Radikale Venstre vil ikke ensrette børnepasningen

I indlægget “et familiepolitisk tilbageskridt for København” den 27. august kritiserer Janni Iben Stevn Hansen, at Københavns Kommune vil afskaffe tilskuddet til at passe sit barn i hjemmet. Hansen ser det som udtryk for en ensretning af kommunens pasningstilbud til børnefamilier. I Radikale Venstre kunne vi ikke være mere enige.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af S, SF og EL har netop nikket ja til at rulle en række dagpasningsmuligheder tilbage. Målet er, at børnefamilierne alle skal vælge en standardiseret, kommunal daginstitution. Den form for kassetænkning er ude af trit med børnefamiliernes behov for fleksibilitet og diversitet i den kommunale kernevelfærd.

Det er helt misforstået at tro, at børnefamilier er ens og derfor har brug for samme dagpasningsløsning. Børn og forældre er forskellige og skal ikke behandles som anonyme brikker i et forsøg på at standardisere vores liv.

Fra politisk hold skal vi skabe rammerne for, at den enkelte familie kan få hverdagen til at hænge sammen. Vurderer man, at det er bedst for ens barn at blive passet hjemme frem for i daginstitution, skal vi som kommune naturligvis bidrage til, at det kan hænge sammen.

Muligheden for i en periode på op til 12 måneder at passe barnet i hjemmet bidrager til en større variation i pasningstilbuddene. En variation som gør, at flere familier har mulighed for at finde et tilbud, der passer til dem som familie og til netop deres barn. Børn er ikke nødvendigvis klar til at komme i daginstitution på samme tidspunkt, og nogle har mere brug for den nærhed og tryghed, som kan skabes i hjemmet.

I Radikale Venstre ønsker vi, at København skal være en attraktiv by for børnefamilier, og det fordrer en variation i kommunens tilbud. Derfor skal vi naturligvis bevare de fleksible tilbud, som allerede findes. Det kan godt være, at tilskuddet til pasning i eget hjem blev indført, fordi der manglede pasningskapacitet. Men i Radikale Venstre mener vi, ordningen har en stor værdi i sig selv. Derfor vil vi ved budgetforhandlingerne, der starter fredag den 29. august, kæmpe for at redde ordningen.

Indlægget er skrevet sammen med min kollega i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, og bragt i Information d.d.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *