Mental sundhed: Ansvaret er også politisk

 

Ifølge Politiken er mental sundhed et af tidens vigtigste temaer. Jeg kunne ikke være mere enig. Siden jeg for ti år siden gik ind i politik netop for at sætte fokus på de voksende udfordringer med psykisk sygdom, er det kun gået én vej. Den forkerte. Forleden viste den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, at ca. hver 8. dansker har et dårligt mentalt helbred. Andelen med et højt stress-niveau er steget fra knap 21 pct. til godt 25 pct. siden 2010. Netop i 2010 var jeg medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Allerede dengang forudså WHO, at en lidelse som depression i løbet af nogle år ville blive en af de største folkesygdomme. Vi var nogle få folketingsmedlemmer i form af psykiatriordførerne på Christiansborg, der sammen og på tværs af parti-skel kæmpede for at få prioriteret den psykiatriske indsats både politisk og økonomisk. Ligesom en lang række mindre psykiatriorganisationer gjorde det.

Nu har vi diskuteret i mange år, men resultaterne udebliver med al tydelighed – og det påvirker rigtig mange mennesker og deres pårørende. Det er på tide med konkrete tiltag og et kritisk syn på den måde, politik og samfund i dagens Danmark tilrettelægges på.

 

Politisk fokus på behandling, men ikke på forebyggelse

Da Astrid Krag fra SF var sundhedsminister, skete der nogle væsentlige ting på området. Helt oppe fra minister-niveau lød det nu, at vi skulle ligestille psykisk og fysisk sygdom. Ligeledes lavede man en omfattende Psykiatrihandlingsplan, hvormed området både blev prioriteret politisk og økonomisk. Alligevel er der stadig et stykke endnu i forhold til reel ligestilling, fordi det kræver en hel del ressourcer at komme mange års efterslæb til livs. I samme periode fik flere medier, herunder også Politiken, mere fokus på psykiatriske problemstillinger. Imidlertid har det haltet med fokus på den tidlige og forebyggende indsats. Jeg forsøgte selv med en hel del indlæg om samme, da jeg i 2011 var trådt ud af Folketinget, men de blev alle afvist – det vakte ikke rigtigt genhør.

 

Øget kendskab – hvorfor går det så den forkerte vej?

I dag er vi nået dertil, hvor der er kommet mere fokus på psykisk sygdom og den behandlende indsats. I 2011 var jeg (så vidt vides) det første folketingsmedlem, der valgte at være åben om egne psykiske lidelser, da jeg udgav bogen ’Frem i Lyset’. I dag er jeg langt fra den eneste politiker, der har valgt den vej. Der er altså sket en stigende bevidstgørelse; kendskabet til området er øget, og dermed er det heller ikke tabubelagt i samme grad som tidligere, skønt nogle lidelser er lettere at tale om end andre. Da min far blev syg i midten af 90’erne var det småt med kendskabet til en lidelse som depression. Derfor tog det også rigtig længe at stille en diagnose, hvilket har haft betydning for min fars forløb. I dag er der et langt større kendskab til psykisk sygdom, hvilket kan gøre det lettere at sætte tidligt ind. Men hvorfor har vi så ikke allerede knækket kurven? Og hvem har ansvaret for at gøre det?

 

Mental sundhed som begreb

I takt med, at begrebet ’mental sundhed’ de seneste år har vundet frem, er der også så småt ved at komme fokus på, at vi kan gøre noget for at forebygge udviklingen af psykisk sygdom. Nu hører man fagpersoner tale om, at vi kan ’træne’ vores mentale sundhed, ligesom eksempelvis Psykiatrifonden har et ‘mentalt motionscenter’. Men er det så udelukkende det enkelte menneskes ansvar at holde sig mentalt sund. Ifølge en del liberale røster, kan man godt få det indtryk. I den henseende udtale Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby i forbindelse med offentliggørelsen af Sundhedsprofilen fra 2017 til Politiken, at udviklingen bekymrer hende ekstremt meget. Men samtidig siger hun, at vi ikke kan lovgive os ud af problemerne, ligesom hun afviser, at væksten i mentale udfordringer skyldes politikernes reformiver siden årtusindskiftet. I stedet henviser hun til, at nutidens online-liv kan påvirke os meget negativt, hvilket vi hver især må tage ansvar for, men det er næppe den eneste faktor.

 

En samfundsmæssig udfordring

Nu har vi brugt omkring et årti på at få den mentale sundhed på den politiske dagsorden. Vi skal ikke bruge det næste på at debattere, hvor ansvaret ligger. For kan det overhovedet placeres entydigt et sted? Og hvilken forskel gør det i øvrigt? Vi står som samfund over for en enorm udfordring – også økonomisk. Og det er alle vi politikere nødt til at forholde os til. Flere og flere fagfolk begynder også at slå til lyd for, at når så mange mennesker rammes, så kan vi ikke reducere det til et individuelt problem. Formanden for Psykiatrifonden påpeger, at værdier som produktivitet og effektivitet gennemsyrer vores samfund. Ligesom formanden for Dansk Psykolog Forening mener, at det ikke er nok at sende alle til psykolog – der er også nogle grundlæggende strukturer, som skal ændres. Om de store forventninger, som særligt mange unge kæmper med, primært kommer fra dem selv eller fra samfundet generelt, er i mine øjne ikke afgørende. De eksisterer i voksende grad, og det er vi nødt til at forholde os til – også fra politisk hold.

 

Den førte politik betyder også noget

Når uddannelsespolitikken primært fokuserer på tempo og præstationer i form af karakterer, så har det selvfølgelig også en betydning for de unges hverdag. Manglende fleksibilitet i uddannelsessystemet kan også betyde, at unge dropper helt ud. Da jeg i midten af sidste årti gik ned med stress og depression indtil flere gange, hang det i høj grad sammen med den anerkendelse, jeg higede efter, i form af karakterer. En anerkendelse, der blev vigtig for mig, fordi min fars sygdom gjorde, at jeg ikke blev set på samme måde derhjemme. I dag er min historie langt fra enestående. Rigtig mange unge kæmper med stress, angst og depression, og karakter- og præstationsræset er ifølge mange en afgørende faktor. Hvis man så heller ikke kan skyde en eksamen, fordi man skal følge en snorlige vej, ja så kan det blive svært at håndtere sin situation, og man risikerer at ryge helt ud. Et par sabbatår til at finde ud af, hvem man er, og hvor man vil hen, er heller ikke noget, der påskønnes fra politisk hold. Men unge er ikke ens, og ikke alle er nødvendigvis klar til at tage et valg lige efter ungdomsuddannelsen. For nylig hørte jeg en hjerneforsker sige, at skulle skolen indrettes efter hjernens udvikling, så skulle en lang række valg træffes langt senere. Unge i dag står over for et væld af muligheder, hvilket stiller store krav til de unge.

Også på beskæftigelsesområdet smitter den førte politik af på de mennesker, der er i systemet. Man skal ikke have været der længe for at opleve, hvad de mange krav og den omfattende kontrol kan betyde for ens sindstilstand. Syge mennesker får ikke ro til at komme sig, man holder møder bare for at holde møder, og det personlige initiativ er der ikke megen plads til. Det eneste lyksaliggørende synes at være at komme i arbejde, og det er her, det primære fokus er, ikke på at vi trives.

Vi må forholde os til, hvad det store fokus på præstationer gør ved os, og hvad det betyder, at vores socialpolitik i dag i høj grad er blevet til beskæftigelsespolitik. Uanset hvad der er galt, så synes løsningen at være, at man skal i job. Men bliver man rask af at få et job? Næppe. Langt de fleste mennesker ønsker på den ene eller anden side at bidrage til samfundet – og det er alt andet lige lettere, når man er i trivsel. Måske skulle det primære fokus lægges der?

 

Mental sundhed kan også afhjælpe andre sundhedsproblemer

Også i andre sammenhænge synes mental sundhed at være selve forudsætningen. Politisk gøres der eksempelvis meget for at nedbringe faktorer som rygning og overvægt. Alligevel går det ifølge Sundhedsprofilen også her den gale vej, og den voksende mistrivsel gør det næppe lettere at leve sundt. Man hører ofte, at man skal stoppe med at ryge på et tidspunkt, hvor man har det godt. Og forleden udtalte en læge i forbindelse med debatten om den mentale sundhed, at når vi har det godt mentalt, så bliver det også lettere at handle på eksempelvis overvægt eller rygning. Mon ikke det samme gælder i forhold til beskæftigelse?

 

Tiltag til bedre mental sundhed

Men hvordan får vi det så bedre? Hvor sætter vi ind? Udover at det vil være mit klare budskab, at vi som politikere skal overveje, hvilken retning den førte politik trækker vores samfund i, så er der også mange konkrete ting, vi kan gøre – både i forhold til børn og voksne. Men hvis vi skal forebygge og bryde kurven for udviklingen af psykiske lidelser, må det i første omgang handle om at sætte ind over for vores børn og unge. Et godt sted at starte kunne være i svære livssituationer, som kan udløse eller som øger risikoen for udvikling af psykisk sygdom. Når børn vokser op med forældre, der er ramt af psykisk sygdom eller misbrug, når de oplever traumatiske skilsmisser eller når de oplever sorg, fordi de mister en forælder, så ved vi, at det øger risikoen for psykiske problemer. Kunne vi gøre mere for at hjælpe børn og unge til bedre at håndtere sådanne situationer? Alt for mange kæmper i dag med ensomhed, og er man i en udsat livssituation er det kun endnu vigtigere at have nogen at tale med eller måske ligefrem at møde ligesindede.

Vi kan også sætte bredere ind fx ved at sikre flere uddannede voksne omkring vores børn i daginstitutioner og skoler, så der er bedre mulighed for at møde det enkelte barn og dets behov. Ikke mindst i forhold til de børn, som ikke får den nødvendige omsorg hjemmefra.

Vi kunne også overveje, om vores børn kun skal undervises i fysisk sundhed i form af idræt, eller om mental sundhed er så væsentligt et område, at det også er noget vi skal trænes eller undervises i. Uanset hvad, så er det ikke nok fra politisk hold udelukkende at fokusere på den psykiatriske indsats. Hvis vi vil undgå, at så mange mennesker oplever dårlig mental sundhed, må vi sætte ind både tidligere og bredere.

 

Et samfund i hastig forandring

Vi lever i et samfund, hvor tempoet er højt, hvor vi kan være ‘på’ konstant, arbejde på tværs af tid og sted, hvor vi eksponerer os selv på sociale medier, hvor vi konstant bombarderes med indtryk og information, og hvor vi via medierne kan sammenligne os med de bedste inden for ethvert givent område. Tiltag som omhandler at mestre forskellige psykiske lidelser vinder disse år frem. Men måske skal vi også hjælpe vores unge til i det hele taget at kunne mestre nutidens samfund? Et samfund med stort fokus på præstationer, hvor nærvær og fordybelse har trange kår, og hvor man konstant selv skal vælge til og fra i et hav af muligheder inden for alle livets områder. Hvordan finder man sit eget fokus, når det hele skal gå så stærkt, at mange blot kæmper for at følge med? Det kan godt være, at vi som politikere ikke kan stilles til ansvar for alle disse samfundsændringer. Men i mine øjne har vi med så stor en udfordring at gøre, at vi som politikere er nødt til at handle på den. Vi skal bidrage til, at flere mennesker formår at mestre nutidens samfund.

 

Idræts- og foreningslivet øger den mentale sundhed

Der er netop kommet en undersøgelse fra Dansk Idrætsforbund over, hvor i landet idrætten har de bedste vilkår og rammer. Esbjerg kommune er faldet 41 pladser ned ad listen til en 62. plads. Bedst står det til med hensyn til frivilligheden og faciliteterne, værre ser det ud for økonomien og idrætspolitikken.

Hvis vi starter med det sidste, er den omstridte gebyrordning en af de væsentligste udfordringer. Vi bliver ikke førende på området, hvis vi kvæler det frivillige engagement, som vi er rigtigt stærke på. Og det er desværre det, der sker, når frivillige skal bruge mere af deres tid på papirarbejde, lokalegebyrer og fundraising. Kommunen har nemlig øget lokalelejen til et niveau, som gør det svært for både foreninger og borgere, at få økonomien til at hænge sammen. I stedet for at bruge tid på lige præcis den idræt, der er årsag til, at man er frivillig, skal frivillige nu ud at rejse penge for at kunne holde kontingentet nede. Ellers risikerer vi, at endnu flere må stoppe pga. de høje kontingenter.

Jeg var for nylig på besøg i en gymnasieklasse. Her havde indtil flere elever måttet stoppe med at dyrke deres sport, fordi det simpelthen var blevet for dyrt. Det synes jeg er rigtig trist. For foreningslivet og idrætten skaber ikke blot aktive borgere, unge som gamle. Det bidrager også til en lang række af andre formål, så som dannelse, bedre indlæring og mental trivsel – og særligt det sidste optager mig meget.

Jeg går nemlig både til valg på at ville skabe en bedre mental sundhed i Esbjerg kommune, dvs. øge trivslen og forebygge psykiske lidelser, ligesom jeg går til valg på, at vi skal værne om og understøtte det rige foreningsliv, som vi til stadighed har. To ting, der i den grad understøtter hinanden.

For nylig kom nemlig også en anden undersøgelse. Således viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, at mennesker, der er aktive og indgår i fællesskaber har markant bedre mental sundhed. Er man eksempelvis medlem af en forening og er aktiv ugentligt, så er der 75 pct. større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed, sammenlignet med hvis man ikke er.

Bliver jeg valgt til byrådet, vil jeg derfor gøre mit til, at vi får lavet en gebyrordning, som ikke dræner, men i stedet understøtter det fantastiske frivillige engagement, som vi i Esbjerg endnu ligger højt på. Ligeledes vil jeg arbejde for, at en kommende idrætspolitik får som et af sine vigtigste formål at sikre, at alle kan være med uanset ressourcer og baggrund i øvrigt.

Kandidattest om mennesker med ADHD

Jeg har netop besvaret ADHD-foreningens kandidattest. Et område, der længe har optaget mig. Fik selv en ADHD-diagnose i 2010 – som jeg dog ikke længere opfylder diagnosekriterierne til – og sad i ADHD-foreningens hovedbestyrelse fra 2010-14. Her kommer mine kvalitative svar:

INKLUSION I FOLKESKOLEN
I mine øjne burde lærerne have været bedre klædt på, inden man begyndte at inkludere flere elever, ligesom et sådant tiltag kræver, at man i hvert fald til at starte med, tilfører flere lærer- og støtteressourcer. Ligeledes har man fra politisk hold i dag meget fokus på at lave større skoler, hvilket i mine øjne ikke nødvendigvis bidrager til en vellykket inklusion, ligesom en mindre struktureret hverdag heller ikke gør det.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Jeg tror, den enkelte lærer gør alt, hvad vedkommende kan for at inkludere børn med særlige behov og gøre dem til en del af fællesskabet. Men jeg tror også, det kan være svært med de forhåndenværende ressourcer, hvorfor jeg gerne vil styrke folkeskolen. Jeg håber også, at man mange steder bruger nogle af de tiltag, ADHD-foreningen har lavet som fx ‘de utrolige år’. Derudover tænker jeg, at mere bevægelse, de steder hvor det rent faktisk er blevet en realitet, kan hjælpe nogle børn med ADHD.

BESKÆFTIGELSESINDSATSEN
I mine øjne bør indsatsen i højere grad målrettes den enkelte og gøres mere meningsfuld – det gælder dog for alle og ikke kun for mennesker med ADHD. Der er alt for mange regler til, at den enkelte ansatte kan tage udgangspunkt i den ledige. Beskæftigelsessystemet skal skabe muligheder og motivation – det gør det i mine øjne ikke i dag. Stive regler overskygger hensynet til den enkelte i sådan en grad, at nogle mennesker ligefrem bliver mere syge af at være i systemet. Jeg så gerne, at vi i Esbjerg blev frikommune, så vi kunne starte helt forfra.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Det har jeg meget svært ved at svare på. Men når vi tilpasser indsatsen til den enkelte – hvis vi da gør det – så gør vi det, der virker. Når vi lytter til og har tillid til folk, og når vi giver den nødvendige tid.

HVILKEN INDSATS VIL DU PRIORITERE?
Den tidlige og forebyggende indsats, der støtter op om HELE familien. Helt klart! Jeg vil arbejde for, at Forældretræningsprogrammet ‘kærlighed i kaos’ også indføres her i Esbjerg.

Familiepolitikken skal styrkes i Esbjerg

Familiepolitikken på dagsordenen

Jeg har længe arbejdet for at få familiepolitikken på dagsordenen. I første omgang nationalt, hvorfor jeg er glad for i foråret at have været med til at udarbejde en Radikal familiepolitik. Jeg er ikke enig i alt – særligt er jeg ærgerlig over, at retten til at gå ned i tid som småbørnsforælder ikke er med. Men jeg er glad for, at vi nu er et parti med en familiepolitik.

Bevar muligheden for hjemmepasning

Som byrådsmedlem i København nogle år tilbage havde jeg også familiepolitikken på dagsordenen. Vi kæmpede imod, da tilskuddet til hjemmepasning blev afskaffet. Heldigvis har Esbjerg kommune, hvor jeg nu bor og stiller op til byrådet, valgt at beholde det. Her kan man få tilskud til at passe sit eller sine egne børn hjemme de første år, og jeg kender mange hjemmegående, der er utroligt glade for denne ordning.

Balance mellem familie og arbejdsliv
Personligt har jeg det godt med at arbejde – så længe det er foreneligt med at være mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år. Derfor er jeg også afsindigt glad for netop at have fået lov at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg arbejder i en styrelse her i byen og havde faktisk ikke turde tro på, at nedsat tid var en mulighed. For mig viser det, at sammenhængen mellem arbejds- og familielivet er en kamp, der skal kæmpes på alle fronter – men også at det er kampen værd.

Børn skal have nærværende voksne
I mine øjne er det væsentligste formål med en familiepolitik, at børn har nærværende voksne omkring sig – både når forældrene overlader børnene til daginstitutionen eller skolen, og når børnene er hjemme i familien. Mit primære politiske fokus er at sikre bedre mental sundhed, hvorfor jeg arbejder for, at børn får mest muligt at stå imod med. Tilstedeværende og nærværende voksne er altafgørende i den sammenhæng. Men for at kunne være der som forælder, er balancen ift. særligt arbejdslivet afgørende. Så længe vi ikke kan få retten til deltid indført på nationalt niveau, vil jeg arbejde for at Esbjerg kommunes arbejdspladser giver en større fleksibilitet for den enkelte ift. at tilrettelægge sit arbejdsliv.

Flere pædagoger og lærere

I skolen og daginstitutionerne, samt fritids- og klubtilbud er det et væsentligt udgangspunkt, at der er hænder nok. Derfor går jeg til valg på at arbejde for flere pædagoger og lærere – sidstnævnte særligt i de små klasser. Derfor bakker jeg også op om, at flere skoler i Esbjerg allerede har indført kortere skoledag for de mindste til gengæld for, at de så er flere undervisere i timerne.

Kvalitet i fritidstilbuddene og styr på IPAD’en
Tilstrækkeligt med voksne gør det selvfølgelig ikke i sig selv – der skal også arbejdes med kvaliteten i tilbuddene. Det gælder ikke mindst i SFO’en, hvor det er min oplevelse, at der bl.a. går al for meget tid foran skærmen; IPAD eller TV.

Styrket forældreinddragelse

Her i Esbjerg er det også min klare opfattelse, at forældreinddragelsen med fordel kunne styrkes. Der er stor variation i såvel informationsniveau, samt i hvor mange samtaler man tilbydes i de forskellige institutioner. Jeg finder forældreinddragelsen vigtig af flere årsager. Hvis forældrene bedst muligt skal kunne bakke op om deres barns liv i institution og skole, og støtte barnet der hvor behovet er størst, er det vigtigt at høre, hvordan pædagogerne og lærerne oplever barnet. Det er også væsentligt at inddrage og lytte til forældrene i væsentlige overgange fx mellem vuggestue/dagpleje og børnehave eller børnehave og skole, så overgangen bliver bedst mulig for barn og familie. Jeg tror faktisk godt, at personalet her i Esbjerg vil inddrage os forældre, og at de gør alt, hvad de kan med de forhåndenværende ressourcer – tiden og ressourcerne er blot for knappe.

Børn med særlige udfordringer kræver støtte til hele familien

Derudover mener jeg, at vi generelt er for dårlige til at støtte op om hele familien. Det gælder fx familier, der oplever at få et barn med et handicap. I sådan en situation bliver der først og fremmest kompenseret for barnets nedsatte funktionsevne. Men forældrene har jo også nogle behov. Jeg har mødt familier med handicap, hvor mor og far aldrig fik en hel nats søvn, familier der var ved at gå ned med stress eller depression eller gik ned, fordi de skulle kæmpe med systemet, og familier der bare gerne ville have en smule aflastning, så de kunne hænge sammen som mennesker, og dermed også være der som forældre for deres børn. Alt for mange forældre til børn med særlige behov går fra hinanden – det tror jeg, vi kunne undgå, hvis vi var bedre til at støtte op om hele familien.

En konkret ting, som jeg gerne vil fremme, er forældretræning. Jeg var førhen aktiv i ADHD-foreningen som blandt andet har været med til at udvikle forældretræningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ til forældre til børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Erfaringerne er gode. Programmet hjælper både forældrene, hvoraf flere selv har ADHD, og børnene hvis symptomer reduceres – så meget at nogle rent faktisk undgår at få en diagnose.

Støtte til pårørende

I det hele taget skal vi støtte mennesker, der er pårørende til alvorligt syge – unge som gamle. Når et familiemedlem bliver ramt af eksempelvis svær psykisk sygdom, rammer det hele familien. Jeg er selv vokset op med en far, der har lidt af svære depressioner. Så jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke sætter ind med hjælp og støtte – og allerhelst tidligt i forløbet. Helt konkret vil jeg arbejde for flere pårørendegrupper, hvor man kan møde ligesindede og få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre og lære at passe på sig selv. Det gælder ikke mindst til skoleelever.

Hverdagslivet som forælder i Esbjerg

Sidst vil jeg – hvis jeg bliver valgt til byrådet i Esbjerg – arbejde for, at hverdagslivet for familierne bliver lettere. Det gælder helt ned til hverdagsudfordringer som fx med Tabulex eller Forældreintra. Når vi laver nye tiltag af den slags, er vi simpelthen nødt til at sikre, at det fungerer ordentligt, før det sættes i søen, at de ansatte er i stand til at bruge det – og det på måde så det letter og ikke besværliggør hverdagen for forældrene, samt at forældre, som måtte have brug for det, kan få den nødvendige hjælp og vejledning. Jeg vil også arbejde for mere sikre skoleveje og bedre cykelforhold i det hele taget, samt et byrum der inviterer til aktivitet og leg i hverdagen.

Håber at få lov i Esbjerg byråd at bidrage til bedre forhold for børn og familier

Som mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år, der alle går i tre forskellige tilbud her i Esbjerg, og med min politiske erfaring fra bl.a. Folketinget mener jeg at have gode forudsætninger for at arbejde for bedre forhold for børn og familier. Derfor håber jeg inderligt, at jeg for Radikale Venstre bliver valgt til byrådet her i Esbjerg den 21. november.

VERDENS MENTALE SUNDHEDSDAG – BØRN SOM PÅRØRENDE

I dag den 10. oktober er det verdens mentale sundhedsdag. Som spidskandidat til byrådet for Radikale Venstre ligger den mentale sundhed mig meget på sinde – det har den gjort, siden jeg for ti år siden besluttede at gå ind i politik.

 

Egne oplevelser drev mig ind i politik

Det, der drev mig, var min opvækst med en far, der har lidt af depressioner, siden jeg var 14 år gammel. Noget, der i den grad har præget mit liv. Jeg oplevede på nært hold, hvad psykisk sygdom kan gøre ved et menneske, men også hvad samfundet ikke kunne.

 

Øget politisk fokus på psykiatrien

De seneste år er der kommet mere politisk fokus på selve behandlingen af mennesker med psykisk sygdom, selv om vi endnu ikke er i mål. Området er heller ikke så tabubelagt som tidligere. En aftabuisering, som jeg har forsøgt at bidrage til med mine foredrag om et liv med psykisk sygdom samt min bog ‘Frem i Lyset’ om det samme.

 

For få tilbud til pårørende 

Hvad angår pårørende til mennesker med psykisk sygdom, børn som voksne, er der imidlertid stadig ikke megen hjælp at hente. Selv om der hvert år er omkring 50.000 børn, der oplever, at enten mor eller far bliver ramt af en psykisk sygdom, bliver børn overset som pårørende og sjældent indtænkt i handleplaner mv. Som byrådskandidat vil jeg derfor arbejde for bedre hjælp til børn, der er pårørende.

 

Forslag til et kommunalt tilbud

Et konkret forslag kunne være børnegrupper, som man har gode erfaringer med fra andre kommuner. Her kan børnene møde ligesindede, opleve at de ikke er alene og få nogle redskaber til at håndtere mors eller fars sygdom. Tanken er, at der etableres et systematisk tilbud i tilknytning til en eller flere nærliggende folkeskoler. Hvem der skulle stå for det, er jeg åben over for, men jeg ved, at man nogle steder har brugt AKT’ere til lignende tilbud. Forslaget om gruppetilbud er allerede blevet taget positivt imod af såvel unge som voksne, som jeg har mødt i forbindelse med valgkampen, en psykiatriorganisation og andre kandidater til byrådet.

 

Radikale ønsker lovgivning på området

I Radikale Venstre har vi også netop på vores landsmøde besluttet at arbejde for, at sygehusene via lovgivning skal forpligtes til at tage bedre hånd om børn af alvorligt syge, som man også har indført det via lov i flere af vores nabolande. Et forslag jeg tidligere har arbejdet for at fremme politisk. I følge Børn, Unge og Sorg er det lige så belastende at vokse op med en alvorligt syg forælder, som det er, at forælderen dør. Og børn, der er pårørende, har en øget risiko for selv at udvikle psykiske lidelser. Loven vil bl.a. betyde, at personalet på landets sygehuse skal spørge ind til patientens eventuelle børn, tilbyde råd og vejledning om støtte til børnene og vurdere støttebehovet hos barnet samt henvise videre efter behov.

 

Min personlige historie

Nogle år efter at min far blev syg og også forsøgte selvmord, oplevede jeg selv at blive ramt af stress og depression, komme i behandling for OCD, ja jeg fik sågar en ADHD-diagnose. Selvfølgelig kan man ikke adskille arv og miljø, men jeg er overbevist om, at min fars sygdom spillede en væsentlig rolle. I dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand, lever jeg da heller ikke længere op til kriterierne for nogle af lidelserne, men det har været et langt sejt træk, som jeg gerne beretter om, hvis det kan gøre en forskel. Når jeg deler min personlige historie, er det i håb om, at det kan bidrage til øget fokus og en styrket indsats på området. For nylig delte jeg min historie med en gymnasieklasse her i Esbjerg, jeg holder jævnligt foredrag senest i Brørup for et par uger siden, og når vi i morgen skal på gaden med partiet, deler jeg også gerne mine erfaringer med borgerne i Hjerting i forbindelse med verdens mentale sundhedsdag, hvis det kan åbne op for en god og tillidsfuld samtale.

Skulle I have lyst til at kigge forbi, er vi på gaden i Hjerting foran Rema kl. 15.30-17.

 

Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!

Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser

I sidste måned bragte Jyllands-Posten artiklen “Mange unge får forkert diagnose”, der havde fokus på unge med adhd. Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der måtte modtage behandling på et tvivlsomt grundlag. Derfor skal en gruppe unge mellem 18-28 år genudredes. Disse har gennem en årrække haft konstateret adhd og er blevet behandlet med Ritalin.

Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.

Konstant hører vi, at for mange mennesker får en diagnose, og særligt adhd-diagnosen har været omstridt. Men som samfund gør vi altså heller ikke særlig meget for at hjælpe mennesker af med diagnosen.

Et er, at der finder for meget symptombehandling sted. Alt for ofte står medicin alene, hvorfor der mangler fokus på at lære at håndtere diagnosen på anden vis, fx via samtalebehandling, mentorstøtte etc.

Det andet er, at der ikke automatisk bliver fulgt op på, om man stadig opfylder kriterierne for en diagnose. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vokse fra en adhd-diagnose, ligesom nogle kan lære at mestre deres udfordringer i en grad, så de ikke længere opfylder diagnosekriterierne.

Overvandt diagnosen

I 2010 fik jeg selv diagnosen efter en årrække med stress og depressioner. Dengang var det en stor hjælp at få klarhed over mine udfordringer. Men da jeg sidste sommer ikke længere fandt mine udfordringer så store, at det kunne berettige en adhd-diagnose, gik jeg til psykiater.

Ganske rigtigt – psykiateren vurderede, at jeg ikke længere levede op til kriterierne. Jeg mødte dog stor undren fra mange sider, også fra behandlingssystemet. Hvorfor betød det noget? Jeg fik jo ikke medicin, så kunne jeg ikke bare være glad for, at jeg var kommet så langt? Jo, måske. Men for mig var det vigtigt at få at vide, hvor langt jeg var kommet.

Jeg har ikke det fjerneste imod diagnoser, men de skal gives, hvor det giver mening.Som aktiv foredragsholder og debattør vil jeg ikke tage udfordringerne fra mennesker med adhd ved at gå rundt med en diagnose, som ikke er velbegrundet. Jeg vil ikke give folk det indtryk, at man ikke er udfordret, når man virkelig er ramt af adhd.

Omvendt betyder det meget for mig, at også mennesker med psykiatriske lidelser har mulighed for at komme sig. Og der er bestemt ingen grund til, at jeg fylder i en sygdomsstatistik, når jeg er kommet mig. Der er mennesker nok, som har brug for hjælp. Så lad os give mennesker med psykiatriske lidelser muligheden for at komme sig.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. marts 2016