Flagdag i Mariager

Her min tale fra mangfoldighedspriden, som i dag blev afholdt i Mariager på baggrund af den chikane, som et lesbisk par har været udsat for.

“Ingen i Danmark skal chikaneres for at være den, de er. Det ligner ikke noget at forsøge at true andre mennesker til at være som en selv. I Danmark tager vi dialogen med dem, vi er uenige med. Vi skal respektere og omfavne mangfoldigheden og vores forskelligheder. Ikke undertrykke dem i håbet om, at vi alle kommer til at ligne hinanden. For ingen har patent på ’den rigtige måde at leve på’.

Vi kan ikke være et samfund bekendt, hvor mennesker skal opleve at blive udsat for intolerance, chikane eller hate crimes. Det gælder uanset, om det bunder i ens seksuelle orientering, om man har et handicap eller en psykisk sygdom, om man er hjemløs eller noget helt femte.

Det er mig både uforståeligt, ubegribeligt og fuldstændig uacceptabelt, at en familie her i Mariager, familien Krøyer, skal opleve at blive chikaneret på det groveste i Danmark anno 2014.

Tidligere på året oplevede vi også, hvordan en tv-vært nærmest blev udråbt som national helt, fordi han forsvarede en hjemløs mand. På den ene side var det glædeligt, at så mange mennesker viste deres opbakning til Hans Pilgaards indgriben. Men omvendt er det også en trist historie. Det er trist, at danske borgere i det hele taget kan finde på at behandle en hjemløs, så der er brug for, at andre må blande sig og sige fra på vedkommendes vegne.

Jeg vil gerne dele en lille oplevelse med jer, som, jeg godt vil understrege, på ingen måde kan sammenlignes med den chikane, som nogle mennesker må udsættes for. Og som hverken kan måle sig med det, som familien Krøyer har oplevet, eller det eksempel som Pernille Frahm(SF) kom med. Men som til gengæld kan ses som et udtryk for, hvor lidt der til tider skal til, for at vi ikke kan rumme hinanden som mennesker.

For nyligt sad jeg i S-toget. En ældre dame kommer ind og sætter sig over for mig. Damen begynder at brokke sig højlydt og kommenterer på, at jeg snøfter. Jeg forsøger at forklare hende, at hun kan være ganske rolig, jeg er hverken forkølet eller smitter. Til gengæld døjer jeg med nogle rigtig dårlige vaner – en mindre grad af tics i form af ufrivillige bevægelser. Kort efter bliver der er et tomt sæde lidt længere væk, og damen flytter sig øjeblikkeligt og demonstrativt. Og da hun gjorde det, sad jeg tilbage med en følelse af at være meget lidt værd og nærmest smittebefængt, når hun ikke engang kunne sidde over for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan denne dame mon ville reagere, hvis hun en dag mødte et menneske, som virkelig var plaget af svære tics.

Hvis vedkommende som chikanerede familien i Mariager, de unge piger som overfusede den hjemløse, eller damen i S-tog blot havde villet dialogen – havde turde spørge ind og lytte – så kunne dialogen have skabt grobund for den nødvendige forståelse, som gør, at vi kan rumme hinanden som mennesker.

Jeg kæmper for et tolerant Danmark med frisind og højt til loftet – et mangfoldigt og rummeligt samfund med plads til forskellighed. For hvor ville det dog være trist, hvis vi alle gik rundt og lignede hinanden – hvis der kun var EN måde at være på og EN måde at leve sit liv på. Derfor stiller jeg op i dag, og det er jeg glad for, at så mange andre danskere også gør. Tak!”