Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold

Den mentale sundhed er langt om længe begyndt at fylde mere i den offentlige debat. Desværre er debatten alt for ofte centreret om medicinforbrug, overdiagnosticering og fejlbehandling. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsminister Astrid Krag flere gange har efterlyst fokus på de samfundsforhold, der gør, at så mange mistrives. Kun sådan kan vi gøre os håb om at få vendt udviklingen og knækket den stigende kurve i de mange psykiatriske lidelser som angst, depression, OCD og ADHD. Som Astrid Krag tidligere har skrevet i en kronik: er der en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgere har det; Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil.”

Både i kronikken fra sidste år og senere har Sundhedsministeren opfordret til, at såvel patienter som pårørende bidrager i debatten med henblik på at finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg forsøge at komme med mit bud på det, som Sundhedsministeren efterlyser. Det gælder mine erfaringer med stress, depression, OCD og ADHD, mine oplevelser som pårørende, samt mit kendskab til mange andre, der slås med psykisk sygdom – ikke mindst fra årene som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Formålet er ikke at komme med løsninger, men i første omgang at bidrage til at få sat ord på de udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv, som er medvirkende til, at stadig flere bliver ramt af psykisk sygdom.

 

Stress

Stress er efter min opfattelse en af de største trusler mod den mentale sundhed. Stress kan ikke blot forstærke, men også udløse en række psykiatriske lidelser så som angst og depression. Derfor kan vi ikke blive ved med at negligere, at et stort og stigende antal danskere rammes af stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er 15 pct. hele tiden eller ofte stressede. En væsentlig årsag er det grænseløse arbejde, som mange kender til. Med den teknologiske udvikling kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, ja alle døgnets 24 timer, hvis vi vil det.

I dag udgør arbejdet en stor del af den enkeltes identitet. Det mest anvendte eksempel er, at det første man spørger om, når man møder et nyt menneske er, hvad vedkommende arbejder med. Når arbejdet har så stor betydning, bliver det grænseløse arbejde en endnu større udfordring; det bliver sværere at sige fra, fordi der er så stort fokus på at præstere. Og selv om det er muligt at arbejde hvor som helst og når som helst, er det de færreste der kan holde til aldrig at have en reel pause. For nylig bragte TVA da også et indslag, hvor en ekspert advarede om, at et stigende antal danskere har svært ved at lægge arbejdet væk i ferien.

Det er imidlertid ikke kun folk med et hektisk arbejdsliv, men også arbejdsløse, der rammes af stress. I en tid, hvor så mange står uden for arbejdsmarkedet, kan man derfor undre sig over, hvorfor man ikke skaber en bedre fordeling af arbejdet fx ved at gøre det lettere at gå på deltid. Ikke mindst børnefamilier kunne have stor gavn af dette – forældre såvel som børn. I stedet fokuseres der politisk på incitamenter, som får de beskæftigede til at yde endnu mere.

Samtidig stilles der flere krav til de ledige. Der er blevet skabt en opfattelse af, at mennesker helst ikke vil arbejde, hvis de kan blive fri, og hele beskæftigelsessystemet bygger på denne. Jeg har på egen krop og gennem venner og bekendte oplevet, hvordan denne tilgang påvirker. Selv meget ressourcestærke mennesker bliver i den grad ramt på selvværdet, ikke mindst fordi arbejdet som nævnt udgør en stor del af vores identitet. Oven i det kommer bekymringer af mere økonomisk art. Det gælder især, hvis man tilhører den gruppe, som risikerer på et tidspunkt at stå helt uden indkomst. Dertil skal så lægges, at man er tvunget til at inkassere tonsvis af afslag, fordi man skal søge lige meget, uanset om der er job at få eller ej. Og selv om det måske ikke var drømmejobbet, man ikke fik, kan det godt ramme hårdt gang på gang at måtte inkassere det ene afslag på det andet.

Jeg gik på et tidspunkt i et behandlingsforløb for mennesker med OCD, hvoraf flere havde været nødt til at melde sig raske, fordi de ikke kunne få forlænget deres sygedagpenge ud over 52 uger. Skønt de stadig fik behandling for deres OCD, var de derfor underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere. De mange afslag hjalp bestemt ikke på et i forvejen lavt selvværd, og det tog afsindigt meget energi at skulle til jobsamtale, fordi de stadig kæmpede med svære tvangstanker- og handlinger. Ofte var de hverken klar til at få jobbet eller til at få et afslag og blev sat flere uger tilbage i deres behandlingsforløb, fordi det var så hårdt for dem. Beskæftigelsessystemet er bestemt ikke lavet til psykisk sårbare.

 

Opblødte strukturer og selvledelse

Fordi vi kan arbejde på alle tider af døgnet, flyder arbejdet ofte sammen med fritiden, og der er ikke mange naturlige pauser, hverken i arbejdet eller i samfundet som helhed. Lukkeloven er afskaffet, og nogle af de naturlige pauser vi har i form af helligdage, taler man om at afskaffe. Lukkelovens afskaffelse kan ses som udtryk for et samfund, hvor de ydre rammer udviskes, og vi kan være på hele tiden. Problemet er, at det ikke altid bliver ved muligheden, idet muligheden i sig selv kan medføre en forventning om, at man også er det – fx fra en arbejdsgiver, der ønsker endnu mere fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Større mulighed for selv at skabe rammerne om sit liv kan på mange måder ses som noget positivt. Men for den gruppe af mennesker, som har brug for faste rammer, udgør de en væsentlig udfordring, det gælder fx mange med ADHD.

En anden af tidens tendenser, som hænger sammen med de udviskede strukturer, er begrebet ’selvledelse’. Vi skal i langt højere grad selv skabe rammerne om vores arbejde og sætte målene. Tendensen kan spores allerede i Folkeskolen, hvor begreber som ”ansvar for egen læring” har vundet frem. Jeg er da heller ikke sikker på, jeg havde fået diagnosen ADHD, var jeg født i en anden tid. Som lille, hvor rammerne var mere faste, havde jeg ikke de store problemer. Men efterhånden som jeg bevægede mig op ad i uddannelsessystemet, blev vanskelighederne større. På samme måde som på arbejdsmarkedet skal vi også her i større grad selv tilrettelægge vores tid. I mit tilfælde betød det, at jeg i lange perioder læste i døgndrift, fordi jeg ikke kunne sætte grænser eller prioritere og aldrig vidste, hvornår det var godt nok. Som så mange andre lagde også jeg utrolig stor vægt på den anerkendelse, der ligger i præstationer fx i form af gode karakterer. Formentlig var det et forsøg på at kompensere for et lavt selvværd, som til dels bundede i problemerne på hjemmefronten. Da jeg grundet min ADHD ikke var så god til at holde pauser og planlægge min tid realistisk, men samtidig gerne ville leve op til egen idealer om en toppræstation, var jeg altid bagud og læste i perioder 14 timer om dagen. Det var da også på universitetet, jeg for første gang blev ramt af alvorlig stress, som to gange endte i en depression. Jeg har måttet bruge mange år på at lære at stoppe op, prioritere og holde pauser for at forebygge stress og depression. I et samfund med mere faste strukturer havde dette næppe været nødvendigt.

 

Børn af mennesker med psykisk sygdom

Vi ved at det at vokse op med en eller flere forældre, der lider af psykisk sygdom, øger risikoen for, at man selv udvikler en psykisk lidelse. Det samme er tilfældet med børn, der vokser op med vold, incest, misbrug mm. eller oplever traumatiske livsbegivenheder såsom forældres selvmord eller selvmordsforsøg. Uanset hvor godt barnet klarer sig efter sådan en livsbegivenhed, er det de færreste, som går upåvirkede igennem.

Da min far forsøgte selvmord, var jeg 14 år gammel. Hele min ungdom var vores familieliv påvirket af min fars depressioner. Alligevel var der aldrig nogen, som spurgte, om vi børn havde brug for hjælp. Selv når vi spurgte på hospitalet, om vi kunne få lidt at vide om, hvad der skete med far, var der ikke megen hjælp at hente. Mig bekendt har vi endnu ikke skabt nogle strukturer, som gør, at børn af mennesker med fx psykisk sygdom får den nødvendige hjælp. I Norge derimod har man indført ved lov, at når voksne er indlagt med svær psykisk sygdom, skal man altid undersøge, om de har børn.

 

Den Teknologiske udvikling

Den moderne teknologi og det fragmenterede mediebillede gør, at vi konstant bombarderes med informationer. Det kan være svært at håndtere, hvis man ikke er god til at sortere fra eller prioritere. Jeg tror, at der til alle tider har været mennesker, som har haft nogle af de sårbarheder og udfordringer, som i dag fører til, at vi rammes af stress og udvikler psykiske lidelser som fx ADHD. Men også at det er blevet sværere at begå sig i nutidens samfund, hvis man er en af dem, der tager alt ind og har svært ved at lukke ydre stimuli ude. Det er ikke så mærkeligt, at det i et produktionssamfund, var kroppen der blev slidt ned, mens det i et videnssamfund er psyken.

Der er fra mange sider øgede forventninger til, at man konstant skal være på fx via Facebook, mobilen, mail mm. og følge med i informationsstrømmen. Også fra det offentliges side øges disse. Fx skal vi have en Nemkonto og en e-boks, lægen kommunikerer i højere grad digitalt, og er man arbejdsløs skal man konstant ind på Jobnet for at tjekke jobopslag og efterfølgende dokumentere sin jobsøgning et helt andet sted. For en del mennesker gør teknologien rigtig mange ting lettere. Men for sårbare mennesker, udgør de mange kommunikationsformer og fora, som man skal holde sig opdateret i, en udfordring, der kan give anledning til megen stress.

 

Medier og idealbilleder

Psykisk sygdom opstår næppe alene på grund af medierne. Alligevel er det min opfattelse, at medierne spiller en rolle i forhold til mange af de mennesker, som i dag rammes af stress – en tilstand som kan udløse og forværre en række psykiske lidelser. Ikke mindst mange unge sammenligner sig konstant med de bedste inden for ethvert område. Hvert år ved eksamenstid hører vi om de få superstuderende, der sprænger karakterskalaen. På samme måde kan man læse glansbilledhistorier om chefen eller ministeren, som både formår at have en perfekt familie, lave hjemmebag, dyrke motion, klare sit job til topkarakter etc. Langt sjældnere får vi det hele billede af disse mennesker. For selvfølgelig er der ingen, som kan levere toppræstationer inden for alle livets områder. En krævende karriere vil som oftest betyde afsavn på andre af livets områder. Ligeledes bliver vi bombarderet med idealer for, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvor meget man bør træne mm. Og sundhed er langt hen af vejen blevet et individuelt ansvar.

Der er også nogle forhold, som kan bidrage til en følelse af utryghed og forstærke angsten, fx hos mennesker med tendens til OCD. Man kan ikke åbne en avis eller tænde for TV’et uden at blive konfronteret med død og ødelæggelse. I forebyggelsens hellige navn hører vi konstant om risici for alverdens sygdomme, samt alle de ting vi skal gøre for at undgå dem. Et godt eksempel er, når man er gravid. Der er simpelthen så mange råd og vejledninger, at det kan være svært at leve op til dem alle. Dermed kan man bekymre sig i en uendelighed, og man vil altid kunne bebrejde sig selv, skulle der vise sig at være noget galt med ens barn. Som min gravide veninde sagde, da hun fik rådet om ikke at gå ud i myldretiden, fordi det kunne give stress: ”hvis man ikke allerede er stresset, så bliver man det da af alle de råd.”

 

De mange Valgmuligheder

Et andet forhold, der efter min opfattelse kan være en udfordring for mange, er, at vi konstant skal tage stilling til alting – ikke mindst til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Tidligere og tidligere skal folkeskoleelever beslutte, hvilken retning de vil i. Der er utrolig mange valgmuligheder, men at vælge én ting til, betyder også at man skal vælge en helt masse fra, og det kan være svært. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og de færreste er i det samme job hele livet, som det tidligere var tilfældet.

Også teknologien medfører en lang række valg. Det gælder fx, når man er gravid. I efteråret beskrev en moder i Politiken, hvordan hun havde valgt fosterdiagnostikken fra med den konsekvens, at hun indirekte blev ansvarlig for at have født et barn med et handicap. Selv om hun ikke ønskede at få lavet en nakkefoldsscanning, ja slet ikke ønskede at få valget om en sådan, så gjorde selve muligheden, at hun indirekte traf et valg. De mange muligheder er ikke blot muligheder; de tvinger os til at vælge, hvad enten det sker direkte eller indirekte, og vigtigst af alt at måtte leve med konsekvensen af vores valg. Selv om valgmuligheder på mange måder er positivt, er det også min oplevelse, at de bidrager til bl.a. stress og angst hos mange.

 

Kampen mod psykisk sygdom rækker ud over psykiatrien

Hvis vi skal have fat ved nældens rod og i fremtiden blive bedre til at forebygge psykisk sygdom, kræver det, at vi forholder os til, hvordan vi organiserer især arbejdsmarkedet, men også uddannelsessystemet og det øvrige samfund mest hensigtsmæssigt, samt hvordan vi kan ruste borgerne til at håndtere nutidens samfundsvilkår. Min påstand er ikke, at det i alle tilfælde er samfundets strukturer, der forårsager psykisk sygdom. Genetik betyder også meget, ikke mindst for en lidelse som ADHD. Men når så mange danskere rammes af psykisk sygdom, er vi nødt til at forholde os til betydningen af den måde, vi organiserer os på. Har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer så som manglende strukturer være medvirkende til at udløse en psykisk lidelse. Ligeledes er man med blot en mild form for ADHD mere udfordret i nutidens samfund, end man var førhen. Som Astrid Krag også skrev i den nævnte kronik, kan den enkelte: ”ikke alene skabe rammerne om det gode liv.” Derfor bør vi forholde os til, om det er muligt, og om vi er villige til, at skabe nogle rammer, som tilgodeser en større del af befolkningen. Kun sådan tror jeg, vi for alvor kan tage hul på at forebygge psykisk sygdom.

 

 

14 tanker om "Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold"

  1. Godt klaret artiklen, tak!

    Desværre farverne på din blog er frygtelig valgt: pink og sort baggrund og hvide bogstaver, uff…
    Jeg måtte stoppe læsningen efter første halvdel af artiklen, fordi det fremkaldte en pludselig oftalmologiske migræne!

    • Kære Frédérique
      Jeg har taget din kritik af mit layout til efterretning og håber, siden er mere læsevenlig nu, hvis du skulle få lyst til at læse resten af indlægget.
      Mvh.
      Anne Marie

  2. Kære Anne Marie Geisler Andersen: Jeg vil da også godt give en kommentar med, da jeg sidder og arbejder med noget af det samme i mit speciale og læste den igår. Jeg synes personligt, at det er lidt for tyndt på visse områder eller måske ikke specifikt nok kan man sige. De ting du skriver som årsager til det, som fx. stress og selvledelse er fine nok. Når vi taler om, hvem det er der bliver psykisk syg af de pågældende ting, ville jeg nok pege på at børnene bliver urolige af det og kommer til at mangle struktur i hverdagen og dermed bliver skrøbelige på forskellig vis og kan blive psykisk syge. Dertil er intet endnu påvist omkring sammenhæng ml. genetik og psykisk sygdom. Derimod er det påvist af Raben Rosenberg, at vi registrere alt det vi “udsættes” for i hjernen og påvirker strukturen i hjernen så den forandrer sig, på samme måde som psyko-terapi kan ændre (rette op på) de samme kemiske ubalancer som medicin. Så der er du gået et skridt for langt. Naturligvis vil psykisk syge udgøre et negativt socialt miljø for børnene og påvirke deres hjerner negativt, så længe de er syge og på den måde er det vel meget naturligt at tingene opstår i de samme familier, med negative sociale miljøer. Der har man også meget evidens inden for psyko-education der påviser at man rent sprogmæssigt kan få folk til at komme sig, når både pårørende og sindslidende følger undervisningen og retter op på deres sociale miljø. Til slut vil jeg sige at Birgit Petterson har skrevet et godt værk om “misundelse og kærlighed” hvor hun dokumenterer, at når folk der er sindsslidende begynder at få det bedre og skabe sig det liv de drømmer om, så begynder deres pårørende at modarbejde dem. Det gør de, fordi de “mis-under” dem. Dvs. de under ikke deres nære at udleve deres drømme, fordi de ikke selv tør det samme. De bliver konfronteret med deres angst, når de andre begynder at “leve”. Det kan vel også forklare hvorfor man bliver psykisk syg, ikke magter mere, synes man har kæmpet og givet alt, bare ønsker at dø og meget andet. Hvorfor kommer folk derud. Ja, det gør de jo nok, fordi folk har spændt ben for dem, lige siden de var børn og en dag, så magter man ikke mere. Eller de mangler opmærksomhed, uro osv. som Steen Kofoed har påvist i sin undersøgelse med Sindsro. Det var lidt om mine tilgange til det og jeg har selvfølgelig tænkt mig at lege videre med disse ting i specialet…. Fedt at du tager initiativet, vi skal have fokus på, hvem der rent faktisk går ned og hvem der bare tager mange sygedage pga. dårligt abrejdsmiljø. Ca. 80 % af alle mennesker har et dårlig arbejdsklima og det koster en “kendt” antal sygedage om året. Jeg husker ikke tallet. Det kan gå værre end det, men det er også påvist at det er dem, der har fået mindst støtte og opbakning i barndommen, der lettest går ned. (bortset fra psykopater – det er i hvert fald sjældent). Håber det er ok med lidt feedback. Rigtig godt, mere gerne mere specifik….

  3. Kære Anne Marie

    Din analyse er skarp og præcis og renset for fortolkninger. Du smykker dig ikke med referencer og andres udsagn, du står selv ved dette. Du har en unik indsigt i dette emne og et kæmpe overblik, og du demonstrerer måske i virkeligheden også her en særlig motivation for at arbejde med emnet – en motivation som vi andre, der i højere grad kan tillade os at “flyde med strømmen” nok har sværere ved at finde.

    Vores samfund har radikalt ændret sig gennem de sidste 30 år, som du påpeger, og det betyder at vi er nødt til at forholde os til de negative aspekter som udviklingen har medført for menneskers sind.

    For mig er det oplagt at der er brug for mere forskning på området: Vi er nødt til at kvantisere og kvalificere omfanget af problemerne som du her giver et overblik over: Hvad er den konkrete effekt af alle de valg vi har i samfundet, for eksempel. Det vil give bedre grundlag for at træffe gode politiske beslutninger om strukturen af fremtidens uddannelsessystemer, for eksempel (de lider afgjort af at der er alt for mange valgmuligheder for den enkelte).

    Men indtil vi har det må vi forlade os på det vi har (og der er vel også en del?) – og god sund fornuft.

    Jeg har et enkelt punkt jeg vil bringe op og vil foreslå at du forholder dig til: Når f.eks. stigningen i antallet af mennesker, der bliver medicineret mod ADHD bliver diskuteret i medierne, så er der næsten altid en gren af diskussionen, der går på om diagnosen i sig selv gør noget godt – eller er noget skidt. Vi to har snakket om dette paradoks ved flere lejligheder, men hvis jeg skal koge det ned her, så handler det vel om om diagnosen er en epistemisk eller ontologisk sandhed, og såfremt den er epistemisk, om det at vi tillader os at hæfte den på konkrete mennesker og dermed kategoriserer den enkeltes adfærd, personlighed og væremåde som “syg”, overhovedet kan siges at gøre noget godt for det enkelte menneske.

    Der er ingen tvivl om at ADHD diagnsen er stigmatiserende, men spørgsmålet, der sommetider stilles, er om den hjælper det enkelte menneske til bedre livskvalitet.

    Min personlige holdning er at diskussionen er misforstået. ADHD diagnosen er noget mennesker har defineret og det er derfor op til os at mennesker bruge den på en intelligent måde, men problemerne som vi med diagnosen prøver at beskrive er noget vi er nødt til at tale om. Sat på spidsen mener jeg at med mindre vi ønsker en tilbagevenden til den middelalderlige tankegang om at al sygdom og lidelse skyldes den enkeltes syndighed, så er det absolut nødvendigt at vi diagnosticere psykiske lidelser. Vi skal kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade (jeg tror du selv sagde noget lignende tilbage i 2011 på ADHD konferencen, hvor vi snakkede om dette).

    Men jeg kunne godt tænke mig at høre dine tanker om spørgsmålet om det stigmatiserende i at benævne og diagnosticere psykisk lidelse, for vi kan vel ikke komme uden om at det at få (acceptere?) at man har en diagnose, betyder noget for ens identitet – både i ens egne og i omgivelsernes øjne. Og identiteten former vel om noget ens muligheder i fremtiden.

    Spørgsmålet kunne være: Berøver selve diagnoserne os noget værdifuldt?

    Kh
    Anders

    • Kære Anders
      Tak for den fine kommentar. Du svarer dog selv ganske godt på dit spørgsmål:o)
      En diagnose eller enhver anden form for betegnelse er ikke stigmatiserende i sig selv. Det handler om, hvordan vi bruger den. Jeg følte mig meget stemplet, da jeg i sin tid fik diagnosen ADHD. Ikke af andre, men pga. min egen uvidenhed. Jeg tænkte: er jeg sådan en? Men hvad er “sådan en”? Problemet er, at vi især mht. nogle diagnoser har en meget ensidig og oftest negativ opfattelse af, hvad de vil sige.
      For at tage min ADHD som et eksempel, så giver den bestemt også nogle styrker. Spontanitet kan fx betyde, at man får handlet på tingene og får noget fra hånden, mange tanker kan betyde, at man kan holde sig beskæftiget under et 24-timersløb og et højt energiniveau kan betyde, at man kan løbe 200 km uden de store forberedelser;o) Hvis vi derimod kun fokuserer på de negative sider af at være meget impulsiv eller hyperaktiv, så bliver diagnosen stigmatiserende – hvad enten denne stigmatisering kommer fra os selv eller andre.
      Omvendt er vi, som jeg rigtigt nok tidligere har sagt, nødt til at have en betegnelse for tingene for at kunne tale om dem og for at sikre, at folk får den rette hjælp. Skåret ud i pap, skal man jo ikke have antidepressiv medicin, hvis man lider af ADHD. Da jeg fandt ud af, at det var ADHD’en der var årsagen til mine depressioner, kunne jeg begynde at tage de rette forholdsregler. Man kan jo kun finde de nødvendige redskaber, hvis man ved, hvor man skal lede.
      Så problemet er ikke at kalde en spade for en spade – problemet er uvidenhed og deraf følgende ensidige og stemplende opfattelser, lige såvel som problemet er, at så mange mennesker i dag oplever at få de udfordringer, som vi betegner med en diagnose. Men problemet forsvinder ikke ved at lade være med at betegne det eller tale om det – tværtimod.
      Hils familien!
      Kh.
      Anne Marie

  4. Hej Anne Marie! Dit indlæg er godt og kunne i høj grad være skrevet af mig selv. Jeg har også en diagnose, nemlig skizofreni. Bliv venligst ved med at kæmp, AM !!

  5. Jeg er meget enig i dine anskuelser! Jeg håber, at du kæmper videre med at sprede budskabet. Selv er jeg gift og mor til to og er studerende ved KU, og jeg kan nikke genkendende til rigtig mange af de ting du siger, da jeg har haft et meget alsidigt liv med mange forskellige erfaringer. Som studerende forsørger er jeg lidt bekymret for SU-reformer, der gør det svært at læse på nedsat tid og evt. forlænge sin BA med et år eller to. Bedre muligheder for forældre på SU ville efter min mening kunne afhjælpe problemerne, som mange kvinder har, med at få arbejde efter endt uddannelse, hvis de ikke har fået børn (endnu). Får man børn på SU er der ikke den samme stress – ingen chef, der sidder og venter på, at man kommer tilbage. Men jeg synes dog godt, at man kunne tilbyde forældre på SU-barsel et forsørgertillæg (som man ellers kun får, når man er forsørger og ikke på barsel).
    Jeg håber min kommentar kan bruges til noget konstruktivt.
    Med Venlig Hilsen Julie

    • Kære Julie
      Mange tak for din kommentar. Jeg er enig med dig i, at uddannelsessystemet også er blevet mindre rummeligt. Der skal være plads til, at man kan tage sin uddannelse i forskellige tempi, for det kan der bestemt være gode grunde til. Fleksibilitet er efter min mening et nøgleord her.
      Jeg forstod først ikke helt din pointe med forsørgertillæg, men tror, jeg har fanget den nu:) Du refererer til, at når man har børn i forvejen, så kan man have brug for forsørgertillæg under barslen, fordi man jo heller ikke kan passe et evt. studiejob. Er det rigtigt forstået?
      Bh. Anne Marie

  6. Hej Anne Marie

    Du berører rigtig mange forskellige emner i dit indlæg. Der er ingen tvivl om, at årsagerne til psykisk sygdom er mange, og at stress nok er en af de væsentlige.

    Du peger bl.a. på, at det grænseløse arbejde og samfundets mange valgmuligheder er blandt de væsentlige grunde til stress. Det er jeg ikke uenig med dig i, men jeg sidder nu alligevel og tænker: Hvad er alternativet? Er vi virkelig interesserede i at vende tilbage til tider med mindre valgfrihed og mere faste rammer? Det ville jeg personligt finde forfærdeligt. Jeg hører til den gruppe af mennesker, der nyder at have frihed til selv at vælge rammerne omkring mit liv – og til selv at tilrettelægge mit arbejdsliv, som det passer mig. Måske fordi jeg er B-menneske, og dermed ikke ville føle mig tilgodeset af ’normale’ menneskers faste rammer 🙂

    Jeg tror dog bestemt, at det kan være vanskeligt for mange mennesker at forvalte friheden – og den selvledelse, der ligger i det. Måske jeg heller ikke selv har godt af de flydende strukturer – set ud fra et mere objektiv sundhedsperspektiv. Jeg vil dog nu engang altid modsætte mig ethvert forsøg på at fastsætte rammerne for, hvordan andre skal leve det gode liv – og dermed erklærer jeg mig så grundlæggende uenig med både dig og vores SF-minister. Den enkelte skaber måske ikke rammerne om det gode liv alene, men det er den enkelte, der mærker, hvad det gode liv er for ham eller hende.

    Løsningerne på problemet med øget stress (antaget der er øget stress, og at man over hovedet kan tale om løsninger) må for mig at se være individuelle. Og hvis vi taler om arbejdspladsen, er det i høj grad et ledelsesansvar at sikre, at det er ok, at nogle mennesker vælge at have faste rammer omkring deres arbejdsliv, og at andre vælger mere fleksible løsninger. Det må også være et ledelsesansvar at være i stand til at vurdere, om nogle mennesker ikke trives med fleksibilitet. Jeg tror ledere i mange tilfælde skal være i stand til at være mere gammeldags autoriteter. De skal kunne træffe beslutninger på den enkelte medarbejders vegne, fx om at nedsætte arbejdstiden eller ændre karakteren af arbejdsopgaverne, i de tilfælde hvor tingene ser ud til at kunne være i risiko for at skride.

    For man opdager jo typisk ikke selv, at man har stress, før det er ved at blive for sent. Men det betyder omvendt ikke, at alle skal lide under, at man potentielt kan få stress.

    Rettidig omsorg for den enkelte medarbejder kræver, at der er en leder, der reelt bekymrer sig om sine medarbejderes trivsel – og er i stand til at fastsætte realistiske forventninger til arbejdet, som harmonerer med den enkeltes ressourcer. Det kræver nærværende ledelse. Og det kræver et større fokus på, at ledelse i høj grad skal handle om personaleledelse – ud over faglig ledelse.

    Håber du kan bruge kommentaren – klø på 🙂

    Cathie Jean Crosby Hansen

    • Kære Cathie
      Tusind tak for dit svar. Du bevæger dig dog meget over i løsningerne, hvilket man også let kommer til:) Jeg mener dog ikke at have påstået, at vi skal tilbage til fortidens arbejdsvilkår – jeg påpeger blot de konsekvenser, som nutidens vilkår kan få for mange mennesker. Så at vi skulle være grundlæggende uenige, er jeg nu ikke så sikker på.
      Hvordan man skal løse udfordringen med, at flere og flere får en psykisk lidelse er et helt andet spørgsmål. Dette kan både gøres strukturelt og på individniveau. Fordi en medarbejder har brug for klare rammer, er det jo ikke ensbetydende med, at de samme rammer skal gælde for alle andre. Hvis min chef eksempelvis ved, at det stresser mig at få mails lørdag aften, kan han eller hun tage hensyn til dette. Det kræver, at der skabes en åbenhed om, at vi fungerer forskelligt. Men det behøver ikke betyde, at en anden ansat ikke kan få arbejdsmails i weekenden.
      Både hvad angår at skabe rammer og håndtere valgmuligheder kan man gøre noget strukturelt, såvel som man kan ruste folk på individniveau til at håndtere de gængse samfundsforhold. At jeg mener, der er tale om et udbredt og temmelig generelt problem, behøver ikke betyde, at løsningen skal være strukturel og gælde alle. Efter min overbevisning skal der dog formentlig både individuelle og mere strukturelle løsninger til.
      Drager man en parallel til det fysiske arbejdsmiljø, har man jo også her benyttet strukturelle løsninger. Det er ikke alle, der får dårlig ryg af tunge løft, men derfor må man alligevel ikke lifte alene på et plejehjem. Det er heller ikke alle stilladsarbejdere, der falder ned eller får noget i hovedet, men alle skal alligevel overholde sikkerhedsforanstaltningerne, fordi der er en stor risiko, eller fordi det kan få fatale konsekvenser. Lederen kan ikke forudse, hvem der måtte komme til skade, lige såvel som han/hun ikke nødvendigvis kan forudse, hvem der er i risiko for at gå ned med alvorlig stress. Men mht. det fysiske arbejdsmiljø accepterer vi, at det tager noget ‘frihed’ fra nogle til fx selv at vælge, om de vil gå med sikkerhedshjelm eller ej. Hvori består forskellen?
      Håber du nyder det gode vejr.
      Kh Anne Marie

  7. Hey du

    I forhold til de individuelle løsninger er vi vist meget enige.

    Og for så vidt angår det rent strukturelle, så er pointen med sikkerhedshjelmen jo meget interessant. Jeg har nok bare svært ved at forestille mig, hvordan man skulle kunne sætte tilsvarende grænser for det psykiske arbejdsmiljø. Hvad kunne en strukturel løsning være her? At man max må arbejde x antal timer per uge?

    Kh
    Cathie
    🙂

  8. Kære Anne Marie

    Godt at du fortsat bidrager til en vigtig og mere nuanceret debat på psykiatriområdet. For dette indlægs vedkommende deler jeg en række af dine synspunkter, bl.a. i forhold til den ensidige mediedækning, diagnosesnakken, social- og sygedagpengelovgivningen, det individuelle, fleksible og digitaliserede samfund samt manglende tolerance og rummelighed over for personer med funktionsnedsættelser. Her kunne jeg også tilføje KL’s magt i forhold til at svække svage og handicappede borgeres adgang til hjælp, manglende krav til kommunerne om at leve op til deres forpligtigelser på det sociale og forebyggende sundhedsområde, kvinderne (og enkelte mænd) der ikke har droppet flinkeskolen, den nye forkælede curlinggeneration samt dårlig eller mangelfuld ledelse flere steder på arbejdsmarkedet.

    Imidlertid har jeg lidt svært ved at tage sundhedsministerens udtalelser om samfundsforholdenes betydning for stigningen i antallet af ikke-affektive lidelser alvorligt. For hun står bag en regering, der har gennemført – og planlægger – reformer på social- og sundhedsområdet, som stresser udsatte borgere. Mange står alene med opgaven om at finde en arbejdsplads, der vil ansætte dem få timer og/eller jobcentre, der mange steder hverken er kommet i gang med de lovpligtige ressourceforløb eller er kvalificerede til at hjælpe borgerne bedst muligt. Samtidig har KL ved økonomiaftalen i 2012 sikret, at kommunerne kan lade egne økonomiske hensyn gå forud for handicappedes behov for hjælp og støtte. Og en del ældre, som pga. ensomhed, sygdom eller kriser oplever angst eller depression, svigtes også mange steder af kommunen og/eller deres familie. På samme måde kører mange kommuner på frihjul, når det gælder borgere udskrevet fra hospitalerne. Her er der ofte kun tale om formaninger og hensigtserklæringer, men ingen konsekvenser af, at de ikke lever op til deres forpligtigelser eller begår alvorlige fejl og svigt. I den forbindelse har kommunerne i år varslet væsentlige nedskæringer på børne- og ungeområdet, selvom al erfaring og forskning viser, at en tidlig og forebyggende indsats er af afgørende betydning. Derfor er der ikke noget at sige til, at så mange går efter at få en diagnose, som kan give et håb om bedre adgang til hjælp, støtte og forståelse.

    Som en sidste ting er det vigtigt, at politikernes viden på dette område styrkes, f.eks. i forhold til ADHD, der er en neurobiologisk opmærksomhedsforstyrrelse. Selve lidelsen kan, ifølge den aktuelle viden og forskning, ikke forebygges. Men de personlige konsekvenser samt eventuelle følgelidelser som f.eks. angst kan forebygges, behandles og håndteres. På samme måde kan politikerne gøre en forskel, hvis de har mod til at tænke langsigtet og strategisk. Det kan de gøre ved at sørge for at afsætte de nødvendige ressourcer til forebyggelse, rehabilitering og behandling, bruge de eksisterende ressourcer bedre, anerkende den viden som psykiatriforeningerne, brugerne og de pårørende sidder inde med samt forbedre undervisningen og efteruddannelsen af personalet i sundhedsvæsnet, på jobcentrene og i virksomhederne. Ellers kommer vi ikke videre i en krævende og foranderlig verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *