Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

For meget mand?

Om højt testosteronniveau hos kvindelige elitesportsudøvere

Fredag den 11. august 2017 var jeg i Deadline for at debattere kvindelige sportsudøvere med et højt niveau af testosteron. En utrolig svær og dilemmafyldt debat, hvor der ikke én optimal som løsning, som tilgodeser alle hensyn. En debat, der synes at rejse flere spørgsmål end svar. Og en debat der er fuld af følelser, og som kan have utrolig stor betydning for den enkelte atlet, ja måske ligefrem for sporten på sigt.

Hvorfor diskuteres det?

Baggrunden for debatten var VM i atletik, hvor der i 800m konkurrencen var flere deltagere, som skulle have et utrolig højt testosteron-niveau. Hvordan de forskellige atleter i øvrigt er skabt i forhold til deres kromosomer, eller i hvilket omfang de har mandlige eller kvindelige kønsorganer, ved jeg ikke. Caster Semenya, som er en af de mest omdiskuterede, har jeg dog læst lidt op på. Semenya har efter sigende et utroligt højt testosteron-niveau. På den baggrund er hun tidligere blevet kønstestet. Her fandt man ud af, at hun havde kvindelige ydre kønsorganer, men indre testikler. Hun er hermafrodit, hvilket overordnet set betyder tvekønnet. Efter sigende skulle det også være kommet bag på hende selv, at hun havde indre testikler, hvorfor hun må have opfattet sig selv som værende kvinde. Det må være en voldsom oplevelse at blive kønstestet i forbindelse med sin sport og i fuld offentlighed at skulle forholde sig til at være tvekønnet.

Sporten skal kunne rumme forskellighed

Problemstillingen i forhold til de konkrete atleter er, at de stiller op i kvindekonkurrencen, selv om de har et unormalt højt niveau af testosteron sammenlignet med andre kvinder, og at de også præsterer på et utroligt højt niveau – formentligt derfor de har valgt netop den sport. Men kan man udelukke dem på baggrund af testosteron-niveau? Det blev Semenya i første omgang, hvorefter hun blev tvunget til at tage testosteronsænkende medicin. Sidstnævnte finder jeg helt absurd, og det minder mest af alt om en omvendt form for doping. Desuden er det min klare holdning, at sporten skal kunne rumme mennesker, som de er, og med de forskelligheder de nu engang besidder. Selvfølgelig er det ikke ok at dope sig med testosteron, men hvis man fra naturens side er udstyret med et højt niveau, så må man også kunne passe ind et sted – spørgsmålet er bare hvor?

Testosteron-niveau som udgangspunkt?

Kunne man forestille sig, at niveauet af testosteron var grundlaget for at inddele mennesker i forbindelse med mesterskaber, så det ikke hedder mænd og kvinder, men over eller under en vis grænse af testosteron? Umiddelbart lyder det måske rimeligt, men det synes ikke så simpelt endda. For mennesker reagerer forskelligt på testosteron, hvorfor to mennesker med samme høje niveau ikke nødvendigvis vil profitere lige meget af det. Desuden er der andre naturlige veje til store muskler – nogle mennesker har måske et jævnt niveau af testosteron, men responderer utrolig godt på træning, er disciplineret ud over alle grænser, eller formår at få den helt rette kostsammensætning. Er det så fair, at de der har det på baggrund af et højt niveau af testosteron skal konkurrere i en anden kategori? Og hvad hvis disse besidder andre fysiologiske forhold, som bestemt ikke er en fordel som fx korte ben, mindre blodvolumen etc.? Ligeledes kan man have et højt niveau af testosteron uden nødvendigvis at have kæmpe store muskler, og så er det vel heller ikke rimeligt, at man skal konkurrere i en anden kategori på grund af netop dette?

Og hvad med mænd, der har et unormalt lavt niveau? Skulle de så have lov at få tilført lidt ekstra, fordi de ligger på niveau med kvinderne, eller skal de i stedet konkurrere med disse? Ville det være mere fair?

Andre fordele end muskler

Ud over testosteron er der også andre fysiologiske forhold, som kan være en fordel i forbindelse med sport. Mænd er generelt højere end kvinder, hvorfor mange mænd også har længere ben. Skal vi så til at overveje, om kvinder med en benlængde ud over det sædvanlige skal spille fx basket ball sammen med mændene? For er det fair, at kvinder med korte ben ikke har en chance for at være med?

Forleden fik jeg tilfældigvis målt fedtprocent og muskelmasse, og i forbindelse med debatten her tjekkede jeg så, hvordan jeg lå sammenlignet med mænd. Det første, jeg faldt over, var et skema, der var inddelt på alder og køn. Min fedtprocent på 11 procent svarede til den yngste herrekategori, og der stod, at det var det perfekte niveau for en mand på 20-24 år. Dette efter halvanden måned, hvor jeg har trænet meget lidt. Efterfølgende sagde diætisten, der udførte testen oven i købet, at mine værdier svarede til en topatlet, der havde trænet seriøs styrketræning seks måneder i træk og samtidig været på en streng diæt. Er det fair, at jeg i 24-timersløb konkurrerer med kvinder, når jeg har en fedtprocent svarende til en mands? Andelen af fedt på kroppen hænger jo ofte også tæt sammen med niveauet af testosteron. Jeg kommer dog næppe i nærheden af et niveau som Caster Semenya, selv om jeg altid har følt mig mere maskulin end gennemsnittet af kvinder. Men det kunne egentlig være sjovt at få testet, hvor jeg ligger henne.

Forskellige sportsgrene, forskellige fysiologiske fordele

Spørgsmålet er, om min lave fedtprocent i virkeligheden er en fordel eller en ulempe i forbindelse med ultraløb? Umiddelbart synes det en fordel, at en relativt stor del af kroppen er muskler frem for fedt. Men hvad med depoter? Hvem ved, om jeg godt kunne bruge lidt mere fedt at tære på under mine lange løb? Det. jeg prøver på at sige. er, at nok er testosteron en styrke inden for mange former for sport. Men hvad med i de sportsgrene, hvor det ikke nødvendigvis er det? Skal vi der dele op i henholdsvis mænd og kvinder på traditionel vis, eller skulle en eventuel fremtidig inddeling i kategorier på baggrund af testosteron gælde i alle sportsgrene? Umiddelbart synes det at blive noget rod, hvis man skal til at skelne og lave forskellige ’kønsinddelinger’ i forskellige sportsgrene.

Hvad er alternativet?

Ville det være mere fair at lægge en bredere forståelse af kønnet til grund for inddelingen? Ex en samlet vurdering af kromosomer, kønsorganer og testosteron-niveau? Kunne man ud fra dette vurdere, om den enkelte er mest mand eller mest kvinde? Og hvad med det selvopfattede køn, betyder det noget? For måske er der en grund til, at man opfatter sig selv som henholdsvis mand eller kvinde – måske hænger det sammen med ens fysiologi? Hvis det var muligt at sige, hvorvidt den enkelte er mest mand eller mest kvinde, ville jeg personligt finde det rimeligt, at skulle konkurrere mod en kvinde, der var 49 procent mand. Vi hverken kan eller skal være lige alle sammen – det er jo deri konkurrencen ligger, og det er op til den enkelte sportsudøver at dyrke lige netop de fortrin, som vedkommende selv har.

Hvis man ser på fodbold, er der jo også mange piger, der er meget maskuline. Her tænker vi måske ikke så meget over det, fordi der er tale om et hold, og den enkeltes præstation derfor ikke står lige så tydeligt frem. Men er det fair, at den lille sylfide af en pige ikke kan være med der, fordi hun ikke har halvt så meget testosteron? Ja, det synes jeg faktisk, at det er. For fodboldpigerne – eller Caster Semenya for den sags skyld – må også affinde sig med, at der er sportsgrene, hvor de ikke er særligt godt stillet. Det kunne være sportsgrene, der fokuserer på eksempelvis ynde og elegance – selv om der givetvis også vil være nogle atleter, som gør sig godt flere steder. Mennesket er en sammensat størrelse, og der er mange andre faktorer end testosteron, som spiller ind.

Passer heller ikke ind andre steder

Men for at vende tilbage til Caster Semenya. Jeg kan godt forstå, at det er træls for hendes konkurrenter, og at man kan opleve det urimeligt, at hun har en naturgiven fordel. Men da jeg i Deadline så klippet af en hvid atlet, der stod og græd, fordi hun var frustreret over at skulle konkurrere med nogle af de meget maskuline atleter, ja så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvordan sådan en som Caster Semenya må have det. Måske har hun aldrig rigtig passet ind nogle steder i samfundet? Så finder hun en sportsgren, hvor hun kan drage fordel, af den måde hun er skabt på, og så passer hun heller ikke ind der. Hun skal kønstestes og sluge resultatet i fuld bevågenhed. Hun skal tage testosteronsænkende medicin, fordi hun ikke må være med, som hun er. Og gang på gang dukker debatten op igen, hvorfor hun måske aldrig rigtigt ved, om hun er købt eller solgt.

Vi skylder at finde en afklaring

Om Semenya og de andre atleter med højt testosteron-niveau skal løbe sammen med mænd eller kvinder er en svær debat. Men jeg synes ærlig talt, vi skylder dem på et tidspunkt, at lukke den. I hvert fald indtil nogen måtte komme op med et bedre alternativ til den inddeling, vi har i dag. Og så længe problemet ikke er større, end det er tilfældet, bør man også overveje, om ikke det er for tidligt at ændre på forholdene. Nok virker det voldsomt med tre meget maskuline atleter i en og samme finale, men det sker jo heller ikke hver dag. Er det overhovedet set så markant før? I hvert fald skulle Deadline helt tilbage til 80’erne for at finde endnu et rigtig godt eksempel på en kvinde, der lignede og løb som en mand.

Hvad mener du om problematikken?

Esbjerg skal være en grøn og aktiv by: Bedre cykelforhold

Som byrådskandidat går jeg til valg på, at Esbjerg skal være en grøn og aktiv by. Bedre forhold for cyklister er derfor en helt oplagt sag for mig, og jeg er da også overbevist om, at cykelforholdene i Esbjerg kan blive endnu bedre. Det er et godt tiltag, at man nu må svinge til højre for rødt flere steder, men vi kan gøre mere.

Jeg kender forældre, der flytter på grund af en utryg skolevej. I mine øjne bør det slet ikke være til diskussion, at vi skal skabe sikre skoleveje for vores børn – både af hensyn til deres sikkerhed og deres mulighed for en aktiv hverdag. Jeg tror faktisk godt, at flere esbjergensere ville tage cyklen, hvis forholdene var bedre. Det gælder ikke mindst forældre, som ønsker at cykle med deres børn. Men mange steder er forholdene ikke til det, selv om de bliver bedre. I midtbyen kunne man med fordel lave flere cykelstier og også gerne cykelparkeringer. Pumpestationerne som blandt andet står ved rundkørslen er endnu et godt tiltag – ikke mindst fordi, der ikke er så forfærdeligt mange cykelhandlere i byen.

Selv har jeg oplevet, at det ikke altid er så ligetil at cykle langs de store veje, som oftest er den korteste og letteste vej, når man bruger cyklen til de lidt længere distancer. Hjertingvej er god, men eksempelvis Stormgade er svær. Her skal man krydse vejen for at følge cykelstien, som til tider ender i små villaveje. Og det er det, der er ved Esbjerg. I rigtig mange lokalområder, har vi nogle fantastiske stisystemer – i hvert fald hvis man er godt kendt i det enkelte område. Jeg oplever det imidlertid ofte, som svært at komme fra det ene til det andet sammenhængende område, ligesom det kan være svært at finde rundt. For selv om jeg dagligt tilbagelægger mange kilometer til fods og på cykel, kender jeg ikke alle afkroge af Esbjerg lige godt. Og egentlig synes jeg heller ikke, det burde være nødvendigt. Cyklen skulle gerne være det lette valg. Når flere borgere cykler, får flere en mere aktiv hverdag. Det betyder også færre biler på vejene og ikke mindst i byens centrum, hvor det til tider kan være svært at finde parkering. Derudover vil det bidrage til en grønnere by.

Og ja, jeg hører til dem, der virkelig mener, vi bør tage klimaforandringerne alvorligt. Derfor har jeg det også svært med, at så mange mennesker tager bilen til arbejde, selv om de ikke har særlig langt, og at rigtig mange kører alene. Det er i hvert fald min oplevelse, når jeg løber på arbejde om morgenen og kigger ind i de mange biler. Og hermed siger jeg ikke, at vi alle skal cykle altid. Hverdagen skal ogsåa hænge sammen. Men cyklen skal i mine øjne være et lettere og mere sikkert valg, end den er i dag. Så har du gode forslag til, hvordan vi kan optimere cykelforholdene i Esbjerg, så skriv endelig!

Ville ikke komme hjem og fortælle pigerne, at deres mor havde givet op

Hjemme igen efter et hårdt, men veloverstået verdensmesterskab i 24-timersløb i Belfast. Sjovt nok har jeg det bedre efterfølgende for hvert løb, jeg løber, selv om jeg lægger kilometer til hver eneste gang. Læggene er stive og opsvulmede, og vablerne klør og gør ondt. Slidsår er der ikke så mange af som førhen – heller ikke selv om det regnede under løbet, og jeg længe løb i vådt tøj. Der, hvor jeg har mest ondt, er den fod, der drillede lidt allerede før løbet. Jeg havde håbet ikke at mærke noget til den under løbet. Sådan gik det ikke. Men heldigvis holdt den da hele vejen, og den har det egentlig ikke så meget værre her bagefter, hvor den kan få al den ro, den behøver.

Det mest smertefulde løb nogensinde

Jeg tror godt, man kan betegne dette løb, som mit mest smertefulde løb nogensinde. Selvfølgelig har jeg tidligere haft ondt, men jeg mindes ikke nogensinde før at have løbet 23 timer med så ondt. Allerede efter kun én time, begyndte foden at drille, først den ene og så den anden. Underlaget skrånede en anelse, hvilket ikke hjalp på det, så derefter gik turen til knæ, hofter, baller og lår. Ja, selv ryg, arme og nakke fik jeg ondt i, fordi jeg måtte løbe med Mortens tunge ur.

Første ’krise’ var på startlinjen

Første ’krise’ var nemlig allerede, da jeg stod på startlinjen og opdagede, at mit eget ur var i stykker og fuldstændig blankt. Efter et par omgange fik jeg Mortens på istedet. Senere gik det så op for mig, at uret var skyld i mine nakkeproblemer, hvorfor det røg over på det andet håndled, som efter løbet var fuldstændigt blåt og hævet. Der var bare ikke så meget andet at gøre. For eftersom vi nærmest INGEN opdateringer fik undervejs på, hvor langt vi var, eller hvordan vi var placeret, var det den eneste måde, hvorpå jeg havde mulighed for at se, om jeg holdt min egen plan.

Besluttede fra start, at jeg ikke ville give op

Pudsigt nok og særligt de mange smerter taget i betragtning, var det meget få ting, jeg hev fat i undervejs – og meget tidligt i løbet. For der gik ikke længe, før jeg tænkte ved mig selv, at det her gør jeg ALDRIG mere. Jeg var også mere end fristet af den grønne græsplæne, som man lige kunne kaste sig på. Men tanken om, hvordan jeg lynhurtigt ville føle det, hvis jeg havde givet op og kunne se de andre løbe videre, holdt mig fra det. Jeg ville heller ikke komme hjem til vores piger og fortælle, at jeg havde givet op. Viljestyrke, det har jeg, og smertehåndtering er jeg god til, sagde jeg til mig selv – og så måtte jeg jo løbe på det. Jeg valgte også ikke at sige for meget til min mand Morten og de andre hjælpere i depotet, for der var ikke nogen grund til at fokusere på, at det gjorde ondt.

Fokuserede på noget andet end smerterne

I stedet forsøgte jeg at holde fokus på at få spist og drukket nok samt på at holde mine kilometertider. De sædvanlige maveproblemer kunne jeg bestemt godt undvære, og det lykkedes stort set også. Formentlig fordi jeg kun spiste nogle få energivingummier og en enkelt gel – i stedet kørte jeg udelukkende på almindelig mad i form af kartoffelmos, havregrød, bananer, en smule pasta, lidt skumfiduser og chokolade. Jeg mindedes at have læst, at modne bananer kan bidrage til bedre smertehåndtering – måske noget vås, men troen på det hjalp. Af flydende indtag (udover den tynde drikke-havregrød) stod den primært på cola blandet op med vand og elektrolyt til at holde saltbalancen.

Løb stabilt efter planen

Kilometertiderne holdt jeg også fint – i hvert fald løb jeg stort set efter min overordnede plan, hvor jeg havde et kilometermål for hver seks timer. Jeg foretrækker, at lægge hårdere ud, så jeg har lidt at give af både fysisk og mentalt. Sådan er vi jo forskellige som løbere. I tredje blok kneb det dog med at holde tempoet, da jeg var udmattet efter så mange timer med smerter. Men til gengæld hentede jeg det tabte på de sidste 100 minutter.

Morten sagde de afgørende ord

Hvorfra jeg fik kræfterne ved jeg ikke. Men opdateringen kom på det helt rigtige tidspunkt, da Morten sagde: ”Nu har du 1 time og 40 minutter til at løbe 13 km. Jeg regnede på det og tænkte først, at det nærmest var umuligt. Jeg skulle i hvert fald op i fart. På det tidspunkt havde jeg rimelig mange toiletbesøg, fordi det bliver svært at klemme sammen, når man har løbet så langt – og nok også fordi jeg godt kunne bruge nogle korte pauser fra smerterne. Jeg besluttede, at der ikke var tid til mere af den slags, og så kørte jeg kun på banan og kakao til allersidst, da jeg ikke ville risikere bøvl med maven.

Hentede vigtige kilometer til sidst

Farten blev øget – efter sigende til næsten helt op mod 10 km i timen, hvilket var meget for mig på det tidspunkt. Stadig vidste jeg ikke præcist, hvor jeg var rent kilometermæssigt, kun at jeg havde holdt min plan rimelig godt. Jeg fik vist også danmarksflaget et par runder EFTER at jeg havde slået min tidligere danmarksrekord på 225,74, men måske var det held i uheld. For da jeg samtidig hørte den første opdatering i højtaleren, som sagde 225 km, blev jeg i tvivl om, om jeg egentlig var så langt som antaget. Det gjorde blot, at jeg gav den mere gas, så jeg kunne nå en ekstra runde for en sikkerheds skyld. På et tidspunkt rev det noget lige over knæet, hvorfor jeg dog valgte at sætte farten lidt ned. Hellere løbe sikkert og nå mit eget mål om 230 km, end at give den for meget gas for at holde konkurrenter bagved og så risikere ikke at kunne løbe tiden ud.

 

Svært at løbe efter placering uden opdateringer

Jeg blev da også overhalet af i hvert fald tre løbere, som jeg fornemmede, at jeg lå side om side med. Heldigvis endte to af de tre længere nede på listen. Japaneren tog mig i en af de sidste omgange, men mon ikke også hun havde gjort det, hvis vi alle havde vidst, hvordan vi var placeret? Selvfølgelig er det svært at løbe efter en top 10-placering, når man stort set løber i blinde 24 timer i træk, hvad angår placeringerne. Men jeg tror nu, vores hjælpere i teltet var mere frustrerede over det, end de fleste af vi løbere var. Der var jo ikke noget at gøre ved det, og forholdene var ens for alle. Og hvem ved – måske havde jeg ikke fået den sidste runde med, havde jeg ikke været usikker på, hvor langt jeg var i forhold til min gamle danmarksrekord? Det var jo sådan set den sidste omgang, der gjorde, at jeg lige netop nåede over de 230 km, som var mit primære mål.

Flere mål og overordnede planer

Endnu engang kan jeg konkludere, at det fungerer godt for mig at løbe efter en meget overordnet plan, samt at have flere mål at løbe efter. Meget længe i dette løb, løb jeg ’kun’ efter lige at snige mig over min sidste danmarksrekord. Det var rent faktisk først, da jeg efter løbet begyndte at regne på det, at jeg begyndte og tro på, at jeg havde nået mit primære mål om 230 km. 231,399 km blev det til og en placering som nr. 12 blandt kvinderne

Stolt over min stabilitet

Siden mit første 24-timersløb i 2010 har jeg øget distancen hver eneste gang – og de sidste tre gange har det hver gang været danmarksrekord. Nok har jeg ikke sat nogen verdensrekord eller vundet noget mesterskab. Men jeg har nået mit mål hver eneste gang – og det tror jeg ikke er mange ultraløbere forundt. Som konkurrencegymnast var stabilitet ikke min stærkeste side, men det er det i 24-timersløb. Fem løb og ikke et eneste på under 200 km. Det tør jeg godt sige, at jeg er stolt af.

Tak for den meget overvældende opbakning

Og så vil jeg gerne sige tusind tak for opbakningen! Først og fremmest til min mand, der har været med og bakket op hele vejen. Han tror på mig – også når jeg selv er ved at miste troen. Hans gode ven Jens, der også var med som hjælper, første gang jeg satte danmarksrekord. Venner og familie, der har taget sig så godt af vores børn, mens vi har været væk, at den ene nu gerne vil bortadopteres. Og de andre hjælpere, som gav en hånd, løbere der gav et rygklap og alle jer derhjemme. Det er dejligt, at I følger med, og jeres støtte gør, at jeg lige formår at finde de sidste kræfter.

Af sted mod VM i 24-timersløb

Det er ikke blevet til mange blogindlæg denne sæson frem mod VM – men den har også været en kort en af slagsen, da den jo startede som en aprilsnar for knap tre måneder siden. Nu er der dog ikke længe til, at mesterskabet løber af stablen, for lørdag den 1. juli går startskuddet til Verdensmesterskaberne i 24-timersløb.

Skadesfri

Det bedste ved en kort sæson må være, at perioden har været for kort til rigtigt at løbe ind i skader. Efter weekendens halvmaraton her i Esbjerg, har kun den ene fod brokket sig lidt – resten af kroppen er nærmest ikke mærket af løbet. Jeg er ikke så meget som øm i musklerne. Men foden forsøger jeg lige at få løsnet lidt i dag, hvor jeg har fået en tid hos en af de andre behandlere i Emcare. Normalt går jeg hos Jesper, der er osteopat, men han er kun i Esbjerg om fredagen.

Derudover prøver jeg ikke at lade mig gå på af det. Det ville næsten være mærkeligt, hvis der ikke var bare ét sted i kroppen, hvor jeg kunne mærke, at træningen er blevet intensiveret over de sidste tre måneder. Og sammenlignet med sidste år, hvor en skæv hofte resulterede i tre uger helt uden løb blot otte uger før EM, så er det en lille ting. Alligevel vil jeg forsøge at komme det til livs – for selv en lille skævhed eller overbelastning kan godt blive alvorlig i løbet af 24 timer.

Så på den ene side skal den ikke overhøres – på den anden så har jeg prøvet det, der var være. Og sidste år var det absurde, at et af de få steder, jeg overhovedet ikke havde ondt under EM, ja det var højre hofte, som havde drillet så meget.

 

Nået mine milepæle

Som bekendt bruger jeg hverken kost- eller træningsplaner, men jeg har nået de få milepunkter, jeg havde sat mig. Jeg har været op omkring de 100 km tre uger inden for de sidste par måneder, jeg havde et fint maraton i København i maj på lige under 3.30, og jeg kom godt igennem Esbjerg halvmaraton i søndags. Lige bortset fra stivheden i foden, er der intet at mærke.

Et maraton på under 3.30 er ikke PR – det var der ikke tid til at gå efter på så kort en sæson. Men det er en pæn tid for mig at løbe på, uden at give den alt for meget gas og efter kun halvanden måneds træning. Det samme med halvmaraton på 1.39. Jeg ved faktisk ikke, hvad min PR er på den distance. Men at kunne holde et tempo på 4.40 pr. km uden at være synderligt presset, det er et godt niveau for mig.

 

At holde fokus

Desto mere jeg løber, og jo flere foredrag jeg holder om løb, desto mere bevidst bliver jeg om, hvor vigtigt det er at kunne holde fokus. For mig betyder det tre ting.

1)     At jeg hele tiden har målet for øje, men at løbet gradvist kommer til at fylde mere og mere – lige indtil de sidste par uger, hvor jeg lidt går i min egen boble. Hvor det kommende løb fylder i alle samtaler, hvor jeg køber det sidste udstyr, og hvor jeg er glad for, at det også snart får sin ende, fordi jeg i længden ikke ville kunne leve med at være så lidt nærværende, særligt derhjemme.

2)     At jeg ikke giver den fuld hammer, når jeg løber forskellige løb undervejs i sæsonen, medmindre der er god nok tid til at restituere. Det er ikke værd at risikere VM for en god tid til at halvmaraton. Jeg arbejdede lidt med det her i weekenden, hvor jeg valgte at tage en lille toiletpause og derfor mistede 1.40 ballonen, da denne løb lidt for stærkt i forhold til forventet sluttid. Flere gange måtte jeg sige til mig selv, at jeg jo ikke var kommet for at løbe efter en blå ballon, men for at gennemføre på omkring 1.40 – og det lykkedes.

3) At jeg rydder alt, der fylder mentalt af vejen. Det gælder uløste konflikter, arbejdsopgaver og ting der skal gøres. I går fik jeg derfor gjort rent bord på arbejdet, givet hele haven en overhaling og ordnet diverse andre småting. Min mand sagde ingenting, da jeg gik igang. Han kender mig efterhånden og ved, at det er min måde at blive klar på. Det er nu også dejligt at koble lidt fra og tænke på andet end løb ved at lave noget praktisk.

Kan mærke spændingen begynder at melde sig

Når jeg læser op på de sidste detaljer om løbet, eller forleden så TV2-sportens fine optakt til mit VM, kan jeg godt mærke, at det er snart. Benene sitrer, og jeg kan mærke spændingen i hele kroppen!

På torsdag drager min mand, hans gode ven, Jens, jeg selv og tre andre landsholdsløbere samt vores landsholdstræner og øvrige hjælpere af sted mod Belfast. Om jeg når de 230 km, som er mit mål, og hvorvidt det vil række til en placering i top 10, vil kun tiden vise. Der er rigtig mange gode løbere med, som har løbet længere end mig. Men jeg tror på, at jeg endnu en gang vil kunne indfri mit mål – for gjorde jeg ikke det, tog jeg ikke af stedJ

På denne side kan man læse lidt om arrangementet: http://www.iau-ultramarathon.org/ Muligvis kommer der løbende opdateringer fra løbet her. Og ellers vil vi forsøge selv at lave opdateringer på Twitter, hvor jeg hedder ‘amgeisler’ og på min profil på facebook.

Jeg håber, det bliver en fantastisk weekend, der bliver værd at berette om.

Anne Marie

Startede som aprilsnar – VM i 24-timersløb på 3 måneder

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have løbet et 24-timersløb i år. Plejer jo kun at løbe hvert andet år, fordi jeg har født hvert andet år siden 2011. Men når vi nu ikke skal have flere børn, så åbnede der sig en mulighed…

 

Aprilsnar

På ultralandsholdet har vi fået nye landstrænere. De skrev en gang sidst i marts og spurgte, om jeg skulle med til VM. Jeg lavede en Facebook-opdatering om det 1. april, som ikke en eneste gennemskuede som en aprilsnar. Og så fik jeg blod på tanden. For når jeg nu ikke har født i år og ikke skal starte fra scratch som ved de sidste tre 24-timersløb – hvor langt kan man så egentlig nå på tre måneders træning?

 

Målet er: Top 10 ved VM, hvis 230 km rækker

Da jeg løb mig til en 6. plads ved europamesterskaberne sidste år, tænkte jeg, at skulle jeg løbe VM næste gang, så skulle målet være det samme som ved EM – nemlig at komme i top 10. På nuværende tidspunkt er det meget ambitiøst, men inderst inde har jeg nok ikke helt opgivet tanken. Der er dog det men, at det kan være svært at vide, hvor mange km man skal løbe for at nå en bestemt placering. Jeg har et naivt håb om, at 230 km på 24 timer måske kan gøre det. I hvert fald bliver det formentlig målet, og så må vi se, hvor langt det rækker.

 

Det fedeste ved 24-timersløb; at flytte grænser

Det går nemlig rigtig godt inde for ultraløb disse år. Der er netop sat ny verdensrekord på damesiden på godt 256 km. Selv har jeg siden 2010 rykket mig over fire løb fra 200 km, over 209, til 219 og senest til knap 226 km. Og uanset hvor kort en træningsperiode jeg har frem mod VM, så stiller jeg ikke op for at løbe kortere end sidst. Noget af det fedeste ved ultraløb er i mine øjne at flytte sine egne grænser. Når folk spørger, hvorfor jeg egentlig løber så langt, så er det hovedsageligt, fordi det er fedt at se, hvor langt man egentlig kan komme. Og så selvfølgelig, fordi jeg trives med megen fysisk aktivitet. Indtil nu har jeg nået alle de mål, jeg har sat (7,9,13), og jeg har en tro på, at mit potentiale rækker til i hvert fald 240 km på 24 timer.

 

Træningen går godt

Fra marts til april blev antal km sat op fra godt 100 km på en måned til mere end 250. Spørger man erfarne løbere og coaches, vil de fleste nok sige, at den stigning er lige stor nok. Men for det første er jeg nødt til at satse, hvis jeg vil nå det. For det andet er det kun et halvt år efter, at jeg løb min sidste danmarksrekord på 24 timer, så grundformen kan ikke være helt skidt – og er jo ikke blevet smadret af en fødsel som vanligt. Normalt skal jeg træne længe for overhovedet at kunne holde til at tage til træning i løbeklubben Esbjerg Atletik og Motion. De løber stærkt, og jeg har flere gange været nødt til at drosle lidt ned i dagene efter en træning for at undgå skader. De sidste tre uger har jeg været af sted en gang ugentlig, og jeg kan allerede mærke forbedringen. Sidste gang løb vi intervaller, og jeg løb hurtigere, end jeg mindes at have løbet til en intervaltræning. En gennemsnitsfart på omkring 3.30 for alle intervallerne og en fart på 2.40 min/km for den hurtigste – det er hurtigt for mig.

 

Kroppen har det fint

Jeg har ingen skader for tiden. Kroppen skulle vænne sig til den øgede træningsmængde og fart – har skiftet lidt mellem at øge de to parametre – og det har kunnet mærkes hist og pist. Mest omkring bækken og hofter, hvilket jo ikke er så mærkeligt efter tre fødsler, og også lidt i den ene læg. Men jeg har min osteopat i Esbjerg og min Body-SDS-terapeut i København, og behandlingerne er allerede booket, så jeg ikke skal gå med begyndende småskavanker for længe.

 

Here we come VM2017!

Nu er der blot tilbage at klø på, samt at håbe på, at træningsoptakten er for kort til at nå at løbe ind i skader, men lang nok til at komme i form:-)

 

 

 

Glæder mig allerede til nye mål! – Løbsberetning fra EM i 24-timersløb 2016

Så er endnu en rejse slut. Eller det vil sige ikke helt, for kroppen er stadig mærket og sindet fuldt af oplevelser, tanker og nye erfaringer. Dette var på mange måder et helt særligt løb. Også selv om løbet i Prag forrige år stadig vil stå som min største løbeoplevelse til dags dato – fordi det var den største overvindelse nogensinde. Men når jeg ser tilbage på dette løb, har jeg måttet kæmpe mere end nogensinde for overhovedet at blive klar.

Den største sejr var vejen derhen

For halvanden måned siden vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Min hofte sad skævt, og det gav ingen mening at træne. For så ville jeg helt sikker ikke blive klar til EM. Jeg valgte derfor i stedet at give det tre uger – vel at mærke i den måned, hvor jeg skulle have trænet allermest – HELT uden træning. Jeg anede ikke, om jeg på nogen måde ville nå at blive klar. Men jeg nægtede at smide håndklædet i ringen, før der ikke var mere tid at give af.

Jeg fik en masse behandling – i en periode flere gang om ugen. Jeg tog endda helt over til min højt værdsatte behandler i København, Marcus Heller, næsten ugentligt. Det var nogle lange og dyre rejser, og jeg anede ikke, om de ville lønne sig. Men jeg kender mig selv. Jeg ville ærgre mig gul og grøn, hvis jeg bagefter vidste, at jeg ikke havde gjort ALT, hvad jeg kunne, for at nå mit mål.

Efter tre uger begyndte jeg så småt at løbe igen. Hvis jeg ikke kom i gang nu, ville det blive svært – for ikke at sige umuligt at nå løbet. De første mange ture var kun et par kilometer lange, og det var rigeligt. Men jeg kunne hurtigt mærke, at det hjalp kroppen på vej og sammen med behandlingen bidrog til restitutionen. Det gik efter planen og også lidt bedre med ca. 35, 65 og 100 km om ugen de tre efterfølgende uger. Den anden sidste uge løb jeg omkring 70 km, da jeg ikke havde ’råd’ til lige så meget nedtrapning som sædvanligt. Desuden havde kroppen jo haft god tid til at restituere, og flere småskavanker var allerede væk. På intet tidspunkt mistede jeg troen og håbet på, at det stadig var muligt at nå EM, men det var først til allersidst, jeg begyndte at turde skabe fokus for alvor. For hvorfor gå ud at købe de sidste ting, begynde at pakke mm., førend man ved, om man i det hele taget kommer af sted? Af samme årsag har jeg heller ikke ’turdet’ – eller været klar til – for alvor at visualisere løbet. Faktisk var jeg bekymret for, om jeg havde gjort det for lidt. Alligevel har jeg hele tiden været fuldstændig klar over, at jeg trænede mod en top-10 placering, og det har tilsyneladende givet pote.

De sidste dage op til

Da min svigermor i torsdags kørte Morten og mig ud til lufthavnen, kunne jeg mærke, at jeg slappede af. Vi var på vej, og der var ikke mere, vi kunne gøre. Fysisk var jeg dødtræt og spekulerede på, om jeg ville kunne finde energien lørdag. Inderst inde vidste jeg dog godt, at det er sådan, det plejer at være – og måske også helst skal være; Krop og sind kan jo ikke være lige klart hele tiden, der skal lades op til de store strabadser.

Det var super godt at se de andre landsholdsløbere. Det er altid motiverende at møde andre, der kæmper for det samme som en selv. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være mig selv og skabe fokus på løbet. Så i stedet for at tage med på tur til verdens største katedral, som ligger i Albi, tog jeg et langt bad, barberede ben, filede negle mm.  – alle ting, som jeg meget sjældent har god til derhjemme med tre små børn. Ikke at det betyder noget at have barberet ben – eller for den sags skyld at have været i bad, man kommer alligevel hurtigt til at lugte skidt under sådan et langt løb. Det var nok mere fornemmelsen af at forkæle mig selv og være i et stadie af overskud, hvor jeg havde tid til sådanne detaljer. Nu var alt andet på plads. Da jeg gik i seng den aften, frygtede jeg lidt, at det ville blive svært at falde i søvn. Men på et enkeltværelse uden forstyrrelser og med min elskede kædedyne, der giver en dejlig ro, lykkedes det at få en forholdsvis god nat.

Et løb uden kriser

Jeg var spændt, da jeg vågnede dagen efter. Og klar! Et hurtigt bad og så i tøjet, som var lagt frem aftenen før. Alt var pakket og klart. Vi spiste morgenmad sammen. Havde ikke den store appetit, men der skulle være lidt at starte på.

Da vi sad i bussen, kom krilleren i maven. Så meget, at Morten lige tog min puls (man er vel læge :o) ), og jeg selv måtte trække vejret dybt ned i maven for at bevare roen. Det var en kold morgen, så det var med at være pakket godt ind. Vi og særligt de seje hjælpere, der bestod af vores landstræner Brian, landsholdsløbernes venner og familie, gjorde depotet klar. Der var ikke meget plads, hvilket skulle vise sig at blive en af udfordringerne for mig.

panda2

Startskuddet lød

Så var løbet i gang. Mit entydige mål var at komme i top 10 med mellem 225-230 km. Planen var at løbe 65 km de første seks timer, dernæst 60, så 55 og til sidst 50. På den måde ville jeg have lidt at give af – både i forhold til tempoet undervejs, men også i forhold til det endelige antal kilometer. Selv om det ikke var sikkert, jeg behøvede at løbe 230 km for at indfri mit mål om at blive blandt de ti bedste, viste min plan sig at være god. Sådan en rute er nemlig ofte målt lidt konservativt op. Ligeledes løber man heller ikke altid den mest direkte rute, hvorfor vi hver omgang løb lidt længere end de 1.106 km, som rundturen var beregnet til.

At løbe blandt de bedste

Noget af det fedeste ved dette løb for mig var klart, at ikke nok med jeg endte på en sjette plads, så lykkedes det mig at løbe i top 10 HELE vejen. Dvs. mellem anden og syvende pladsen. Uden at have været samtlige løberes mellemtider igennem, tør jeg godt sige, at det må være et af de mest stabile løb i forhold til placering. Til at starte med, var jeg i tvivl om, om jeg ville blive presset af at kunne se min placering hver omgang. Men som konkurrencemenneske med stort ’k’, og eftersom det nu gik så godt, ja så virkede det snarere motiverende. Det ved jeg også, det gjorde på nogle af vores mandlige løbere, at mit navn blev råbt op stort set hver omgang. Længe løb jeg i top fem, og da jeg lå dårligst, var det som sagt på en syvende plads. Da jeg så på et tidspunkt blev passeret af svenskeren Annika Nilrud, som lå nummer syv, tænkte jeg, at det skal være løgn. Der gik et øjeblik, og så var jeg foran igen. Jeg begyndte så småt at tænke på placeringer. Når jeg nu så længe havde ligget i top syv, skulle det afspejle sig i det endelige resultat! Det er nemlig ikke så svært at være med helt fremme for en stund. Det er straks sværere at stå distancen og blive ved med at være det. Mange af dem, som i en periode lå i spidsen – for ikke at sige alle, endte da også en del længere nede i feltet, fordi de ikke kunne holde tempoet. Min træner og min mand var da også en anelse bekymrede for, om jeg fra starten af fokuserede for meget på de andre og lagde for hurtigt ud. Men jeg havde styr på det. Jeg løb det tempo, jeg havde planlagt.

panda7

Hold op, hvor var det fedt at få lov at blande sig med de bedste; de senede og seje franske kvinder, det gode og stabile svenske hold m.fl. Og selv om jeg jo udmærket godt vidste, at den daværende og nu nyslåede europamester Maria Jansson ville hente mig på et tidspunkt – jeg ventede bare på hvornår – ja så var det alligevel fedt at ligge foran hende de første 80 km. Ligeledes var jeg godt tilfreds med, at have holdt 10 km i snit de første 15 timer – en dag skal det holdes hele vejen:o)

Et løb uden de store kriser

Sammenlignet med mit sidste løb, hvor jeg tog den ældgamle danmarksrekord – et løb som var én stor krise – ja så var dette løb nærmest uden kriser. I hvert fald de store.

Til de mindre udfordringer hørte, at jeg denne gang har måtte arbejde lidt mere med motivationen og med at finde et konkret mål, som var fedt nok til, at jeg ville give mig fuldt ud. Det lykkedes næsten. Mit mål blev i hvert fald nået, men hvor jeg sidste gang gav mig nærmest 120 procent, var det denne gang nok snarere 95 procent. Måske var det derfor, jeg kunne gå – eller måske snarere det der ligner – hjem:o) Eftersom jeg selv havde danmarksrekorden, kunne denne ikke motivere mig lige så meget som sidst. Og om det blev en fjerde eller en syvende plads var heller ikke så afgørende. Det afgørende for mig var at slutte i top 10. På et tidspunkt meget tidligt i løbet blev jeg ramt af tanker om, at puh det var langt, og var det nu det værd – det ville jo blive hårdt. Men da jeg blev varm og tilmed kom godt fra start, gik de tanker hurtigt i sig selv igen. Derudover brugte jeg det, at der blev lavet opdateringer af resultatet hver time på hjemmesiden. Jeg ville gerne vise folk derhjemme, som brugte de sene nattetimer på at følge med, at jeg hang i.

Så begyndt smerterne at komme. Heldigvis flyttede de sig lidt rundt. I løbet af et tidsrum følte jeg, at jeg kom hele kroppen omkring. Men der var ikke noget, der satte sig. De spændte haser og den trætte lænd fik et par ture på min medbragte foam roller. Det værste var haserne og særligt den højre. Desværre skulle chippen sættes i snørebåndene, og uheldigvis havde vi fået sat den på højre sko; Min højre fod er et nummer større end den venstre, hvorfor jeg har brug for at få løsnet denne sko mere, som fødderne hæver. Det var svært, og jeg har hverken temperament eller tålmodighed til at bruge tid på en upraktisk chip under et løb.

Ikke for sarte sjæle

panda6

Og så kommer en af mine største udfordringer og bestemt et sted, hvor jeg håber at kunne hente et par kilometer mere. Toiletbesøg! For som mor til tre små børn er mit bækken endnu ikke så stærkt, som det har været. Allerede før de første 100 km, måtte jeg vælge enten at skifte bukser løbende eller at forsøge med nogle bind. Det er ikke rart at løbe i våde bukser – ikke kun fordi det giver enorme slidsår, men også fordi man lugter. Selvfølgelig er der ingen, der lugter af roser under og efter sådan et løb, men lidt værdighed har man vel. Jeg skiftede tights en gang, og så måtte hjælperne af sted efter en pakke bind. Jeg blev sej til det. På et tidspunkt fik jeg det faktisk på, mens jeg løb. Ikke noget man normalt ville tale om eller prale af, men under 24-timersløb, er der altså ikke noget, der hedder at være sart. Jo, hvis jeg ville have opgivet mit mål, så kunne jeg godt have skiftet tøj konstant eller være løbet på toilettet endnu oftere.

Og så var der maven. Denne gang var jeg ikke så hårdt ramt som sidst. Måske fordi jeg holdt lidt igen med sukkeret og spiste så meget almindelig mad som muligt allerede tidligt i løbet; kartoffelmos, havregrød, pasta mm. Immodium kom vi dog ikke uden om, men vi fik sat lidt tidligere ind end sidst.

På et tidspunkt blev jeg dog bekymret. Det var fuldstændig rødt, det der kom ud af mig. Der var jeg meget tæt på at stoppe helt og gå til lægen. For det er ikke med livet som indsats, jeg løber. Men sammen med min lægemand kom jeg frem til, at det måtte være fordi, jeg stort set kun havde indtaget røde energiprodukter. En anden gang skal de ikke være røde!!

Ligesom jeg kan holde mange smerter ud, hvis jeg ved, at det ikke er noget alvorligt, eller ikke er noget der giver mén, så kan jeg også løbe med meget. Men man er nødt til at kunne holde øje med helbredet. At jeg begyndte at bløde lidt udvortes gjorde ondt, men det var forventeligt, når man løber med bind, ligesom det jo også heler igen. Så det valgte jeg at bide i mig.

Sidst under denne overskrift må høre mine negle og vabler. Mine fødder er bestemt ikke pæne nu, men det var faktisk ikke slemt undervejs. En enkelt gang gik der hul på en vabel, min ene knyst blev lidt klemt og efterfølgende blå pga. chippen, og så røg der på et tidspunkt en negl, fordi jeg skulle gribe noget ved depotet og landede lidt skævt. Det gør ondt, men går hurtigt over. Til gengæld var sidstnævnte situation udtryk for, at vi godt kan optimere lidt i forhold til depotet.

At fylde på undervejs

panda4

I mine øjne er noget af det vigtigste, når man løber 24-timersløb, at få fyldt godt op undervejs med fast og flydende. Særligt under kriser er det vigtigt stadig at huske det. Ellers risikerer man, at man er fuldstændig på baghjul, når krisen er overstået. Men det tager også tid. Denne gang havde jeg uden tvivl flere stop end ved sidste løb, hvor Morten måtte følge med et længere stykke, og jeg derfor ikke behøvede at stoppe så meget op. Ved dette løb var depotet og dermed området, hvor hjælperne måtte hjælpe os, meget smalt. Jeg er god til at løbe og spise fx kartoffelmos af en lille skål, men det duede ikke for mig at skulle løbe mange omgange med for meget at slæbe på. Morten forsøgte derfor på ikke at hælde for meget i dunkene, hvilket dog ikke gik, fordi det resulterede i, at jeg slugte for meget luft og fik ondt i maven. Jeg prøvede i stedet at kaste dunkene tilbage, hvilket også var ok – i hvert fald da jeg lærte ikke at ramme finnernes telt. Men løsningen blev, at jeg måtte ofre lidt tid på at snuppe glas med på skift vand, cola og juice fra fællesdepotet. Den bedste løsning i dette løb, men med mulighed for optimering – fx ved at have små drikkeflasker med i stedet. Sådan bliver man hele tiden klogere, og ikke to løb er ens. Det andet var, at sidste gang kunne jeg råbe til Morten, hvad jeg gerne ville have, inden jeg nåede ind i depotet. Det gav forholdene denne gang ikke mulighed for. Så når han nogen gange stod med det ”forkerte” i hånden, råbte jeg noget andet. Pr refleks skyndte han sig ind for at hente det, jeg gerne ville have. Men da jeg ikke havde tålmodighed til at vente, resulterede det blot i, at jeg flere gange intet fik med. Derfor valgte jeg ofte at tage fra det store depot i stedet. Et af de lidt mere komiske udfald var, at Morten på et tidspunkt stod med et krus med tynd havregrød i. Idet jeg skreg ”elektrolyt”, var han halvt på vej ind i teltet, hvilket blot resulterede i, at jeg fik tynd havregrød ud over det hele – ganske kort efter tøjskiftet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, jeg havde kastet op. Men hvad gør man? Børster det af så godt man kan og løber videre.

En lang nat

Selv om natten ville blive utrolig lang grundet årstiden (13 timers mørke), havde jeg egentlig ikke været så bekymret. Jeg plejer nemlig at være relativt bedre om natten og hente en del af de andre. Modsat tidligere lå jeg dog allerede temmelig langt fremme i feltet, da det blev mørkt, hvorfor jeg gruede lidt for, hvor mange der ville hente mig. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg beholdte min placering. Dernæst kom de sidste to lyse timer, hvor flere satte spurten ind. Jeg havde længe kæmpet med at holde tempoet på grund af tunge ben. Mit hoved ville dog gerne øge farten, hvilket resulterede i, at det lige akkurat lykkedes mig at holde den så højt, at jeg nåede min målsætning i kilometer. Og hvorfor var det så så vigtigt, når jeg allerede lå i top 10 og tilmed havde et stykke ned til nr. 10? Jo, det var det, fordi jeg ikke vidste, hvor mange der ville hente mig. Det var svært at have fuldstændigt overblik, da flere kom op nedefra i løbet af de senere timer, og fordi ikke alle levede op til at have et synligt nummer bagpå, så man kunne se, hvem de var. Skulle jeg ryge ud af top 10, ville jeg i det mindste have indfriet den ene del af målsætningen.

panda5

Tilfreds og næste mål

Selvfølgelig er jeg tilfreds med både løb og resultat. Jeg opnåede fint mit mål om at komme i top 10. Og danmarksrekorden blev da også rykket med godt seks kilometer, hvilket forhåbentlig mindsker sandsynligheden for, at en anden tager den lige foreløbigt. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at der er mere at give af. Havde jeg været tættere på podiet, havde jeg løbet efter det allerede i dette løb. Men selv med 230 var jeg ’kun’ blevet nummer fire. Og fire eller seks var ikke vigtigere end at være sikker på at komme godt igennem. Jeg tror, det kan være risikofyldt at justere målene for meget undervejs, hvis man skal være sikker på at holde hele vejen. Til gengæld giver det da klart blod på tanden, og nye målsætninger melder sig allerede. Kommer jeg til at løbe EM næste gang, bliver målsætningen næsten uden tvivl en podieplads. Bliver det VM, bliver det formentlig top 10 igen. Men lad os nu se. Morten har været der for mig hele vejen igennem dette forløb – nu er det hans tur til at dyrke sig selv og sin sport for en tid.

En følelsesmæssig rejse

Mine tre tidligere 24-timersløb har alle været store følelsesmæssige rejser. Denne gang sad følelserne langt fra i samme grad uden på tøjet. Jeg sendte ungerne derhjemme en tanke engang imellem og huskede på, hvad der betyder noget for mig. At når vi tager af sted fra de små fem dage i træk, så skal der dælme også komme noget ud af det. Jeg ved også, hvor glade de bliver, når jeg kommer hjem og fortæller, at det gik godt. Men det var ikke så nødvendigt for mig denne gang at grave dybt for at kunne bevare motivationen. En form for reaktion kom først, da jeg ringede hjem til min mor. Da mærkede jeg tårerne presse sig på. Og da vi i lufthavnen ikke kunne finde en kørestol, og derfor måtte småløbe den lange vej til en gate, hvor der stod ”last call”, piblede tårerne ud af øjnene på mig. En ansat havde sagt, at vi umuligt kunne nå skiftet, da første fly havde været forsinket, hvorfor vi måtte vente til dagen efter. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg ville bare hjem! Så på trods af, jeg knap kunne gå, satte vi alt ind på at nå flyet. Og i det øjeblik, Morten løb i forvejen for at sige, jeg var på vej – i det øjeblik kunne jeg mærke, at jeg også på denne rejse havde overvundet mig selv. Først da vi kom helt hjem sluttede en fantastisk rejse. Og tusind tak for de overvældende mange søde hilsener og beskeder og den store opmærksomhed. Det har været det hele værd!

Glæder mig allerede til næste gang!

Anne Marie

(Stadig) på vej mod EM i 24-timersløb

Så er der under tre uger til, at EM i 24-timersløb løber af stablen i Frankrig. Helt præcist 16 dage. For knap seks uger siden løb jeg mit bedste marathon nogensinde, men kort efter satte min hofte sig fuldstændig skævt. Så skævt, at jeg var ude af stand til at træne. Den første uge forsøgte jeg mig med et par korte løbeture, men jeg mærkede hurtigt, at den var helt gal. Derfor var der kun ét at gøre, nemlig at give hoften helt ro, hvilket den fik de følgende to uger. Jeg var frustreret over ikke at kunne løbe – og nok mest frustreret over ikke at vide, OM jeg overhovedet ville blive klar, hvis jeg gav den ro. Det ville jo heller ikke hjælpe meget, hvis jeg kun lige præcist nåede at blive klar, men så slet ikke havde fået løbet de sidste par måneder frem mod EM.

Manglende træning

September var den måned, jeg ville have trænet mest. Men Endomondo siger kun knap 100 km løb i september mod godt 350 km i august. Dog plus lidt styrketræning og cykling. Altså langt fra optimalt. Spørgsmålet er – og bliver – hvor meget det kommer til at betyde for selve løbet. Eller måske snarere, hvor stor betydning jeg vil lade det få på min præstation til EM. Jeg har jo længe plæderet for, at 70 procent af en ultraløbspræstation sidder oppe i hovedet – nu får jeg chancen for at bevise det.

Landsholdstræning

I søndags var vi samlet med ultralandsholdet i Odense. Det er altid motiverende at mødes med andre, der er lige så løbegale som en selv. Vi er tre kvinder og fem mænd, der skal deltage fra Danmark. Vi talte lidt om mål, selv om der er få, der bryder sig om at melde lige så klart ud, som jeg gør. Jeg kan også godt mærke, at jeg selv har været mindre skråsikker denne gang. Og så alligevel…

Mål og motivation

I 2014 gik jeg efter danmarksrekorden på knap 218 km og var overbevist om, at jeg kunne tage den. Denne gang har jeg et mål om at komme blandt top 10 til europamesterskaberne – og planen er at løbe et sted mellem 225-230 km. Da min landsholdstræner så forleden fik sagt, at det ville være flot, hvis jeg kunne løbe lige så langt som sidst, min manglende træning taget i betragtning, kunne jeg mærke, det gjorde noget ved mig. Jeg ved ikke, om han er klar over det – men han formår altid at sige det rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Hvis min hofte 7, 9, 13 ellers holder hele løbet, så vil jeg dælme vise, at tre ugers manglende træning ikke skal gøre udfaldet for mit løb. Nu hvor jeg har måtte kæmpe så meget for at overvinde frustrationerne og har brugt så meget energi for ikke at tale om penge på forskellige former for behandling, så stiller jeg op for at give alt, hvad jeg har – og helt klart for at løbe længere end sidst. Jeg er omend endnu mere sulten på at løbe, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været skadet.

God sæson

Derudover har det bortset fra hofteskaden været en sæson, hvor jeg har kunnet træne stort set, som jeg ville. To uger måtte jeg løbe halv distance pga. lidt knæproblemer, ellers har der ikke været det store. Og for godt en måned siden løb jeg som sagt mit bedste marathon nogensinde. På en bakket rute og på en varm dag skar jeg mere end fire minutter af min PR – det uden at have en eneste krise. Og det er det, jeg vil tænke tilbage på, når jeg skal løbe om tre uger. Lige såvel som jeg vil tænke på alle de frustrationer, som både jeg og min familie, særligt Morten, har måttet leve med. De skal ikke have været forgæves!

Går planmæssigt

Da min krop havde det allerværst, bestemte jeg mig for, at jeg mentalt kunne give det maksimalt tre uger helt uden træning. Derefter var der fem uger tilbage før EM, til at trappe op igen og til at lave nedtrapning før løbet. Sidstnævnte kommer derfor formentlig kun til at blive den sidste uge, hvor jeg normalt bruger to på at trappe ned. Men denne gang er der ikke så meget tid at give af. Desuden har min krop fået god tid til at restituere de sidste par uger, hvilket også har hjulpet på forskellige småskavanker. Dermed var der så fire uger til at få løbet lidt igen. Min plan var at løbe omkring 25 km den første uge, 50 den næste og derefter komme op omkring de 75-80 km på en uge. Første uge blev det til 34 km, den næste til 64 km. Jeg kunne formentlig sagtens have løbet mere, men udfordringen var ikke at starte for hurtigt op. Jeg skulle jo helst ikke blive skadet igen. Heldigvis har min krop kun fået det bedre og bedre i takt med, at jeg har løbet længere og hurtigere. I går løb jeg 18 km, hvoraf de sidste otte gik ok stærkt med 4.36min/km. Og jeg mærkede stort set ikke min hofte.

Tirsdagsbehandling i København

At jeg hver tirsdag den seneste tid har valgt at tage toget helt til København for at blive behandlet hos Marcus Heller eller hans kollega i Totum, har givet en helt naturlig hviledag, hvilket jeg tror er godt givet ud. Men jeg kan også mærke, at jeg på sådan en dag, hvor jeg sidder i toget på vej hjem fra behandling og hyggelig kaffeaftale i Kbh., hungrer efter at komme ud og få nogle flere kilometer i benene. Så helt skidt kan det ikke være.

De sidste forberedelser

De næste par uger bliver udfordringen, at komme helt op træningsmæssigt samt at få pakket lidt udstyr. Så længe jeg ikke vidste, om jeg ville blive klar, var motivation til at ordne de sidste ting som geler, vingummier mv. knap så stor. Nu er det med at få fingeren ud. Når det så er sagt, er jeg heller ikke den store planlægger, hvad det angår. Desto mere simpelt, jo bedre. Ved mit første 24-timersløb medbragte jeg selv 3 eller 4 energibarer. Det var så det. Men det gik godt. Så der er i min optik ikke grund til at gøre det mere kompliceret end som så. For det første er der jo et depot ved løbet. For det andet har de også butikker i Frankrig. Men de vingummier, som 32gi laver, vil jeg have købt en masse af. Geler skal jeg nemlig ikke have alt for mange af, før det går ud over maven. Vingummierne fungerer noget bedre.

Mental forberedelse

Derudover har hofteskaden gjort, at jeg denne gang har brugt noget mere energi på at blive klar mentalt. Ikke ved at visualisere løbet – det gør jeg altid, og det kommer også mere og mere, jo tættere løbsdatoen kommer på. Men mere i forhold til at få ryddet ud i ting og bekymringer, der fylder. Jo mindre jeg har i hovedet på dagen, desto bedre. Og da kroppen havde det allerværst, der havde humøret det heller ikke godt. To ting, der jo på mange måder hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Men jeg tror på, at man præsterer bedre, hvis man er i balance. Derfor har jeg brugt meget tid og energi på at se mennesker, som jeg nyder at være sammen med; venner og familie. For det fylder mig op og gør mig glad. Ligeledes har jeg nydt at være sammen med ungerne, ligesom jeg har gjort ting, der ellers gør mig glad. En god gang bodySDS-behandling, en shoppetur, en lækker kop kaffe, en tur i biffen, ja sågar at få gjort ting færdige hjemme i huset – ting der fylder, fordi jeg gerne vil have dem af vejen. I haven mangler to bede og i huset tre radiatorer, der skal males. Jeg ved, der lyder tosset, men…

Perfektionisme og præstationer

Jeg er perfektionist af natur, så det har altid betydet meget for mig, at have styr på det derhjemme, når jeg fx skulle til eksamen eller præstere til ex et løb. At der så ikke kan se ud, som før vi fik tre små børn, er en anden sag. Derfor har jeg arbejdet med min perfektionisme, så jeg kan fungere med mere uorden, lige såvel som jeg ikke længere er slave af en træningsplan. Men det at få ryddet ud i ting, jeg gerne vil have gjort, betyder, at jeg samtidig får mere og mere fokus på det kommende løb. Når jeg om 16 dage står i Albi og skal løbe, skal der ikke være andet der fylder de næste 24 timer, end at jeg skal løbe – løbe alt hvad jeg kan, så jeg bagefter kan se mig selv i øjnene og sige, at det var det hele værd.

Jeg glæder mig! Til at prøve grænser og til at komme helt derud, hvor jeg ikke selv har kontrol med alting.

Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

På vej mod EM i 24-timersløb 2016

Så er det igen blevet et lige år, dvs. et af de år, hvor jeg har et 24-timersløb på programmet. Denne gang er det Europamesterskaberne i Frankrig den 22.-23. oktober. Siden 2010 har jeg hvert andet år løbet 24-timersløb og hver andet år født et barn. Med tre små børn fra henholdsvis 2011, 2013 og 2015 er den ene kæde afsluttet. Men 24-timersløbet er jeg endnu kke færdig med.

Danmarksrekord & motivation

I 2014 var min motivation større end nogensinde. Det var her, jeg gik efter danmarksrekorden og nåede den med 219 km. Den største udfordring i denne sæson har derfor været at finde et attraktivt og samtidig realistisk mål. Den nordiske rekord er netop blevet rykket af en super sej svensker, Maria Jansson, som har løbet 242 km. Det er urealistisk for mig at lægge 23 km til på et løb. I mine tidligere løb har jeg hver gang lagt ca. 10 km til. Men hvad er så realistisk og samtidig noget, jeg er motiveret nok til?

Top 10 internationalt

Jeg er nået frem til, at det kunne være fedt at blande sig med de bedste internationalt. Top 10 er ikke helt i top, men det ville stadigvæk være et pænt resultat og noget, jeg ville være stolt af – samt villig til at kæmpe for. Spørgsmålet er så, hvor meget man skal løbe for at gøre sig håb om at ende i top 10. Mit bedste bud er – baseret på tidligere år – at et sted mellem 225-230 km formentlig vil kunne gøre det. Intet er sikkert, men jeg er nødt til at have et konkret mål for at kunne arbejde med det.

Tanker om løbet

I dag løb jeg og legede lidt med tanken om at skulle løbe 230 km, samt hvad mine delmål skulle være. Deler man løbet op i fire gange seks timer, kunne en mulighed være at løbe henholdsvis 65, 60, 55 og 50 km. Sammenlagt ville det give 230 km, og dermed ville der være 5 km af give af, hvis mindstemålet er 225 km. Skulle jeg komme hurtigere fra start, ville jeg også kunne slække lidt på tempoet til sidst og stadig nå målet. Men umiddelbart er en 12-timerssplit på 125 km ambitiøst nok. Da jeg slog danmarksrekorden nåede jeg vist kun 113 km på de første 12 timer, så med ovenstående plan ville det altså være i første halvdel af løbet, at jeg skulle hente forbedringen. Mentalt tror jeg, jeg har lettere ved at komme godt fra start, så der er noget at give af sidst på løbet.

Længere forberedelse efter 3. fødsel

Forleden var jeg hos en ny behandler, en osteopat. Han mente ikke, det var alle forundt at kunne løbe 24-timersløb så kort efter en fødsel, og slet ikke efter tre fødsler. Det bekræftede mig blot i, at det nok er meget fornuftigt, at jeg denne gang har givet det et halvt år længere. Magne blev født i maj 2015, og EM ligger som sagt først i oktober 2016. Jeg har også haft væsentligt mere bøvl med ryggen her efter tredje fødsel(og flytning), end jeg har haft de andre gange.

Håndtering og –forebyggelse af rygproblemer

I efteråret var ryggen så skidt, at jeg næsten ikke kunne løfte vores to mindste børn. Jeg følte mig meget ustabil i korpus og fik ofte store jag af smerter gennem ryggen. En ny seng, behandling i Totum Kropsterapi, kiropraktik og styrketræning har gjort meget i forhold til at komme af med rygproblemerne. Senest har jeg anskaffet mig en såkaldt ‘foam roller’, som jeg ligger og ruller på, når ryggen driller, samt før og efter en løbetur. Den tager de ydre spændinger, og siden jeg begyndte at bruge den, har min ryg ikke drillet halvt så meget.

Bøvl med mavemusklerne

Siden jeg fødte Vigga i 2011, har jeg i perioder haft problemer med mavemusklerne helt oppe under ribbenene. Mest under træningen, men også ved VM i 2012, hvor jeg løb ca. 10 km med kraftige smerter i maven. Det var mellem 30-40 km, og det var lige før, jeg troede, det ville forhindre mig i at gennemføre. Men via en dyb og langsom vejrtrækning lykkedes det mig at få musklerne til at slappe mere af.

Osteopati – gør det der virker!

For nylig fik jeg så anbefalet en osteopat her på Vestkysten, hvor vi har boet siden sidste sommer. Det var såmænd ikke, fordi han gik så hårdt til værks, men allerede efter første behandling har det gjort en kæmpe forskel.  I tirsdag kunne jeg dårligt løbe. Jeg var ude på en rute på 12, 5 km, og jo længere jeg kom, desto oftere måtte jeg stoppe for at krumme mig sammen eller forsøge at massere mavemusklerne til at slappe lidt af. Onsdag fik jeg så den første behandling, og allerede dagen efter havde jeg en super løbetur.

Tempo

Bagefter kunne jeg stadig mærke ømheden i mavemusklerne. Det føltes mest af alt som et blåt mærke. Men jeg løb 15 km uden rigtigt at være generet af det og det endda med god fart. Den første kilometer varmede jeg op, men derefter løb jeg 12 km med en gennemsnitsfart på 4.44 min/km. Det er den fart, jeg godt kunne tænke mig at gøre til mit vante løbetempo inden EM. Hver gang jeg har løbet 24-timersløb har jeg skåret 5 sekunder af minuttiden. I 2014 trænede jeg med 4.50min/km, og derfor skulle den gerne hedde 4.45 i år. Det sidste stykke tid har det dog været svært at holde både tempo og distance oppe, fordi kroppen har brokket sig. I torsdags dag gik det så, og efterfølgende løb jeg endda 2 km med 4.22 i snit. Så formen er måske ikke så ringe, som jeg gik og frygtede:-)

At lytte til kroppen

Det er min klare overbevisning, at noget af det vigtigste at kunne som ultraløber er at lytte til kroppen. Hvis kroppen ikke er frisk og klar på løbsdagen, kan det være fuldstændigt lige meget, hvor meget man har trænet. Selvfølgelig er det super frustrerende, når man i perioder ikke kan løbe det, man gerne ville. Men jeg er blevet bedre til at tænke på det, som en naturlig og uundgåelig del af træningen frem mod et løb. Et eller andet sted er det jo også godt, at kroppen viser, hvornår man skal foretage nogle justeringer eller måske gå lidt langsommere frem.

Intervaltræning

I år har min krop hovedsageligt sagt fra efter de to gange, hvor jeg har trænet intervaller i løbeklubben. Både mavemuskler og knæ har brokket sig. Måske burde jeg lade være at løbe intervaller, men det er min oplevelse, at det giver meget at blive presset lidt på tempoet. Jeg må bare huske, at det er en prioritering; Hvis jeg vælger at tage til intervaltræning en uge, må jeg løbe lidt færre km for ikke at overbelaste kroppen.

Træningsplan

Jeg har stadig ingen decideret træningsplan, selv om min mand punker mig for det. Det er lettere for mig at lytte til kroppen, hvis jeg kun har en overordnet plan for, hvor mange kilometer jeg gerne vil løbe om ugen. Trækker det lidt i knæene en dag, løber jeg måske lidt langsommere eller lidt kortere. Modsat, føles kroppen bare let og benene gode, giver jeg den gas eller tager et par kilometer mere. Så småt er jeg ved at bevæge mig op på de 70 km om ugen. Planen er at nå 80 km et par måneder før løbet, og så tage en 3-4 uger med 100 km om ugen før nedtrapningen de sidste uger før løbet.

Blogger og tweeter om forberedelserne

Hvis du har lyst til at følge mine forberedelser samt se, om jeg også når målet her i fjerde hug, kan du enten følge mig her eller på Twitter. Min mand plejer også at være sød til at opdatere min twitter-konto www.twitter.com/amgeisler under selve løbet.

Tak fordi du læste med!

Anne Marie