Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer?

Forleden var der en artikel i Politiken under overskriften: unge er ikke blevet mere skrøbelige, de er blot pressede.

I mine øjne er det glædeligt, der endelig er kommet større fokus på denne problematik med børn og unge, der mistrives under nutidens samfundsforhold. Endnu mere glædeligt er det, når eksperter mener, der er en vej frem, som når Professor Carsten Obel mener, at dagens ungdom rent faktisk har “potentiale til at blive om end meget robuste”.

Obel siger: “Overordnet er jeg ikke pessimist på ungdommens vegne. For jeg ser en kraft i ungdommen til at finde løsninger, til selvrefleksion over vej i livet og et stort gå-på-mod”. Derefter opfordrer han de voksne til i højere grad at lytte til de unge i stedet for at presse deres bekymringer – om de unge nu vil klare sig godt i et hastigt skiftende samfund – ned over hovedet på dem. “Vi skal passe på, at vores bekymringer ikke bliver til deres”.

Personligt er det også min oplevelse, at følgende, som Carsten fremhæver, betyder meget:

“De (unge) bliver bedt om i højere grad at tage ansvar for eget liv, vælge den rette uddannelse med det samme, dygtiggøre sig. Mange klarer det flot, men ikke alle unge har ressourcerne. For alle kan ikke få gode job, de gode karakterer, være populær, have den rigtige krop, og det øger presset”.

Man må dog ikke glemme, at de unge, som ER populære, får de gode job mm., også godt kan være blandt dem, der mistrives. Nok klarer de sig godt – men de kan være utroligt hårde ved sig selv og have det rigtigt skidt under facaden.

En anden væsentlig faktor er helt sikkert, at vi konstant er på, tilgængelige og bliver vurderet og ‘liket’ på alt, hvad vi siger og gør:

Som Obel siger det: “Samtidig bliver de unge i dag konstant overvåget og lader sig fremvise på sociale medier på en måde, som ingen tidligere har prøvet”.

Han kommer også ind på det problematiske i, at alle skal passe ned i samme kasse:

»Hvor er anerkendelsen af den visuelle, den musiske eller den kreative begavelse blevet af? Meget tyder på at disse evner er mindst lige så vigtige i fremtidens samfund. Vi fokuserer alene på boglige 12-taller, og overser alle de mange unge, der kan så meget andet«, siger han.

En anden ekspert siger i artiklen, at det for de unge i konkurrencesamfundet handler om at være en vinder:

»Det er som om, at alle mellempositionerne, altså det at være nummer 2, 3, 4, 5, er ved at blive en usynlig gråzone. Det øger faren for, at det normale rykker ned mod taberpositionen, fordi der er så meget fokus fra de unge og samfundet på at være vindere. Men de fleste af os tilhører jo midterfeltet – det gælder børn, unge og voksne. Og når man føler, at man har ansvaret for at skabe sig selv og hele tiden knokler for at være en vinder, fordi 4. pladsen er blevet ufedt, så kommer der altså et pres på de unge«.

Her tænker jeg personligt, det spiller en stor rolle, at vi via medier og sociale medier i dag altid kan måle os med de bedste. For når vi stort set hver eneste sommer kan læse om ‘superstudenterne’ i fx Politiken, ja så er det sjældent dem, der har fundet deres egen vej, har givet sig i kast med noget kreativt eller har bestået på trods af svære odds. Nej, så er det dem med et gennemsnit på over 12.

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer? Tænk hvis der var en større accept og anerkendelse af vores forskellighed som mennesker. Tænk hvis det handlede mere om at finde sin egen vej og finde det, der gør os glade som mennesker. I min optik vil en styrket trivsel og livskvalitet være det, der giver det mest robuste samfund i sidste ende. Hvad mener du?

Vi er ikke alle kropsfikserede narcissister

Fysisk træning handler om andet end at pleje sit udseende og øge sine leveår. Det handler om øget livskvalitet!

I går morges hørte jeg en debat om døden på P1. Flere gange blev der talt om, at vi går alt for meget op i at gå i fitnesscenter og i at træne, fordi vi gerne vil se ud på en bestemt måde, og fordi vi gerne vil leve længere eller måske ligefrem er bange for at dø. Altså en ekstrem kropsdyrkelse og et ensidigt fokus på det fysiske.

Jeg bliver så træt af denne generaliserende tilgang til det at dyrke motion og særligt det at gå i fitnesscenter. For jeg tror, der er mange mennesker, som går der af andre årsager. Fx for at blive et gladere menneske. Og hvad er egentlig problemet i det? Det er der vel ikke noget hverken usundt eller forkert i?

For mit eget vedkommende løber jeg og går i fitnesscenter, fordi jeg får det så meget bedre rent mentalt. Jeg får mere overskud – ikke mindst til mine børn og mine nærmeste. Min livskvalitet stiger simpelthen – ikke kun mens jeg træner, men også i alle de andre af døgnets 24 timer. Og når jeg sætter mig nye mål for, hvor langt jeg vil løbe, så er det fordi, jeg synes det er sjovt at overgå mig selv. Det giver noget at arbejde hen imod og betyder, at jeg får trænet mere. Jeg bliver simpelthen gladere af det.

Om jeg så ville leve kortere, fordi jeg trænede, ville jeg ikke undvære det. Og det at man bliver mere fit at se på, er bare en dejlig sidegevinst. Det har aldrig været et mål i sig selv. Så drop nu de generaliseringer!

Som politiker kæmper jeg også for mere fokus på familiepolitikken

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordsjælland

Den 13. juni efterlyste Sofie Maria Brand her i Information mere fokus på de pressede børnefamilier i valgkampen. Jeg tilhører selv en af dem, da jeg er folketingskandidat og fødte barn nummer tre kun en uge før valgets udskrivelse. Med andre ord så kender jeg til de balanceudfordringer, som mange børnefamilier står over for, og jeg
lytter til de eksperter, der bidrager i debatten. I det små har jeg forsøgt at skrive indlæg og afholde debatmøder om familiepolitik. Men jeg er ligesom Sofie Maria Brand ked af, at familiepolitikken ikke fylder mere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget ærgerlig over de udmeldinger, der er kommet fra Christiansborg. Selvfølgelig er det op til forældrene at prioritere i deres liv, men det er op til politikerne at skabe de bedst mulige rammer for denne prioritering.

Mental sundhed og familiepolitik er mine mærkesager, og de hænger i den
grad sammen. En familiepolitik har nemlig, hvis den ellers har børnene i fokus, stor betydning for, at vores børn får den bedst mulige start på livet. At de bliver robuste, med et godt selvværd og modstandskraft,
hvilket kan være med til at forebygge, at så mange rammes af psykiske problemer og lidelser. Ifølge Børns vilkår kan mange børn i dag ikke tale med deres forældre – enten fordi de ikke er der rent fysisk,
eller fordi de simpelthen ikke er nærværende.

Børn kræver tilstedeværende og nærværende voksende for at få den
bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for – både hvad angår pædagoger og forældre. Personligt er jeg derfor meget optaget af at sikre, at forældre har mulighed for at arbejde mindre, mens deres børn er små, ligesom jeg arbejder for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I mit parti, Radikale Venstre, har vi som en del andre partier endnu ikke nogen officiel familiepolitik. Men da jeg finder en sådan helt i tråd med vores fokus på en tidlig og forebyggende indsats samt vores ønske
om at tænke langsigtet og investere i fremtiden, kæmper jeg som kandidat for, at vi får en. En familiepolitik er – og bør være – en investering i vores børn!

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Psykisk sygdom: Børns baggrund skal ikke afgøre deres fremtid

Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. Desværre har en undersøgelse fra Psykiatri Fonden vist, at næsten hvert andet barn i familier med psykisk sygdom selv får selv psykiske problemer. Alligevel eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Rent faktisk var det lige netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, og jeg blev efterfølgende diagnosticeret med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget visse oplevelser stadig sidder i mig – det selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

Alt for mange af de berørte børn bliver en slags ’små voksne’, som tager sig af deres forældre og lever med bekymringer, som er alt for store for et barn at bære. Ikke mindst hvis man må gå alene med disse, fordi de kan være rigtig svære at tale om. For de børn, som kun har den syge forælder, er belastningen endnu større.

Allervigtigst tror jeg det er som pårørende at lære at passe på sig selv. For mig er dette kun blevet endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg er nødt til at lære at give slip og ikke lade min fars sygdom påvirke mig mere – selv om det er lettere sagt end gjort.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. På alle norske hospitaler er der en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, undersøge disses behov for hjælp og tilvejebringe denne.

I Danmark er vi ikke helt så langt fremme. I den seneste satspuljeaftale afsatte man midler til at støtte en række projekter på området, og her i Region Hovedstaden har man også arbejdet med det de seneste år. Men overordnet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide kan vi forebygge, at børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette ved både at tilbyde børn i risikogruppen tidlig hjælp, samt ved at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt.

Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom en mulighed for at få hjælp på linje med vores nabolande. Der er mange, og det koster – men det koster så sandelig også at lade være!

Bragt i Frederikssund og Rudersdal Lokalavis primo juni 2015

 

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Som mor og ekstremsportsudøver vil jeg ikke sættes i bås

I sommer satte jeg som mor til to små piger danmarksrekord i 24-timersløb. Og jeg vil vove den påstand, at det kunne lade sig gøre, uden at det var på bekostning af familien. For ellers havde jeg aldrig gjort det. Derfor blev jeg også en smule provokeret af at læse artiklen ”Træningsivrige forældre overser børns behov” i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. marts. 

Mest af alt fordi jeg følte mig sat i bås. 

For hvis man – som eksperterne i artiklen påstod – ikke kan træne op til et maraton, uden at det går ud over familien, hvordan skal man så kunne træne op til et 24-timersløb?

Som alt andet her i livet handler det i mine øjne om at finde en fornuftig balance – om at træffe bevidste valg og om at prioritere. 

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til. Men jeg ville ikke kunne leve som det par, der blev omtalt i nævnte artikel, og som eksempelvis ofte ikke spiser aftensmad sammen, fordi mor eller far partout skal træne i netop det tidsrum. Som de siger: ”Det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtigt nok, når man først har løbet et maraton.” 

I de perioder, hvor jeg løb flest kilometer per uge, løb jeg mange små ture på helt ned til 2,5 km for at få det passet ind i hverdagen på en måde, så det gik mindst muligt ud over familien. Det var ikke ud fra et hensyn til, hvad der var optimalt i forhold til træningen, men ud fra hvad der passede bedst med at være småbørnsmor.

Min mand og jeg har ligesom parret i artiklen altid dyrket sport – og også på eliteniveau – så fysisk aktivitet er bestemt et sted, hvor vi henter både energi og overskud – herunder ikke mindst overskud til vores børn. 

Men jeg er enig med både parterapeut Martin Østergaard og børnepsykolog John Halse i, at det er problematisk, hvis træningen medfører meget sporadisk samvær. For hvis der ikke er tid til at være familie, nyder børnene jo ikke godt af det øgede overskud. Min indvending er bare, at dyrkelse af ekstremsport ikke behøver at være lig med, at der ikke er tid til at være småbørnsforælder. Heldigvis er der forskellige måder at gøre tingene på.

Af samme årsag er jeg heller ikke enig med psykolog John Halse, når han siger, at det ikke er mens, man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, “for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn”. Det handler om at træffe bevidste og til tider svære valg og om at prioritere. Samt om at være kreativ i forhold til, hvordan træningen kan passes ind i hverdagen. Da jeg bestemte mig for at ville sætte danmarksrekord i 24-timersløb, var det vigtigste for min mand og mig uden tvivl, at det ikke skulle tage for meget tid fra familien. Aftalen var, at kunne det ikke lade sig gøre, måtte vi droppe det.

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige. Af samme årsag havde jeg heller ikke en træningsplan – noget mange undrer sig over, når jeg er ude at holde foredrag. 

Men min træning skulle passes ind efter familien, ikke omvendt. Derfor havde jeg blot nogle overordnede mål for, hvor meget jeg gerne ville løbe på for eksempel en uge eller en måned, og så blev turene passet ind alt efter, hvad der hang bedst sammen med familielivet.

Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen.

Sidst i forløbet, hvor jeg i en 2-3 uger løb omkring 100 km om ugen, kunne det ikke undgås, at jeg også måtte træne lidt i den tid, hvor jeg ellers var sammen med pigerne. Et par gange spiste vi derfor aftensmad nede ved stranden, for at jeg kunne få lidt ekstra km i benene. Men rent faktisk nød de det. Over en periode på cirka tre måneder løb jeg også en del søndagsture med løbeklubben Sparta. Men det var helt bevidst planlagt til at være i den periode, hvor Morten havde barsel og derfor også havde mere overskud til pigerne. Derudover lagde jeg så meget træning som overhovedet muligt, når børnene var lagt i seng eller var i institution. Sidstnævnte var kun muligt, fordi jeg var på nedsat tid: Et meget bevidst valg fra vores side. Havde det ikke været muligt med deltid, havde det næppe kunnet hænge sammen for os på en måde, hvor vi kunne se os selv i øjnene som forældre. Træningsturene om aftenen, når pigerne var lagt, var til tider svære et komme af sted på. Men det var vilkårene. Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen. I år, hvor jeg er gravid, skal min mand lave ironman. Når han er i Esbjerg for at arbejde og alligevel ikke kan være sammen med pigerne og mig, lægger han de lange træningspas. Ligesom han i den tid, hvor jeg trænede mere, måtte tænke kreativt for selv at få løbet lidt. Det betød, at han løb indtil Hovedbanegården om morgenen, fra stationen og ud til hospitalet og omvendt på hjemturen. En masse småture – men det tog ikke tid fra os som familie.

Så selv om vi sagtens kan nikke genkendende til, hvor meget træning og det at have et mål at træne hen imod kan betyde for det mentale overskud, så bliver vi også drænet mentalt, hvis træningen går ud over børnene og familielivet i det hele taget. Derfor vil jeg som ekstremsportsudøver ikke sættes i bås. Der er heldigvis flere måder at gøre tingene på, og man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning. Var det ikke muligt, havde vi valgt det anderledes, mens vi har små børn.

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 18. marts 2015: http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/som-mor-og-ekstremsportsudoever-vil-jeg-ikke-saettes-i-baas

Anne Marie Geisler Andersen er sundhedspolitisk rådgiver, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre og danmarksrekordholder i 24-timersløb 

Børn af psykisk syge skal ikke rammes dobbelt

Onsdag den 4. marts offentliggjorde Psykiatri Fonden en undersøgelse, der viser, at børn af psykisk syge forældre har en stor risiko for selv at blive syge. Omkring 80.000 børn og unge vokser i Danmark op i familier med psykisk sygdom, og heraf oplever næsten halvdelen selv at få psykiske problemer. Desværre eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Særligt den personlige historie i Politiken ramte mig – den kunne lige så godt kunne have været min egen. Rent faktisk var det netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, jeg blev efterfølgende diagnosticeret flere gange med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget min fars sygdom har påvirket – og stadig påvirker mig – også selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. I Norge har alle hospitaler eksempelvis en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, kortlægge barnets behov for information og opfølgning samt sikre sidstnævnte. I Danmark sker der lidt på området, men langt fra nok. I Region Hovedstaden eksempelvis er man godt på vej på dette område, som man har arbejdet med i flere år. Ligeledes afsatte Folketinget i den seneste satspuljeaftale midler til at hjælpe børn, der er pårørende. Men samlet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide, vil vi kunne forebygge, at børn af forældre med psykisk sygdom selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette handler både om at tilbyde børnene tidlig hjælp samt at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt. Altså en hjælp, der har fokus på hele familien. Rent faktisk er netop børn af mennesker med psykisk sygdom et af de allermest oplagte steder at sætte ind, hvis vi gerne vil blive bedre til at forebygge psykisk sygdom. Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle disse børn en ret til og mulighed for at få den nødvendige hjælp. De er mange, og det koster – men både menneskeligt og økonomisk koster det så sandelig også at lade være!

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis d.d.

Daginstitutioner: En god normering er forudsætningen for trivsel og kvalitet

Forleden afleverede jeg et vuggestuebarn på en stue med én vikar og 10 børn. Det var kun fordi, et andet barns mor tilbød at blive, til der kom en pædagog, at jeg med ro i sindet kunne køre på arbejde. Jeg er så træt af at høre argumentet om, at normeringer ikke er alt, når diskussionen falder på vores daginstitutioner. For en ordentlig normering er immervæk et væsentligt udgangspunkt for at kunne sikre vores børn sunde og trygge forhold.

Onsdag den 4. februar skrev Politiken, at selv de små børn giver udtryk for, at de ønsker voksne, som har tid til at være der for dem, når de har brug for det.  Det viser en undersøgelse lavet af Børnerådet blandt 3-5-årige. BUPL finder voksennærværet afgørende for, at vores børn trives og for, hvordan de klarer sig på længere sigt. Det giver sig selv, at jo flere børn per voksen, desto sværere er det at sikre voksennærvær.

Hverdagen er, at man mange steder dårligt har hænder nok til at klare det praktiske. Jeg har selv oplevet, at ture aflyses på grund af for få voksne. At børn må være alene på stuen, mens et andet barn skiftes. Samt at børn, der er stoppet med at bruge ble, får ble på, når de skal på legeplads. Simpelthen fordi der ikke er en voksen til at gå ind med dem, hvis uheldet skulle være ude. Er det virkelig tilfredsstillende?

En minimumsnormering står ikke i vejen for, at de enkelte kommuner eller institutioner selv kan vælge at øge normeringen. Den sikrer blot et forsvarligt minimumsniveau i vores vuggestuer og børnehaver på samme måde, som vi har en klassekvotient i skolerne.

Så kan det godt være, at der derudover også er andre forhold, som er væsentlige for at skabe gode forhold for vores børn i daginstitutionerne. Eksempelvis god ledelse og ordentlige fysiske rammer. Det er imidlertid et dårligt argument for ikke at ville sikre ordentlige normeringer, som i mine øjne er selve forudsætningen for god kvalitet og børnenes trivsel. Derfor hører jeg til den del af Radikale Venstre, som står bag vores vedtagne resolution om, at vi får minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Det vil jeg fortsat kæmpe for.

Dette indlæg er bragt i Hillerød Posten og Lokalavisen Egedal i min egenskab af Folketingskandidat i Nordsjælland.

Lyt til læger og skab sengeplads

Det er godt, at en gruppe speciallæger fra Region Hovedstaden nu råber vagt i gevær, fordi man har nedlagt for mange psykiatriske sengepladser, som beskrevet i Information den 24. januar i artiklen »Speciallæger i oprør over mangel på sengepladser«. Mit håb er, at der fra politisk side også vil blive lyttet til dem.

Inden for psykiatrien har man i en årrække arbejdet for en omstilling til mere ambulant behandling. Desværre ser man ofte, at når politikere først har set sig varm på en løsning, sker der en meget ensidig satsning på den.

Ambulant behandling er til gavn for mange psykiatriske patienter. Men for de hårdest ramte så som mennesker med både misbrug og psykisk sygdom er det bestemt ikke altid den bedste løsning. Og særligt for denne udsatte gruppe har behandlingen i mange år trængt til at blive styrket, for at der bliver taget ordentlig hånd om deres problematikker. Dette kan sagtens kræve en sengeplads.

Jeg er glad for, at regeringen har styrket indsatsen over for mennesker med psykisk sygdom. Det har jeg arbejdet hårdt for. Men jeg håber, man vil huske på, at der sjældent eksisterer en universalløsning på menneskers problemer. Mennesker med psykisk sygdom er meget forskellige, og det skal afspejles i behandlingstilbuddene. Jeg vil derfor kraftigt opfordre regeringen til at lytte til lægerne i denne sag og få skabt den rette balance mellem sengepladser og ambulante tilbud.

Indlæg er bragt i Information d.d.