Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser

I sidste måned bragte Jyllands-Posten artiklen “Mange unge får forkert diagnose”, der havde fokus på unge med adhd. Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der måtte modtage behandling på et tvivlsomt grundlag. Derfor skal en gruppe unge mellem 18-28 år genudredes. Disse har gennem en årrække haft konstateret adhd og er blevet behandlet med Ritalin.

Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.

Konstant hører vi, at for mange mennesker får en diagnose, og særligt adhd-diagnosen har været omstridt. Men som samfund gør vi altså heller ikke særlig meget for at hjælpe mennesker af med diagnosen.

Et er, at der finder for meget symptombehandling sted. Alt for ofte står medicin alene, hvorfor der mangler fokus på at lære at håndtere diagnosen på anden vis, fx via samtalebehandling, mentorstøtte etc.

Det andet er, at der ikke automatisk bliver fulgt op på, om man stadig opfylder kriterierne for en diagnose. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vokse fra en adhd-diagnose, ligesom nogle kan lære at mestre deres udfordringer i en grad, så de ikke længere opfylder diagnosekriterierne.

Overvandt diagnosen

I 2010 fik jeg selv diagnosen efter en årrække med stress og depressioner. Dengang var det en stor hjælp at få klarhed over mine udfordringer. Men da jeg sidste sommer ikke længere fandt mine udfordringer så store, at det kunne berettige en adhd-diagnose, gik jeg til psykiater.

Ganske rigtigt – psykiateren vurderede, at jeg ikke længere levede op til kriterierne. Jeg mødte dog stor undren fra mange sider, også fra behandlingssystemet. Hvorfor betød det noget? Jeg fik jo ikke medicin, så kunne jeg ikke bare være glad for, at jeg var kommet så langt? Jo, måske. Men for mig var det vigtigt at få at vide, hvor langt jeg var kommet.

Jeg har ikke det fjerneste imod diagnoser, men de skal gives, hvor det giver mening.Som aktiv foredragsholder og debattør vil jeg ikke tage udfordringerne fra mennesker med adhd ved at gå rundt med en diagnose, som ikke er velbegrundet. Jeg vil ikke give folk det indtryk, at man ikke er udfordret, når man virkelig er ramt af adhd.

Omvendt betyder det meget for mig, at også mennesker med psykiatriske lidelser har mulighed for at komme sig. Og der er bestemt ingen grund til, at jeg fylder i en sygdomsstatistik, når jeg er kommet mig. Der er mennesker nok, som har brug for hjælp. Så lad os give mennesker med psykiatriske lidelser muligheden for at komme sig.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. marts 2016   

2 tanker om "Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser"

  1. Forklaringen er såre simpel – manglende uddannelse og viden i den danske psykiatri. Man anvender fortsat en diagnose-metodik der stammer fra Ruder Konge var Knægt, nemlig 1993 og som bygger på et sæt kriterier som er lavet til børn og senere “tilpasset” til voksne.

    Jeg blev selv udredt i USA 2011, som 40-årig, og gennemgik en meget grundig udredning hos nogle af verdens førende forskere på UCLA’s SEMEL Institute, en udredning som jeg selv betalte af egen lomme, og som var meget omfattende, med test, samtale, test igen, samtale, udtalelser fra familie, test, samtale, medicinafprøvning, samtale … det stod på i op imod 6 md. før jeg fik diagnosen ADD.

    Jeg har aldrig haft mistanke til at jeg skulle have ADHD, da jeg “jo har klaret mig fremragende” i min karriere – lige indtil jeg blev 40 år gammel, var millionær og boede i Bel Air – og fik konstateret en depression, som følge af den kroniske stress som min ubehandlede ADHD havde påført mig, gennem 40 år!

    I dag er jeg 44 år gammel, nedslidt (psykisk udmattet), har generaliseret angst, depression og ADHD. På trods af dette, er jeg ikke syg, jeg har det fremragende, både fysisk og psykisk, men min energi er bare blevet reduceret med 90% set i forhold til før min depression.

    Da jeg ikke er i stand til at arbejde længere, er jeg tvunget ud i et liv på bunden på kontanthjælp og endeløse ressourceforløb, da kommunen ikke aner hvad man skal stille op med “sådan en som mig”.

    Grunden til at vi først knækker (for mænd omkring 40 år, for kvinder når de får deres første barn, typisk 30-35 år), skyldes at vi først da, når til et punkt af “kritisk masse” hvor omgivelserne og samfundets krav, simpelthen bliver for store til at vores “tillærte overlevelsesstrategi” længere kan beskytte os imod vores undertrykte ADHD symptomer.

    Derfor har 80% af alle med ADHD, ikke blot ADHD men også enten angst eller depression, PTSD, og hele 60% har ADHD OG angst, depression eller PTSD.

    At man vælger at “annullere” din diagnose er helt forrykt, for selvom du ikke længere opfylder alle kriterierne fra ICD-10, betyder det ikke at din ADHD ikke medfører et handicap, socialt, i mødet med samfundets normer og krav!

    Derfor har jeg klaget til Ombudsmanden over Ankestyrelsens Principafgørelse 55-11, der påstår at man ikke har ADHD længere, hvis man er i medicinsk behandling, og at det ikke vil medfører “kronisk mén eller livstruende tilstande”, såfremt man holdt op med medicin.

    Det er helt vanvid, da det svarer til at påstå at en person der bruger briller, ikk længere har et nedsat syn, så længe de har briller på! eller at deres “nedsatte syn bliver helbredt af at bruge briller”.

    Så fat mod, med egne argumenter og vægtige argumenter, direkte fra verdens førende ADHD forsker gennem 40 år, Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. i ryggen, har jeg indgivet en officiel klage, så vi får se hvad det ender med 🙂

    /Peter

  2. BTW:
    “Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.”

    ADHD er en udviklingsforstyrrelse, som giver en forsinket udvikling i hjernen, rent fysisk, som medfører en 30-40% reduktion i den alderssvarende modenhed på impuls -og selvkontrol, samt på hæmning af negative følelser (frustration, aggression m.v.), som først “normaliseres” når vores ADHD hjerne er fysisk færdigudviklet, omkring 30 års alderen.

    Det betyder dog IKKE at man er helbredt for sin ADHD, blot at ens hjerne, rent fysisk, er færdigudviklet. De alvorligste af symptomerne kan være aftaget for nogle, men for 60% af os, fortsætter de resten af livet.

    100% af os er født med ADHD og dør med ADHD – det forsvinder ALDRIG og kan ikke kureres, kun symptombehandles med medicin og terapi, i kombination.

    Derfor er ADHD ikke en psykisk sygdom, for en sygdom kan kureres, det kan en lidelse ikke – ADHD er derfor en psykisk lidelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *