Balancen mellem arbejde og familieliv skal være meget bedre

Mandag den 23. februar afholdes en stor familiepolitisk konference på Christiansborg. Som politiker og folketingskandidat er jeg meget optaget af at få familiepolitikken på dagsordenen, og jeg glæder mig derfor rigtig meget til at deltage som repræsentant for Radikale Venstre.

Jeg har været utrolig ked af, at flere toneangivende politikere ikke har haft andet at byde ind med i debatten, end at det er op til forældrene selv at prioritere, samt at vi skal styrke daginstitutionerne. Selvfølgelig skal forældre selv tage ansvar for at skabe de bedst mulige forhold for deres børn, men det er op til os politikere at skabe nogle ordentlige rammer, som den enkelte familie kan prioritere inden for. Og selvfølgelig skal vi sikre ordentlig kvalitet i vores daginstitutioner, men familiepolitik er meget mere end et ensidigt fokus på dette.

Familiepolitik handler i høj grad om at gøre det muligt for den enkelte familie at skabe en fornuftig balance mellem arbejde- og familieliv. Ligeledes handler det om at sikre pasningsmuligheder og arbejdsforhold, hvor forældre kan få mere tid med deres børn, hvis de ønsker det. I mine øjne er en familiepolitik en investering i børnene. Når forældre trives, ikke går ned med stress og har tid og overskud til deres børn, så får de også en bedre start på livet. Derfor skal vi skabe gode muligheder for, at forældre kan sætte børnenes behov i centrum -særligt når de er små. Og det sker ikke ved udelukkende at forlænge institutionernes åbningstider, snarere tværtimod.

Især glæder jeg mig til på konferencen at høre om erfaringerne fra Sverige, hvor forældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en vis alder. Når man rejser det som et ønske herhjemme, får man ofte at vide, at det er op til arbejdsmarkedets parter. Men det har altså kunnet lade sig gøre i Sverige at gøre det til en rettighed på linje med barslen. Så hvordan har man fået det indført, hvad har baggrunden og også resultatet været, og hvordan finansieres det? Alt det håber jeg at få svar på til konferencen.

Udover at arbejde for bedre mulighed for at gå ned i tid, er jeg også stor tilhænger af et varieret udbud af pasningsordninger. Der skal ikke kun være almindelige daginstitutioner af høj kvalitet, men også gode muligheder for, at forældrene kan varetage en større del af omsorgen for deres børn, hvis de ønsker det. Det sikres eksempelvis via tilskuddet til at passe barn i eget hjem, som man har mulighed for at få i nogle kommuner. Desværre har vi netop afskaffet det  i København, selv om vi i Radikale Venstre kæmpede imod. Et andet tilbud, som hænger godt sammen med bedre mulighed for at gå ned i tid, er deltidsinstitutioner, der også kan gøre det lettere at få økonomien til at hænge sammen.

Derudover bør øremærket barsel være et vigtigt element i en forhåbentlig kommende familiepolitik. Ideelt set – og på sigt – bør det være fuldstændigt op til familien selv at fordele barslen. Men der er behov for en kulturændring, for at flere fædre får en reel mulighed for at tage barsel ? derfor bør den øremærkes til en start. Fædres barsel kan ikke kun have betydning for deres tilknytning til børnene, men også for familie og parforhold i det hele taget.

Hvad angår vores daginstitutioner, så er jeg tilhænger af minimumsnormeringer. Man kan ikke sikre hverken børnenes eller pædagogerne trivsel, hvis der ikke er hænder nok. Børn kræver nærværende voksne for at få den bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for ? både hvad angår pædagoger og forældre.

Danmark har brug for en familiepolitik, der sætter børnenes behov i centrum. Jeg håber, den familiepolitiske konference vil være et skridt på vej mod en sådan.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 21. februar 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *