Glæder mig allerede til nye mål! – Løbsberetning fra EM i 24-timersløb 2016

Så er endnu en rejse slut. Eller det vil sige ikke helt, for kroppen er stadig mærket og sindet fuldt af oplevelser, tanker og nye erfaringer. Dette var på mange måder et helt særligt løb. Også selv om løbet i Prag forrige år stadig vil stå som min største løbeoplevelse til dags dato – fordi det var den største overvindelse nogensinde. Men når jeg ser tilbage på dette løb, har jeg måttet kæmpe mere end nogensinde for overhovedet at blive klar.

Den største sejr var vejen derhen

For halvanden måned siden vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Min hofte sad skævt, og det gav ingen mening at træne. For så ville jeg helt sikker ikke blive klar til EM. Jeg valgte derfor i stedet at give det tre uger – vel at mærke i den måned, hvor jeg skulle have trænet allermest – HELT uden træning. Jeg anede ikke, om jeg på nogen måde ville nå at blive klar. Men jeg nægtede at smide håndklædet i ringen, før der ikke var mere tid at give af.

Jeg fik en masse behandling – i en periode flere gang om ugen. Jeg tog endda helt over til min højt værdsatte behandler i København, Marcus Heller, næsten ugentligt. Det var nogle lange og dyre rejser, og jeg anede ikke, om de ville lønne sig. Men jeg kender mig selv. Jeg ville ærgre mig gul og grøn, hvis jeg bagefter vidste, at jeg ikke havde gjort ALT, hvad jeg kunne, for at nå mit mål.

Efter tre uger begyndte jeg så småt at løbe igen. Hvis jeg ikke kom i gang nu, ville det blive svært – for ikke at sige umuligt at nå løbet. De første mange ture var kun et par kilometer lange, og det var rigeligt. Men jeg kunne hurtigt mærke, at det hjalp kroppen på vej og sammen med behandlingen bidrog til restitutionen. Det gik efter planen og også lidt bedre med ca. 35, 65 og 100 km om ugen de tre efterfølgende uger. Den anden sidste uge løb jeg omkring 70 km, da jeg ikke havde ’råd’ til lige så meget nedtrapning som sædvanligt. Desuden havde kroppen jo haft god tid til at restituere, og flere småskavanker var allerede væk. På intet tidspunkt mistede jeg troen og håbet på, at det stadig var muligt at nå EM, men det var først til allersidst, jeg begyndte at turde skabe fokus for alvor. For hvorfor gå ud at købe de sidste ting, begynde at pakke mm., førend man ved, om man i det hele taget kommer af sted? Af samme årsag har jeg heller ikke ’turdet’ – eller været klar til – for alvor at visualisere løbet. Faktisk var jeg bekymret for, om jeg havde gjort det for lidt. Alligevel har jeg hele tiden været fuldstændig klar over, at jeg trænede mod en top-10 placering, og det har tilsyneladende givet pote.

De sidste dage op til

Da min svigermor i torsdags kørte Morten og mig ud til lufthavnen, kunne jeg mærke, at jeg slappede af. Vi var på vej, og der var ikke mere, vi kunne gøre. Fysisk var jeg dødtræt og spekulerede på, om jeg ville kunne finde energien lørdag. Inderst inde vidste jeg dog godt, at det er sådan, det plejer at være – og måske også helst skal være; Krop og sind kan jo ikke være lige klart hele tiden, der skal lades op til de store strabadser.

Det var super godt at se de andre landsholdsløbere. Det er altid motiverende at møde andre, der kæmper for det samme som en selv. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være mig selv og skabe fokus på løbet. Så i stedet for at tage med på tur til verdens største katedral, som ligger i Albi, tog jeg et langt bad, barberede ben, filede negle mm.  – alle ting, som jeg meget sjældent har god til derhjemme med tre små børn. Ikke at det betyder noget at have barberet ben – eller for den sags skyld at have været i bad, man kommer alligevel hurtigt til at lugte skidt under sådan et langt løb. Det var nok mere fornemmelsen af at forkæle mig selv og være i et stadie af overskud, hvor jeg havde tid til sådanne detaljer. Nu var alt andet på plads. Da jeg gik i seng den aften, frygtede jeg lidt, at det ville blive svært at falde i søvn. Men på et enkeltværelse uden forstyrrelser og med min elskede kædedyne, der giver en dejlig ro, lykkedes det at få en forholdsvis god nat.

Et løb uden kriser

Jeg var spændt, da jeg vågnede dagen efter. Og klar! Et hurtigt bad og så i tøjet, som var lagt frem aftenen før. Alt var pakket og klart. Vi spiste morgenmad sammen. Havde ikke den store appetit, men der skulle være lidt at starte på.

Da vi sad i bussen, kom krilleren i maven. Så meget, at Morten lige tog min puls (man er vel læge :o) ), og jeg selv måtte trække vejret dybt ned i maven for at bevare roen. Det var en kold morgen, så det var med at være pakket godt ind. Vi og særligt de seje hjælpere, der bestod af vores landstræner Brian, landsholdsløbernes venner og familie, gjorde depotet klar. Der var ikke meget plads, hvilket skulle vise sig at blive en af udfordringerne for mig.

panda2

Startskuddet lød

Så var løbet i gang. Mit entydige mål var at komme i top 10 med mellem 225-230 km. Planen var at løbe 65 km de første seks timer, dernæst 60, så 55 og til sidst 50. På den måde ville jeg have lidt at give af – både i forhold til tempoet undervejs, men også i forhold til det endelige antal kilometer. Selv om det ikke var sikkert, jeg behøvede at løbe 230 km for at indfri mit mål om at blive blandt de ti bedste, viste min plan sig at være god. Sådan en rute er nemlig ofte målt lidt konservativt op. Ligeledes løber man heller ikke altid den mest direkte rute, hvorfor vi hver omgang løb lidt længere end de 1.106 km, som rundturen var beregnet til.

At løbe blandt de bedste

Noget af det fedeste ved dette løb for mig var klart, at ikke nok med jeg endte på en sjette plads, så lykkedes det mig at løbe i top 10 HELE vejen. Dvs. mellem anden og syvende pladsen. Uden at have været samtlige løberes mellemtider igennem, tør jeg godt sige, at det må være et af de mest stabile løb i forhold til placering. Til at starte med, var jeg i tvivl om, om jeg ville blive presset af at kunne se min placering hver omgang. Men som konkurrencemenneske med stort ’k’, og eftersom det nu gik så godt, ja så virkede det snarere motiverende. Det ved jeg også, det gjorde på nogle af vores mandlige løbere, at mit navn blev råbt op stort set hver omgang. Længe løb jeg i top fem, og da jeg lå dårligst, var det som sagt på en syvende plads. Da jeg så på et tidspunkt blev passeret af svenskeren Annika Nilrud, som lå nummer syv, tænkte jeg, at det skal være løgn. Der gik et øjeblik, og så var jeg foran igen. Jeg begyndte så småt at tænke på placeringer. Når jeg nu så længe havde ligget i top syv, skulle det afspejle sig i det endelige resultat! Det er nemlig ikke så svært at være med helt fremme for en stund. Det er straks sværere at stå distancen og blive ved med at være det. Mange af dem, som i en periode lå i spidsen – for ikke at sige alle, endte da også en del længere nede i feltet, fordi de ikke kunne holde tempoet. Min træner og min mand var da også en anelse bekymrede for, om jeg fra starten af fokuserede for meget på de andre og lagde for hurtigt ud. Men jeg havde styr på det. Jeg løb det tempo, jeg havde planlagt.

panda7

Hold op, hvor var det fedt at få lov at blande sig med de bedste; de senede og seje franske kvinder, det gode og stabile svenske hold m.fl. Og selv om jeg jo udmærket godt vidste, at den daværende og nu nyslåede europamester Maria Jansson ville hente mig på et tidspunkt – jeg ventede bare på hvornår – ja så var det alligevel fedt at ligge foran hende de første 80 km. Ligeledes var jeg godt tilfreds med, at have holdt 10 km i snit de første 15 timer – en dag skal det holdes hele vejen:o)

Et løb uden de store kriser

Sammenlignet med mit sidste løb, hvor jeg tog den ældgamle danmarksrekord – et løb som var én stor krise – ja så var dette løb nærmest uden kriser. I hvert fald de store.

Til de mindre udfordringer hørte, at jeg denne gang har måtte arbejde lidt mere med motivationen og med at finde et konkret mål, som var fedt nok til, at jeg ville give mig fuldt ud. Det lykkedes næsten. Mit mål blev i hvert fald nået, men hvor jeg sidste gang gav mig nærmest 120 procent, var det denne gang nok snarere 95 procent. Måske var det derfor, jeg kunne gå – eller måske snarere det der ligner – hjem:o) Eftersom jeg selv havde danmarksrekorden, kunne denne ikke motivere mig lige så meget som sidst. Og om det blev en fjerde eller en syvende plads var heller ikke så afgørende. Det afgørende for mig var at slutte i top 10. På et tidspunkt meget tidligt i løbet blev jeg ramt af tanker om, at puh det var langt, og var det nu det værd – det ville jo blive hårdt. Men da jeg blev varm og tilmed kom godt fra start, gik de tanker hurtigt i sig selv igen. Derudover brugte jeg det, at der blev lavet opdateringer af resultatet hver time på hjemmesiden. Jeg ville gerne vise folk derhjemme, som brugte de sene nattetimer på at følge med, at jeg hang i.

Så begyndt smerterne at komme. Heldigvis flyttede de sig lidt rundt. I løbet af et tidsrum følte jeg, at jeg kom hele kroppen omkring. Men der var ikke noget, der satte sig. De spændte haser og den trætte lænd fik et par ture på min medbragte foam roller. Det værste var haserne og særligt den højre. Desværre skulle chippen sættes i snørebåndene, og uheldigvis havde vi fået sat den på højre sko; Min højre fod er et nummer større end den venstre, hvorfor jeg har brug for at få løsnet denne sko mere, som fødderne hæver. Det var svært, og jeg har hverken temperament eller tålmodighed til at bruge tid på en upraktisk chip under et løb.

Ikke for sarte sjæle

panda6

Og så kommer en af mine største udfordringer og bestemt et sted, hvor jeg håber at kunne hente et par kilometer mere. Toiletbesøg! For som mor til tre små børn er mit bækken endnu ikke så stærkt, som det har været. Allerede før de første 100 km, måtte jeg vælge enten at skifte bukser løbende eller at forsøge med nogle bind. Det er ikke rart at løbe i våde bukser – ikke kun fordi det giver enorme slidsår, men også fordi man lugter. Selvfølgelig er der ingen, der lugter af roser under og efter sådan et løb, men lidt værdighed har man vel. Jeg skiftede tights en gang, og så måtte hjælperne af sted efter en pakke bind. Jeg blev sej til det. På et tidspunkt fik jeg det faktisk på, mens jeg løb. Ikke noget man normalt ville tale om eller prale af, men under 24-timersløb, er der altså ikke noget, der hedder at være sart. Jo, hvis jeg ville have opgivet mit mål, så kunne jeg godt have skiftet tøj konstant eller være løbet på toilettet endnu oftere.

Og så var der maven. Denne gang var jeg ikke så hårdt ramt som sidst. Måske fordi jeg holdt lidt igen med sukkeret og spiste så meget almindelig mad som muligt allerede tidligt i løbet; kartoffelmos, havregrød, pasta mm. Immodium kom vi dog ikke uden om, men vi fik sat lidt tidligere ind end sidst.

På et tidspunkt blev jeg dog bekymret. Det var fuldstændig rødt, det der kom ud af mig. Der var jeg meget tæt på at stoppe helt og gå til lægen. For det er ikke med livet som indsats, jeg løber. Men sammen med min lægemand kom jeg frem til, at det måtte være fordi, jeg stort set kun havde indtaget røde energiprodukter. En anden gang skal de ikke være røde!!

Ligesom jeg kan holde mange smerter ud, hvis jeg ved, at det ikke er noget alvorligt, eller ikke er noget der giver mén, så kan jeg også løbe med meget. Men man er nødt til at kunne holde øje med helbredet. At jeg begyndte at bløde lidt udvortes gjorde ondt, men det var forventeligt, når man løber med bind, ligesom det jo også heler igen. Så det valgte jeg at bide i mig.

Sidst under denne overskrift må høre mine negle og vabler. Mine fødder er bestemt ikke pæne nu, men det var faktisk ikke slemt undervejs. En enkelt gang gik der hul på en vabel, min ene knyst blev lidt klemt og efterfølgende blå pga. chippen, og så røg der på et tidspunkt en negl, fordi jeg skulle gribe noget ved depotet og landede lidt skævt. Det gør ondt, men går hurtigt over. Til gengæld var sidstnævnte situation udtryk for, at vi godt kan optimere lidt i forhold til depotet.

At fylde på undervejs

panda4

I mine øjne er noget af det vigtigste, når man løber 24-timersløb, at få fyldt godt op undervejs med fast og flydende. Særligt under kriser er det vigtigt stadig at huske det. Ellers risikerer man, at man er fuldstændig på baghjul, når krisen er overstået. Men det tager også tid. Denne gang havde jeg uden tvivl flere stop end ved sidste løb, hvor Morten måtte følge med et længere stykke, og jeg derfor ikke behøvede at stoppe så meget op. Ved dette løb var depotet og dermed området, hvor hjælperne måtte hjælpe os, meget smalt. Jeg er god til at løbe og spise fx kartoffelmos af en lille skål, men det duede ikke for mig at skulle løbe mange omgange med for meget at slæbe på. Morten forsøgte derfor på ikke at hælde for meget i dunkene, hvilket dog ikke gik, fordi det resulterede i, at jeg slugte for meget luft og fik ondt i maven. Jeg prøvede i stedet at kaste dunkene tilbage, hvilket også var ok – i hvert fald da jeg lærte ikke at ramme finnernes telt. Men løsningen blev, at jeg måtte ofre lidt tid på at snuppe glas med på skift vand, cola og juice fra fællesdepotet. Den bedste løsning i dette løb, men med mulighed for optimering – fx ved at have små drikkeflasker med i stedet. Sådan bliver man hele tiden klogere, og ikke to løb er ens. Det andet var, at sidste gang kunne jeg råbe til Morten, hvad jeg gerne ville have, inden jeg nåede ind i depotet. Det gav forholdene denne gang ikke mulighed for. Så når han nogen gange stod med det ”forkerte” i hånden, råbte jeg noget andet. Pr refleks skyndte han sig ind for at hente det, jeg gerne ville have. Men da jeg ikke havde tålmodighed til at vente, resulterede det blot i, at jeg flere gange intet fik med. Derfor valgte jeg ofte at tage fra det store depot i stedet. Et af de lidt mere komiske udfald var, at Morten på et tidspunkt stod med et krus med tynd havregrød i. Idet jeg skreg ”elektrolyt”, var han halvt på vej ind i teltet, hvilket blot resulterede i, at jeg fik tynd havregrød ud over det hele – ganske kort efter tøjskiftet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, jeg havde kastet op. Men hvad gør man? Børster det af så godt man kan og løber videre.

En lang nat

Selv om natten ville blive utrolig lang grundet årstiden (13 timers mørke), havde jeg egentlig ikke været så bekymret. Jeg plejer nemlig at være relativt bedre om natten og hente en del af de andre. Modsat tidligere lå jeg dog allerede temmelig langt fremme i feltet, da det blev mørkt, hvorfor jeg gruede lidt for, hvor mange der ville hente mig. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg beholdte min placering. Dernæst kom de sidste to lyse timer, hvor flere satte spurten ind. Jeg havde længe kæmpet med at holde tempoet på grund af tunge ben. Mit hoved ville dog gerne øge farten, hvilket resulterede i, at det lige akkurat lykkedes mig at holde den så højt, at jeg nåede min målsætning i kilometer. Og hvorfor var det så så vigtigt, når jeg allerede lå i top 10 og tilmed havde et stykke ned til nr. 10? Jo, det var det, fordi jeg ikke vidste, hvor mange der ville hente mig. Det var svært at have fuldstændigt overblik, da flere kom op nedefra i løbet af de senere timer, og fordi ikke alle levede op til at have et synligt nummer bagpå, så man kunne se, hvem de var. Skulle jeg ryge ud af top 10, ville jeg i det mindste have indfriet den ene del af målsætningen.

panda5

Tilfreds og næste mål

Selvfølgelig er jeg tilfreds med både løb og resultat. Jeg opnåede fint mit mål om at komme i top 10. Og danmarksrekorden blev da også rykket med godt seks kilometer, hvilket forhåbentlig mindsker sandsynligheden for, at en anden tager den lige foreløbigt. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at der er mere at give af. Havde jeg været tættere på podiet, havde jeg løbet efter det allerede i dette løb. Men selv med 230 var jeg ’kun’ blevet nummer fire. Og fire eller seks var ikke vigtigere end at være sikker på at komme godt igennem. Jeg tror, det kan være risikofyldt at justere målene for meget undervejs, hvis man skal være sikker på at holde hele vejen. Til gengæld giver det da klart blod på tanden, og nye målsætninger melder sig allerede. Kommer jeg til at løbe EM næste gang, bliver målsætningen næsten uden tvivl en podieplads. Bliver det VM, bliver det formentlig top 10 igen. Men lad os nu se. Morten har været der for mig hele vejen igennem dette forløb – nu er det hans tur til at dyrke sig selv og sin sport for en tid.

En følelsesmæssig rejse

Mine tre tidligere 24-timersløb har alle været store følelsesmæssige rejser. Denne gang sad følelserne langt fra i samme grad uden på tøjet. Jeg sendte ungerne derhjemme en tanke engang imellem og huskede på, hvad der betyder noget for mig. At når vi tager af sted fra de små fem dage i træk, så skal der dælme også komme noget ud af det. Jeg ved også, hvor glade de bliver, når jeg kommer hjem og fortæller, at det gik godt. Men det var ikke så nødvendigt for mig denne gang at grave dybt for at kunne bevare motivationen. En form for reaktion kom først, da jeg ringede hjem til min mor. Da mærkede jeg tårerne presse sig på. Og da vi i lufthavnen ikke kunne finde en kørestol, og derfor måtte småløbe den lange vej til en gate, hvor der stod ”last call”, piblede tårerne ud af øjnene på mig. En ansat havde sagt, at vi umuligt kunne nå skiftet, da første fly havde været forsinket, hvorfor vi måtte vente til dagen efter. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg ville bare hjem! Så på trods af, jeg knap kunne gå, satte vi alt ind på at nå flyet. Og i det øjeblik, Morten løb i forvejen for at sige, jeg var på vej – i det øjeblik kunne jeg mærke, at jeg også på denne rejse havde overvundet mig selv. Først da vi kom helt hjem sluttede en fantastisk rejse. Og tusind tak for de overvældende mange søde hilsener og beskeder og den store opmærksomhed. Det har været det hele værd!

Glæder mig allerede til næste gang!

Anne Marie

(Stadig) på vej mod EM i 24-timersløb

Så er der under tre uger til, at EM i 24-timersløb løber af stablen i Frankrig. Helt præcist 16 dage. For knap seks uger siden løb jeg mit bedste marathon nogensinde, men kort efter satte min hofte sig fuldstændig skævt. Så skævt, at jeg var ude af stand til at træne. Den første uge forsøgte jeg mig med et par korte løbeture, men jeg mærkede hurtigt, at den var helt gal. Derfor var der kun ét at gøre, nemlig at give hoften helt ro, hvilket den fik de følgende to uger. Jeg var frustreret over ikke at kunne løbe – og nok mest frustreret over ikke at vide, OM jeg overhovedet ville blive klar, hvis jeg gav den ro. Det ville jo heller ikke hjælpe meget, hvis jeg kun lige præcist nåede at blive klar, men så slet ikke havde fået løbet de sidste par måneder frem mod EM.

Manglende træning

September var den måned, jeg ville have trænet mest. Men Endomondo siger kun knap 100 km løb i september mod godt 350 km i august. Dog plus lidt styrketræning og cykling. Altså langt fra optimalt. Spørgsmålet er – og bliver – hvor meget det kommer til at betyde for selve løbet. Eller måske snarere, hvor stor betydning jeg vil lade det få på min præstation til EM. Jeg har jo længe plæderet for, at 70 procent af en ultraløbspræstation sidder oppe i hovedet – nu får jeg chancen for at bevise det.

Landsholdstræning

I søndags var vi samlet med ultralandsholdet i Odense. Det er altid motiverende at mødes med andre, der er lige så løbegale som en selv. Vi er tre kvinder og fem mænd, der skal deltage fra Danmark. Vi talte lidt om mål, selv om der er få, der bryder sig om at melde lige så klart ud, som jeg gør. Jeg kan også godt mærke, at jeg selv har været mindre skråsikker denne gang. Og så alligevel…

Mål og motivation

I 2014 gik jeg efter danmarksrekorden på knap 218 km og var overbevist om, at jeg kunne tage den. Denne gang har jeg et mål om at komme blandt top 10 til europamesterskaberne – og planen er at løbe et sted mellem 225-230 km. Da min landsholdstræner så forleden fik sagt, at det ville være flot, hvis jeg kunne løbe lige så langt som sidst, min manglende træning taget i betragtning, kunne jeg mærke, det gjorde noget ved mig. Jeg ved ikke, om han er klar over det – men han formår altid at sige det rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Hvis min hofte 7, 9, 13 ellers holder hele løbet, så vil jeg dælme vise, at tre ugers manglende træning ikke skal gøre udfaldet for mit løb. Nu hvor jeg har måtte kæmpe så meget for at overvinde frustrationerne og har brugt så meget energi for ikke at tale om penge på forskellige former for behandling, så stiller jeg op for at give alt, hvad jeg har – og helt klart for at løbe længere end sidst. Jeg er omend endnu mere sulten på at løbe, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været skadet.

God sæson

Derudover har det bortset fra hofteskaden været en sæson, hvor jeg har kunnet træne stort set, som jeg ville. To uger måtte jeg løbe halv distance pga. lidt knæproblemer, ellers har der ikke været det store. Og for godt en måned siden løb jeg som sagt mit bedste marathon nogensinde. På en bakket rute og på en varm dag skar jeg mere end fire minutter af min PR – det uden at have en eneste krise. Og det er det, jeg vil tænke tilbage på, når jeg skal løbe om tre uger. Lige såvel som jeg vil tænke på alle de frustrationer, som både jeg og min familie, særligt Morten, har måttet leve med. De skal ikke have været forgæves!

Går planmæssigt

Da min krop havde det allerværst, bestemte jeg mig for, at jeg mentalt kunne give det maksimalt tre uger helt uden træning. Derefter var der fem uger tilbage før EM, til at trappe op igen og til at lave nedtrapning før løbet. Sidstnævnte kommer derfor formentlig kun til at blive den sidste uge, hvor jeg normalt bruger to på at trappe ned. Men denne gang er der ikke så meget tid at give af. Desuden har min krop fået god tid til at restituere de sidste par uger, hvilket også har hjulpet på forskellige småskavanker. Dermed var der så fire uger til at få løbet lidt igen. Min plan var at løbe omkring 25 km den første uge, 50 den næste og derefter komme op omkring de 75-80 km på en uge. Første uge blev det til 34 km, den næste til 64 km. Jeg kunne formentlig sagtens have løbet mere, men udfordringen var ikke at starte for hurtigt op. Jeg skulle jo helst ikke blive skadet igen. Heldigvis har min krop kun fået det bedre og bedre i takt med, at jeg har løbet længere og hurtigere. I går løb jeg 18 km, hvoraf de sidste otte gik ok stærkt med 4.36min/km. Og jeg mærkede stort set ikke min hofte.

Tirsdagsbehandling i København

At jeg hver tirsdag den seneste tid har valgt at tage toget helt til København for at blive behandlet hos Marcus Heller eller hans kollega i Totum, har givet en helt naturlig hviledag, hvilket jeg tror er godt givet ud. Men jeg kan også mærke, at jeg på sådan en dag, hvor jeg sidder i toget på vej hjem fra behandling og hyggelig kaffeaftale i Kbh., hungrer efter at komme ud og få nogle flere kilometer i benene. Så helt skidt kan det ikke være.

De sidste forberedelser

De næste par uger bliver udfordringen, at komme helt op træningsmæssigt samt at få pakket lidt udstyr. Så længe jeg ikke vidste, om jeg ville blive klar, var motivation til at ordne de sidste ting som geler, vingummier mv. knap så stor. Nu er det med at få fingeren ud. Når det så er sagt, er jeg heller ikke den store planlægger, hvad det angår. Desto mere simpelt, jo bedre. Ved mit første 24-timersløb medbragte jeg selv 3 eller 4 energibarer. Det var så det. Men det gik godt. Så der er i min optik ikke grund til at gøre det mere kompliceret end som så. For det første er der jo et depot ved løbet. For det andet har de også butikker i Frankrig. Men de vingummier, som 32gi laver, vil jeg have købt en masse af. Geler skal jeg nemlig ikke have alt for mange af, før det går ud over maven. Vingummierne fungerer noget bedre.

Mental forberedelse

Derudover har hofteskaden gjort, at jeg denne gang har brugt noget mere energi på at blive klar mentalt. Ikke ved at visualisere løbet – det gør jeg altid, og det kommer også mere og mere, jo tættere løbsdatoen kommer på. Men mere i forhold til at få ryddet ud i ting og bekymringer, der fylder. Jo mindre jeg har i hovedet på dagen, desto bedre. Og da kroppen havde det allerværst, der havde humøret det heller ikke godt. To ting, der jo på mange måder hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Men jeg tror på, at man præsterer bedre, hvis man er i balance. Derfor har jeg brugt meget tid og energi på at se mennesker, som jeg nyder at være sammen med; venner og familie. For det fylder mig op og gør mig glad. Ligeledes har jeg nydt at være sammen med ungerne, ligesom jeg har gjort ting, der ellers gør mig glad. En god gang bodySDS-behandling, en shoppetur, en lækker kop kaffe, en tur i biffen, ja sågar at få gjort ting færdige hjemme i huset – ting der fylder, fordi jeg gerne vil have dem af vejen. I haven mangler to bede og i huset tre radiatorer, der skal males. Jeg ved, der lyder tosset, men…

Perfektionisme og præstationer

Jeg er perfektionist af natur, så det har altid betydet meget for mig, at have styr på det derhjemme, når jeg fx skulle til eksamen eller præstere til ex et løb. At der så ikke kan se ud, som før vi fik tre små børn, er en anden sag. Derfor har jeg arbejdet med min perfektionisme, så jeg kan fungere med mere uorden, lige såvel som jeg ikke længere er slave af en træningsplan. Men det at få ryddet ud i ting, jeg gerne vil have gjort, betyder, at jeg samtidig får mere og mere fokus på det kommende løb. Når jeg om 16 dage står i Albi og skal løbe, skal der ikke være andet der fylder de næste 24 timer, end at jeg skal løbe – løbe alt hvad jeg kan, så jeg bagefter kan se mig selv i øjnene og sige, at det var det hele værd.

Jeg glæder mig! Til at prøve grænser og til at komme helt derud, hvor jeg ikke selv har kontrol med alting.

Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

På vej mod EM i 24-timersløb 2016

Så er det igen blevet et lige år, dvs. et af de år, hvor jeg har et 24-timersløb på programmet. Denne gang er det Europamesterskaberne i Frankrig den 22.-23. oktober. Siden 2010 har jeg hvert andet år løbet 24-timersløb og hver andet år født et barn. Med tre små børn fra henholdsvis 2011, 2013 og 2015 er den ene kæde afsluttet. Men 24-timersløbet er jeg endnu kke færdig med.

Danmarksrekord & motivation

I 2014 var min motivation større end nogensinde. Det var her, jeg gik efter danmarksrekorden og nåede den med 219 km. Den største udfordring i denne sæson har derfor været at finde et attraktivt og samtidig realistisk mål. Den nordiske rekord er netop blevet rykket af en super sej svensker, Maria Jansson, som har løbet 242 km. Det er urealistisk for mig at lægge 23 km til på et løb. I mine tidligere løb har jeg hver gang lagt ca. 10 km til. Men hvad er så realistisk og samtidig noget, jeg er motiveret nok til?

Top 10 internationalt

Jeg er nået frem til, at det kunne være fedt at blande sig med de bedste internationalt. Top 10 er ikke helt i top, men det ville stadigvæk være et pænt resultat og noget, jeg ville være stolt af – samt villig til at kæmpe for. Spørgsmålet er så, hvor meget man skal løbe for at gøre sig håb om at ende i top 10. Mit bedste bud er – baseret på tidligere år – at et sted mellem 225-230 km formentlig vil kunne gøre det. Intet er sikkert, men jeg er nødt til at have et konkret mål for at kunne arbejde med det.

