De pressede forældre – og døgnåbne daginstitutioner

I dag handlede Go’ Morgen Danmark om døgnåbne daginstitutioner. Fra politisk hold bør vi sikre forskellige muligheder for, at familier kan få hverdagen til at hænge sammen. Og for forældre med meget skæve arbejdstider eller natarbejde kan døgnåbne daginstitutioner være en mulig løsning. I mine øjne bliver det dog problematisk, hvis muligheder ikke længere forbliver muligheder, men udvikler sig til udtalte forventninger eller direkte krav. Jeg ønsker ikke at bevæge mig i retning af et samfund, hvor man eksempelvis forventes at stå til rådighed for natarbejde for at kunne få dagpenge eller anden understøttelse ved ledighed. Min mand kalder det et tænkt eksempel – dertil kommer vi aldrig. Men allerede i dag oplever jeg, at vi i højere grad skal være villige til at rejse eller bevæge os efter arbejde – også selv om transporttiden kan gøre det svært at få hverdagen med børn til at hænge sammen. Vi forventes i højere grad at flytte os rent fysisk eller geografisk efter arbejde. Hvad skulle forhindre, at det med fx døgninstitutioners øgede udbredelse vil blive krævet eller forventet, at vi i højere grad bevæger os efter arbejde over tid – fx ved at stå til rådighed for aften- og natarbejde. Er det en uomgængelig del af udviklingen, og er der kun EN vej frem? Eller bør vi være skeptiske og selv tage ansvar for, hvilken retning samfundet skal i? Jeg mener det sidste. Jeg ønsker et samfund med plads til mange forskellige muligheder at være forældre på – uden at det muliges kunst bliver nødvendighedens. Døgninstitutioner kan være løsningen for nogle. Selv ønsker jeg ikke at gøre brug heraf, og jeg ønsker ikke at forældre bliver tvunget til det. Det skal være – men også forblive – en mulighed.

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Som mor og ekstremsportsudøver vil jeg ikke sættes i bås

I sommer satte jeg som mor til to små piger danmarksrekord i 24-timersløb. Og jeg vil vove den påstand, at det kunne lade sig gøre, uden at det var på bekostning af familien. For ellers havde jeg aldrig gjort det. Derfor blev jeg også en smule provokeret af at læse artiklen ”Træningsivrige forældre overser børns behov” i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. marts. 

Mest af alt fordi jeg følte mig sat i bås. 

For hvis man – som eksperterne i artiklen påstod – ikke kan træne op til et maraton, uden at det går ud over familien, hvordan skal man så kunne træne op til et 24-timersløb?

Som alt andet her i livet handler det i mine øjne om at finde en fornuftig balance – om at træffe bevidste valg og om at prioritere. 

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til. Men jeg ville ikke kunne leve som det par, der blev omtalt i nævnte artikel, og som eksempelvis ofte ikke spiser aftensmad sammen, fordi mor eller far partout skal træne i netop det tidsrum. Som de siger: ”Det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtigt nok, når man først har løbet et maraton.” 

I de perioder, hvor jeg løb flest kilometer per uge, løb jeg mange små ture på helt ned til 2,5 km for at få det passet ind i hverdagen på en måde, så det gik mindst muligt ud over familien. Det var ikke ud fra et hensyn til, hvad der var optimalt i forhold til træningen, men ud fra hvad der passede bedst med at være småbørnsmor.

Min mand og jeg har ligesom parret i artiklen altid dyrket sport – og også på eliteniveau – så fysisk aktivitet er bestemt et sted, hvor vi henter både energi og overskud – herunder ikke mindst overskud til vores børn. 

Men jeg er enig med både parterapeut Martin Østergaard og børnepsykolog John Halse i, at det er problematisk, hvis træningen medfører meget sporadisk samvær. For hvis der ikke er tid til at være familie, nyder børnene jo ikke godt af det øgede overskud. Min indvending er bare, at dyrkelse af ekstremsport ikke behøver at være lig med, at der ikke er tid til at være småbørnsforælder. Heldigvis er der forskellige måder at gøre tingene på.

Af samme årsag er jeg heller ikke enig med psykolog John Halse, når han siger, at det ikke er mens, man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, “for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn”. Det handler om at træffe bevidste og til tider svære valg og om at prioritere. Samt om at være kreativ i forhold til, hvordan træningen kan passes ind i hverdagen. Da jeg bestemte mig for at ville sætte danmarksrekord i 24-timersløb, var det vigtigste for min mand og mig uden tvivl, at det ikke skulle tage for meget tid fra familien. Aftalen var, at kunne det ikke lade sig gøre, måtte vi droppe det.

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige. Af samme årsag havde jeg heller ikke en træningsplan – noget mange undrer sig over, når jeg er ude at holde foredrag. 

Men min træning skulle passes ind efter familien, ikke omvendt. Derfor havde jeg blot nogle overordnede mål for, hvor meget jeg gerne ville løbe på for eksempel en uge eller en måned, og så blev turene passet ind alt efter, hvad der hang bedst sammen med familielivet.

Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen.

Sidst i forløbet, hvor jeg i en 2-3 uger løb omkring 100 km om ugen, kunne det ikke undgås, at jeg også måtte træne lidt i den tid, hvor jeg ellers var sammen med pigerne. Et par gange spiste vi derfor aftensmad nede ved stranden, for at jeg kunne få lidt ekstra km i benene. Men rent faktisk nød de det. Over en periode på cirka tre måneder løb jeg også en del søndagsture med løbeklubben Sparta. Men det var helt bevidst planlagt til at være i den periode, hvor Morten havde barsel og derfor også havde mere overskud til pigerne. Derudover lagde jeg så meget træning som overhovedet muligt, når børnene var lagt i seng eller var i institution. Sidstnævnte var kun muligt, fordi jeg var på nedsat tid: Et meget bevidst valg fra vores side. Havde det ikke været muligt med deltid, havde det næppe kunnet hænge sammen for os på en måde, hvor vi kunne se os selv i øjnene som forældre. Træningsturene om aftenen, når pigerne var lagt, var til tider svære et komme af sted på. Men det var vilkårene. Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen. I år, hvor jeg er gravid, skal min mand lave ironman. Når han er i Esbjerg for at arbejde og alligevel ikke kan være sammen med pigerne og mig, lægger han de lange træningspas. Ligesom han i den tid, hvor jeg trænede mere, måtte tænke kreativt for selv at få løbet lidt. Det betød, at han løb indtil Hovedbanegården om morgenen, fra stationen og ud til hospitalet og omvendt på hjemturen. En masse småture – men det tog ikke tid fra os som familie.

Så selv om vi sagtens kan nikke genkendende til, hvor meget træning og det at have et mål at træne hen imod kan betyde for det mentale overskud, så bliver vi også drænet mentalt, hvis træningen går ud over børnene og familielivet i det hele taget. Derfor vil jeg som ekstremsportsudøver ikke sættes i bås. Der er heldigvis flere måder at gøre tingene på, og man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning. Var det ikke muligt, havde vi valgt det anderledes, mens vi har små børn.

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 18. marts 2015: http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/som-mor-og-ekstremsportsudoever-vil-jeg-ikke-saettes-i-baas

Anne Marie Geisler Andersen er sundhedspolitisk rådgiver, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre og danmarksrekordholder i 24-timersløb 

Balancen mellem arbejde og familieliv skal være meget bedre

Mandag den 23. februar afholdes en stor familiepolitisk konference på Christiansborg. Som politiker og folketingskandidat er jeg meget optaget af at få familiepolitikken på dagsordenen, og jeg glæder mig derfor rigtig meget til at deltage som repræsentant for Radikale Venstre.

Jeg har været utrolig ked af, at flere toneangivende politikere ikke har haft andet at byde ind med i debatten, end at det er op til forældrene selv at prioritere, samt at vi skal styrke daginstitutionerne. Selvfølgelig skal forældre selv tage ansvar for at skabe de bedst mulige forhold for deres børn, men det er op til os politikere at skabe nogle ordentlige rammer, som den enkelte familie kan prioritere inden for. Og selvfølgelig skal vi sikre ordentlig kvalitet i vores daginstitutioner, men familiepolitik er meget mere end et ensidigt fokus på dette.

Familiepolitik handler i høj grad om at gøre det muligt for den enkelte familie at skabe en fornuftig balance mellem arbejde- og familieliv. Ligeledes handler det om at sikre pasningsmuligheder og arbejdsforhold, hvor forældre kan få mere tid med deres børn, hvis de ønsker det. I mine øjne er en familiepolitik en investering i børnene. Når forældre trives, ikke går ned med stress og har tid og overskud til deres børn, så får de også en bedre start på livet. Derfor skal vi skabe gode muligheder for, at forældre kan sætte børnenes behov i centrum -særligt når de er små. Og det sker ikke ved udelukkende at forlænge institutionernes åbningstider, snarere tværtimod.

Især glæder jeg mig til på konferencen at høre om erfaringerne fra Sverige, hvor forældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en vis alder. Når man rejser det som et ønske herhjemme, får man ofte at vide, at det er op til arbejdsmarkedets parter. Men det har altså kunnet lade sig gøre i Sverige at gøre det til en rettighed på linje med barslen. Så hvordan har man fået det indført, hvad har baggrunden og også resultatet været, og hvordan finansieres det? Alt det håber jeg at få svar på til konferencen.

Udover at arbejde for bedre mulighed for at gå ned i tid, er jeg også stor tilhænger af et varieret udbud af pasningsordninger. Der skal ikke kun være almindelige daginstitutioner af høj kvalitet, men også gode muligheder for, at forældrene kan varetage en større del af omsorgen for deres børn, hvis de ønsker det. Det sikres eksempelvis via tilskuddet til at passe barn i eget hjem, som man har mulighed for at få i nogle kommuner. Desværre har vi netop afskaffet det  i København, selv om vi i Radikale Venstre kæmpede imod. Et andet tilbud, som hænger godt sammen med bedre mulighed for at gå ned i tid, er deltidsinstitutioner, der også kan gøre det lettere at få økonomien til at hænge sammen.

Derudover bør øremærket barsel være et vigtigt element i en forhåbentlig kommende familiepolitik. Ideelt set – og på sigt – bør det være fuldstændigt op til familien selv at fordele barslen. Men der er behov for en kulturændring, for at flere fædre får en reel mulighed for at tage barsel ? derfor bør den øremærkes til en start. Fædres barsel kan ikke kun have betydning for deres tilknytning til børnene, men også for familie og parforhold i det hele taget.

Hvad angår vores daginstitutioner, så er jeg tilhænger af minimumsnormeringer. Man kan ikke sikre hverken børnenes eller pædagogerne trivsel, hvis der ikke er hænder nok. Børn kræver nærværende voksne for at få den bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for ? både hvad angår pædagoger og forældre.

Danmark har brug for en familiepolitik, der sætter børnenes behov i centrum. Jeg håber, den familiepolitiske konference vil være et skridt på vej mod en sådan.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 21. februar 2015

En investering i børnene

8/12 inviterede Karina Rohrberg Jessen (V) her i JP til at tænke ud af boksen med henblik på at skabe mere fleksible arbejdsvilkår for småbørnsfamilierne.

Jeg er meget enig i, at vi som politikere bør sikre bedre vilkår for småbørnsfamilierne, hvoraf mange kæmper med stress. KRJ foreslår, at man kan bruge noget af sin pension før tid. For nogle vil dette måske være en mulighed. Men det vil næppe være alle, der som småbørnsforældre har en pension af en størrelse, så dette er en reel mulighed.

Hvis vi skal tænke ud af boksen, kunne et andet forslag være, at der for småbørnsforældre var færre krav og restriktioner i forbindelse med udbetalingen af supplerende dagpenge, så man kunne få dem udbetalt ud over de 30 uger og uden at skulle søge fuldtidsjob, deltage i aktivering m.m. Dette forslag ville dog kræve, at man var dagpengeberettiget.

En helt tredje – og i mine øjne foretrukken – mulighed kunne derfor være at lade sig inspirere af Sverige, hvor småbørnsforældre har en lovsikret ret til at gå ned i tid. Eksempelvis kunne man gå ned på 80 pct. Om der skulle suppleres med en ydelse svarende til dagpenge, kan diskuteres. Jeg er dog ikke helt så afvisende som KRJ over for, at en familiepolitik vil kræve investeringer. For jeg er fuldt overbevist om, at en sådan investering vil kunne betale sig i det lange løb, også rent økonomisk. Færre stressede forældre, der risikerer at gå ned med flaget, og ikke mindst flere børn, der får en god start på livet med nærværende og tilstedeværende forældre.

En enkelt ting har jeg dog svært ved at forstå. Karina Rohrberg Jessen taler også for en fleksibel velfærdsservice. Alligevel kæmpede Venstre i Borgerrepræsentationen ikke imod, da vi for nylig afskaffede tilskuddet til at passe sit barn i eget hjem. En ordning, som vi i Det Radikale Venstre forsøgte at bevare. Muligheden for i en periode selv at kunne passe sit barn var netop med til at øge fleksibiliteten, så den enkelte småbørnsfamilie i højere grad selv kunne tilrettelægge sin hverdag, så det hang sammen. Forhåbentlig vil også Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen være med til at investere i mere fleksible vilkår for småbørnsfamilierne.

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten den 15. december 2014

Københavnske borgere med handicap skal ikke længere kæmpe

Som medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune er jeg utrolig glad for, at det for nyligt er lykkedes at få skabt en række markante forbedringer for familier med handicap. Sidste efterår kom det frem i medierne, at forældre til børn med handicap gik ned med stress og det, der var værre. Årsagen var, at de måtte kæmpe en kamp uden lige med systemet for at få den hjælp, de havde behov for. En hjælp, der for mange af disse familier er altafgørende for, at hverdagen og selve familien kan hænge sammen. Desværre ender rigtigt mange forældre også med at gå fra hinanden, fordi de oplever at få et barn med et handicap. Det skal vi have lavet om på; forældre skal ikke kæmpe mod systemet og familier ikke bryde sammen, fordi man har et familiemedlem med handicap.

Derfor er jeg rigtig glad for, at et enigt Socialudvalg nu har vedtaget en række organisationsændringer i Handicapcenter København, som vil komme alle københavnere med handicap til gode. Kommunen skal ikke længere opleves som en modspiller, men som en medspiller, der gør dagligdagen lettere, ikke sværere. Når man henvender sig til kommunen, fordi man har brug for hjælp, skal indsatsen ikke være afhængig af, at man selv har ressourcerne til at sætte sig godt ind i reglerne. Ej heller, skal man som forælder til et barn med et handicap eller som borger med et handicap møde en kommunal medarbejder, som groft sagt kun kan hjælpe inden for den enkelte paragraf, som vedkommende selv forvalter. Mennesker med handicap inde på livet skal ikke konstant møde en ny sagsbehandler, så de igen og igen skal starte forfra med at fortælle om deres situation.

Formålet med de omfattende ændringer i den kommunale indsats er ikke blot, at den enkelte familie skal have tilknyttet én sagsbehandler – men også en sagsbehandler, som kender familien, som kan se helheden, og som kan træffe afgørelser. Når man kontakter kommunen for at få hjælp, skal man møde en helhedsorienteret indsats, hvor man får hjælp til at afdække det samlede behov samt en proaktiv vejledning og rådgivning i, hvilke muligheder der er for at få hjælp og støtte. Samtidig skal en række tværfaglige teams sikre, at den nødvendige specialiserede viden er til stede.

Desværre er ovenstående problemstillinger ikke kun nogle, som mennesker med handicap møder. Mange mennesker, som har brug for en social indsats oplever, at det kan være svært at navigere i det offentlige system og få den rette hjælp. Derfor vil vi i Radikale Venstre fortsat holde fokus på, at det sociale system bliver oplevet som en medspiller af alle borgere. Ændringerne i Handicapcenter København er klart et skridt i den rigtige retning.

Familiepolitik: Lad os bygge broer i stedet

Debatten om børnefamiliers kår har været karakteriseret ved fraværet at politikere. I hvert fald politikere, som taler børnefamiliernes sag. Desværre synes frontlinjerne kun at blive trukket skarpere og skarpere op. Familiepolitikken er ikke højt på den politiske dagsorden, men nogle medier lader også til at have en interesse i at gøre debatten meget sort/hvid. Selv har jeg som politiker en del gange forsøgt at komme til orde i bl.a. Politiken, der i den grad har givet spalteplads til indlæg om familiepolitik og været bannerfører på debatten – desværre uden held.

Jeg finder det utrolig ærgerligt, at mange børnefamilier må sidde tilbage med det indtryk, at vi politikere over en bred kam ikke interesserer os for familiernes kår. For mig er familiepolitik en mærkesag. Hvorfor skal vi arbejde allermest, når vi har små børn? Hvorfor ser vi det ikke som en investering i børnene, at forældre ikke går ned med stress og har mulighed for at sætte deres børns behov i centrum, når de har allermest brug for det?

I Radikale Venstre i København kæmpede vi ved de netop overståede budgetforhandlinger – desværre forgæves – for at bevare tilskuddet til pasning af barn i eget hjem. Familierne må selv foretage deres prioritering, men vi politikere må skabe et fleksibelt udbud af muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke alle forældre trives med at gøre karriere for fuld skrue, når børnene er små, og ikke alle børn trives med at være i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Børn og familier er forskellige, og derfor skal vi have en familiepolitik, der har et bredere sigte end blot at sikre gode daginstitutioner.

Jeg vil et samfund, hvor trivslen er i højsædet; forældres såvel som børns. Kun sådan skaber vi sunde borgere også i fremtiden, og kun sådan får vi et godt grundlag for at drive samfundet videre – også når det kommer til vækst og innovation. Derfor er jeg rigtig ærgerlig over, at det som politiker er så svært at komme til orde i debatten, så vi der arbejder i samme retning kan gøre det i fællesskab. Heldigvis har vi på Facebook fundet sammen i et Familiepolitisk Netværk. Men jeg håber, at også de skrevne medier fremadrettet vil bidrage til at bygge broer frem for blot at grave grøften dybere.

Landsmødetale: Vi skal have en familiepolitik og ros til Psykiatriplan

Min tale til Radikale Venstres landsmøde: “Jeg vil gerne slå et slag for den øremærkede barsel til mænd. Familier og forældre skal selv kunne bestemme, hvordan de deler barslen mellem sig. Men den mulighed mener jeg ikke, de har den dag i dag. På mange arbejdspladser hersker en kultur, som gør det svært for fædre at tage den del af barslen, som de måtte ønske. Øremærket barsel kan være med til at skabe den kulturændring, som på sigt vil gøre det reelt muligt for familier at fordele barslen, som de ønsker.
Når det så er sagt, er øremærket barsel ikke nok til at skabe de rette vilkår for de mange børnefamilier. Jeg har været rigtig ked af, at vi stort set ikke har haft andet at byde ind med i debatten om småbørnsforældres kår, end at det er op til forældrene selv at prioritere. For – jeg mener – selvfølgelig er det det. Men det er i den grad op til os som politikere at skabe de muligheder og de rammer, som forældrene kan prioritere indenfor. Der mener jeg, at vi kan gøre det bedre!
Danmark bør efter min mening have en familiepolitik, og vi kan starte med at skele til vores naboland Sverige, hvor småbørnsforældre har langt bedre mulighed for at gå ned tid. Og dermed også for at prioritere børnene og sætte deres behov i centrum i en periode, hvor de har allermest brug for det. En familiepolitik er ikke kun til gavn for stressede forældre. Det er en investering i vores børn og dermed også i fremtiden!
Sidst vil jeg gerne rose. Det skal man også gøre, når der er grund til det. Jeg er rigtig glad for, at Regeringen har lavet en Psykiatriplan. Særligt er det vigtigt, at vi nu fra centralt hold har fået slået fast, at mennesker med psykisk sygdom skal behandles ligeværdigt med mennesker, der har en fysisk sygdom. Og at vi tror på, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Så tak for det!”

Radikale Venstre vil ikke ensrette børnepasningen

I indlægget “et familiepolitisk tilbageskridt for København” den 27. august kritiserer Janni Iben Stevn Hansen, at Københavns Kommune vil afskaffe tilskuddet til at passe sit barn i hjemmet. Hansen ser det som udtryk for en ensretning af kommunens pasningstilbud til børnefamilier. I Radikale Venstre kunne vi ikke være mere enige.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af S, SF og EL har netop nikket ja til at rulle en række dagpasningsmuligheder tilbage. Målet er, at børnefamilierne alle skal vælge en standardiseret, kommunal daginstitution. Den form for kassetænkning er ude af trit med børnefamiliernes behov for fleksibilitet og diversitet i den kommunale kernevelfærd.

Det er helt misforstået at tro, at børnefamilier er ens og derfor har brug for samme dagpasningsløsning. Børn og forældre er forskellige og skal ikke behandles som anonyme brikker i et forsøg på at standardisere vores liv.

Fra politisk hold skal vi skabe rammerne for, at den enkelte familie kan få hverdagen til at hænge sammen. Vurderer man, at det er bedst for ens barn at blive passet hjemme frem for i daginstitution, skal vi som kommune naturligvis bidrage til, at det kan hænge sammen.

Muligheden for i en periode på op til 12 måneder at passe barnet i hjemmet bidrager til en større variation i pasningstilbuddene. En variation som gør, at flere familier har mulighed for at finde et tilbud, der passer til dem som familie og til netop deres barn. Børn er ikke nødvendigvis klar til at komme i daginstitution på samme tidspunkt, og nogle har mere brug for den nærhed og tryghed, som kan skabes i hjemmet.

I Radikale Venstre ønsker vi, at København skal være en attraktiv by for børnefamilier, og det fordrer en variation i kommunens tilbud. Derfor skal vi naturligvis bevare de fleksible tilbud, som allerede findes. Det kan godt være, at tilskuddet til pasning i eget hjem blev indført, fordi der manglede pasningskapacitet. Men i Radikale Venstre mener vi, ordningen har en stor værdi i sig selv. Derfor vil vi ved budgetforhandlingerne, der starter fredag den 29. august, kæmpe for at redde ordningen.

Indlægget er skrevet sammen med min kollega i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, og bragt i Information d.d.

Til valg på familiepolitik

Dette indlæg er skrevet i egenskab af folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds.

Debatten om danske børnefamiliers kår har kørt længe og med god grund. Senest havde journalist Sofie Maria Brand et indlæg i Politiken, hvor hun talte for, at vi lader os inspirere af Sverige. Her har småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små, og bedre mulighed for at passe syge børn.

Jeg har været rigtig ærgerlig over, at der ikke har været andet budskab fra politisk hold, end at forældrene selv må prioritere. Selvfølgelig må de det, men vi politikere må sikre, at børnefamilierne har reelle muligheder for at prioritere.

Personligt er jeg privilegeret, at jeg som mor til to små har mulighed for at arbejde på deltid ved siden af mit politiske hverv i Københavns Borgerrepræsentation. Desværre har langt fra alle småbørnsforældre samme mulighed. Derfor går jeg til valg på, at Danmark bør have en familiepolitik.

Det vil langt fra kun komme forældrene til gode, hvis de får bedre muligheder for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen og for at prioritere børnene, mens de er små. Hvis vi forebygger, at forældre går ned med stress, vil de have mere overskud til deres børn. Det vil være en investering i børnene, som vil opnå øget trivsel og robusthed, og på sigt vil blive sundere mennesker.

Alt for mange børn og unge kæmper med psykiske problemer, og en del af disse bunder i dårligt selvværd. Ikke alt kan begrundes i de familiære relationer, men vi bør give forældrene bedre mulighed for at give deres børn det nærvær og den tryghed, som de har brug for, mens de er små. Alt andet lige vil det give børnene mere at stå imod med. En god start på livet i balance med sig selv og sine omgivelser gavner det enkelte barn, familien og dermed også samfundet som hele.

Jeg siger ikke, folk skal leve på en bestemt måde, eller at vi som politikere skal diktere bestemte livsvalg. Tværtimod skal vi tage udgangspunkt i, at familier og børn er forskellige. Det er ikke alle børn, som har bedst af at komme i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Og det er ikke alle forældre, som prioriterer karrieren højest, mens børnene er små. Derfor skal en familiepolitik skabe reelle muligheder for, at familierne kan prioritere herefter – og i min optik kunne en familiepolitik meget vel være inspireret af Sverige.

Indlægget blev bragt I Frederiksborg Amts Avis d.d.