Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Psykisk sygdom: Børns baggrund skal ikke afgøre deres fremtid

Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. Desværre har en undersøgelse fra Psykiatri Fonden vist, at næsten hvert andet barn i familier med psykisk sygdom selv får selv psykiske problemer. Alligevel eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Rent faktisk var det lige netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, og jeg blev efterfølgende diagnosticeret med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget visse oplevelser stadig sidder i mig – det selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

Alt for mange af de berørte børn bliver en slags ’små voksne’, som tager sig af deres forældre og lever med bekymringer, som er alt for store for et barn at bære. Ikke mindst hvis man må gå alene med disse, fordi de kan være rigtig svære at tale om. For de børn, som kun har den syge forælder, er belastningen endnu større.

Allervigtigst tror jeg det er som pårørende at lære at passe på sig selv. For mig er dette kun blevet endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg er nødt til at lære at give slip og ikke lade min fars sygdom påvirke mig mere – selv om det er lettere sagt end gjort.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. På alle norske hospitaler er der en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, undersøge disses behov for hjælp og tilvejebringe denne.

I Danmark er vi ikke helt så langt fremme. I den seneste satspuljeaftale afsatte man midler til at støtte en række projekter på området, og her i Region Hovedstaden har man også arbejdet med det de seneste år. Men overordnet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide kan vi forebygge, at børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette ved både at tilbyde børn i risikogruppen tidlig hjælp, samt ved at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt.

Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom en mulighed for at få hjælp på linje med vores nabolande. Der er mange, og det koster – men det koster så sandelig også at lade være!

Bragt i Frederikssund og Rudersdal Lokalavis primo juni 2015

 

Grundlovstale 2014; Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet

Grundloven skal fornys

Jeg kan godt forstå, hvis mange unge står af, når de læser Grundloven. For det er ikke svært at fornemme, at den ikke er formuleret i går. Den sidste ændring af Grundloven skete i 1953, altså for 61 år siden, og meget er sket siden da. Et tættere europæisk samarbejde og øget samarbejde på internationalt plan i det hele taget har betydet, at Danmark har underskrevet en række konventioner om menneskerettigheder. Herunder blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der indeholder værdier, som bør gælde alle mennesker uden undtagelse. Værdier, som vi finder umistelige. Derfor bør disse værdier også Grundlovsfæstes. Det moderne danske demokrati bør være afspejlet i den Grundlov, hvorpå samfundet bygger sin lovgivning. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Men det er noget, jeg vil kæmpe for i årene, der kommer.

En Grundlov skal ikke være moderne forstået på den måde, at den skal ændres hvert andet år eller ændres efter forgodtbefindende. Det ligger i selve navnet, at den er det juridiske grundlag for samfundet – og et fundament for borgerne i det danske demokrati at stå fast på. Men Grundloven bør simpelthen afspejle det samfund, vi lever i. Den bør kunne læses og opleves som vedkommende af samfundets borgere. Et eksempel på, at Grundloven er ude af trit med den tid, vi lever i, er den måde udtrykket ”kongen” bruges på. Én ting er, at Kongen i dag lige så vel kan være en Dronning. Hvad mere er, at læser man blot tre paragraffer ned i Grundloven står følgende: ”den udøvende magt ligger hos Kongen”. Her burde nok snarere stå ”Regeringen”, hvis Grundloven skulle afspejle nutiden. Ligeledes burde ”boligens ukrænkelighed” måske udvides til også at omfatte internettet og datasikkerhed. For er der et sted, hvor vi i dag har behov for at sikre borgernes rettigheder, må det være her. Der er således alt mulig grund til, at vi i Radikale Venstre har nedsat et arbejde til en gennemgang og opdatering af Grundloven.

Uddannelse som fundament for demokratiet

Det er i dag 165 år siden, at Danmark fik sin første grundlov. Man kan stille spørgsmålstegn ved om den var rigtig demokratisk i 1849, for først i 1915, fik de fem F’er – Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser og Forbrydere – også stemmeret. Baggrunden for denne udvikling var den demokratiske bølge, der skyllede ind over Europa i årene før. Men lige så vigtig for Danmark var også indførelsen af skolepligten med Anordningerne for skolevæsenet. For skal demokratiet fungere, kræver det en oplyst og veluddannet befolkning. Derfor bør vi i dag ikke blot glæde os over Grundloven af 1849 og dens ændringer i tiden frem til i dag. Vi bør også fejre 200-året for indførelsen af skolepligten, som senere er blevet til undervisningspligten og nedfældet i Grundlovens § 76.

Den reform af folkeskolen, som er vedtaget og bliver implementeret fra 1. august i år er et naturligt led i den forsatte demokratiske udvikling. En højtuddannet befolkning er grundelementet – ja, forudsætningen – i ethvert demokrati og ikke mindst i et demokrati i stadig udvikling. Borgerne skal inddrages i styringen af samfundet. Det gælder både på det internationale, det nationale og ikke mindst på det lokale niveau.

Derfor vil jeg i dag argumentere for, at partierne fortsat bør forny sig, så de skaber både engagement og deltagelse. At demokratiet skal være vedkommende – også for de unge. Og måske vigtigst af alt, at vi politikere skal sørge for, at skabe lige muligheder, så alle borgere og samfundslag kan være en del af demokratiet, nyde godt af de grundlovssikrede rettigheder og benytte sig af den frihed og alle de muligheder, som vores samfund i dag byder på.

Partiernes tilstand og rolle

Det siges ofte at demokrati er besværligt og trægt. I hvert fald kommer der 364.000 hits op i løbet af 0,68 sekund, når man googler ordene ”besværligt” og ”demokrati”. Mange engagerer sig i politik ud fra et ønske om at forandre samfundet til det bedre. Men at være del af et demokratisk samfund er besværligt, og processerne tager tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, hvis demokratiet skal fungere, at borgerne også tager del i arbejdet med at gøre samfundet funktionsdygtigt og føler et ansvar og ejerskab for samfundets udvikling. Derfor er det bekymrende at de politiske partiers medlemstal falder i en sådan grad, at de politiske partier blot er en skygge af sig selv for 50 år siden. Danmark har mange organisationer og foreninger, der kæmper for enkeltsager. Disse er naturligvis også en væsentlig del af vores demokrati. Men de politiske partier er det eneste sted, hvor udviklingen af vores samfund i kommunerne, regionerne, på landsplan og i EU ses i en større helhed. En af styrkerne ved partierne er netop, at de er nødt til at tage højde for hele samfundsudviklingen. Nok har mange partier deres mærkesager – nogle mere markant end andre – og politik handler da også om prioritering. Men som del af Folketinget er man nødt til at prioritere under hensyn til helheden, til fællesskabet.

Unge og demokratiet

Set over en længere periode har valgdeltagelsen været svingende. Tag bare det seneste EP-valg, hvor blot lidt mere end hver anden dansker gik ned og stemte. Tendensen er desværre, at mange unge ikke får stemt. Det kan der være forskellige årsager til. Men som politikere i Folketinget, kommunerne og de politiske foreninger har vi en særlig forpligtelse til at få rettet op på dette.

  • Vi må og skal aldrig tage demokratiet for givet.
  • Vi må og skal aldrig tage vores grundlovssikrede rettigheder for givet.
  • Og vi må og skal aldrig tage Danmarks relativt høje stemmeprocenter for givet.

Demokratiet kræver, at vi fortsat arbejder for dets beståen.

Der blev gjort en rigtig god indsats under kommunal- og regionsvalget. I forbindelse med det netop overståede – og set med radikale øjne meget veloverståede – valg til Europa-Parlamentet, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at indsatsen for at engagere borgerne havde været større. Også selv om enkelte kandidater og politisk aktive gjorde alt, hvad de kunne. Disse kunne nemlig konstatere en stor interesse, når de ved forskellige lejligheder mødte de unge– og særligt når de mødte dem i øjenhøjde. Måske kender I det fra jer selv? Hvis man skal deltage i noget, skal man på den ene eller anden måde føle det relevant eller vedkommende.

Sænket valgretsalder

Personligt blev jeg da heller ikke engageret i politik, før jeg blev 18 år og måtte stemme. Indrømmet – første gang var det vigtigere for mig, at gøre brug af min stemmeret, end det var, hvor jeg satte krydset. Det var første og eneste gang, jeg stemte SF – men vi har vel alle vore begynderfejl. Siden jeg blev aktivt medlem af Radikale Venstre har jeg til gengæld ikke et øjeblik været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Der har længe været diskussioner om, hvorvidt valgretsalderen burde sænkes. Jeg hører til blandt dem, der tror på, at engagementet vokser med ansvaret. Da jeg stillede op som social- og sundhedsordfører ved mit første landsmøde i Radikal Ungdom, var jeg mildest talt grøn. Altså ikke sådan i miljømæssig forstand – selvom jeg nu også mener, vi gør for lidt for klimaet. Men jeg var meget ny i politik. Alligevel var jeg heldig at blive valgt, og det forpligtede. Kort sagt, hvis unge får mulighed for at deltage og tage ansvar for politiske løsninger, er jeg overbevist om, at det vil øge deres interesse for demokratiet, og det samfund de lever i. Dette er så meget desto vigtigere, da det jo netop er de unge, der skal føre vores danske demokrati og velfærdsmodel videre.

Frihed

Når jeg tænker på Grundloven, tænker jeg først og fremmest på de grundlæggende rettigheder, som Grundloven stadfæster – og særligt på frihedsrettighederne.

  • Disse frihedsrettigheder er en række fundamentale rettigheder, som sikrer den enkelte danskers frihed til eksempelvis at ytre, forene og forsamle sig:
  • Disse frihedsrettigheder udgør de bærende søjler i det danske velfærdssamfund.
  • Disse frihedsrettigheder udgør selve forudsætningen for demokratiet og omdrejningspunktet for mit politiske virke.

Derfor ligger det mig meget på sinde at værne om frihedsrettighederne og kæmpe imod alt, der truer med at underminere disse. Det er dog vigtigt, vi gør os klart, at når vi i dag taler om frihed, omhandler det langt mere end de grundlæggende frihedsrettigheder.

‘Jeg vælger, derfor er jeg’

Vi lever i et samfund, hvor vores valgmuligheder langt overskrider, hvad nogen tidligere generation nogensinde har haft adgang til. Når vi derfor kæmper for og værner om den enkeltes frihed, skal vi også være opmærksomme på, at det eneste, der efterhånden ikke er frihed til, det er til ikke at vælge.

For langt de fleste danskere er friheden til at vælge blandt de mange valgmuligheder i høj grad en positiv rettighed – ja, ligefrem en luksus, fordi de er i stand til at gøre brug af denne frihed. Mottoet synes at lyde: ”Jeg vælger, altså er jeg.”

  • Desværre gælder det langt fra alle.
  • Desværre er der nogle som hverken kan eller vil vælge.
  • Desværre er der nogle, for hvem friheden snarere bliver en spændetrøje.

Hvad enten vi så står i Fakta og skal vælge mellem utallige forskellige produkter, om vi skal vælge hospital, eller om vi skal vælge uddannelse, så kan vi føle os handlingslammede af de utallige valgmuligheder, der eksisterer i dag sammenlignet med tidligere.Man bliver ikke længere det samme som sin far, og det er ikke på samme måde som tidligere givet, at vi er sammen til døden os skiller. Når vi diskuterer etiske dilemmaer som aktiv dødshjælp eller retten til at vælge et ufødt barn fra, så argumenterer mange med friheden til selv at bestemme over egen krop. Vi har utroligt mange valgmuligheder, ligesom vi på mange måder og i hidtil uset omfang har frihed til at forme vores eget liv. Men det er ikke alle, som magter denne frihed. Og når alle muligheder står åbne, og det blot er op til os selv at tage ansvar for at benytte dem, så rammer dette nederlag dobbelt så hårdt.

Særligt for de unge kan det være en udfordring, at vi konstant skal tage stilling til tidens mange valgmuligheder og til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Vi skal helst have et ’ongoing’ projekt. I dag er det sådan, at folkeskoleelever meget tidligt skal beslutte, hvilken retning de vil i, og man skal helst ikke bruge mange sabbatår på at finde sig selv. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og vi skifter job og ægtefælle langt oftere end tidligere.

Også teknologien medfører nye valg. Og selv om man eksempelvis som vordende mor ikke ønsker en nakkefoldsscanning, så betyder selve den teknologiske mulighed, at man indirekte kan blive ansvarlig for at føde et barn med et handicap. De mange muligheder tvinger os til at vælge, direkte eller indirekte, og vigtigst af alt til at måtte leve med konsekvenserne af vores valg.

For langt de fleste mennesker er de mange valg som sagt heldigvis lig med frihed. Men for andre kan de være en stor belastning. Derfor kan frihed og valgmuligheder ikke stå alene – de må bakkes op af en række tiltag, der sikrer, at alle bliver i stand til at favne friheden og få det bedste og mest optimale ud af netop deres valg.

Alle skal med

Hvis vi ønsker, at flere aktivt deltager i demokratiet, nyder godt af de mange muligheder og i det hele taget er en del af samfundet, er det nødvendigt at se på de forhold, vi som samfund byder vore medborgere. Her tænker jeg ikke mindst på de socialt udsatte og mennesker, der rammes af sygdom. Skal disse mennesker have et overskud – og deltagelse fordrer overskud – ja, så må vi konstant og til stadighed kæmpe for at skabe de mest optimale betingelser for disse mennesker. Noget, der også fremgår af Grundlovens § 75: 

”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Og videre: ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Vores sociale sikkerhedsnet skal tage hånd om borgere, der – i kortere eller længere perioder – har brug for hjælp. Som radikal er jeg meget optaget af hjælp til selvhjælp – og det handler i høj grad om at møde folk, der hvor de er.

Psykiatrihandleplan

Min motivation for i sin tid at gå ind i politik var de mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom. Ifølge de seneste tal er det ikke en lille del af befolkningen, idet hver tredje dansker på et tidspunkt i livet vil opleve at blive ramt af en psykisk lidelse. Derfor er jeg også stolt over, at vi som del af regeringen nu har fremsat en Psykiatrihandlingsplan. Planen indeholder rigtig mange gode tiltag. Men vigtigst af alt, så udtrykker den meget klart den holdningsændring, som jeg har kæmpet for fra dag et. Vi skal skabe ligeværd:

  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke vente længere på at få hjælp end mennesker med en fysisk lidelse
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke mødes med en holdning om, at det alligevel ikke nytter – for det kan godt lade sig gøre at komme sig eller leve et godt liv med sin sygdom
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke skamme sig eller gå alene med deres lidelse

I stedet skal psykisk sygdom være noget, vi taler om. Vi skal hjælpe folk til at kunne mestre deres lidelse og det samfund, de lever i. Dette var min bevæggrund for at gå ind i politik. Og så længe der er basis for at skabe bedre vilkår for de mange, som slås med ondt i sindet, så længe vil jeg have et ønske om at gøre min indflydelse gældende rent politisk.

Mental sundhed

Næste skridt bliver så at blive endnu bedre til at forebygge, at mennesker i første omgang rammes af psykisk sygdom. Det handler om at styrke den mentale sundhed ved at skabe nogle rammer, som vi alle kan trives under – børn såvel som voksne. Eksempelvis ved vi, at omkring 35.000 mennesker dagligt er sygemeldt med stress. En tilstand, som både kan forstærke og udløse psykiske lidelser som angst og depression. Derfor skal vi have skabt et arbejdsmarked, som ikke slider folk ned. Som politikere bør vi gå forrest, ligesom også arbejdsmarkedets parter bør tage et større ansvar. Men vi kan også alle sammen hver og en som gode kollegaer gøre mere for at nedbringe stress på arbejdspladsen. Jeg håber, I vil være med til at skabe den kulturændring, som vi i så høj grad har brug for.

Stress rammer nemlig ikke kun voksne. Også børn og unge oplever i stigende grad stress som konsekvens af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Her tænker jeg ikke kun på de opblødte strukturer og den moderne teknologi, der gør, at vi kan arbejde når som helst og hvor som helst. Jeg tænker også på de øgede informationsstrømme, kravet om og muligheden for konstant at være tilgængelig og ”på” via elektroniske devices, de mange valgmuligheder og idealer, vi konstant kæmper for at leve op til og jeg kunne blive ved.

Børnefamiliers kår

Som politikere kan vi både skabe rammerne og hjælpe mennesker til at blive i stand til at agere inden for disse. Når omkring halvdelen af alle børnefamilier har svært ved at skabe balance mellem arbejde og familieliv, bør vi tage det alvorligt. Det er ikke nok at sige, at den enkelte familie må prioritere og træffe svære valg. Eller blot at sørge for længere åbent i daginstitutionerne. Jeg oplever, at mange forældre i nutidens samfund savner tid og nærvær med deres børn. Desværre hører man også om mange børn, som savner tid og nærvær med deres forældre.

Blandt andet som følge heraf vil man i København nu indføre stressklinikker, hvilket klart kan være med til at sætte borgere i stand til at mestre deres liv. Men hvis man ruster mennesker til at prioritere i livet, må man også skabe de nødvendige muligheder.

Stod det til mig, ville et væsentlig tiltag være, at gøre det lettere at arbejde på nedsat tid, når man har små børn. Dette vil ikke kun være i forældrenes interesse, men også i børnenes. Og når det nu er fars dag, kan jeg ikke lade være med at nævne, at vi bør forbedre fædres mulighed for at tage barsel – også selv om den nødvendige kulturændring på de danske arbejdspladser måtte kræve en øremærkning for en tid. Vi må og skal skabe rammerne og mulighederne for, at alle forældre kan varetage forældreskabet på bedste vis, så vi kan give vores børn den bedste start på livet. I min optik kræver det voksne, der er tilstede – både fysisk og mentalt. Kun sådan tror jeg, vi fremadrettet kan skabe sunde og engagerede borgere, der kan tage aktiv del i demokratiet.

Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet. I ønskes alle en fantastisk Grundlovsdag!

Talen blev holdt i Egedal – en af de to opstillingskredse, som har opstillet mig som folketingskandidat for Radikale Venstre i hele Nordsjællands Storkreds

København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

Den mentale sundhed skal styrkes

Fredag den 16. maj 2014 var en stor dag for psykiatrien. Regeringen fremlagde handlingsplanen: ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser”, som var fulgt op af 1.6 mia. kroner over de næste fire år.

Planen indeholder rigtig mange gode tiltag for mennesker, som bliver ramt af psykisk sygdom, og deres pårørende. Et kæmpe skridt på vejen til ligeværd er, at mennesker med psykiske lidelser i fremtiden ikke vil skulle vente i længere tid på udredning og behandling end mennesker med fysisk sygdom.

Jeg er især glad for, at der med handlingsplanen endeligt kommer fokus på, at psykiske lidelser kan forebygges. Det omhandler bl.a. et bedre psykisk arbejdsmiljø, mindre nedslidning på arbejdsmarkedet samt bedre støtte til børn af mennesker med psykisk sygdom. Alt for længe har forebyggelsesindsatsen ensidigt været centreret om, at vi skal leve længere. Det er på høje tid, at vi også kommer til at leve bedre – at livskvaliteten kommer i fokus. En generel styrkelse af den mentale sundhed vil både reducere antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, samt gøre det lettere at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Det er også meget positivt, at Regeringen vil skabe bedre muligheder for at dyrke motion i psykiatrien. Dette dog hovedsageligt med henblik på at nedbringe anvendelsen af tvang. Det er mit håb, at motion med tiden vil komme til at spille en endnu større rolle i den psykiatriske behandling. Udover at kunne reducere tvangen, vil motion også kunne medvirke til at nedsætte medicinforbruget. Ligeledes vil det kunne forebygge en lang række livsstilssygdomme hos mennesker med psykisk sygdom.

Forsøg med at inddrage borgere med brugererfaring er et modigt tiltag, der vil kunne gøre en stor forskel. Således kan det være med til at vise den syge, at der er håb forude samtidig med, det er af stor værdi for en tidligere psykiatribruger at kunne bruge sin erfaring til at hjælpe andre.

At løse speciallægemanglen er derimod slet og ret en forudsætning for at kunne gøre mange af de andre ting, som står i handlingsplanen. Dette skal bl.a. ske via kompetenceflytning, hvormed psykologer kommer til at spille en større rolle både i forbindelse med udredning og behandling. På samme måde er øget forskning gennem en national forskningsstrategi en nødvendighed for fremadrettet at kunne skabe en indsats af høj kvalitet.

Sidst vil jeg gerne fremhæve, at der laves en koordineret indsatsplan for mennesker med dobbeltdiagnoser i form af et misbrug og en psykiatrisk lidelse. Dette er en gruppe mennesker, som vores nuværende system langt fra er gearet til at sikre den nødvendige behandling. Psykiatrien afviser ofte mennesker med misbrug, ligesom den kommunale misbrugsindsats ikke er god nok til at tage hånd om misbrugernes psykiske lidelser.

Fredag den 16. maj var jeg både stolt over at være radikal og stolt over, som tidligere folketingsmedlem, at have været med til at sætte psykiatrien på dagsordenen. Regeringens handleplan indeholder rigtig mange væsentlige initiativer på området. Og den er starten på en opprioritering af psykiatrien, som længe har været tiltrængt.

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis den 20. maj 2014

Socialborgmester gambler med socialrådgivere på skolerne

Af Henrik Nord, gruppeformand for Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation og Anne Marie Geisler Andersen, næstformand for Socialudvalget

I dag findes der en glimrende ordning i de københavnske folkeskoler, idet samtlige skoler har en socialrådgiver tilknyttet. Dem kan såvel børn som forældre henvende sig til for hjælp og rådgivning. Samtidig hjælper de lærerne med at håndtere børn med sociale og psykiske problemer. Socialforvaltningen fik i budget 2011 en tre-årig bevilling på 12 mio. kr. til denne ordning, som udløber i år. Ordningen er en kæmpe succes, der har været med til at styrke indsatsen for sårbare og udsatte unge og deres familier. Socialrådgiverordningen har gjort det muligt på et tidligt stadie at fange og holde hånden under de tilfælde, hvor der har været mistanke om en bekymrende trivsel og udvikling.
Til vores store undren har den socialdemokratiske socialborgmester, Jesper Christensen, valgt at gamble med ordningen, idet han ikke har sikret den en fremadrettet finansiering i udvalgets budget. Derfor er ordningen reelt i fare for at blive nedlagt – og det er en virkelig ærgerlig og meget trist prioritering.
Som nye medlemmer af Borgerrepræsentationen er vi dybt forundrede over, at den ansvarlige borgmester med en så vellykket ordning ikke sørger for, at forvaltningen finder pengene i dens eget budget. Ordningens videreførelse vil nu kun være sikret, hvis den bliver taget med ved budgetforhandlingerne senere på året. Det er en pudsig måde at føre politik på, at man ikke selv løfter ansvaret for en så vigtig prioritering, men blot skyder bolden videre.
Det er i hvert fald et slag for de svage og udsatte unge, som man for nuværende hjælper på et tidligt stadie, inden problemerne når at vokse sig store og uoverstigelige. Med ordningen tilbyder man en langsigtet strategi med en forebyggende indsats, som lønner sig nu og her og også på den lange bane. Med al tydelighed er det bevist, at en tidlig indsats virker, og derfor er det en gal vej at gå, når socialborgmesteren ikke sikrer videreførelse af en ordning, der for relativt få midler har så stor en effekt.
Derfor appellerer vi nu fra Radikale Venstres side til, at socialborgmesteren gør alt, der står i hans magt for at få videreført denne så vellykkede ordning. Borgmesteren bør ville agere forpost for udsatte børn og unge, så de hjælpes med at håndtere små problemer, førend de vokser sig store og samtidigt dyre for samfundet. En fremskudt og tidlig indsats virker, og det er den vej en fremsynet og visionær borgmester bør gå.

Indlægget er bragt i Østerbro Lokalavis

København sikrer ledsagelse til mennesker med handicap

Jeg var mildest talt forundret over at læse i Politiken den 11. april, at københavnske borgere med handicap ikke længere kan få ledsagelse til eksempelvis at komme i Tivoli. Det er simpelthen ikke rigtigt.

I artiklen ”handikappede må droppe udflugterne” bruges Københavns Kommune som eksempel på, hvordan en regelpræcisering fra Kommunernes Landsforening nu betyder, at mennesker med handicap ikke længere kan komme hverken til fredagsrock i Tivoli eller ud at rejse. Ifølge artiklen forstår Liberal Alliances Lilian Parker Kaule til fulde en københavnsk borgers frustration over ikke længere selv at måtte betale for ledsageomkostninger og komme på ferie eller til koncert. Kaule er desuden direkte citeret for, at: ”så må vi derudover arbejde på at skaffe de penge, som institutionerne får brug for til at holde niveauet.”

Sagen er den, at københavnske borgerne med handicap stadig godt kan komme til koncert med deres kommunale ledsagere. I forbindelse med de såkaldte overførselsforhandlinger, har partierne bag dette års budget netop fundet 2,7 mio. kr., så københavnere fortsat i 2014 kan få ledsagelse til indenlandske aktiviteter. Dette selv om kommunen ifølge KL ikke længere må kræve betaling herfor af borgerne.

Det er heller ikke helt korrekt, at borgere med handicap ikke længere kan komme på ferie. Faktum er, at borgerne fortsat selv kan betale for at komme til udlandet. KL’s præcisering betyder, at borgerne ikke må betale de kommunale ledsagere for at tage med, hvorfor der skal findes eksterne ledsagere. Dette er imidlertid ikke noget, vi som kommunalpolitikere kan ændre på, om vi vil det eller ej. Det gælder alle kommuner og kræver en lovændring at lave om på.

I Københavns Kommune har vi altså gjort, hvad vi kunne for at opretholde serviceniveauet inden for ledsagelse. Derfor er det urimeligt, at det i artiklen fremstår, som om det ikke er tilfældet. Og det er meget svært at synes andet, end at Liberal Alliances Lilian Parker Kaule bidrager til dette forfejlede billede.

Til gengæld er det glædeligt, hvis Liberal Alliances udmeldinger betyder, at de vil være med til at tage ansvar for næste års budget, så også de kan være med til at finde midlerne til fremadrettet at sikre ledsagelse til københavnske borgere med handicap.

Kriminelle skal ikke dømmes to gange

De borgerlige partier i Københavns Borgerrepræsentation(V, K og DF) vil på baggrund af en konkret sag stille krav om, at mennesker dømt for alvorlig volds- eller berigelseskriminalitet ikke må arbejde med socialt udsatte borgere. Et krav vi i Radikale Venstre ikke kan støtte.
Vi mener, det er domstolene, som skal straffe de kriminelle. Og når straffen er afsonet, skal man have en chance for at starte et nyt liv. Den chance får man ikke, hvis vi på forhånd udelukker mennesker med en bestemt dom fra at lave socialfagligt arbejde. Det er en meget sort/hvid-tankegang, at man på den måde ønsker at skære alle over en kam ved at opstille regler for, hvilke domme der berettiger til en ny chance.
En specifik dom kan skyldes forhold, der ligger mange år tilbage i tiden, og have mange forskellige årsager. Har man eksempelvis som tidligere misbruger begået noget kriminelt i en rus, er risikoen for tilbagefald minimal, hvis man for længst har lagt misbruget bag sig.
Ligeledes ved vi fra den seneste medieomtale, at nogle mennesker med psykiske lidelser begår kriminalitet for at få en behandlingsdom, fordi de ellers ikke kan få den nødvendige behandling. Hvis disse mennesker helt er kommet af med deres lidelse eller ikke længere har de symptomer, som drev dem ud i kriminalitet, skal de så for bestandigt udelukkes fra et bestemt arbejde? De kan jo sagtens være ganske udmærkede socialarbejdere.
Ja rent faktisk benytter man ansatte eksempelvis i det kriminalpræventive arbejde eller arbejdet med psykisk sårbare mennesker, som selv har en kriminel fortid eller på egen krop har oplevet psykisk sygdom eller misbrug. I visse tilfælde kan deres fortid vendes til en fordel, da disse mennesker kan være rollemodeller eller skabe håb om en bedre fremtid. Vi taler så meget om recovery – hvis vi mener det, må vi give folk en reel chance for at komme videre.
Når tidligere dømte har afsonet deres dom, skal kommunen ikke øge straffens længde via generelle regler, der forhindrer dem i at komme i arbejde. Det er det juridiske system, der dømmer, og sådan skal det blive ved at være. Vi politikere skal huske på Grundlovens § 3 og holde nallerne fra den dømmende magt. Om tidligere dømte kan varetage bestemte funktioner, må altid være op til en konkret vurdering af, hvorvidt den enkelte har de rette personlige og faglige kompetencer – herunder om den enkeltes fortid er problematisk for det pågældende ansættelsesforhold.

Indlægget er skrevet i samarbejde med Jeppe Mikkelsen, retsordfører(RV) og bragt i Politiken den 29. marts 2014

København skal have hjemløsepakke – med fokus på forebyggelse

Antallet af hjemløse er steget støt de seneste år, og København er den danske by med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Derfor bør Københavns Kommune vedtage en hjemløsepakke, der imødegår denne udfordring.

Først og fremmest skal vi have flere skæve boliger. Disse er særligt egnet til hjemløse, populære hos målgruppen, og rehabilitering af hjemløse via disse giver positive resultater. Derfor er det utrolig trist, at Københavns Kommune nu tilbagebetaler 73 millioner til Socialministeriet, som de havde fået til opførelse af flere skæve boliger. Taget i betragtning, at en skæv bolig er markant billigere end en herbergplads, undrer det meget, at Kommunen ikke har kunnet finde de fornødne ekstra midler til drift at flere skæve boliger.

Den store stigning i antallet af hjemløse betyder, at vi ikke kun skal afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Alle udsatte boligområder bør have en social vicevært og tilbyde gratis gældsrådgivning for at forebygge, at mennesker sættes på gaden. Ligeledes skal udsatte unge kunne henvende sig i ét fælles ungehus for at få en helhedsorienteret hjælp til deres problemer, uanset om de omhandler uddannelse, beskæftigelse eller er af social karakter. I dag falder for mange mellem flere stole.

Unge mennesker, der allerede er blevet hjulpet ud af hjemløshed, skal sikres efterværn, som kan forebygge ny hjemløshed. Disse unge skal have én fast sagsbehandler og én fast mentor, og hjælpen skal både indeholde praktisk støtte til etablering af et hjem, hjælp til håndtering af privatøkonomi og evt. medicinforbrug, samt hjælp med uddannelse og beskæftigelse.

Især kombinationen psykisk sygdom og misbrug udgør en særlig udfordring. Hele 31 pct. af de hjemløse har en såkaldt dobbeltdiagnose. Dertil kommer, at andre omstændigheder som fx arbejdsløshed kan medvirke til en ond spiral. Desværre bliver alt for mange udsatte borgere kastebolde mellem offentlige instanser, ofte uden at disse kommunikerer effektivt med hinanden. Dette gælder ikke mindst mht. den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri.

Ifølge eksperter er den bedste hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret indsats, der tager hånd om begge problematikker. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Københavns Kommune i samarbejde med Region Hovedstaden opretter et Psykiatriens Hus i København. Her skal socialt udsatte med mangeartede problemer som misbrug, psykisk sygdom og arbejdsløshed kunne få en helhedsorienteret indsats. Psykiatriens Hus skal både rumme distriktspsykiatrisk og socialpsykiatrisk hjælp, samt kommunale ansvarsområder som beskæftigelsesindsatsen.

Sidst skal Københavns Kommune i samarbejde med frivillige organisationer afdække, hvordan vi i fællesskab bliver bedre til at forebygge hjemløshed.