Tanker om løbet

I dag løb jeg og legede lidt med tanken om at skulle løbe 230 km, samt hvad mine delmål skulle være. Deler man løbet op i fire gange seks timer, kunne en mulighed være at løbe henholdsvis 65, 60, 55 og 50 km. Sammenlagt ville det give 230 km, og dermed ville der være 5 km af give af, hvis mindstemålet er 225 km. Skulle jeg komme hurtigere fra start, ville jeg også kunne slække lidt på tempoet til sidst og stadig nå målet. Men umiddelbart er en 12-timerssplit på 125 km ambitiøst nok. Da jeg slog danmarksrekorden nåede jeg vist kun 113 km på de første 12 timer, så med ovenstående plan ville det altså være i første halvdel af løbet, at jeg skulle hente forbedringen. Mentalt tror jeg, jeg har lettere ved at komme godt fra start, så der er noget at give af sidst på løbet.

Længere forberedelse efter 3. fødsel

Forleden var jeg hos en ny behandler, en osteopat. Han mente ikke, det var alle forundt at kunne løbe 24-timersløb så kort efter en fødsel, og slet ikke efter tre fødsler. Det bekræftede mig blot i, at det nok er meget fornuftigt, at jeg denne gang har givet det et halvt år længere. Magne blev født i maj 2015, og EM ligger som sagt først i oktober 2016. Jeg har også haft væsentligt mere bøvl med ryggen her efter tredje fødsel(og flytning), end jeg har haft de andre gange.

Håndtering og –forebyggelse af rygproblemer

I efteråret var ryggen så skidt, at jeg næsten ikke kunne løfte vores to mindste børn. Jeg følte mig meget ustabil i korpus og fik ofte store jag af smerter gennem ryggen. En ny seng, behandling i Totum Kropsterapi, kiropraktik og styrketræning har gjort meget i forhold til at komme af med rygproblemerne. Senest har jeg anskaffet mig en såkaldt ‘foam roller’, som jeg ligger og ruller på, når ryggen driller, samt før og efter en løbetur. Den tager de ydre spændinger, og siden jeg begyndte at bruge den, har min ryg ikke drillet halvt så meget.

Bøvl med mavemusklerne

Siden jeg fødte Vigga i 2011, har jeg i perioder haft problemer med mavemusklerne helt oppe under ribbenene. Mest under træningen, men også ved VM i 2012, hvor jeg løb ca. 10 km med kraftige smerter i maven. Det var mellem 30-40 km, og det var lige før, jeg troede, det ville forhindre mig i at gennemføre. Men via en dyb og langsom vejrtrækning lykkedes det mig at få musklerne til at slappe mere af.

Osteopati – gør det der virker!

For nylig fik jeg så anbefalet en osteopat her på Vestkysten, hvor vi har boet siden sidste sommer. Det var såmænd ikke, fordi han gik så hårdt til værks, men allerede efter første behandling har det gjort en kæmpe forskel.  I tirsdag kunne jeg dårligt løbe. Jeg var ude på en rute på 12, 5 km, og jo længere jeg kom, desto oftere måtte jeg stoppe for at krumme mig sammen eller forsøge at massere mavemusklerne til at slappe lidt af. Onsdag fik jeg så den første behandling, og allerede dagen efter havde jeg en super løbetur.

Tempo

Bagefter kunne jeg stadig mærke ømheden i mavemusklerne. Det føltes mest af alt som et blåt mærke. Men jeg løb 15 km uden rigtigt at være generet af det og det endda med god fart. Den første kilometer varmede jeg op, men derefter løb jeg 12 km med en gennemsnitsfart på 4.44 min/km. Det er den fart, jeg godt kunne tænke mig at gøre til mit vante løbetempo inden EM. Hver gang jeg har løbet 24-timersløb har jeg skåret 5 sekunder af minuttiden. I 2014 trænede jeg med 4.50min/km, og derfor skulle den gerne hedde 4.45 i år. Det sidste stykke tid har det dog været svært at holde både tempo og distance oppe, fordi kroppen har brokket sig. I torsdags dag gik det så, og efterfølgende løb jeg endda 2 km med 4.22 i snit. Så formen er måske ikke så ringe, som jeg gik og frygtede:-)

At lytte til kroppen

Det er min klare overbevisning, at noget af det vigtigste at kunne som ultraløber er at lytte til kroppen. Hvis kroppen ikke er frisk og klar på løbsdagen, kan det være fuldstændigt lige meget, hvor meget man har trænet. Selvfølgelig er det super frustrerende, når man i perioder ikke kan løbe det, man gerne ville. Men jeg er blevet bedre til at tænke på det, som en naturlig og uundgåelig del af træningen frem mod et løb. Et eller andet sted er det jo også godt, at kroppen viser, hvornår man skal foretage nogle justeringer eller måske gå lidt langsommere frem.

Intervaltræning

I år har min krop hovedsageligt sagt fra efter de to gange, hvor jeg har trænet intervaller i løbeklubben. Både mavemuskler og knæ har brokket sig. Måske burde jeg lade være at løbe intervaller, men det er min oplevelse, at det giver meget at blive presset lidt på tempoet. Jeg må bare huske, at det er en prioritering; Hvis jeg vælger at tage til intervaltræning en uge, må jeg løbe lidt færre km for ikke at overbelaste kroppen.

Træningsplan

Jeg har stadig ingen decideret træningsplan, selv om min mand punker mig for det. Det er lettere for mig at lytte til kroppen, hvis jeg kun har en overordnet plan for, hvor mange kilometer jeg gerne vil løbe om ugen. Trækker det lidt i knæene en dag, løber jeg måske lidt langsommere eller lidt kortere. Modsat, føles kroppen bare let og benene gode, giver jeg den gas eller tager et par kilometer mere. Så småt er jeg ved at bevæge mig op på de 70 km om ugen. Planen er at nå 80 km et par måneder før løbet, og så tage en 3-4 uger med 100 km om ugen før nedtrapningen de sidste uger før løbet.

Blogger og tweeter om forberedelserne

Hvis du har lyst til at følge mine forberedelser samt se, om jeg også når målet her i fjerde hug, kan du enten følge mig her eller på Twitter. Min mand plejer også at være sød til at opdatere min twitter-konto www.twitter.com/amgeisler under selve løbet.

Tak fordi du læste med!

Anne Marie

 

Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!

Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Retten til at komme sig bør gælde ved psykiske lidelser

I sidste måned bragte Jyllands-Posten artiklen “Mange unge får forkert diagnose”, der havde fokus på unge med adhd. Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der måtte modtage behandling på et tvivlsomt grundlag. Derfor skal en gruppe unge mellem 18-28 år genudredes. Disse har gennem en årrække haft konstateret adhd og er blevet behandlet med Ritalin.

Hypotesen er, at en væsentlig andel af de unge er fejldiagnosticerede eller ikke længere lever op til diagnosekriterierne, eftersom der i dag er alt for lidt opfølgning på psykiatriske diagnoser. I mine øjne hænger dette sammen med retten til at komme sig.

Konstant hører vi, at for mange mennesker får en diagnose, og særligt adhd-diagnosen har været omstridt. Men som samfund gør vi altså heller ikke særlig meget for at hjælpe mennesker af med diagnosen.

Et er, at der finder for meget symptombehandling sted. Alt for ofte står medicin alene, hvorfor der mangler fokus på at lære at håndtere diagnosen på anden vis, fx via samtalebehandling, mentorstøtte etc.

Det andet er, at der ikke automatisk bliver fulgt op på, om man stadig opfylder kriterierne for en diagnose. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vokse fra en adhd-diagnose, ligesom nogle kan lære at mestre deres udfordringer i en grad, så de ikke længere opfylder diagnosekriterierne.

Overvandt diagnosen

I 2010 fik jeg selv diagnosen efter en årrække med stress og depressioner. Dengang var det en stor hjælp at få klarhed over mine udfordringer. Men da jeg sidste sommer ikke længere fandt mine udfordringer så store, at det kunne berettige en adhd-diagnose, gik jeg til psykiater.

Ganske rigtigt – psykiateren vurderede, at jeg ikke længere levede op til kriterierne. Jeg mødte dog stor undren fra mange sider, også fra behandlingssystemet. Hvorfor betød det noget? Jeg fik jo ikke medicin, så kunne jeg ikke bare være glad for, at jeg var kommet så langt? Jo, måske. Men for mig var det vigtigt at få at vide, hvor langt jeg var kommet.

Jeg har ikke det fjerneste imod diagnoser, men de skal gives, hvor det giver mening.Som aktiv foredragsholder og debattør vil jeg ikke tage udfordringerne fra mennesker med adhd ved at gå rundt med en diagnose, som ikke er velbegrundet. Jeg vil ikke give folk det indtryk, at man ikke er udfordret, når man virkelig er ramt af adhd.

Omvendt betyder det meget for mig, at også mennesker med psykiatriske lidelser har mulighed for at komme sig. Og der er bestemt ingen grund til, at jeg fylder i en sygdomsstatistik, når jeg er kommet mig. Der er mennesker nok, som har brug for hjælp. Så lad os give mennesker med psykiatriske lidelser muligheden for at komme sig.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. marts 2016   

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer?

Forleden var der en artikel i Politiken under overskriften: unge er ikke blevet mere skrøbelige, de er blot pressede.

I mine øjne er det glædeligt, der endelig er kommet større fokus på denne problematik med børn og unge, der mistrives under nutidens samfundsforhold. Endnu mere glædeligt er det, når eksperter mener, der er en vej frem, som når Professor Carsten Obel mener, at dagens ungdom rent faktisk har “potentiale til at blive om end meget robuste”.

Obel siger: “Overordnet er jeg ikke pessimist på ungdommens vegne. For jeg ser en kraft i ungdommen til at finde løsninger, til selvrefleksion over vej i livet og et stort gå-på-mod”. Derefter opfordrer han de voksne til i højere grad at lytte til de unge i stedet for at presse deres bekymringer – om de unge nu vil klare sig godt i et hastigt skiftende samfund – ned over hovedet på dem. “Vi skal passe på, at vores bekymringer ikke bliver til deres”.

Personligt er det også min oplevelse, at følgende, som Carsten fremhæver, betyder meget:

“De (unge) bliver bedt om i højere grad at tage ansvar for eget liv, vælge den rette uddannelse med det samme, dygtiggøre sig. Mange klarer det flot, men ikke alle unge har ressourcerne. For alle kan ikke få gode job, de gode karakterer, være populær, have den rigtige krop, og det øger presset”.

Man må dog ikke glemme, at de unge, som ER populære, får de gode job mm., også godt kan være blandt dem, der mistrives. Nok klarer de sig godt – men de kan være utroligt hårde ved sig selv og have det rigtigt skidt under facaden.

En anden væsentlig faktor er helt sikkert, at vi konstant er på, tilgængelige og bliver vurderet og ‘liket’ på alt, hvad vi siger og gør:

Som Obel siger det: “Samtidig bliver de unge i dag konstant overvåget og lader sig fremvise på sociale medier på en måde, som ingen tidligere har prøvet”.

Han kommer også ind på det problematiske i, at alle skal passe ned i samme kasse:

»Hvor er anerkendelsen af den visuelle, den musiske eller den kreative begavelse blevet af? Meget tyder på at disse evner er mindst lige så vigtige i fremtidens samfund. Vi fokuserer alene på boglige 12-taller, og overser alle de mange unge, der kan så meget andet«, siger han.

En anden ekspert siger i artiklen, at det for de unge i konkurrencesamfundet handler om at være en vinder:

»Det er som om, at alle mellempositionerne, altså det at være nummer 2, 3, 4, 5, er ved at blive en usynlig gråzone. Det øger faren for, at det normale rykker ned mod taberpositionen, fordi der er så meget fokus fra de unge og samfundet på at være vindere. Men de fleste af os tilhører jo midterfeltet – det gælder børn, unge og voksne. Og når man føler, at man har ansvaret for at skabe sig selv og hele tiden knokler for at være en vinder, fordi 4. pladsen er blevet ufedt, så kommer der altså et pres på de unge«.

Her tænker jeg personligt, det spiller en stor rolle, at vi via medier og sociale medier i dag altid kan måle os med de bedste. For når vi stort set hver eneste sommer kan læse om ’superstudenterne’ i fx Politiken, ja så er det sjældent dem, der har fundet deres egen vej, har givet sig i kast med noget kreativt eller har bestået på trods af svære odds. Nej, så er det dem med et gennemsnit på over 12.

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer? Tænk hvis der var en større accept og anerkendelse af vores forskellighed som mennesker. Tænk hvis det handlede mere om at finde sin egen vej og finde det, der gør os glade som mennesker. I min optik vil en styrket trivsel og livskvalitet være det, der giver det mest robuste samfund i sidste ende. Hvad mener du?

Udbetaling Danmark – en føljeton af kafkaske proportioner

Har igen igen brugt i timer på Udbetaling Danmark. Det er efterhånden en hel føljeton. Den sidste dame, der hjalp mig i dag, var utrolig hjælpsom, det skal hun have. Hun udviste tilmed forståelse for, at jeg ikke var tilfreds med, at hendes kollega ikke kunne andet end at henvise til borger.dk og sige, at man jo som borger selv havde pligt til at sætte sig ind i reglerne. Ja, for han nævnte bestemt ikke noget om den ‘vejledningsforplugtigelse’, som den flinke dame omtalte.

Og hold op, hvor er reglerne rigide. Når der er så firkantede tidsfrister, man som borger skal overholde, kunne det være super dejligt, hvis de ville oplyse det, når man taler med dem, og det er relevant i sammenhængen. Igen igen oplevede jeg også, at man kan få fuldstændig forskelligrettede informationer, alt afhængigt af, hvem man taler med. I sommer kunne jeg bruge af den udskudte barsel fra begge vores ældste børn – i dag fik jeg den helt omvendte besked – måske var jeg dog heldig at kunne bruge resten fra den ene.

Og så fik den venlige dame lige tilføjet, at jeg ikke får barselsdagpenge, for alle de timer jeg arbejdede i månederne før min barsel. Godt nok har jeg gjort Udbetaling Danmark opmærksom på, at der var en fejl i indberetningen fra min arbejdsgiver. Men om de har taget højde for det? Og om de har gidet oplyse mig, at de manglede dokumentation eller ikke troede på mig? Næ nej!

Havde det så blot været denne ene gang. Men jeg kunne fortælle den venlige dame, at jeg har fået tilbagebetalingskrav på 40.000 kr, selv om det reelt kun var omkring 1/8 af beløbet. At jeg i første omfang fik kravet, fordi de havde vejledt i øst og vest – ja endda på trods af, at de selv havde indrømmet, at de jo kom fra 98 forskellige kommuner og derfor godt kunne sige noget forskelligt. Samt at jeg havde fået brev om at have holdt barsel med et lille barn, hvis navn jeg aldrig nogensinde havde hørt om.

Og sådan kunne jeg blive ved, hvis det da ikke var fordi, jeg efterhånden ikke orker at bruge mere tid på Udbetaling Danmark. I den sammenhæng er jeg glad for, vi ikke skal have flere børn. Så er der da en grund mindre til, at jeg kan blive nødsaget til at skulle i kontakt med dem igen. Det vil jeg gøre alt for ikke bliver nødvendigt.

 

Vi er ikke alle kropsfikserede narcissister

Fysisk træning handler om andet end at pleje sit udseende og øge sine leveår. Det handler om øget livskvalitet!

I går morges hørte jeg en debat om døden på P1. Flere gange blev der talt om, at vi går alt for meget op i at gå i fitnesscenter og i at træne, fordi vi gerne vil se ud på en bestemt måde, og fordi vi gerne vil leve længere eller måske ligefrem er bange for at dø. Altså en ekstrem kropsdyrkelse og et ensidigt fokus på det fysiske.

Jeg bliver så træt af denne generaliserende tilgang til det at dyrke motion og særligt det at gå i fitnesscenter. For jeg tror, der er mange mennesker, som går der af andre årsager. Fx for at blive et gladere menneske. Og hvad er egentlig problemet i det? Det er der vel ikke noget hverken usundt eller forkert i?

For mit eget vedkommende løber jeg og går i fitnesscenter, fordi jeg får det så meget bedre rent mentalt. Jeg får mere overskud – ikke mindst til mine børn og mine nærmeste. Min livskvalitet stiger simpelthen – ikke kun mens jeg træner, men også i alle de andre af døgnets 24 timer. Og når jeg sætter mig nye mål for, hvor langt jeg vil løbe, så er det fordi, jeg synes det er sjovt at overgå mig selv. Det giver noget at arbejde hen imod og betyder, at jeg får trænet mere. Jeg bliver simpelthen gladere af det.

Om jeg så ville leve kortere, fordi jeg trænede, ville jeg ikke undvære det. Og det at man bliver mere fit at se på, er bare en dejlig sidegevinst. Det har aldrig været et mål i sig selv. Så drop nu de generaliseringer!