tidens tendenser, som hænger sammen med de udviskede strukturer, er begrebet ’selvledelse’. Vi skal i langt højere grad selv skabe rammerne om vores arbejde og sætte målene. Tendensen kan spores allerede i Folkeskolen, hvor begreber som ”ansvar for egen læring” har vundet frem. Jeg er da heller ikke sikker på, jeg havde fået diagnosen ADHD, var jeg født i en anden tid. Som lille, hvor rammerne var mere faste, havde jeg ikke de store problemer. Men efterhånden som jeg bevægede mig op ad i uddannelsessystemet, blev vanskelighederne større. På samme måde som på arbejdsmarkedet skal vi også her i større grad selv tilrettelægge vores tid. I mit tilfælde betød det, at jeg i lange perioder læste i døgndrift, fordi jeg ikke kunne sætte grænser eller prioritere og aldrig vidste, hvornår det var godt nok. Som så mange andre lagde også jeg utrolig stor vægt på den anerkendelse, der ligger i præstationer fx i form af gode karakterer. Formentlig var det et forsøg på at kompensere for et lavt selvværd, som til dels bundede i problemerne på hjemmefronten. Da jeg grundet min ADHD ikke var så god til at holde pauser og planlægge min tid realistisk, men samtidig gerne ville leve op til egen idealer om en toppræstation, var jeg altid bagud og læste i perioder 14 timer om dagen. Det var da også på universitetet, jeg for første gang blev ramt af alvorlig stress, som to gange endte i en depression. Jeg har måttet bruge mange år på at lære at stoppe op, prioritere og holde pauser for at forebygge stress og depression. I et samfund med mere faste strukturer havde dette næppe været nødvendigt.

 

Børn af mennesker med psykisk sygdom

Vi ved at det at vokse op med en eller flere forældre, der lider af psykisk sygdom, øger risikoen for, at man selv udvikler en psykisk lidelse. Det samme er tilfældet med børn, der vokser op med vold, incest, misbrug mm. eller oplever traumatiske livsbegivenheder såsom forældres selvmord eller selvmordsforsøg. Uanset hvor godt barnet klarer sig efter sådan en livsbegivenhed, er det de færreste, som går upåvirkede igennem.

Da min far forsøgte selvmord, var jeg 14 år gammel. Hele min ungdom var vores familieliv påvirket af min fars depressioner. Alligevel var der aldrig nogen, som spurgte, om vi børn havde brug for hjælp. Selv når vi spurgte på hospitalet, om vi kunne få lidt at vide om, hvad der skete med far, var der ikke megen hjælp at hente. Mig bekendt har vi endnu ikke skabt nogle strukturer, som gør, at børn af mennesker med fx psykisk sygdom får den nødvendige hjælp. I Norge derimod har man indført ved lov, at når voksne er indlagt med svær psykisk sygdom, skal man altid undersøge, om de har børn.

 

Den Teknologiske udvikling

Den moderne teknologi og det fragmenterede mediebillede gør, at vi konstant bombarderes med informationer. Det kan være svært at håndtere, hvis man ikke er god til at sortere fra eller prioritere. Jeg tror, at der til alle tider har været mennesker, som har haft nogle af de sårbarheder og udfordringer, som i dag fører til, at vi rammes af stress og udvikler psykiske lidelser som fx ADHD. Men også at det er blevet sværere at begå sig i nutidens samfund, hvis man er en af dem, der tager alt ind og har svært ved at lukke ydre stimuli ude. Det er ikke så mærkeligt, at det i et produktionssamfund, var kroppen der blev slidt ned, mens det i et videnssamfund er psyken.

Der er fra mange sider øgede forventninger til, at man konstant skal være på fx via Facebook, mobilen, mail mm. og følge med i informationsstrømmen. Også fra det offentliges side øges disse. Fx skal vi have en Nemkonto og en e-boks, lægen kommunikerer i højere grad digitalt, og er man arbejdsløs skal man konstant ind på Jobnet for at tjekke jobopslag og efterfølgende dokumentere sin jobsøgning et helt andet sted. For en del mennesker gør teknologien rigtig mange ting lettere. Men for sårbare mennesker, udgør de mange kommunikationsformer og fora, som man skal holde sig opdateret i, en udfordring, der kan give anledning til megen stress.

 

Medier og idealbilleder

Psykisk sygdom opstår næppe alene på grund af medierne. Alligevel er det min opfattelse, at medierne spiller en rolle i forhold til mange af de mennesker, som i dag rammes af stress – en tilstand som kan udløse og forværre en række psykiske lidelser. Ikke mindst mange unge sammenligner sig konstant med de bedste inden for ethvert område. Hvert år ved eksamenstid hører vi om de få superstuderende, der sprænger karakterskalaen. På samme måde kan man læse glansbilledhistorier om chefen eller ministeren, som både formår at have en perfekt familie, lave hjemmebag, dyrke motion, klare sit job til topkarakter etc. Langt sjældnere får vi det hele billede af disse mennesker. For selvfølgelig er der ingen, som kan levere toppræstationer inden for alle livets områder. En krævende karriere vil som oftest betyde afsavn på andre af livets områder. Ligeledes bliver vi bombarderet med idealer for, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvor meget man bør træne mm. Og sundhed er langt hen af vejen blevet et individuelt ansvar.

Der er også nogle forhold, som kan bidrage til en følelse af utryghed og forstærke angsten, fx hos mennesker med tendens til OCD. Man kan ikke åbne en avis eller tænde for TV’et uden at blive konfronteret med død og ødelæggelse. I forebyggelsens hellige navn hører vi konstant om risici for alverdens sygdomme, samt alle de ting vi skal gøre for at undgå dem. Et godt eksempel er, når man er gravid. Der er simpelthen så mange råd og vejledninger, at det kan være svært at leve op til dem alle. Dermed kan man bekymre sig i en uendelighed, og man vil altid kunne bebrejde sig selv, skulle der vise sig at være noget galt med ens barn. Som min gravide veninde sagde, da hun fik rådet om ikke at gå ud i myldretiden, fordi det kunne give stress: ”hvis man ikke allerede er stresset, så bliver man det da af alle de råd.”

 

De mange Valgmuligheder

Et andet forhold, der efter min opfattelse kan være en udfordring for mange, er, at vi konstant skal tage stilling til alting – ikke mindst til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Tidligere og tidligere skal folkeskoleelever beslutte, hvilken retning de vil i. Der er utrolig mange valgmuligheder, men at vælge én ting til, betyder også at man skal vælge en helt masse fra, og det kan være svært. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og de færreste er i det samme job hele livet, som det tidligere var tilfældet.

Også teknologien medfører en lang række valg. Det gælder fx, når man er gravid. I efteråret beskrev en moder i Politiken, hvordan hun havde valgt fosterdiagnostikken fra med den konsekvens, at hun indirekte blev ansvarlig for at have født et barn med et handicap. Selv om hun ikke ønskede at få lavet en nakkefoldsscanning, ja slet ikke ønskede at få valget om en sådan, så gjorde selve muligheden, at hun indirekte traf et valg. De mange muligheder er ikke blot muligheder; de tvinger os til at vælge, hvad enten det sker direkte eller indirekte, og vigtigst af alt at måtte leve med konsekvensen af vores valg. Selv om valgmuligheder på mange måder er positivt, er det også min oplevelse, at de bidrager til bl.a. stress og angst hos mange.

 

Kampen mod psykisk sygdom rækker ud over psykiatrien

Hvis vi skal have fat ved nældens rod og i fremtiden blive bedre til at forebygge psykisk sygdom, kræver det, at vi forholder os til, hvordan vi organiserer især arbejdsmarkedet, men også uddannelsessystemet og det øvrige samfund mest hensigtsmæssigt, samt hvordan vi kan ruste borgerne til at håndtere nutidens samfundsvilkår. Min påstand er ikke, at det i alle tilfælde er samfundets strukturer, der forårsager psykisk sygdom. Genetik betyder også meget, ikke mindst for en lidelse som ADHD. Men når så mange danskere rammes af psykisk sygdom, er vi nødt til at forholde os til betydningen af den måde, vi organiserer os på. Har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer så som manglende strukturer være medvirkende til at udløse en psykisk lidelse. Ligeledes er man med blot en mild form for ADHD mere udfordret i nutidens samfund, end man var førhen. Som Astrid Krag også skrev i den nævnte kronik, kan den enkelte: ”ikke alene skabe rammerne om det gode liv.” Derfor bør vi forholde os til, om det er muligt, og om vi er villige til, at skabe nogle rammer, som tilgodeser en større del af befolkningen. Kun sådan tror jeg, vi for alvor kan tage hul på at forebygge psykisk sygdom.