Indfør gruppebilletter i Hovedstadsområdet

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det i dag kan være så dyrt at tage toget? Tager jeg alene fra Amagerbro og op til mine forældre i Kagerup, koster det omtrent det samme, som det gør at køre turen i bil. Af hensyn til miljøet tager jeg dog meget gerne toget. Men lige så snart min mand også skal med, bliver det dobbelt så dyrt for os at benytte den kollektive transport frem for selv at køre. At det forleden så oveni købet også tog dobbelt så lang tid pga. dårlig koordinering ved sporarbejde, gjorde kun situationen endnu mere absurd.

Hvis vi skal gøre os håb om at få reduceret biltrafikken, skal der virkelig ske forbedringer. Den klima- og miljømæssige situation taget i betragtning håber jeg meget, at det stadig er ambitionen. Hvorfor ikke indføre minigruppebilletter i Hovedstadsområdet på samme måde, som DSB har gjort det, så den kollektive transport kommer til at udgøre et reelt alternativ til bilen? Efter min mening bør det til hver en tid kunne svare sig at tage toget – om ikke andet så i hvert fald rent økonomisk.

 Indlægget er bragt i Berlingske i dag den 24. april 2013 under overskriften “Gruppebilletter”