Psykiatriske diagnoser behøver ikke passivisere

Det var en spændende kronik i Politiken i mandags: ”psykiatrien er i krise”. Jeg er til dels enig med kronikøren, men bliver altid lidt provokeret, når diagnoser fremstilles som en måde at slippe for selv at tage ansvar på. For diagnoser behøver ikke passivisere og gøre mennesker til ofre. Det kommer helt an på tilgangen til dem.

Mine depressionsdiagnoser fik mig til at indse, hvor dårligt jeg behandlede mig selv; jeg stressede rundt uden at lytte til mig selv. Den indsigt gjorde mig i stand til at tage ansvar for mit liv. Efter mange års arbejde med at lære at forebygge stress, oplevede jeg som medlem af Folketinget at være mindre stresset end jeg var, al den tid jeg studerede.

Min ADHD-diagnose gjorde, at jeg pludselig forstod, hvorfor jeg altid har haft så svært ved at prioritere, slappe af og sidde stille. Ligeledes gjorde den det lettere at forstå, hvorfor jeg endnu ikke var kommet min indre rastløshed til livs – og det gjorde det lettere at leve med denne.

Begge diagnoser betød også, at jeg fik mulighed for at læse om lidelserne, blive mere bevidst om mine udfordringer og dermed også om løsningerne. Eftersom jeg har brugt diagnoserne til at blive klogere på mig selv, har jeg i dag mange redskaber til at leve et godt liv med dem.

Jeg er til gengæld enig med kronikøren i, at medicin står alt for alene i den psykiatriske behandling. Jeg kan se, hvor stor forskel det har gjort for mig også at få psykologbehandling samt at bruge motionen til at mestre mine lidelser. Min far derimod har desværre aldrig fået tilbudt samtalebehandling i forbindelse med sine depressioner, men er i stedet løbende blevet sat op i dosis med mange bivirkninger til følge. Vi prøvede engang at få ham til psykologbehandling – desværre talte psykiateren ham fra det.

Kronikøren virker ikke begejstret for den kognitive samtaleterapi. Jeg var selv skeptisk over for denne i starten, hvor jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, samt hvordan min fars og mine egne lidelser havde påvirket mit liv. Alligevel var det først, da jeg benyttede den kognitive terapi, jeg kom af med min OCD (tvangshandlinger). Så for mig har de forskellige samtaleformer været givtige på hver deres tidspunkt, afhængigt af problemet.

Lad os få gjort samtalebehandlingen mere tilgængelig i den psykiatriske indsats, så medicin og samtalebehandling går hånd i hånd. Derved vil flere mennesker blive i stand til at handle på den vigtige forståelse, en diagnose kan give.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *