Mental sundhed: Ansvaret er også politisk

 

Ifølge Politiken er mental sundhed et af tidens vigtigste temaer. Jeg kunne ikke være mere enig. Siden jeg for ti år siden gik ind i politik netop for at sætte fokus på de voksende udfordringer med psykisk sygdom, er det kun gået én vej. Den forkerte. Forleden viste den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, at ca. hver 8. dansker har et dårligt mentalt helbred. Andelen med et højt stress-niveau er steget fra knap 21 pct. til godt 25 pct. siden 2010. Netop i 2010 var jeg medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Allerede dengang forudså WHO, at en lidelse som depression i løbet af nogle år ville blive en af de største folkesygdomme. Vi var nogle få folketingsmedlemmer i form af psykiatriordførerne på Christiansborg, der sammen og på tværs af parti-skel kæmpede for at få prioriteret den psykiatriske indsats både politisk og økonomisk. Ligesom en lang række mindre psykiatriorganisationer gjorde det.

Nu har vi diskuteret i mange år, men resultaterne udebliver med al tydelighed – og det påvirker rigtig mange mennesker og deres pårørende. Det er på tide med konkrete tiltag og et kritisk syn på den måde, politik og samfund i dagens Danmark tilrettelægges på.

 

Politisk fokus på behandling, men ikke på forebyggelse

Da Astrid Krag fra SF var sundhedsminister, skete der nogle væsentlige ting på området. Helt oppe fra minister-niveau lød det nu, at vi skulle ligestille psykisk og fysisk sygdom. Ligeledes lavede man en omfattende Psykiatrihandlingsplan, hvormed området både blev prioriteret politisk og økonomisk. Alligevel er der stadig et stykke endnu i forhold til reel ligestilling, fordi det kræver en hel del ressourcer at komme mange års efterslæb til livs. I samme periode fik flere medier, herunder også Politiken, mere fokus på psykiatriske problemstillinger. Imidlertid har det haltet med fokus på den tidlige og forebyggende indsats. Jeg forsøgte selv med en hel del indlæg om samme, da jeg i 2011 var trådt ud af Folketinget, men de blev alle afvist – det vakte ikke rigtigt genhør.

 

Øget kendskab – hvorfor går det så den forkerte vej?

I dag er vi nået dertil, hvor der er kommet mere fokus på psykisk sygdom og den behandlende indsats. I 2011 var jeg (så vidt vides) det første folketingsmedlem, der valgte at være åben om egne psykiske lidelser, da jeg udgav bogen ’Frem i Lyset’. I dag er jeg langt fra den eneste politiker, der har valgt den vej. Der er altså sket en stigende bevidstgørelse; kendskabet til området er øget, og dermed er det heller ikke tabubelagt i samme grad som tidligere, skønt nogle lidelser er lettere at tale om end andre. Da min far blev syg i midten af 90’erne var det småt med kendskabet til en lidelse som depression. Derfor tog det også rigtig længe at stille en diagnose, hvilket har haft betydning for min fars forløb. I dag er der et langt større kendskab til psykisk sygdom, hvilket kan gøre det lettere at sætte tidligt ind. Men hvorfor har vi så ikke allerede knækket kurven? Og hvem har ansvaret for at gøre det?

 

Mental sundhed som begreb

I takt med, at begrebet ’mental sundhed’ de seneste år har vundet frem, er der også så småt ved at komme fokus på, at vi kan gøre noget for at forebygge udviklingen af psykisk sygdom. Nu hører man fagpersoner tale om, at vi kan ’træne’ vores mentale sundhed, ligesom eksempelvis Psykiatrifonden har et ‘mentalt motionscenter’. Men er det så udelukkende det enkelte menneskes ansvar at holde sig mentalt sund. Ifølge en del liberale røster, kan man godt få det indtryk. I den henseende udtale Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby i forbindelse med offentliggørelsen af Sundhedsprofilen fra 2017 til Politiken, at udviklingen bekymrer hende ekstremt meget. Men samtidig siger hun, at vi ikke kan lovgive os ud af problemerne, ligesom hun afviser, at væksten i mentale udfordringer skyldes politikernes reformiver siden årtusindskiftet. I stedet henviser hun til, at nutidens online-liv kan påvirke os meget negativt, hvilket vi hver især må tage ansvar for, men det er næppe den eneste faktor.

 

En samfundsmæssig udfordring

Nu har vi brugt omkring et årti på at få den mentale sundhed på den politiske dagsorden. Vi skal ikke bruge det næste på at debattere, hvor ansvaret ligger. For kan det overhovedet placeres entydigt et sted? Og hvilken forskel gør det i øvrigt? Vi står som samfund over for en enorm udfordring – også økonomisk. Og det er alle vi politikere nødt til at forholde os til. Flere og flere fagfolk begynder også at slå til lyd for, at når så mange mennesker rammes, så kan vi ikke reducere det til et individuelt problem. Formanden for Psykiatrifonden påpeger, at værdier som produktivitet og effektivitet gennemsyrer vores samfund. Ligesom formanden for Dansk Psykolog Forening mener, at det ikke er nok at sende alle til psykolog – der er også nogle grundlæggende strukturer, som skal ændres. Om de store forventninger, som særligt mange unge kæmper med, primært kommer fra dem selv eller fra samfundet generelt, er i mine øjne ikke afgørende. De eksisterer i voksende grad, og det er vi nødt til at forholde os til – også fra politisk hold.

 

Den førte politik betyder også noget

Når uddannelsespolitikken primært fokuserer på tempo og præstationer i form af karakterer, så har det selvfølgelig også en betydning for de unges hverdag. Manglende fleksibilitet i uddannelsessystemet kan også betyde, at unge dropper helt ud. Da jeg i midten af sidste årti gik ned med stress og depression indtil flere gange, hang det i høj grad sammen med den anerkendelse, jeg higede efter, i form af karakterer. En anerkendelse, der blev vigtig for mig, fordi min fars sygdom gjorde, at jeg ikke blev set på samme måde derhjemme. I dag er min historie langt fra enestående. Rigtig mange unge kæmper med stress, angst og depression, og karakter- og præstationsræset er ifølge mange en afgørende faktor. Hvis man så heller ikke kan skyde en eksamen, fordi man skal følge en snorlige vej, ja så kan det blive svært at håndtere sin situation, og man risikerer at ryge helt ud. Et par sabbatår til at finde ud af, hvem man er, og hvor man vil hen, er heller ikke noget, der påskønnes fra politisk hold. Men unge er ikke ens, og ikke alle er nødvendigvis klar til at tage et valg lige efter ungdomsuddannelsen. For nylig hørte jeg en hjerneforsker sige, at skulle skolen indrettes efter hjernens udvikling, så skulle en lang række valg træffes langt senere. Unge i dag står over for et væld af muligheder, hvilket stiller store krav til de unge.

Også på beskæftigelsesområdet smitter den førte politik af på de mennesker, der er i systemet. Man skal ikke have været der længe for at opleve, hvad de mange krav og den omfattende kontrol kan betyde for ens sindstilstand. Syge mennesker får ikke ro til at komme sig, man holder møder bare for at holde møder, og det personlige initiativ er der ikke megen plads til. Det eneste lyksaliggørende synes at være at komme i arbejde, og det er her, det primære fokus er, ikke på at vi trives.

Vi må forholde os til, hvad det store fokus på præstationer gør ved os, og hvad det betyder, at vores socialpolitik i dag i høj grad er blevet til beskæftigelsespolitik. Uanset hvad der er galt, så synes løsningen at være, at man skal i job. Men bliver man rask af at få et job? Næppe. Langt de fleste mennesker ønsker på den ene eller anden side at bidrage til samfundet – og det er alt andet lige lettere, når man er i trivsel. Måske skulle det primære fokus lægges der?

 

Mental sundhed kan også afhjælpe andre sundhedsproblemer

Også i andre sammenhænge synes mental sundhed at være selve forudsætningen. Politisk gøres der eksempelvis meget for at nedbringe faktorer som rygning og overvægt. Alligevel går det ifølge Sundhedsprofilen også her den gale vej, og den voksende mistrivsel gør det næppe lettere at leve sundt. Man hører ofte, at man skal stoppe med at ryge på et tidspunkt, hvor man har det godt. Og forleden udtalte en læge i forbindelse med debatten om den mentale sundhed, at når vi har det godt mentalt, så bliver det også lettere at handle på eksempelvis overvægt eller rygning. Mon ikke det samme gælder i forhold til beskæftigelse?

 

Tiltag til bedre mental sundhed

Men hvordan får vi det så bedre? Hvor sætter vi ind? Udover at det vil være mit klare budskab, at vi som politikere skal overveje, hvilken retning den førte politik trækker vores samfund i, så er der også mange konkrete ting, vi kan gøre – både i forhold til børn og voksne. Men hvis vi skal forebygge og bryde kurven for udviklingen af psykiske lidelser, må det i første omgang handle om at sætte ind over for vores børn og unge. Et godt sted at starte kunne være i svære livssituationer, som kan udløse eller som øger risikoen for udvikling af psykisk sygdom. Når børn vokser op med forældre, der er ramt af psykisk sygdom eller misbrug, når de oplever traumatiske skilsmisser eller når de oplever sorg, fordi de mister en forælder, så ved vi, at det øger risikoen for psykiske problemer. Kunne vi gøre mere for at hjælpe børn og unge til bedre at håndtere sådanne situationer? Alt for mange kæmper i dag med ensomhed, og er man i en udsat livssituation er det kun endnu vigtigere at have nogen at tale med eller måske ligefrem at møde ligesindede.

Vi kan også sætte bredere ind fx ved at sikre flere uddannede voksne omkring vores børn i daginstitutioner og skoler, så der er bedre mulighed for at møde det enkelte barn og dets behov. Ikke mindst i forhold til de børn, som ikke får den nødvendige omsorg hjemmefra.

Vi kunne også overveje, om vores børn kun skal undervises i fysisk sundhed i form af idræt, eller om mental sundhed er så væsentligt et område, at det også er noget vi skal trænes eller undervises i. Uanset hvad, så er det ikke nok fra politisk hold udelukkende at fokusere på den psykiatriske indsats. Hvis vi vil undgå, at så mange mennesker oplever dårlig mental sundhed, må vi sætte ind både tidligere og bredere.

 

Et samfund i hastig forandring

Vi lever i et samfund, hvor tempoet er højt, hvor vi kan være ‘på’ konstant, arbejde på tværs af tid og sted, hvor vi eksponerer os selv på sociale medier, hvor vi konstant bombarderes med indtryk og information, og hvor vi via medierne kan sammenligne os med de bedste inden for ethvert givent område. Tiltag som omhandler at mestre forskellige psykiske lidelser vinder disse år frem. Men måske skal vi også hjælpe vores unge til i det hele taget at kunne mestre nutidens samfund? Et samfund med stort fokus på præstationer, hvor nærvær og fordybelse har trange kår, og hvor man konstant selv skal vælge til og fra i et hav af muligheder inden for alle livets områder. Hvordan finder man sit eget fokus, når det hele skal gå så stærkt, at mange blot kæmper for at følge med? Det kan godt være, at vi som politikere ikke kan stilles til ansvar for alle disse samfundsændringer. Men i mine øjne har vi med så stor en udfordring at gøre, at vi som politikere er nødt til at handle på den. Vi skal bidrage til, at flere mennesker formår at mestre nutidens samfund.

 

Flygtninge skal arbejde. Punktum.

Dansk Folkeparti ønsker et såkaldt” paradigmeskifte” i udlændingepolitikken. Pudsigt nok efter at partiet i årevis selv har dikteret politikken på området. Skiftet indebærer, at flygtninge ikke må integreres, hvilket er fuldstændig absurd. Blandt andet har DF foreslået at sløjfe den såkaldte IGU-ordning. En ordning, der giver flygtninge mulighed for at komme i uddannelse og arbejde, mens de får løn på niveau med elevløn.

I Radikale Venstre tror vi på, at alle har noget at bidrage med til fællesskabet, uanset hvor de kommer fra. IGU-ordningen er en fantastisk mulighed for, at flygtninge får en vej ind i fællesskabet.

I gennemsnit kan kommunerne i Danmark tjene 5,5 millioner kr. i løbet af to år gennem IGU-ordningen. Hvis DF nedlægger ordningen, går vi også i Varde og Esbjerg kommune glip af denne gevinst, ligesom vi ikke vil opnå de menneskelige og integrationsmæssige gevinster ved ordningen.

Dansk Folkeparti beklager sig ofte over, at udlændinge koster, og at de ikke er tilstrækkeligt integreret. Så hvorfor i alverden vil de afskaffe en ordning, der afhjælper begge dele? Selv hvis flygtninge skal hjemsendes, er det en fordel, at de har arbejdet og uddannet sig i Danmark, fordi de derved vender stærkere hjem. Og samtidig har de bidraget til Danmark, mens de var her.

Indlægget er skrevet sammen med Holger Grumme , byrådsmedlem for Radikale Venstre i Varde Kommune og bragt i JV den 23. januar 2018

Halvhjertede ’supercykelstier’ eller helhjertede løsninger for vores børns sikkerhed?

Fredag den 17. november startede for mit vedkommende med besøg hos en bekymret far ude ved Fovrfeltskolen. Længe har man søgt at råbe kommunen op for at få skabt øget sikkerhed, så børnene kan komme trygt til og fra skole. Desværre uden held.

Samme eftermiddag var jeg så med til indvielsen af den nye ‘supercykelsti’, hvilket satte morgenens besøg i perspektiv. For selvfølgelig skal vi have bedre forhold for byens cyklister, men burde vi ikke starte med at prioritere de mindste på to hjul?

Det skal ikke misforstås. Jeg er rigtig glad for, at det siddende byråd har investeret i bedre cykelforhold – det skal vi blive ved med. Men jeg synes ikke, der er så meget ‘super’ over den nye cykelsti. Faktisk kunne jeg slet ikke finde den på vej ud til mødestedet, hvor indvielsen skulle starte. Kun fordi de havde sat flag op, lykkedes det. Flere steder er cykelstien slet ikke forbundet – her kører man bare på vejen mellem parkerede biler. I Kirkegade er cykelstien blot markeret med en rød belægning, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke ophæver højrevigepligten og laver hajtænder ind mod Kirkegade?

Hvis jeg bliver valgt til byrådet, vil jeg arbejde for bedre cykelforhold i hele kommunen. Men i stedet for at lave halvhjertede supercykelstier, burde man i mine øjne starte med at gå helhjertet ind i at lave sikre skoleveje for kommunens børn.

ARBEJDSRO OG INDDRAGELSE TIL ESBJERG KOMMUNES FOLKESKOLER

Det er glædeligt, at Esbjerg kommune i ny undersøgelse ligger rigtig flot med på folkeskolens faglige resultater. Særligt er jeg glad for vores store fokus på trivsel. Men skolerne har været mange ændringer igennem – så mange at det er på tide at give dem arbejdsro, så de gode resultater kan bundfælde sig. Og så er der plads til forbedring, hvad angår inddragelse og information – det gælder især ift. skolebestyrelserne.
Inden for kort tid har politikerne lavet mange organisatoriske ændringer for folkeskolerne i Esbjerg kommune. Skolereformen var ikke kommunens ansvar, men det var skolesammenlægningerne, ledelses- og navneændringerne og nu lederrokaden mellem fire skoler. Lærere føler sig pressede over de mange omstruktureringer, der tager fokus fra kerneopgaven, forældre føler sig ikke informeret og skolebestyrelserne føler sig ikke inddraget. Jeg møder desværre mange forældre som er forhenværende skolebestyrelsesmedlemmer. De oplever, at arbejdet i skolebestyrelsen ikke gør nogen forskel – slet ikke efter skolesammenlægningerne, hvor skolebestyrelsen nu kan dække op til tre forskellige afdelinger. Et kommende byråd bør understøtte engagementet i skolebestyrelserne ved at sikre, de føler sig både informeret og inddraget. Beslutninger, der kan træffes decentralt, skal træffes decentralt, og skolebestyrelserne skal føle, de gør en reel forskel.

Indlægget er bragt på JV.dk 17.11.17

Idræts- og foreningslivet øger den mentale sundhed

Der er netop kommet en undersøgelse fra Dansk Idrætsforbund over, hvor i landet idrætten har de bedste vilkår og rammer. Esbjerg kommune er faldet 41 pladser ned ad listen til en 62. plads. Bedst står det til med hensyn til frivilligheden og faciliteterne, værre ser det ud for økonomien og idrætspolitikken.

Hvis vi starter med det sidste, er den omstridte gebyrordning en af de væsentligste udfordringer. Vi bliver ikke førende på området, hvis vi kvæler det frivillige engagement, som vi er rigtigt stærke på. Og det er desværre det, der sker, når frivillige skal bruge mere af deres tid på papirarbejde, lokalegebyrer og fundraising. Kommunen har nemlig øget lokalelejen til et niveau, som gør det svært for både foreninger og borgere, at få økonomien til at hænge sammen. I stedet for at bruge tid på lige præcis den idræt, der er årsag til, at man er frivillig, skal frivillige nu ud at rejse penge for at kunne holde kontingentet nede. Ellers risikerer vi, at endnu flere må stoppe pga. de høje kontingenter.

Jeg var for nylig på besøg i en gymnasieklasse. Her havde indtil flere elever måttet stoppe med at dyrke deres sport, fordi det simpelthen var blevet for dyrt. Det synes jeg er rigtig trist. For foreningslivet og idrætten skaber ikke blot aktive borgere, unge som gamle. Det bidrager også til en lang række af andre formål, så som dannelse, bedre indlæring og mental trivsel – og særligt det sidste optager mig meget.

Jeg går nemlig både til valg på at ville skabe en bedre mental sundhed i Esbjerg kommune, dvs. øge trivslen og forebygge psykiske lidelser, ligesom jeg går til valg på, at vi skal værne om og understøtte det rige foreningsliv, som vi til stadighed har. To ting, der i den grad understøtter hinanden.

For nylig kom nemlig også en anden undersøgelse. Således viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, at mennesker, der er aktive og indgår i fællesskaber har markant bedre mental sundhed. Er man eksempelvis medlem af en forening og er aktiv ugentligt, så er der 75 pct. større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed, sammenlignet med hvis man ikke er.

Bliver jeg valgt til byrådet, vil jeg derfor gøre mit til, at vi får lavet en gebyrordning, som ikke dræner, men i stedet understøtter det fantastiske frivillige engagement, som vi i Esbjerg endnu ligger højt på. Ligeledes vil jeg arbejde for, at en kommende idrætspolitik får som et af sine vigtigste formål at sikre, at alle kan være med uanset ressourcer og baggrund i øvrigt.

Kandidattest om mennesker med ADHD

Jeg har netop besvaret ADHD-foreningens kandidattest. Et område, der længe har optaget mig. Fik selv en ADHD-diagnose i 2010 – som jeg dog ikke længere opfylder diagnosekriterierne til – og sad i ADHD-foreningens hovedbestyrelse fra 2010-14. Her kommer mine kvalitative svar:

INKLUSION I FOLKESKOLEN
I mine øjne burde lærerne have været bedre klædt på, inden man begyndte at inkludere flere elever, ligesom et sådant tiltag kræver, at man i hvert fald til at starte med, tilfører flere lærer- og støtteressourcer. Ligeledes har man fra politisk hold i dag meget fokus på at lave større skoler, hvilket i mine øjne ikke nødvendigvis bidrager til en vellykket inklusion, ligesom en mindre struktureret hverdag heller ikke gør det.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Jeg tror, den enkelte lærer gør alt, hvad vedkommende kan for at inkludere børn med særlige behov og gøre dem til en del af fællesskabet. Men jeg tror også, det kan være svært med de forhåndenværende ressourcer, hvorfor jeg gerne vil styrke folkeskolen. Jeg håber også, at man mange steder bruger nogle af de tiltag, ADHD-foreningen har lavet som fx ‘de utrolige år’. Derudover tænker jeg, at mere bevægelse, de steder hvor det rent faktisk er blevet en realitet, kan hjælpe nogle børn med ADHD.

BESKÆFTIGELSESINDSATSEN
I mine øjne bør indsatsen i højere grad målrettes den enkelte og gøres mere meningsfuld – det gælder dog for alle og ikke kun for mennesker med ADHD. Der er alt for mange regler til, at den enkelte ansatte kan tage udgangspunkt i den ledige. Beskæftigelsessystemet skal skabe muligheder og motivation – det gør det i mine øjne ikke i dag. Stive regler overskygger hensynet til den enkelte i sådan en grad, at nogle mennesker ligefrem bliver mere syge af at være i systemet. Jeg så gerne, at vi i Esbjerg blev frikommune, så vi kunne starte helt forfra.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Det har jeg meget svært ved at svare på. Men når vi tilpasser indsatsen til den enkelte – hvis vi da gør det – så gør vi det, der virker. Når vi lytter til og har tillid til folk, og når vi giver den nødvendige tid.

HVILKEN INDSATS VIL DU PRIORITERE?
Den tidlige og forebyggende indsats, der støtter op om HELE familien. Helt klart! Jeg vil arbejde for, at Forældretræningsprogrammet ‘kærlighed i kaos’ også indføres her i Esbjerg.

Familiepolitikken skal styrkes i Esbjerg

Familiepolitikken på dagsordenen

Jeg har længe arbejdet for at få familiepolitikken på dagsordenen. I første omgang nationalt, hvorfor jeg er glad for i foråret at have været med til at udarbejde en Radikal familiepolitik. Jeg er ikke enig i alt – særligt er jeg ærgerlig over, at retten til at gå ned i tid som småbørnsforælder ikke er med. Men jeg er glad for, at vi nu er et parti med en familiepolitik.

Bevar muligheden for hjemmepasning

Som byrådsmedlem i København nogle år tilbage havde jeg også familiepolitikken på dagsordenen. Vi kæmpede imod, da tilskuddet til hjemmepasning blev afskaffet. Heldigvis har Esbjerg kommune, hvor jeg nu bor og stiller op til byrådet, valgt at beholde det. Her kan man få tilskud til at passe sit eller sine egne børn hjemme de første år, og jeg kender mange hjemmegående, der er utroligt glade for denne ordning.

Balance mellem familie og arbejdsliv
Personligt har jeg det godt med at arbejde – så længe det er foreneligt med at være mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år. Derfor er jeg også afsindigt glad for netop at have fået lov at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg arbejder i en styrelse her i byen og havde faktisk ikke turde tro på, at nedsat tid var en mulighed. For mig viser det, at sammenhængen mellem arbejds- og familielivet er en kamp, der skal kæmpes på alle fronter – men også at det er kampen værd.

Børn skal have nærværende voksne
I mine øjne er det væsentligste formål med en familiepolitik, at børn har nærværende voksne omkring sig – både når forældrene overlader børnene til daginstitutionen eller skolen, og når børnene er hjemme i familien. Mit primære politiske fokus er at sikre bedre mental sundhed, hvorfor jeg arbejder for, at børn får mest muligt at stå imod med. Tilstedeværende og nærværende voksne er altafgørende i den sammenhæng. Men for at kunne være der som forælder, er balancen ift. særligt arbejdslivet afgørende. Så længe vi ikke kan få retten til deltid indført på nationalt niveau, vil jeg arbejde for at Esbjerg kommunes arbejdspladser giver en større fleksibilitet for den enkelte ift. at tilrettelægge sit arbejdsliv.

Flere pædagoger og lærere

I skolen og daginstitutionerne, samt fritids- og klubtilbud er det et væsentligt udgangspunkt, at der er hænder nok. Derfor går jeg til valg på at arbejde for flere pædagoger og lærere – sidstnævnte særligt i de små klasser. Derfor bakker jeg også op om, at flere skoler i Esbjerg allerede har indført kortere skoledag for de mindste til gengæld for, at de så er flere undervisere i timerne.

Kvalitet i fritidstilbuddene og styr på IPAD’en
Tilstrækkeligt med voksne gør det selvfølgelig ikke i sig selv – der skal også arbejdes med kvaliteten i tilbuddene. Det gælder ikke mindst i SFO’en, hvor det er min oplevelse, at der bl.a. går al for meget tid foran skærmen; IPAD eller TV.

Styrket forældreinddragelse

Her i Esbjerg er det også min klare opfattelse, at forældreinddragelsen med fordel kunne styrkes. Der er stor variation i såvel informationsniveau, samt i hvor mange samtaler man tilbydes i de forskellige institutioner. Jeg finder forældreinddragelsen vigtig af flere årsager. Hvis forældrene bedst muligt skal kunne bakke op om deres barns liv i institution og skole, og støtte barnet der hvor behovet er størst, er det vigtigt at høre, hvordan pædagogerne og lærerne oplever barnet. Det er også væsentligt at inddrage og lytte til forældrene i væsentlige overgange fx mellem vuggestue/dagpleje og børnehave eller børnehave og skole, så overgangen bliver bedst mulig for barn og familie. Jeg tror faktisk godt, at personalet her i Esbjerg vil inddrage os forældre, og at de gør alt, hvad de kan med de forhåndenværende ressourcer – tiden og ressourcerne er blot for knappe.

Børn med særlige udfordringer kræver støtte til hele familien

Derudover mener jeg, at vi generelt er for dårlige til at støtte op om hele familien. Det gælder fx familier, der oplever at få et barn med et handicap. I sådan en situation bliver der først og fremmest kompenseret for barnets nedsatte funktionsevne. Men forældrene har jo også nogle behov. Jeg har mødt familier med handicap, hvor mor og far aldrig fik en hel nats søvn, familier der var ved at gå ned med stress eller depression eller gik ned, fordi de skulle kæmpe med systemet, og familier der bare gerne ville have en smule aflastning, så de kunne hænge sammen som mennesker, og dermed også være der som forældre for deres børn. Alt for mange forældre til børn med særlige behov går fra hinanden – det tror jeg, vi kunne undgå, hvis vi var bedre til at støtte op om hele familien.

En konkret ting, som jeg gerne vil fremme, er forældretræning. Jeg var førhen aktiv i ADHD-foreningen som blandt andet har været med til at udvikle forældretræningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ til forældre til børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Erfaringerne er gode. Programmet hjælper både forældrene, hvoraf flere selv har ADHD, og børnene hvis symptomer reduceres – så meget at nogle rent faktisk undgår at få en diagnose.

Støtte til pårørende

I det hele taget skal vi støtte mennesker, der er pårørende til alvorligt syge – unge som gamle. Når et familiemedlem bliver ramt af eksempelvis svær psykisk sygdom, rammer det hele familien. Jeg er selv vokset op med en far, der har lidt af svære depressioner. Så jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke sætter ind med hjælp og støtte – og allerhelst tidligt i forløbet. Helt konkret vil jeg arbejde for flere pårørendegrupper, hvor man kan møde ligesindede og få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre og lære at passe på sig selv. Det gælder ikke mindst til skoleelever.

Hverdagslivet som forælder i Esbjerg

Sidst vil jeg – hvis jeg bliver valgt til byrådet i Esbjerg – arbejde for, at hverdagslivet for familierne bliver lettere. Det gælder helt ned til hverdagsudfordringer som fx med Tabulex eller Forældreintra. Når vi laver nye tiltag af den slags, er vi simpelthen nødt til at sikre, at det fungerer ordentligt, før det sættes i søen, at de ansatte er i stand til at bruge det – og det på måde så det letter og ikke besværliggør hverdagen for forældrene, samt at forældre, som måtte have brug for det, kan få den nødvendige hjælp og vejledning. Jeg vil også arbejde for mere sikre skoleveje og bedre cykelforhold i det hele taget, samt et byrum der inviterer til aktivitet og leg i hverdagen.

Håber at få lov i Esbjerg byråd at bidrage til bedre forhold for børn og familier

Som mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år, der alle går i tre forskellige tilbud her i Esbjerg, og med min politiske erfaring fra bl.a. Folketinget mener jeg at have gode forudsætninger for at arbejde for bedre forhold for børn og familier. Derfor håber jeg inderligt, at jeg for Radikale Venstre bliver valgt til byrådet her i Esbjerg den 21. november.

VALGKAMPSOVERVEJELSER, DEMOKRATISK UNDERSKUD OG ØNSKET OM AT TAGE KAMPEN OP

Jeg er netop blevet inviteret til en debat på Rybners – en af de største uddannelsesinstitutioner – som jeg har svært ved at finde ud af, om jeg skal deltage i. Først var vi Radikale rent faktisk slet ikke inviteret, da man havde inviteret to partier fra hver blok. Hvilke ved jeg ikke, men eftersom eleverne på en offentlig uddannelsesinstitution har mødepligt til dette arrangement, så synes jeg faktisk, man bør invitere bredt og helst alle de partier, som stiller op til valget. Spørgsmålet er så, om det er gjort med, hvem man inviterer? Det mener jeg ikke, at det er.

For der er flere måder at udelukke på. Man kan også lave temaet så smalt, at man indirekte udelukker nogen fra at deltage, og det mener jeg, er tilfældet her. Temaet er uddannelse – eller mere præcist, hvordan man får flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Dernæst er der stillet en række meget konkrete spørgsmål til, hvordan man vil sikre forskellige tiltag på området. Der bliver altså ikke stillet spørgsmål ved, hvad man overordnet vil på dette (eller andre) område(r), men stort set kun spurgt ind til, hvordan man kan føre konkrete ting ud i livet. Spørgsmål der i mine øjne fordrer, at man enten tidligere har beskæftiget sig med området, eller at man allerede sidder i byrådet. Samt at man er enig i de overordnede prioriteringer.
At nogle af os nye kandidater ovenikøbet først får invitationen ca. halvanden uge før og dermed senere end øvrige kandidater, øger heller ikke muligheden for, at man kan nå at forberede sig midt i en travl valgkamp.

Hvorfor afholder en af Esbjergs største uddannelsesinstitutioner sådan en debat lige før kommunalvalget, hvor mange nyopstillede partier og kandidater først ikke bliver inviteret og for en dels vedkommende i praksis er udelukket? Og er det særlig demokratisk, at eleverne lige op til kommunalvalget skal deltage i en debat, hvor man først udelukker en lang række partier ved slet ikke at invitere dem – dernæst inviterer bredere, men stadig med et emne der er så smalt, at det selv for en erfaren politiker kan synes svært at deltage?

Selv sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt jeg skal deltage i debatten og risikere, at jeg ikke kan svare på noget, fordi der ikke bliver stillet nogle overordnede eller holdningspørgsmål? Skal jeg melde fra? Eller skal jeg dukke op og deltage så godt jeg kan, men samtidig udtrykke, at jeg i et demokratisk perspektiv er ked af det smalle perspektiv? Jeg kunne også kontakte Rybners for at høre, om ikke de også laver en bred debat, hvor alle holdninger har mulighed for at blive repræsenteret. Jeg tror, det bliver et af de to sidste – er allerede gået i gang med at forberede mig..

De bedst mulige rammer for børnefamilier

Den 5. oktober argumenterer Maria Høj Pedersen fra Borgerlisten i JV for, at børnepasnings-tilbuddene bør være mere fleksible. Esbjerg kommune har afskaffet lukkedagene i vuggestue og børnehave, det bør vi også gøre i dagpleje og SFO.

Som familie befinder vi os i præcis den situation, Maria beskriver, med tre små børn på 2, 4 og 6 år i dagpleje, børnehave og skole. Jeg har også sympati for Marias forslag, idet jeg selv går til valg på at skabe gode rammer for børn og familier, men jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre praksis?

Kommunen kunne godt vælge at holde åbent i alle kommunens SFO’er året rundt – særligt hvis det, som Maria skriver, ikke koster væsentligt mere. Det synes straks sværere med den kommunale dagpleje.

Allerede i dag er der mulighed for at få sit barn passet i en anden dagpleje eller vuggestue, hvis man ikke kan finde alternativ pasning under ferie. Medmindre den enkelte dagplejemor aldrig skal have ferie, har jeg svært ved at se alternativet?

Hvis man som forælder eller barn ikke har det godt med omplaceringen i sommerferien, har man den mulighed at vælge vuggestue frem for dagpleje. Her er som bekendt ingen lukkedage, fordi de ansatte kan holde ferie på skift. Det er i mine øjne den fleksibilitet, kommunen både kan og bør tilbyde. Men jeg er bestemt lydhør, hvis nogen har et bud på en anden løsning.

Indlægget er bragt i JydskeVestkysten den 13. oktober 2017

VERDENS MENTALE SUNDHEDSDAG – BØRN SOM PÅRØRENDE

I dag den 10. oktober er det verdens mentale sundhedsdag. Som spidskandidat til byrådet for Radikale Venstre ligger den mentale sundhed mig meget på sinde – det har den gjort, siden jeg for ti år siden besluttede at gå ind i politik.

 

Egne oplevelser drev mig ind i politik

Det, der drev mig, var min opvækst med en far, der har lidt af depressioner, siden jeg var 14 år gammel. Noget, der i den grad har præget mit liv. Jeg oplevede på nært hold, hvad psykisk sygdom kan gøre ved et menneske, men også hvad samfundet ikke kunne.

 

Øget politisk fokus på psykiatrien

De seneste år er der kommet mere politisk fokus på selve behandlingen af mennesker med psykisk sygdom, selv om vi endnu ikke er i mål. Området er heller ikke så tabubelagt som tidligere. En aftabuisering, som jeg har forsøgt at bidrage til med mine foredrag om et liv med psykisk sygdom samt min bog ‘Frem i Lyset’ om det samme.

 

For få tilbud til pårørende 

Hvad angår pårørende til mennesker med psykisk sygdom, børn som voksne, er der imidlertid stadig ikke megen hjælp at hente. Selv om der hvert år er omkring 50.000 børn, der oplever, at enten mor eller far bliver ramt af en psykisk sygdom, bliver børn overset som pårørende og sjældent indtænkt i handleplaner mv. Som byrådskandidat vil jeg derfor arbejde for bedre hjælp til børn, der er pårørende.

 

Forslag til et kommunalt tilbud

Et konkret forslag kunne være børnegrupper, som man har gode erfaringer med fra andre kommuner. Her kan børnene møde ligesindede, opleve at de ikke er alene og få nogle redskaber til at håndtere mors eller fars sygdom. Tanken er, at der etableres et systematisk tilbud i tilknytning til en eller flere nærliggende folkeskoler. Hvem der skulle stå for det, er jeg åben over for, men jeg ved, at man nogle steder har brugt AKT’ere til lignende tilbud. Forslaget om gruppetilbud er allerede blevet taget positivt imod af såvel unge som voksne, som jeg har mødt i forbindelse med valgkampen, en psykiatriorganisation og andre kandidater til byrådet.

 

Radikale ønsker lovgivning på området

I Radikale Venstre har vi også netop på vores landsmøde besluttet at arbejde for, at sygehusene via lovgivning skal forpligtes til at tage bedre hånd om børn af alvorligt syge, som man også har indført det via lov i flere af vores nabolande. Et forslag jeg tidligere har arbejdet for at fremme politisk. I følge Børn, Unge og Sorg er det lige så belastende at vokse op med en alvorligt syg forælder, som det er, at forælderen dør. Og børn, der er pårørende, har en øget risiko for selv at udvikle psykiske lidelser. Loven vil bl.a. betyde, at personalet på landets sygehuse skal spørge ind til patientens eventuelle børn, tilbyde råd og vejledning om støtte til børnene og vurdere støttebehovet hos barnet samt henvise videre efter behov.

 

Min personlige historie

Nogle år efter at min far blev syg og også forsøgte selvmord, oplevede jeg selv at blive ramt af stress og depression, komme i behandling for OCD, ja jeg fik sågar en ADHD-diagnose. Selvfølgelig kan man ikke adskille arv og miljø, men jeg er overbevist om, at min fars sygdom spillede en væsentlig rolle. I dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand, lever jeg da heller ikke længere op til kriterierne for nogle af lidelserne, men det har været et langt sejt træk, som jeg gerne beretter om, hvis det kan gøre en forskel. Når jeg deler min personlige historie, er det i håb om, at det kan bidrage til øget fokus og en styrket indsats på området. For nylig delte jeg min historie med en gymnasieklasse her i Esbjerg, jeg holder jævnligt foredrag senest i Brørup for et par uger siden, og når vi i morgen skal på gaden med partiet, deler jeg også gerne mine erfaringer med borgerne i Hjerting i forbindelse med verdens mentale sundhedsdag, hvis det kan åbne op for en god og tillidsfuld samtale.

Skulle I have lyst til at kigge forbi, er vi på gaden i Hjerting foran Rema kl. 15.30-17.