Halvhjertede ’supercykelstier’ eller helhjertede løsninger for vores børns sikkerhed?

Fredag den 17. november startede for mit vedkommende med besøg hos en bekymret far ude ved Fovrfeltskolen. Længe har man søgt at råbe kommunen op for at få skabt øget sikkerhed, så børnene kan komme trygt til og fra skole. Desværre uden held.

Samme eftermiddag var jeg så med til indvielsen af den nye ‘supercykelsti’, hvilket satte morgenens besøg i perspektiv. For selvfølgelig skal vi have bedre forhold for byens cyklister, men burde vi ikke starte med at prioritere de mindste på to hjul?

Det skal ikke misforstås. Jeg er rigtig glad for, at det siddende byråd har investeret i bedre cykelforhold – det skal vi blive ved med. Men jeg synes ikke, der er så meget ‘super’ over den nye cykelsti. Faktisk kunne jeg slet ikke finde den på vej ud til mødestedet, hvor indvielsen skulle starte. Kun fordi de havde sat flag op, lykkedes det. Flere steder er cykelstien slet ikke forbundet – her kører man bare på vejen mellem parkerede biler. I Kirkegade er cykelstien blot markeret med en rød belægning, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke ophæver højrevigepligten og laver hajtænder ind mod Kirkegade?

Hvis jeg bliver valgt til byrådet, vil jeg arbejde for bedre cykelforhold i hele kommunen. Men i stedet for at lave halvhjertede supercykelstier, burde man i mine øjne starte med at gå helhjertet ind i at lave sikre skoleveje for kommunens børn.

ARBEJDSRO OG INDDRAGELSE TIL ESBJERG KOMMUNES FOLKESKOLER

Det er glædeligt, at Esbjerg kommune i ny undersøgelse ligger rigtig flot med på folkeskolens faglige resultater. Særligt er jeg glad for vores store fokus på trivsel. Men skolerne har været mange ændringer igennem – så mange at det er på tide at give dem arbejdsro, så de gode resultater kan bundfælde sig. Og så er der plads til forbedring, hvad angår inddragelse og information – det gælder især ift. skolebestyrelserne.
Inden for kort tid har politikerne lavet mange organisatoriske ændringer for folkeskolerne i Esbjerg kommune. Skolereformen var ikke kommunens ansvar, men det var skolesammenlægningerne, ledelses- og navneændringerne og nu lederrokaden mellem fire skoler. Lærere føler sig pressede over de mange omstruktureringer, der tager fokus fra kerneopgaven, forældre føler sig ikke informeret og skolebestyrelserne føler sig ikke inddraget. Jeg møder desværre mange forældre som er forhenværende skolebestyrelsesmedlemmer. De oplever, at arbejdet i skolebestyrelsen ikke gør nogen forskel – slet ikke efter skolesammenlægningerne, hvor skolebestyrelsen nu kan dække op til tre forskellige afdelinger. Et kommende byråd bør understøtte engagementet i skolebestyrelserne ved at sikre, de føler sig både informeret og inddraget. Beslutninger, der kan træffes decentralt, skal træffes decentralt, og skolebestyrelserne skal føle, de gør en reel forskel.

Indlægget er bragt på JV.dk 17.11.17

Idræts- og foreningslivet øger den mentale sundhed

Der er netop kommet en undersøgelse fra Dansk Idrætsforbund over, hvor i landet idrætten har de bedste vilkår og rammer. Esbjerg kommune er faldet 41 pladser ned ad listen til en 62. plads. Bedst står det til med hensyn til frivilligheden og faciliteterne, værre ser det ud for økonomien og idrætspolitikken.

Hvis vi starter med det sidste, er den omstridte gebyrordning en af de væsentligste udfordringer. Vi bliver ikke førende på området, hvis vi kvæler det frivillige engagement, som vi er rigtigt stærke på. Og det er desværre det, der sker, når frivillige skal bruge mere af deres tid på papirarbejde, lokalegebyrer og fundraising. Kommunen har nemlig øget lokalelejen til et niveau, som gør det svært for både foreninger og borgere, at få økonomien til at hænge sammen. I stedet for at bruge tid på lige præcis den idræt, der er årsag til, at man er frivillig, skal frivillige nu ud at rejse penge for at kunne holde kontingentet nede. Ellers risikerer vi, at endnu flere må stoppe pga. de høje kontingenter.

Jeg var for nylig på besøg i en gymnasieklasse. Her havde indtil flere elever måttet stoppe med at dyrke deres sport, fordi det simpelthen var blevet for dyrt. Det synes jeg er rigtig trist. For foreningslivet og idrætten skaber ikke blot aktive borgere, unge som gamle. Det bidrager også til en lang række af andre formål, så som dannelse, bedre indlæring og mental trivsel – og særligt det sidste optager mig meget.

Jeg går nemlig både til valg på at ville skabe en bedre mental sundhed i Esbjerg kommune, dvs. øge trivslen og forebygge psykiske lidelser, ligesom jeg går til valg på, at vi skal værne om og understøtte det rige foreningsliv, som vi til stadighed har. To ting, der i den grad understøtter hinanden.

For nylig kom nemlig også en anden undersøgelse. Således viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, at mennesker, der er aktive og indgår i fællesskaber har markant bedre mental sundhed. Er man eksempelvis medlem af en forening og er aktiv ugentligt, så er der 75 pct. større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed, sammenlignet med hvis man ikke er.

Bliver jeg valgt til byrådet, vil jeg derfor gøre mit til, at vi får lavet en gebyrordning, som ikke dræner, men i stedet understøtter det fantastiske frivillige engagement, som vi i Esbjerg endnu ligger højt på. Ligeledes vil jeg arbejde for, at en kommende idrætspolitik får som et af sine vigtigste formål at sikre, at alle kan være med uanset ressourcer og baggrund i øvrigt.

Kandidattest om mennesker med ADHD

Jeg har netop besvaret ADHD-foreningens kandidattest. Et område, der længe har optaget mig. Fik selv en ADHD-diagnose i 2010 – som jeg dog ikke længere opfylder diagnosekriterierne til – og sad i ADHD-foreningens hovedbestyrelse fra 2010-14. Her kommer mine kvalitative svar:

INKLUSION I FOLKESKOLEN
I mine øjne burde lærerne have været bedre klædt på, inden man begyndte at inkludere flere elever, ligesom et sådant tiltag kræver, at man i hvert fald til at starte med, tilfører flere lærer- og støtteressourcer. Ligeledes har man fra politisk hold i dag meget fokus på at lave større skoler, hvilket i mine øjne ikke nødvendigvis bidrager til en vellykket inklusion, ligesom en mindre struktureret hverdag heller ikke gør det.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Jeg tror, den enkelte lærer gør alt, hvad vedkommende kan for at inkludere børn med særlige behov og gøre dem til en del af fællesskabet. Men jeg tror også, det kan være svært med de forhåndenværende ressourcer, hvorfor jeg gerne vil styrke folkeskolen. Jeg håber også, at man mange steder bruger nogle af de tiltag, ADHD-foreningen har lavet som fx ‘de utrolige år’. Derudover tænker jeg, at mere bevægelse, de steder hvor det rent faktisk er blevet en realitet, kan hjælpe nogle børn med ADHD.

BESKÆFTIGELSESINDSATSEN
I mine øjne bør indsatsen i højere grad målrettes den enkelte og gøres mere meningsfuld – det gælder dog for alle og ikke kun for mennesker med ADHD. Der er alt for mange regler til, at den enkelte ansatte kan tage udgangspunkt i den ledige. Beskæftigelsessystemet skal skabe muligheder og motivation – det gør det i mine øjne ikke i dag. Stive regler overskygger hensynet til den enkelte i sådan en grad, at nogle mennesker ligefrem bliver mere syge af at være i systemet. Jeg så gerne, at vi i Esbjerg blev frikommune, så vi kunne starte helt forfra.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Det har jeg meget svært ved at svare på. Men når vi tilpasser indsatsen til den enkelte – hvis vi da gør det – så gør vi det, der virker. Når vi lytter til og har tillid til folk, og når vi giver den nødvendige tid.

HVILKEN INDSATS VIL DU PRIORITERE?
Den tidlige og forebyggende indsats, der støtter op om HELE familien. Helt klart! Jeg vil arbejde for, at Forældretræningsprogrammet ‘kærlighed i kaos’ også indføres her i Esbjerg.

Familiepolitikken skal styrkes i Esbjerg

Familiepolitikken på dagsordenen

Jeg har længe arbejdet for at få familiepolitikken på dagsordenen. I første omgang nationalt, hvorfor jeg er glad for i foråret at have været med til at udarbejde en Radikal familiepolitik. Jeg er ikke enig i alt – særligt er jeg ærgerlig over, at retten til at gå ned i tid som småbørnsforælder ikke er med. Men jeg er glad for, at vi nu er et parti med en familiepolitik.

Bevar muligheden for hjemmepasning

Som byrådsmedlem i København nogle år tilbage havde jeg også familiepolitikken på dagsordenen. Vi kæmpede imod, da tilskuddet til hjemmepasning blev afskaffet. Heldigvis har Esbjerg kommune, hvor jeg nu bor og stiller op til byrådet, valgt at beholde det. Her kan man få tilskud til at passe sit eller sine egne børn hjemme de første år, og jeg kender mange hjemmegående, der er utroligt glade for denne ordning.

Balance mellem familie og arbejdsliv
Personligt har jeg det godt med at arbejde – så længe det er foreneligt med at være mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år. Derfor er jeg også afsindigt glad for netop at have fået lov at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg arbejder i en styrelse her i byen og havde faktisk ikke turde tro på, at nedsat tid var en mulighed. For mig viser det, at sammenhængen mellem arbejds- og familielivet er en kamp, der skal kæmpes på alle fronter – men også at det er kampen værd.

Børn skal have nærværende voksne
I mine øjne er det væsentligste formål med en familiepolitik, at børn har nærværende voksne omkring sig – både når forældrene overlader børnene til daginstitutionen eller skolen, og når børnene er hjemme i familien. Mit primære politiske fokus er at sikre bedre mental sundhed, hvorfor jeg arbejder for, at børn får mest muligt at stå imod med. Tilstedeværende og nærværende voksne er altafgørende i den sammenhæng. Men for at kunne være der som forælder, er balancen ift. særligt arbejdslivet afgørende. Så længe vi ikke kan få retten til deltid indført på nationalt niveau, vil jeg arbejde for at Esbjerg kommunes arbejdspladser giver en større fleksibilitet for den enkelte ift. at tilrettelægge sit arbejdsliv.

Flere pædagoger og lærere

I skolen og daginstitutionerne, samt fritids- og klubtilbud er det et væsentligt udgangspunkt, at der er hænder nok. Derfor går jeg til valg på at arbejde for flere pædagoger og lærere – sidstnævnte særligt i de små klasser. Derfor bakker jeg også op om, at flere skoler i Esbjerg allerede har indført kortere skoledag for de mindste til gengæld for, at de så er flere undervisere i timerne.

Kvalitet i fritidstilbuddene og styr på IPAD’en
Tilstrækkeligt med voksne gør det selvfølgelig ikke i sig selv – der skal også arbejdes med kvaliteten i tilbuddene. Det gælder ikke mindst i SFO’en, hvor det er min oplevelse, at der bl.a. går al for meget tid foran skærmen; IPAD eller TV.

Styrket forældreinddragelse

Her i Esbjerg er det også min klare opfattelse, at forældreinddragelsen med fordel kunne styrkes. Der er stor variation i såvel informationsniveau, samt i hvor mange samtaler man tilbydes i de forskellige institutioner. Jeg finder forældreinddragelsen vigtig af flere årsager. Hvis forældrene bedst muligt skal kunne bakke op om deres barns liv i institution og skole, og støtte barnet der hvor behovet er størst, er det vigtigt at høre, hvordan pædagogerne og lærerne oplever barnet. Det er også væsentligt at inddrage og lytte til forældrene i væsentlige overgange fx mellem vuggestue/dagpleje og børnehave eller børnehave og skole, så overgangen bliver bedst mulig for barn og familie. Jeg tror faktisk godt, at personalet her i Esbjerg vil inddrage os forældre, og at de gør alt, hvad de kan med de forhåndenværende ressourcer – tiden og ressourcerne er blot for knappe.

Børn med særlige udfordringer kræver støtte til hele familien

Derudover mener jeg, at vi generelt er for dårlige til at støtte op om hele familien. Det gælder fx familier, der oplever at få et barn med et handicap. I sådan en situation bliver der først og fremmest kompenseret for barnets nedsatte funktionsevne. Men forældrene har jo også nogle behov. Jeg har mødt familier med handicap, hvor mor og far aldrig fik en hel nats søvn, familier der var ved at gå ned med stress eller depression eller gik ned, fordi de skulle kæmpe med systemet, og familier der bare gerne ville have en smule aflastning, så de kunne hænge sammen som mennesker, og dermed også være der som forældre for deres børn. Alt for mange forældre til børn med særlige behov går fra hinanden – det tror jeg, vi kunne undgå, hvis vi var bedre til at støtte op om hele familien.

En konkret ting, som jeg gerne vil fremme, er forældretræning. Jeg var førhen aktiv i ADHD-foreningen som blandt andet har været med til at udvikle forældretræningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ til forældre til børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Erfaringerne er gode. Programmet hjælper både forældrene, hvoraf flere selv har ADHD, og børnene hvis symptomer reduceres – så meget at nogle rent faktisk undgår at få en diagnose.

Støtte til pårørende

I det hele taget skal vi støtte mennesker, der er pårørende til alvorligt syge – unge som gamle. Når et familiemedlem bliver ramt af eksempelvis svær psykisk sygdom, rammer det hele familien. Jeg er selv vokset op med en far, der har lidt af svære depressioner. Så jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke sætter ind med hjælp og støtte – og allerhelst tidligt i forløbet. Helt konkret vil jeg arbejde for flere pårørendegrupper, hvor man kan møde ligesindede og få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre og lære at passe på sig selv. Det gælder ikke mindst til skoleelever.

Hverdagslivet som forælder i Esbjerg

Sidst vil jeg – hvis jeg bliver valgt til byrådet i Esbjerg – arbejde for, at hverdagslivet for familierne bliver lettere. Det gælder helt ned til hverdagsudfordringer som fx med Tabulex eller Forældreintra. Når vi laver nye tiltag af den slags, er vi simpelthen nødt til at sikre, at det fungerer ordentligt, før det sættes i søen, at de ansatte er i stand til at bruge det – og det på måde så det letter og ikke besværliggør hverdagen for forældrene, samt at forældre, som måtte have brug for det, kan få den nødvendige hjælp og vejledning. Jeg vil også arbejde for mere sikre skoleveje og bedre cykelforhold i det hele taget, samt et byrum der inviterer til aktivitet og leg i hverdagen.

Håber at få lov i Esbjerg byråd at bidrage til bedre forhold for børn og familier

Som mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år, der alle går i tre forskellige tilbud her i Esbjerg, og med min politiske erfaring fra bl.a. Folketinget mener jeg at have gode forudsætninger for at arbejde for bedre forhold for børn og familier. Derfor håber jeg inderligt, at jeg for Radikale Venstre bliver valgt til byrådet her i Esbjerg den 21. november.

VALGKAMPSOVERVEJELSER, DEMOKRATISK UNDERSKUD OG ØNSKET OM AT TAGE KAMPEN OP

Jeg er netop blevet inviteret til en debat på Rybners – en af de største uddannelsesinstitutioner – som jeg har svært ved at finde ud af, om jeg skal deltage i. Først var vi Radikale rent faktisk slet ikke inviteret, da man havde inviteret to partier fra hver blok. Hvilke ved jeg ikke, men eftersom eleverne på en offentlig uddannelsesinstitution har mødepligt til dette arrangement, så synes jeg faktisk, man bør invitere bredt og helst alle de partier, som stiller op til valget. Spørgsmålet er så, om det er gjort med, hvem man inviterer? Det mener jeg ikke, at det er.

For der er flere måder at udelukke på. Man kan også lave temaet så smalt, at man indirekte udelukker nogen fra at deltage, og det mener jeg, er tilfældet her. Temaet er uddannelse – eller mere præcist, hvordan man får flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Dernæst er der stillet en række meget konkrete spørgsmål til, hvordan man vil sikre forskellige tiltag på området. Der bliver altså ikke stillet spørgsmål ved, hvad man overordnet vil på dette (eller andre) område(r), men stort set kun spurgt ind til, hvordan man kan føre konkrete ting ud i livet. Spørgsmål der i mine øjne fordrer, at man enten tidligere har beskæftiget sig med området, eller at man allerede sidder i byrådet. Samt at man er enig i de overordnede prioriteringer.
At nogle af os nye kandidater ovenikøbet først får invitationen ca. halvanden uge før og dermed senere end øvrige kandidater, øger heller ikke muligheden for, at man kan nå at forberede sig midt i en travl valgkamp.

Hvorfor afholder en af Esbjergs største uddannelsesinstitutioner sådan en debat lige før kommunalvalget, hvor mange nyopstillede partier og kandidater først ikke bliver inviteret og for en dels vedkommende i praksis er udelukket? Og er det særlig demokratisk, at eleverne lige op til kommunalvalget skal deltage i en debat, hvor man først udelukker en lang række partier ved slet ikke at invitere dem – dernæst inviterer bredere, men stadig med et emne der er så smalt, at det selv for en erfaren politiker kan synes svært at deltage?

Selv sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt jeg skal deltage i debatten og risikere, at jeg ikke kan svare på noget, fordi der ikke bliver stillet nogle overordnede eller holdningspørgsmål? Skal jeg melde fra? Eller skal jeg dukke op og deltage så godt jeg kan, men samtidig udtrykke, at jeg i et demokratisk perspektiv er ked af det smalle perspektiv? Jeg kunne også kontakte Rybners for at høre, om ikke de også laver en bred debat, hvor alle holdninger har mulighed for at blive repræsenteret. Jeg tror, det bliver et af de to sidste – er allerede gået i gang med at forberede mig..

De bedst mulige rammer for børnefamilier

Den 5. oktober argumenterer Maria Høj Pedersen fra Borgerlisten i JV for, at børnepasnings-tilbuddene bør være mere fleksible. Esbjerg kommune har afskaffet lukkedagene i vuggestue og børnehave, det bør vi også gøre i dagpleje og SFO.

Som familie befinder vi os i præcis den situation, Maria beskriver, med tre små børn på 2, 4 og 6 år i dagpleje, børnehave og skole. Jeg har også sympati for Marias forslag, idet jeg selv går til valg på at skabe gode rammer for børn og familier, men jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre praksis?

Kommunen kunne godt vælge at holde åbent i alle kommunens SFO’er året rundt – særligt hvis det, som Maria skriver, ikke koster væsentligt mere. Det synes straks sværere med den kommunale dagpleje.

Allerede i dag er der mulighed for at få sit barn passet i en anden dagpleje eller vuggestue, hvis man ikke kan finde alternativ pasning under ferie. Medmindre den enkelte dagplejemor aldrig skal have ferie, har jeg svært ved at se alternativet?

Hvis man som forælder eller barn ikke har det godt med omplaceringen i sommerferien, har man den mulighed at vælge vuggestue frem for dagpleje. Her er som bekendt ingen lukkedage, fordi de ansatte kan holde ferie på skift. Det er i mine øjne den fleksibilitet, kommunen både kan og bør tilbyde. Men jeg er bestemt lydhør, hvis nogen har et bud på en anden løsning.

Indlægget er bragt i JydskeVestkysten den 13. oktober 2017

VERDENS MENTALE SUNDHEDSDAG – BØRN SOM PÅRØRENDE

I dag den 10. oktober er det verdens mentale sundhedsdag. Som spidskandidat til byrådet for Radikale Venstre ligger den mentale sundhed mig meget på sinde – det har den gjort, siden jeg for ti år siden besluttede at gå ind i politik.

 

Egne oplevelser drev mig ind i politik

Det, der drev mig, var min opvækst med en far, der har lidt af depressioner, siden jeg var 14 år gammel. Noget, der i den grad har præget mit liv. Jeg oplevede på nært hold, hvad psykisk sygdom kan gøre ved et menneske, men også hvad samfundet ikke kunne.

 

Øget politisk fokus på psykiatrien

De seneste år er der kommet mere politisk fokus på selve behandlingen af mennesker med psykisk sygdom, selv om vi endnu ikke er i mål. Området er heller ikke så tabubelagt som tidligere. En aftabuisering, som jeg har forsøgt at bidrage til med mine foredrag om et liv med psykisk sygdom samt min bog ‘Frem i Lyset’ om det samme.

 

For få tilbud til pårørende 

Hvad angår pårørende til mennesker med psykisk sygdom, børn som voksne, er der imidlertid stadig ikke megen hjælp at hente. Selv om der hvert år er omkring 50.000 børn, der oplever, at enten mor eller far bliver ramt af en psykisk sygdom, bliver børn overset som pårørende og sjældent indtænkt i handleplaner mv. Som byrådskandidat vil jeg derfor arbejde for bedre hjælp til børn, der er pårørende.

 

Forslag til et kommunalt tilbud

Et konkret forslag kunne være børnegrupper, som man har gode erfaringer med fra andre kommuner. Her kan børnene møde ligesindede, opleve at de ikke er alene og få nogle redskaber til at håndtere mors eller fars sygdom. Tanken er, at der etableres et systematisk tilbud i tilknytning til en eller flere nærliggende folkeskoler. Hvem der skulle stå for det, er jeg åben over for, men jeg ved, at man nogle steder har brugt AKT’ere til lignende tilbud. Forslaget om gruppetilbud er allerede blevet taget positivt imod af såvel unge som voksne, som jeg har mødt i forbindelse med valgkampen, en psykiatriorganisation og andre kandidater til byrådet.

 

Radikale ønsker lovgivning på området

I Radikale Venstre har vi også netop på vores landsmøde besluttet at arbejde for, at sygehusene via lovgivning skal forpligtes til at tage bedre hånd om børn af alvorligt syge, som man også har indført det via lov i flere af vores nabolande. Et forslag jeg tidligere har arbejdet for at fremme politisk. I følge Børn, Unge og Sorg er det lige så belastende at vokse op med en alvorligt syg forælder, som det er, at forælderen dør. Og børn, der er pårørende, har en øget risiko for selv at udvikle psykiske lidelser. Loven vil bl.a. betyde, at personalet på landets sygehuse skal spørge ind til patientens eventuelle børn, tilbyde råd og vejledning om støtte til børnene og vurdere støttebehovet hos barnet samt henvise videre efter behov.

 

Min personlige historie

Nogle år efter at min far blev syg og også forsøgte selvmord, oplevede jeg selv at blive ramt af stress og depression, komme i behandling for OCD, ja jeg fik sågar en ADHD-diagnose. Selvfølgelig kan man ikke adskille arv og miljø, men jeg er overbevist om, at min fars sygdom spillede en væsentlig rolle. I dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand, lever jeg da heller ikke længere op til kriterierne for nogle af lidelserne, men det har været et langt sejt træk, som jeg gerne beretter om, hvis det kan gøre en forskel. Når jeg deler min personlige historie, er det i håb om, at det kan bidrage til øget fokus og en styrket indsats på området. For nylig delte jeg min historie med en gymnasieklasse her i Esbjerg, jeg holder jævnligt foredrag senest i Brørup for et par uger siden, og når vi i morgen skal på gaden med partiet, deler jeg også gerne mine erfaringer med borgerne i Hjerting i forbindelse med verdens mentale sundhedsdag, hvis det kan åbne op for en god og tillidsfuld samtale.

Skulle I have lyst til at kigge forbi, er vi på gaden i Hjerting foran Rema kl. 15.30-17.

 

Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

For meget mand?

Om højt testosteronniveau hos kvindelige elitesportsudøvere

Fredag den 11. august 2017 var jeg i Deadline for at debattere kvindelige sportsudøvere med et højt niveau af testosteron. En utrolig svær og dilemmafyldt debat, hvor der ikke én optimal som løsning, som tilgodeser alle hensyn. En debat, der synes at rejse flere spørgsmål end svar. Og en debat der er fuld af følelser, og som kan have utrolig stor betydning for den enkelte atlet, ja måske ligefrem for sporten på sigt.

Hvorfor diskuteres det?

Baggrunden for debatten var VM i atletik, hvor der i 800m konkurrencen var flere deltagere, som skulle have et utrolig højt testosteron-niveau. Hvordan de forskellige atleter i øvrigt er skabt i forhold til deres kromosomer, eller i hvilket omfang de har mandlige eller kvindelige kønsorganer, ved jeg ikke. Caster Semenya, som er en af de mest omdiskuterede, har jeg dog læst lidt op på. Semenya har efter sigende et utroligt højt testosteron-niveau. På den baggrund er hun tidligere blevet kønstestet. Her fandt man ud af, at hun havde kvindelige ydre kønsorganer, men indre testikler. Hun er hermafrodit, hvilket overordnet set betyder tvekønnet. Efter sigende skulle det også være kommet bag på hende selv, at hun havde indre testikler, hvorfor hun må have opfattet sig selv som værende kvinde. Det må være en voldsom oplevelse at blive kønstestet i forbindelse med sin sport og i fuld offentlighed at skulle forholde sig til at være tvekønnet.

Sporten skal kunne rumme forskellighed

Problemstillingen i forhold til de konkrete atleter er, at de stiller op i kvindekonkurrencen, selv om de har et unormalt højt niveau af testosteron sammenlignet med andre kvinder, og at de også præsterer på et utroligt højt niveau – formentligt derfor de har valgt netop den sport. Men kan man udelukke dem på baggrund af testosteron-niveau? Det blev Semenya i første omgang, hvorefter hun blev tvunget til at tage testosteronsænkende medicin. Sidstnævnte finder jeg helt absurd, og det minder mest af alt om en omvendt form for doping. Desuden er det min klare holdning, at sporten skal kunne rumme mennesker, som de er, og med de forskelligheder de nu engang besidder. Selvfølgelig er det ikke ok at dope sig med testosteron, men hvis man fra naturens side er udstyret med et højt niveau, så må man også kunne passe ind et sted – spørgsmålet er bare hvor?

Testosteron-niveau som udgangspunkt?

Kunne man forestille sig, at niveauet af testosteron var grundlaget for at inddele mennesker i forbindelse med mesterskaber, så det ikke hedder mænd og kvinder, men over eller under en vis grænse af testosteron? Umiddelbart lyder det måske rimeligt, men det synes ikke så simpelt endda. For mennesker reagerer forskelligt på testosteron, hvorfor to mennesker med samme høje niveau ikke nødvendigvis vil profitere lige meget af det. Desuden er der andre naturlige veje til store muskler – nogle mennesker har måske et jævnt niveau af testosteron, men responderer utrolig godt på træning, er disciplineret ud over alle grænser, eller formår at få den helt rette kostsammensætning. Er det så fair, at de der har det på baggrund af et højt niveau af testosteron skal konkurrere i en anden kategori? Og hvad hvis disse besidder andre fysiologiske forhold, som bestemt ikke er en fordel som fx korte ben, mindre blodvolumen etc.? Ligeledes kan man have et højt niveau af testosteron uden nødvendigvis at have kæmpe store muskler, og så er det vel heller ikke rimeligt, at man skal konkurrere i en anden kategori på grund af netop dette?

Og hvad med mænd, der har et unormalt lavt niveau? Skulle de så have lov at få tilført lidt ekstra, fordi de ligger på niveau med kvinderne, eller skal de i stedet konkurrere med disse? Ville det være mere fair?

Andre fordele end muskler

Ud over testosteron er der også andre fysiologiske forhold, som kan være en fordel i forbindelse med sport. Mænd er generelt højere end kvinder, hvorfor mange mænd også har længere ben. Skal vi så til at overveje, om kvinder med en benlængde ud over det sædvanlige skal spille fx basket ball sammen med mændene? For er det fair, at kvinder med korte ben ikke har en chance for at være med?

Forleden fik jeg tilfældigvis målt fedtprocent og muskelmasse, og i forbindelse med debatten her tjekkede jeg så, hvordan jeg lå sammenlignet med mænd. Det første, jeg faldt over, var et skema, der var inddelt på alder og køn. Min fedtprocent på 11 procent svarede til den yngste herrekategori, og der stod, at det var det perfekte niveau for en mand på 20-24 år. Dette efter halvanden måned, hvor jeg har trænet meget lidt. Efterfølgende sagde diætisten, der udførte testen oven i købet, at mine værdier svarede til en topatlet, der havde trænet seriøs styrketræning seks måneder i træk og samtidig været på en streng diæt. Er det fair, at jeg i 24-timersløb konkurrerer med kvinder, når jeg har en fedtprocent svarende til en mands? Andelen af fedt på kroppen hænger jo ofte også tæt sammen med niveauet af testosteron. Jeg kommer dog næppe i nærheden af et niveau som Caster Semenya, selv om jeg altid har følt mig mere maskulin end gennemsnittet af kvinder. Men det kunne egentlig være sjovt at få testet, hvor jeg ligger henne.

Forskellige sportsgrene, forskellige fysiologiske fordele

Spørgsmålet er, om min lave fedtprocent i virkeligheden er en fordel eller en ulempe i forbindelse med ultraløb? Umiddelbart synes det en fordel, at en relativt stor del af kroppen er muskler frem for fedt. Men hvad med depoter? Hvem ved, om jeg godt kunne bruge lidt mere fedt at tære på under mine lange løb? Det. jeg prøver på at sige. er, at nok er testosteron en styrke inden for mange former for sport. Men hvad med i de sportsgrene, hvor det ikke nødvendigvis er det? Skal vi der dele op i henholdsvis mænd og kvinder på traditionel vis, eller skulle en eventuel fremtidig inddeling i kategorier på baggrund af testosteron gælde i alle sportsgrene? Umiddelbart synes det at blive noget rod, hvis man skal til at skelne og lave forskellige ’kønsinddelinger’ i forskellige sportsgrene.

Hvad er alternativet?

Ville det være mere fair at lægge en bredere forståelse af kønnet til grund for inddelingen? Ex en samlet vurdering af kromosomer, kønsorganer og testosteron-niveau? Kunne man ud fra dette vurdere, om den enkelte er mest mand eller mest kvinde? Og hvad med det selvopfattede køn, betyder det noget? For måske er der en grund til, at man opfatter sig selv som henholdsvis mand eller kvinde – måske hænger det sammen med ens fysiologi? Hvis det var muligt at sige, hvorvidt den enkelte er mest mand eller mest kvinde, ville jeg personligt finde det rimeligt, at skulle konkurrere mod en kvinde, der var 49 procent mand. Vi hverken kan eller skal være lige alle sammen – det er jo deri konkurrencen ligger, og det er op til den enkelte sportsudøver at dyrke lige netop de fortrin, som vedkommende selv har.

Hvis man ser på fodbold, er der jo også mange piger, der er meget maskuline. Her tænker vi måske ikke så meget over det, fordi der er tale om et hold, og den enkeltes præstation derfor ikke står lige så tydeligt frem. Men er det fair, at den lille sylfide af en pige ikke kan være med der, fordi hun ikke har halvt så meget testosteron? Ja, det synes jeg faktisk, at det er. For fodboldpigerne – eller Caster Semenya for den sags skyld – må også affinde sig med, at der er sportsgrene, hvor de ikke er særligt godt stillet. Det kunne være sportsgrene, der fokuserer på eksempelvis ynde og elegance – selv om der givetvis også vil være nogle atleter, som gør sig godt flere steder. Mennesket er en sammensat størrelse, og der er mange andre faktorer end testosteron, som spiller ind.

Passer heller ikke ind andre steder

Men for at vende tilbage til Caster Semenya. Jeg kan godt forstå, at det er træls for hendes konkurrenter, og at man kan opleve det urimeligt, at hun har en naturgiven fordel. Men da jeg i Deadline så klippet af en hvid atlet, der stod og græd, fordi hun var frustreret over at skulle konkurrere med nogle af de meget maskuline atleter, ja så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvordan sådan en som Caster Semenya må have det. Måske har hun aldrig rigtig passet ind nogle steder i samfundet? Så finder hun en sportsgren, hvor hun kan drage fordel, af den måde hun er skabt på, og så passer hun heller ikke ind der. Hun skal kønstestes og sluge resultatet i fuld bevågenhed. Hun skal tage testosteronsænkende medicin, fordi hun ikke må være med, som hun er. Og gang på gang dukker debatten op igen, hvorfor hun måske aldrig rigtigt ved, om hun er købt eller solgt.

Vi skylder at finde en afklaring

Om Semenya og de andre atleter med højt testosteron-niveau skal løbe sammen med mænd eller kvinder er en svær debat. Men jeg synes ærlig talt, vi skylder dem på et tidspunkt, at lukke den. I hvert fald indtil nogen måtte komme op med et bedre alternativ til den inddeling, vi har i dag. Og så længe problemet ikke er større, end det er tilfældet, bør man også overveje, om ikke det er for tidligt at ændre på forholdene. Nok virker det voldsomt med tre meget maskuline atleter i en og samme finale, men det sker jo heller ikke hver dag. Er det overhovedet set så markant før? I hvert fald skulle Deadline helt tilbage til 80’erne for at finde endnu et rigtig godt eksempel på en kvinde, der lignede og løb som en mand.

Hvad mener du om problematikken?