Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!

Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser

I sidste måned bragte Jyllands-Posten artiklen “Mange unge får forkert diagnose”, der havde fokus på unge med adhd. Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der måtte modtage behandling på et tvivlsomt grundlag. Derfor skal en gruppe unge mellem 18-28 år genudredes. Disse har gennem en årrække haft konstateret adhd og er blevet behandlet med Ritalin.

Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.

Konstant hører vi, at for mange mennesker får en diagnose, og særligt adhd-diagnosen har været omstridt. Men som samfund gør vi altså heller ikke særlig meget for at hjælpe mennesker af med diagnosen.

Et er, at der finder for meget symptombehandling sted. Alt for ofte står medicin alene, hvorfor der mangler fokus på at lære at håndtere diagnosen på anden vis, fx via samtalebehandling, mentorstøtte etc.

Det andet er, at der ikke automatisk bliver fulgt op på, om man stadig opfylder kriterierne for en diagnose. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vokse fra en adhd-diagnose, ligesom nogle kan lære at mestre deres udfordringer i en grad, så de ikke længere opfylder diagnosekriterierne.

Overvandt diagnosen

I 2010 fik jeg selv diagnosen efter en årrække med stress og depressioner. Dengang var det en stor hjælp at få klarhed over mine udfordringer. Men da jeg sidste sommer ikke længere fandt mine udfordringer så store, at det kunne berettige en adhd-diagnose, gik jeg til psykiater.

Ganske rigtigt – psykiateren vurderede, at jeg ikke længere levede op til kriterierne. Jeg mødte dog stor undren fra mange sider, også fra behandlingssystemet. Hvorfor betød det noget? Jeg fik jo ikke medicin, så kunne jeg ikke bare være glad for, at jeg var kommet så langt? Jo, måske. Men for mig var det vigtigt at få at vide, hvor langt jeg var kommet.

Jeg har ikke det fjerneste imod diagnoser, men de skal gives, hvor det giver mening.Som aktiv foredragsholder og debattør vil jeg ikke tage udfordringerne fra mennesker med adhd ved at gå rundt med en diagnose, som ikke er velbegrundet. Jeg vil ikke give folk det indtryk, at man ikke er udfordret, når man virkelig er ramt af adhd.

Omvendt betyder det meget for mig, at også mennesker med psykiatriske lidelser har mulighed for at komme sig. Og der er bestemt ingen grund til, at jeg fylder i en sygdomsstatistik, når jeg er kommet mig. Der er mennesker nok, som har brug for hjælp. Så lad os give mennesker med psykiatriske lidelser muligheden for at komme sig.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. marts 2016   

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer?

Forleden var der en artikel i Politiken under overskriften: unge er ikke blevet mere skrøbelige, de er blot pressede.

I mine øjne er det glædeligt, der endelig er kommet større fokus på denne problematik med børn og unge, der mistrives under nutidens samfundsforhold. Endnu mere glædeligt er det, når eksperter mener, der er en vej frem, som når Professor Carsten Obel mener, at dagens ungdom rent faktisk har “potentiale til at blive om end meget robuste”.

Obel siger: “Overordnet er jeg ikke pessimist på ungdommens vegne. For jeg ser en kraft i ungdommen til at finde løsninger, til selvrefleksion over vej i livet og et stort gå-på-mod”. Derefter opfordrer han de voksne til i højere grad at lytte til de unge i stedet for at presse deres bekymringer – om de unge nu vil klare sig godt i et hastigt skiftende samfund – ned over hovedet på dem. “Vi skal passe på, at vores bekymringer ikke bliver til deres”.

Personligt er det også min oplevelse, at følgende, som Carsten fremhæver, betyder meget:

“De (unge) bliver bedt om i højere grad at tage ansvar for eget liv, vælge den rette uddannelse med det samme, dygtiggøre sig. Mange klarer det flot, men ikke alle unge har ressourcerne. For alle kan ikke få gode job, de gode karakterer, være populær, have den rigtige krop, og det øger presset”.

Man må dog ikke glemme, at de unge, som ER populære, får de gode job mm., også godt kan være blandt dem, der mistrives. Nok klarer de sig godt – men de kan være utroligt hårde ved sig selv og have det rigtigt skidt under facaden.

En anden væsentlig faktor er helt sikkert, at vi konstant er på, tilgængelige og bliver vurderet og ‘liket’ på alt, hvad vi siger og gør:

Som Obel siger det: “Samtidig bliver de unge i dag konstant overvåget og lader sig fremvise på sociale medier på en måde, som ingen tidligere har prøvet”.

Han kommer også ind på det problematiske i, at alle skal passe ned i samme kasse:

»Hvor er anerkendelsen af den visuelle, den musiske eller den kreative begavelse blevet af? Meget tyder på at disse evner er mindst lige så vigtige i fremtidens samfund. Vi fokuserer alene på boglige 12-taller, og overser alle de mange unge, der kan så meget andet«, siger han.

En anden ekspert siger i artiklen, at det for de unge i konkurrencesamfundet handler om at være en vinder:

»Det er som om, at alle mellempositionerne, altså det at være nummer 2, 3, 4, 5, er ved at blive en usynlig gråzone. Det øger faren for, at det normale rykker ned mod taberpositionen, fordi der er så meget fokus fra de unge og samfundet på at være vindere. Men de fleste af os tilhører jo midterfeltet – det gælder børn, unge og voksne. Og når man føler, at man har ansvaret for at skabe sig selv og hele tiden knokler for at være en vinder, fordi 4. pladsen er blevet ufedt, så kommer der altså et pres på de unge«.

Her tænker jeg personligt, det spiller en stor rolle, at vi via medier og sociale medier i dag altid kan måle os med de bedste. For når vi stort set hver eneste sommer kan læse om ’superstudenterne’ i fx Politiken, ja så er det sjældent dem, der har fundet deres egen vej, har givet sig i kast med noget kreativt eller har bestået på trods af svære odds. Nej, så er det dem med et gennemsnit på over 12.

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer? Tænk hvis der var en større accept og anerkendelse af vores forskellighed som mennesker. Tænk hvis det handlede mere om at finde sin egen vej og finde det, der gør os glade som mennesker. I min optik vil en styrket trivsel og livskvalitet være det, der giver det mest robuste samfund i sidste ende. Hvad mener du?

Vi er ikke alle kropsfikserede narcissister

Fysisk træning handler om andet end at pleje sit udseende og øge sine leveår. Det handler om øget livskvalitet!

I går morges hørte jeg en debat om døden på P1. Flere gange blev der talt om, at vi går alt for meget op i at gå i fitnesscenter og i at træne, fordi vi gerne vil se ud på en bestemt måde, og fordi vi gerne vil leve længere eller måske ligefrem er bange for at dø. Altså en ekstrem kropsdyrkelse og et ensidigt fokus på det fysiske.

Jeg bliver så træt af denne generaliserende tilgang til det at dyrke motion og særligt det at gå i fitnesscenter. For jeg tror, der er mange mennesker, som går der af andre årsager. Fx for at blive et gladere menneske. Og hvad er egentlig problemet i det? Det er der vel ikke noget hverken usundt eller forkert i?

For mit eget vedkommende løber jeg og går i fitnesscenter, fordi jeg får det så meget bedre rent mentalt. Jeg får mere overskud – ikke mindst til mine børn og mine nærmeste. Min livskvalitet stiger simpelthen – ikke kun mens jeg træner, men også i alle de andre af døgnets 24 timer. Og når jeg sætter mig nye mål for, hvor langt jeg vil løbe, så er det fordi, jeg synes det er sjovt at overgå mig selv. Det giver noget at arbejde hen imod og betyder, at jeg får trænet mere. Jeg bliver simpelthen gladere af det.

Om jeg så ville leve kortere, fordi jeg trænede, ville jeg ikke undvære det. Og det at man bliver mere fit at se på, er bare en dejlig sidegevinst. Det har aldrig været et mål i sig selv. Så drop nu de generaliseringer!

Som politiker kæmper jeg også for mere fokus på familiepolitikken

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordsjælland

Den 13. juni efterlyste Sofie Maria Brand her i Information mere fokus på de pressede børnefamilier i valgkampen. Jeg tilhører selv en af dem, da jeg er folketingskandidat og fødte barn nummer tre kun en uge før valgets udskrivelse. Med andre ord så kender jeg til de balanceudfordringer, som mange børnefamilier står over for, og jeg
lytter til de eksperter, der bidrager i debatten. I det små har jeg forsøgt at skrive indlæg og afholde debatmøder om familiepolitik. Men jeg er ligesom Sofie Maria Brand ked af, at familiepolitikken ikke fylder mere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget ærgerlig over de udmeldinger, der er kommet fra Christiansborg. Selvfølgelig er det op til forældrene at prioritere i deres liv, men det er op til politikerne at skabe de bedst mulige rammer for denne prioritering.

Mental sundhed og familiepolitik er mine mærkesager, og de hænger i den
grad sammen. En familiepolitik har nemlig, hvis den ellers har børnene i fokus, stor betydning for, at vores børn får den bedst mulige start på livet. At de bliver robuste, med et godt selvværd og modstandskraft,
hvilket kan være med til at forebygge, at så mange rammes af psykiske problemer og lidelser. Ifølge Børns vilkår kan mange børn i dag ikke tale med deres forældre – enten fordi de ikke er der rent fysisk,
eller fordi de simpelthen ikke er nærværende.

Børn kræver tilstedeværende og nærværende voksende for at få den
bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for – både hvad angår pædagoger og forældre. Personligt er jeg derfor meget optaget af at sikre, at forældre har mulighed for at arbejde mindre, mens deres børn er små, ligesom jeg arbejder for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I mit parti, Radikale Venstre, har vi som en del andre partier endnu ikke nogen officiel familiepolitik. Men da jeg finder en sådan helt i tråd med vores fokus på en tidlig og forebyggende indsats samt vores ønske
om at tænke langsigtet og investere i fremtiden, kæmper jeg som kandidat for, at vi får en. En familiepolitik er – og bør være – en investering i vores børn!

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Psykisk sygdom: Børns baggrund skal ikke afgøre deres fremtid

Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. Desværre har en undersøgelse fra Psykiatri Fonden vist, at næsten hvert andet barn i familier med psykisk sygdom selv får selv psykiske problemer. Alligevel eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Rent faktisk var det lige netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, og jeg blev efterfølgende diagnosticeret med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget visse oplevelser stadig sidder i mig – det selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

Alt for mange af de berørte børn bliver en slags ’små voksne’, som tager sig af deres forældre og lever med bekymringer, som er alt for store for et barn at bære. Ikke mindst hvis man må gå alene med disse, fordi de kan være rigtig svære at tale om. For de børn, som kun har den syge forælder, er belastningen endnu større.

Allervigtigst tror jeg det er som pårørende at lære at passe på sig selv. For mig er dette kun blevet endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg er nødt til at lære at give slip og ikke lade min fars sygdom påvirke mig mere – selv om det er lettere sagt end gjort.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. På alle norske hospitaler er der en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, undersøge disses behov for hjælp og tilvejebringe denne.

I Danmark er vi ikke helt så langt fremme. I den seneste satspuljeaftale afsatte man midler til at støtte en række projekter på området, og her i Region Hovedstaden har man også arbejdet med det de seneste år. Men overordnet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide kan vi forebygge, at børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette ved både at tilbyde børn i risikogruppen tidlig hjælp, samt ved at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt.

Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom en mulighed for at få hjælp på linje med vores nabolande. Der er mange, og det koster – men det koster så sandelig også at lade være!

Bragt i Frederikssund og Rudersdal Lokalavis primo juni 2015

 

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!