Mental sundhed: Ansvaret er også politisk

 

Ifølge Politiken er mental sundhed et af tidens vigtigste temaer. Jeg kunne ikke være mere enig. Siden jeg for ti år siden gik ind i politik netop for at sætte fokus på de voksende udfordringer med psykisk sygdom, er det kun gået én vej. Den forkerte. Forleden viste den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, at ca. hver 8. dansker har et dårligt mentalt helbred. Andelen med et højt stress-niveau er steget fra knap 21 pct. til godt 25 pct. siden 2010. Netop i 2010 var jeg medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Allerede dengang forudså WHO, at en lidelse som depression i løbet af nogle år ville blive en af de største folkesygdomme. Vi var nogle få folketingsmedlemmer i form af psykiatriordførerne på Christiansborg, der sammen og på tværs af parti-skel kæmpede for at få prioriteret den psykiatriske indsats både politisk og økonomisk. Ligesom en lang række mindre psykiatriorganisationer gjorde det.

Nu har vi diskuteret i mange år, men resultaterne udebliver med al tydelighed – og det påvirker rigtig mange mennesker og deres pårørende. Det er på tide med konkrete tiltag og et kritisk syn på den måde, politik og samfund i dagens Danmark tilrettelægges på.

 

Politisk fokus på behandling, men ikke på forebyggelse

Da Astrid Krag fra SF var sundhedsminister, skete der nogle væsentlige ting på området. Helt oppe fra minister-niveau lød det nu, at vi skulle ligestille psykisk og fysisk sygdom. Ligeledes lavede man en omfattende Psykiatrihandlingsplan, hvormed området både blev prioriteret politisk og økonomisk. Alligevel er der stadig et stykke endnu i forhold til reel ligestilling, fordi det kræver en hel del ressourcer at komme mange års efterslæb til livs. I samme periode fik flere medier, herunder også Politiken, mere fokus på psykiatriske problemstillinger. Imidlertid har det haltet med fokus på den tidlige og forebyggende indsats. Jeg forsøgte selv med en hel del indlæg om samme, da jeg i 2011 var trådt ud af Folketinget, men de blev alle afvist – det vakte ikke rigtigt genhør.

 

Øget kendskab – hvorfor går det så den forkerte vej?

I dag er vi nået dertil, hvor der er kommet mere fokus på psykisk sygdom og den behandlende indsats. I 2011 var jeg (så vidt vides) det første folketingsmedlem, der valgte at være åben om egne psykiske lidelser, da jeg udgav bogen ’Frem i Lyset’. I dag er jeg langt fra den eneste politiker, der har valgt den vej. Der er altså sket en stigende bevidstgørelse; kendskabet til området er øget, og dermed er det heller ikke tabubelagt i samme grad som tidligere, skønt nogle lidelser er lettere at tale om end andre. Da min far blev syg i midten af 90’erne var det småt med kendskabet til en lidelse som depression. Derfor tog det også rigtig længe at stille en diagnose, hvilket har haft betydning for min fars forløb. I dag er der et langt større kendskab til psykisk sygdom, hvilket kan gøre det lettere at sætte tidligt ind. Men hvorfor har vi så ikke allerede knækket kurven? Og hvem har ansvaret for at gøre det?

 

Mental sundhed som begreb

I takt med, at begrebet ’mental sundhed’ de seneste år har vundet frem, er der også så småt ved at komme fokus på, at vi kan gøre noget for at forebygge udviklingen af psykisk sygdom. Nu hører man fagpersoner tale om, at vi kan ’træne’ vores mentale sundhed, ligesom eksempelvis Psykiatrifonden har et ‘mentalt motionscenter’. Men er det så udelukkende det enkelte menneskes ansvar at holde sig mentalt sund. Ifølge en del liberale røster, kan man godt få det indtryk. I den henseende udtale Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby i forbindelse med offentliggørelsen af Sundhedsprofilen fra 2017 til Politiken, at udviklingen bekymrer hende ekstremt meget. Men samtidig siger hun, at vi ikke kan lovgive os ud af problemerne, ligesom hun afviser, at væksten i mentale udfordringer skyldes politikernes reformiver siden årtusindskiftet. I stedet henviser hun til, at nutidens online-liv kan påvirke os meget negativt, hvilket vi hver især må tage ansvar for, men det er næppe den eneste faktor.

 

En samfundsmæssig udfordring

Nu har vi brugt omkring et årti på at få den mentale sundhed på den politiske dagsorden. Vi skal ikke bruge det næste på at debattere, hvor ansvaret ligger. For kan det overhovedet placeres entydigt et sted? Og hvilken forskel gør det i øvrigt? Vi står som samfund over for en enorm udfordring – også økonomisk. Og det er alle vi politikere nødt til at forholde os til. Flere og flere fagfolk begynder også at slå til lyd for, at når så mange mennesker rammes, så kan vi ikke reducere det til et individuelt problem. Formanden for Psykiatrifonden påpeger, at værdier som produktivitet og effektivitet gennemsyrer vores samfund. Ligesom formanden for Dansk Psykolog Forening mener, at det ikke er nok at sende alle til psykolog – der er også nogle grundlæggende strukturer, som skal ændres. Om de store forventninger, som særligt mange unge kæmper med, primært kommer fra dem selv eller fra samfundet generelt, er i mine øjne ikke afgørende. De eksisterer i voksende grad, og det er vi nødt til at forholde os til – også fra politisk hold.

 

Den førte politik betyder også noget

Når uddannelsespolitikken primært fokuserer på tempo og præstationer i form af karakterer, så har det selvfølgelig også en betydning for de unges hverdag. Manglende fleksibilitet i uddannelsessystemet kan også betyde, at unge dropper helt ud. Da jeg i midten af sidste årti gik ned med stress og depression indtil flere gange, hang det i høj grad sammen med den anerkendelse, jeg higede efter, i form af karakterer. En anerkendelse, der blev vigtig for mig, fordi min fars sygdom gjorde, at jeg ikke blev set på samme måde derhjemme. I dag er min historie langt fra enestående. Rigtig mange unge kæmper med stress, angst og depression, og karakter- og præstationsræset er ifølge mange en afgørende faktor. Hvis man så heller ikke kan skyde en eksamen, fordi man skal følge en snorlige vej, ja så kan det blive svært at håndtere sin situation, og man risikerer at ryge helt ud. Et par sabbatår til at finde ud af, hvem man er, og hvor man vil hen, er heller ikke noget, der påskønnes fra politisk hold. Men unge er ikke ens, og ikke alle er nødvendigvis klar til at tage et valg lige efter ungdomsuddannelsen. For nylig hørte jeg en hjerneforsker sige, at skulle skolen indrettes efter hjernens udvikling, så skulle en lang række valg træffes langt senere. Unge i dag står over for et væld af muligheder, hvilket stiller store krav til de unge.

Også på beskæftigelsesområdet smitter den førte politik af på de mennesker, der er i systemet. Man skal ikke have været der længe for at opleve, hvad de mange krav og den omfattende kontrol kan betyde for ens sindstilstand. Syge mennesker får ikke ro til at komme sig, man holder møder bare for at holde møder, og det personlige initiativ er der ikke megen plads til. Det eneste lyksaliggørende synes at være at komme i arbejde, og det er her, det primære fokus er, ikke på at vi trives.

Vi må forholde os til, hvad det store fokus på præstationer gør ved os, og hvad det betyder, at vores socialpolitik i dag i høj grad er blevet til beskæftigelsespolitik. Uanset hvad der er galt, så synes løsningen at være, at man skal i job. Men bliver man rask af at få et job? Næppe. Langt de fleste mennesker ønsker på den ene eller anden side at bidrage til samfundet – og det er alt andet lige lettere, når man er i trivsel. Måske skulle det primære fokus lægges der?

 

Mental sundhed kan også afhjælpe andre sundhedsproblemer

Også i andre sammenhænge synes mental sundhed at være selve forudsætningen. Politisk gøres der eksempelvis meget for at nedbringe faktorer som rygning og overvægt. Alligevel går det ifølge Sundhedsprofilen også her den gale vej, og den voksende mistrivsel gør det næppe lettere at leve sundt. Man hører ofte, at man skal stoppe med at ryge på et tidspunkt, hvor man har det godt. Og forleden udtalte en læge i forbindelse med debatten om den mentale sundhed, at når vi har det godt mentalt, så bliver det også lettere at handle på eksempelvis overvægt eller rygning. Mon ikke det samme gælder i forhold til beskæftigelse?

 

Tiltag til bedre mental sundhed

Men hvordan får vi det så bedre? Hvor sætter vi ind? Udover at det vil være mit klare budskab, at vi som politikere skal overveje, hvilken retning den førte politik trækker vores samfund i, så er der også mange konkrete ting, vi kan gøre – både i forhold til børn og voksne. Men hvis vi skal forebygge og bryde kurven for udviklingen af psykiske lidelser, må det i første omgang handle om at sætte ind over for vores børn og unge. Et godt sted at starte kunne være i svære livssituationer, som kan udløse eller som øger risikoen for udvikling af psykisk sygdom. Når børn vokser op med forældre, der er ramt af psykisk sygdom eller misbrug, når de oplever traumatiske skilsmisser eller når de oplever sorg, fordi de mister en forælder, så ved vi, at det øger risikoen for psykiske problemer. Kunne vi gøre mere for at hjælpe børn og unge til bedre at håndtere sådanne situationer? Alt for mange kæmper i dag med ensomhed, og er man i en udsat livssituation er det kun endnu vigtigere at have nogen at tale med eller måske ligefrem at møde ligesindede.

Vi kan også sætte bredere ind fx ved at sikre flere uddannede voksne omkring vores børn i daginstitutioner og skoler, så der er bedre mulighed for at møde det enkelte barn og dets behov. Ikke mindst i forhold til de børn, som ikke får den nødvendige omsorg hjemmefra.

Vi kunne også overveje, om vores børn kun skal undervises i fysisk sundhed i form af idræt, eller om mental sundhed er så væsentligt et område, at det også er noget vi skal trænes eller undervises i. Uanset hvad, så er det ikke nok fra politisk hold udelukkende at fokusere på den psykiatriske indsats. Hvis vi vil undgå, at så mange mennesker oplever dårlig mental sundhed, må vi sætte ind både tidligere og bredere.

 

Et samfund i hastig forandring

Vi lever i et samfund, hvor tempoet er højt, hvor vi kan være ‘på’ konstant, arbejde på tværs af tid og sted, hvor vi eksponerer os selv på sociale medier, hvor vi konstant bombarderes med indtryk og information, og hvor vi via medierne kan sammenligne os med de bedste inden for ethvert givent område. Tiltag som omhandler at mestre forskellige psykiske lidelser vinder disse år frem. Men måske skal vi også hjælpe vores unge til i det hele taget at kunne mestre nutidens samfund? Et samfund med stort fokus på præstationer, hvor nærvær og fordybelse har trange kår, og hvor man konstant selv skal vælge til og fra i et hav af muligheder inden for alle livets områder. Hvordan finder man sit eget fokus, når det hele skal gå så stærkt, at mange blot kæmper for at følge med? Det kan godt være, at vi som politikere ikke kan stilles til ansvar for alle disse samfundsændringer. Men i mine øjne har vi med så stor en udfordring at gøre, at vi som politikere er nødt til at handle på den. Vi skal bidrage til, at flere mennesker formår at mestre nutidens samfund.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *