VALGKAMPSOVERVEJELSER, DEMOKRATISK UNDERSKUD OG ØNSKET OM AT TAGE KAMPEN OP

Jeg er netop blevet inviteret til en debat på Rybners – en af de største uddannelsesinstitutioner – som jeg har svært ved at finde ud af, om jeg skal deltage i. Først var vi Radikale rent faktisk slet ikke inviteret, da man havde inviteret to partier fra hver blok. Hvilke ved jeg ikke, men eftersom eleverne på en offentlig uddannelsesinstitution har mødepligt til dette arrangement, så synes jeg faktisk, man bør invitere bredt og helst alle de partier, som stiller op til valget. Spørgsmålet er så, om det er gjort med, hvem man inviterer? Det mener jeg ikke, at det er.

For der er flere måder at udelukke på. Man kan også lave temaet så smalt, at man indirekte udelukker nogen fra at deltage, og det mener jeg, er tilfældet her. Temaet er uddannelse – eller mere præcist, hvordan man får flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Dernæst er der stillet en række meget konkrete spørgsmål til, hvordan man vil sikre forskellige tiltag på området. Der bliver altså ikke stillet spørgsmål ved, hvad man overordnet vil på dette (eller andre) område(r), men stort set kun spurgt ind til, hvordan man kan føre konkrete ting ud i livet. Spørgsmål der i mine øjne fordrer, at man enten tidligere har beskæftiget sig med området, eller at man allerede sidder i byrådet. Samt at man er enig i de overordnede prioriteringer.
At nogle af os nye kandidater ovenikøbet først får invitationen ca. halvanden uge før og dermed senere end øvrige kandidater, øger heller ikke muligheden for, at man kan nå at forberede sig midt i en travl valgkamp.

Hvorfor afholder en af Esbjergs største uddannelsesinstitutioner sådan en debat lige før kommunalvalget, hvor mange nyopstillede partier og kandidater først ikke bliver inviteret og for en dels vedkommende i praksis er udelukket? Og er det særlig demokratisk, at eleverne lige op til kommunalvalget skal deltage i en debat, hvor man først udelukker en lang række partier ved slet ikke at invitere dem – dernæst inviterer bredere, men stadig med et emne der er så smalt, at det selv for en erfaren politiker kan synes svært at deltage?

Selv sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt jeg skal deltage i debatten og risikere, at jeg ikke kan svare på noget, fordi der ikke bliver stillet nogle overordnede eller holdningspørgsmål? Skal jeg melde fra? Eller skal jeg dukke op og deltage så godt jeg kan, men samtidig udtrykke, at jeg i et demokratisk perspektiv er ked af det smalle perspektiv? Jeg kunne også kontakte Rybners for at høre, om ikke de også laver en bred debat, hvor alle holdninger har mulighed for at blive repræsenteret. Jeg tror, det bliver et af de to sidste – er allerede gået i gang med at forberede mig..

De bedst mulige rammer for børnefamilier

Den 5. oktober argumenterer Maria Høj Pedersen fra Borgerlisten i JV for, at børnepasnings-tilbuddene bør være mere fleksible. Esbjerg kommune har afskaffet lukkedagene i vuggestue og børnehave, det bør vi også gøre i dagpleje og SFO.

Som familie befinder vi os i præcis den situation, Maria beskriver, med tre små børn på 2, 4 og 6 år i dagpleje, børnehave og skole. Jeg har også sympati for Marias forslag, idet jeg selv går til valg på at skabe gode rammer for børn og familier, men jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre praksis?

Kommunen kunne godt vælge at holde åbent i alle kommunens SFO’er året rundt – særligt hvis det, som Maria skriver, ikke koster væsentligt mere. Det synes straks sværere med den kommunale dagpleje.

Allerede i dag er der mulighed for at få sit barn passet i en anden dagpleje eller vuggestue, hvis man ikke kan finde alternativ pasning under ferie. Medmindre den enkelte dagplejemor aldrig skal have ferie, har jeg svært ved at se alternativet?

Hvis man som forælder eller barn ikke har det godt med omplaceringen i sommerferien, har man den mulighed at vælge vuggestue frem for dagpleje. Her er som bekendt ingen lukkedage, fordi de ansatte kan holde ferie på skift. Det er i mine øjne den fleksibilitet, kommunen både kan og bør tilbyde. Men jeg er bestemt lydhør, hvis nogen har et bud på en anden løsning.

Indlægget er bragt i JydskeVestkysten den 13. oktober 2017

VERDENS MENTALE SUNDHEDSDAG – BØRN SOM PÅRØRENDE

I dag den 10. oktober er det verdens mentale sundhedsdag. Som spidskandidat til byrådet for Radikale Venstre ligger den mentale sundhed mig meget på sinde – det har den gjort, siden jeg for ti år siden besluttede at gå ind i politik.

 

Egne oplevelser drev mig ind i politik

Det, der drev mig, var min opvækst med en far, der har lidt af depressioner, siden jeg var 14 år gammel. Noget, der i den grad har præget mit liv. Jeg oplevede på nært hold, hvad psykisk sygdom kan gøre ved et menneske, men også hvad samfundet ikke kunne.

 

Øget politisk fokus på psykiatrien

De seneste år er der kommet mere politisk fokus på selve behandlingen af mennesker med psykisk sygdom, selv om vi endnu ikke er i mål. Området er heller ikke så tabubelagt som tidligere. En aftabuisering, som jeg har forsøgt at bidrage til med mine foredrag om et liv med psykisk sygdom samt min bog ‘Frem i Lyset’ om det samme.

 

For få tilbud til pårørende 

Hvad angår pårørende til mennesker med psykisk sygdom, børn som voksne, er der imidlertid stadig ikke megen hjælp at hente. Selv om der hvert år er omkring 50.000 børn, der oplever, at enten mor eller far bliver ramt af en psykisk sygdom, bliver børn overset som pårørende og sjældent indtænkt i handleplaner mv. Som byrådskandidat vil jeg derfor arbejde for bedre hjælp til børn, der er pårørende.

 

Forslag til et kommunalt tilbud

Et konkret forslag kunne være børnegrupper, som man har gode erfaringer med fra andre kommuner. Her kan børnene møde ligesindede, opleve at de ikke er alene og få nogle redskaber til at håndtere mors eller fars sygdom. Tanken er, at der etableres et systematisk tilbud i tilknytning til en eller flere nærliggende folkeskoler. Hvem der skulle stå for det, er jeg åben over for, men jeg ved, at man nogle steder har brugt AKT’ere til lignende tilbud. Forslaget om gruppetilbud er allerede blevet taget positivt imod af såvel unge som voksne, som jeg har mødt i forbindelse med valgkampen, en psykiatriorganisation og andre kandidater til byrådet.

 

Radikale ønsker lovgivning på området

I Radikale Venstre har vi også netop på vores landsmøde besluttet at arbejde for, at sygehusene via lovgivning skal forpligtes til at tage bedre hånd om børn af alvorligt syge, som man også har indført det via lov i flere af vores nabolande. Et forslag jeg tidligere har arbejdet for at fremme politisk. I følge Børn, Unge og Sorg er det lige så belastende at vokse op med en alvorligt syg forælder, som det er, at forælderen dør. Og børn, der er pårørende, har en øget risiko for selv at udvikle psykiske lidelser. Loven vil bl.a. betyde, at personalet på landets sygehuse skal spørge ind til patientens eventuelle børn, tilbyde råd og vejledning om støtte til børnene og vurdere støttebehovet hos barnet samt henvise videre efter behov.

 

Min personlige historie

Nogle år efter at min far blev syg og også forsøgte selvmord, oplevede jeg selv at blive ramt af stress og depression, komme i behandling for OCD, ja jeg fik sågar en ADHD-diagnose. Selvfølgelig kan man ikke adskille arv og miljø, men jeg er overbevist om, at min fars sygdom spillede en væsentlig rolle. I dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand, lever jeg da heller ikke længere op til kriterierne for nogle af lidelserne, men det har været et langt sejt træk, som jeg gerne beretter om, hvis det kan gøre en forskel. Når jeg deler min personlige historie, er det i håb om, at det kan bidrage til øget fokus og en styrket indsats på området. For nylig delte jeg min historie med en gymnasieklasse her i Esbjerg, jeg holder jævnligt foredrag senest i Brørup for et par uger siden, og når vi i morgen skal på gaden med partiet, deler jeg også gerne mine erfaringer med borgerne i Hjerting i forbindelse med verdens mentale sundhedsdag, hvis det kan åbne op for en god og tillidsfuld samtale.

Skulle I have lyst til at kigge forbi, er vi på gaden i Hjerting foran Rema kl. 15.30-17.

 

Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

For meget mand?

Om højt testosteronniveau hos kvindelige elitesportsudøvere

Fredag den 11. august 2017 var jeg i Deadline for at debattere kvindelige sportsudøvere med et højt niveau af testosteron. En utrolig svær og dilemmafyldt debat, hvor der ikke én optimal som løsning, som tilgodeser alle hensyn. En debat, der synes at rejse flere spørgsmål end svar. Og en debat der er fuld af følelser, og som kan have utrolig stor betydning for den enkelte atlet, ja måske ligefrem for sporten på sigt.

Hvorfor diskuteres det?

Baggrunden for debatten var VM i atletik, hvor der i 800m konkurrencen var flere deltagere, som skulle have et utrolig højt testosteron-niveau. Hvordan de forskellige atleter i øvrigt er skabt i forhold til deres kromosomer, eller i hvilket omfang de har mandlige eller kvindelige kønsorganer, ved jeg ikke. Caster Semenya, som er en af de mest omdiskuterede, har jeg dog læst lidt op på. Semenya har efter sigende et utroligt højt testosteron-niveau. På den baggrund er hun tidligere blevet kønstestet. Her fandt man ud af, at hun havde kvindelige ydre kønsorganer, men indre testikler. Hun er hermafrodit, hvilket overordnet set betyder tvekønnet. Efter sigende skulle det også være kommet bag på hende selv, at hun havde indre testikler, hvorfor hun må have opfattet sig selv som værende kvinde. Det må være en voldsom oplevelse at blive kønstestet i forbindelse med sin sport og i fuld offentlighed at skulle forholde sig til at være tvekønnet.

Sporten skal kunne rumme forskellighed

Problemstillingen i forhold til de konkrete atleter er, at de stiller op i kvindekonkurrencen, selv om de har et unormalt højt niveau af testosteron sammenlignet med andre kvinder, og at de også præsterer på et utroligt højt niveau – formentligt derfor de har valgt netop den sport. Men kan man udelukke dem på baggrund af testosteron-niveau? Det blev Semenya i første omgang, hvorefter hun blev tvunget til at tage testosteronsænkende medicin. Sidstnævnte finder jeg helt absurd, og det minder mest af alt om en omvendt form for doping. Desuden er det min klare holdning, at sporten skal kunne rumme mennesker, som de er, og med de forskelligheder de nu engang besidder. Selvfølgelig er det ikke ok at dope sig med testosteron, men hvis man fra naturens side er udstyret med et højt niveau, så må man også kunne passe ind et sted – spørgsmålet er bare hvor?

Testosteron-niveau som udgangspunkt?

Kunne man forestille sig, at niveauet af testosteron var grundlaget for at inddele mennesker i forbindelse med mesterskaber, så det ikke hedder mænd og kvinder, men over eller under en vis grænse af testosteron? Umiddelbart lyder det måske rimeligt, men det synes ikke så simpelt endda. For mennesker reagerer forskelligt på testosteron, hvorfor to mennesker med samme høje niveau ikke nødvendigvis vil profitere lige meget af det. Desuden er der andre naturlige veje til store muskler – nogle mennesker har måske et jævnt niveau af testosteron, men responderer utrolig godt på træning, er disciplineret ud over alle grænser, eller formår at få den helt rette kostsammensætning. Er det så fair, at de der har det på baggrund af et højt niveau af testosteron skal konkurrere i en anden kategori? Og hvad hvis disse besidder andre fysiologiske forhold, som bestemt ikke er en fordel som fx korte ben, mindre blodvolumen etc.? Ligeledes kan man have et højt niveau af testosteron uden nødvendigvis at have kæmpe store muskler, og så er det vel heller ikke rimeligt, at man skal konkurrere i en anden kategori på grund af netop dette?

Og hvad med mænd, der har et unormalt lavt niveau? Skulle de så have lov at få tilført lidt ekstra, fordi de ligger på niveau med kvinderne, eller skal de i stedet konkurrere med disse? Ville det være mere fair?

Andre fordele end muskler

Ud over testosteron er der også andre fysiologiske forhold, som kan være en fordel i forbindelse med sport. Mænd er generelt højere end kvinder, hvorfor mange mænd også har længere ben. Skal vi så til at overveje, om kvinder med en benlængde ud over det sædvanlige skal spille fx basket ball sammen med mændene? For er det fair, at kvinder med korte ben ikke har en chance for at være med?

Forleden fik jeg tilfældigvis målt fedtprocent og muskelmasse, og i forbindelse med debatten her tjekkede jeg så, hvordan jeg lå sammenlignet med mænd. Det første, jeg faldt over, var et skema, der var inddelt på alder og køn. Min fedtprocent på 11 procent svarede til den yngste herrekategori, og der stod, at det var det perfekte niveau for en mand på 20-24 år. Dette efter halvanden måned, hvor jeg har trænet meget lidt. Efterfølgende sagde diætisten, der udførte testen oven i købet, at mine værdier svarede til en topatlet, der havde trænet seriøs styrketræning seks måneder i træk og samtidig været på en streng diæt. Er det fair, at jeg i 24-timersløb konkurrerer med kvinder, når jeg har en fedtprocent svarende til en mands? Andelen af fedt på kroppen hænger jo ofte også tæt sammen med niveauet af testosteron. Jeg kommer dog næppe i nærheden af et niveau som Caster Semenya, selv om jeg altid har følt mig mere maskulin end gennemsnittet af kvinder. Men det kunne egentlig være sjovt at få testet, hvor jeg ligger henne.

Forskellige sportsgrene, forskellige fysiologiske fordele

Spørgsmålet er, om min lave fedtprocent i virkeligheden er en fordel eller en ulempe i forbindelse med ultraløb? Umiddelbart synes det en fordel, at en relativt stor del af kroppen er muskler frem for fedt. Men hvad med depoter? Hvem ved, om jeg godt kunne bruge lidt mere fedt at tære på under mine lange løb? Det. jeg prøver på at sige. er, at nok er testosteron en styrke inden for mange former for sport. Men hvad med i de sportsgrene, hvor det ikke nødvendigvis er det? Skal vi der dele op i henholdsvis mænd og kvinder på traditionel vis, eller skulle en eventuel fremtidig inddeling i kategorier på baggrund af testosteron gælde i alle sportsgrene? Umiddelbart synes det at blive noget rod, hvis man skal til at skelne og lave forskellige ’kønsinddelinger’ i forskellige sportsgrene.

Hvad er alternativet?

Ville det være mere fair at lægge en bredere forståelse af kønnet til grund for inddelingen? Ex en samlet vurdering af kromosomer, kønsorganer og testosteron-niveau? Kunne man ud fra dette vurdere, om den enkelte er mest mand eller mest kvinde? Og hvad med det selvopfattede køn, betyder det noget? For måske er der en grund til, at man opfatter sig selv som henholdsvis mand eller kvinde – måske hænger det sammen med ens fysiologi? Hvis det var muligt at sige, hvorvidt den enkelte er mest mand eller mest kvinde, ville jeg personligt finde det rimeligt, at skulle konkurrere mod en kvinde, der var 49 procent mand. Vi hverken kan eller skal være lige alle sammen – det er jo deri konkurrencen ligger, og det er op til den enkelte sportsudøver at dyrke lige netop de fortrin, som vedkommende selv har.

Hvis man ser på fodbold, er der jo også mange piger, der er meget maskuline. Her tænker vi måske ikke så meget over det, fordi der er tale om et hold, og den enkeltes præstation derfor ikke står lige så tydeligt frem. Men er det fair, at den lille sylfide af en pige ikke kan være med der, fordi hun ikke har halvt så meget testosteron? Ja, det synes jeg faktisk, at det er. For fodboldpigerne – eller Caster Semenya for den sags skyld – må også affinde sig med, at der er sportsgrene, hvor de ikke er særligt godt stillet. Det kunne være sportsgrene, der fokuserer på eksempelvis ynde og elegance – selv om der givetvis også vil være nogle atleter, som gør sig godt flere steder. Mennesket er en sammensat størrelse, og der er mange andre faktorer end testosteron, som spiller ind.

Passer heller ikke ind andre steder

Men for at vende tilbage til Caster Semenya. Jeg kan godt forstå, at det er træls for hendes konkurrenter, og at man kan opleve det urimeligt, at hun har en naturgiven fordel. Men da jeg i Deadline så klippet af en hvid atlet, der stod og græd, fordi hun var frustreret over at skulle konkurrere med nogle af de meget maskuline atleter, ja så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvordan sådan en som Caster Semenya må have det. Måske har hun aldrig rigtig passet ind nogle steder i samfundet? Så finder hun en sportsgren, hvor hun kan drage fordel, af den måde hun er skabt på, og så passer hun heller ikke ind der. Hun skal kønstestes og sluge resultatet i fuld bevågenhed. Hun skal tage testosteronsænkende medicin, fordi hun ikke må være med, som hun er. Og gang på gang dukker debatten op igen, hvorfor hun måske aldrig rigtigt ved, om hun er købt eller solgt.

Vi skylder at finde en afklaring

Om Semenya og de andre atleter med højt testosteron-niveau skal løbe sammen med mænd eller kvinder er en svær debat. Men jeg synes ærlig talt, vi skylder dem på et tidspunkt, at lukke den. I hvert fald indtil nogen måtte komme op med et bedre alternativ til den inddeling, vi har i dag. Og så længe problemet ikke er større, end det er tilfældet, bør man også overveje, om ikke det er for tidligt at ændre på forholdene. Nok virker det voldsomt med tre meget maskuline atleter i en og samme finale, men det sker jo heller ikke hver dag. Er det overhovedet set så markant før? I hvert fald skulle Deadline helt tilbage til 80’erne for at finde endnu et rigtig godt eksempel på en kvinde, der lignede og løb som en mand.

Hvad mener du om problematikken?

Esbjerg skal være en grøn og aktiv by: Bedre cykelforhold

Som byrådskandidat går jeg til valg på, at Esbjerg skal være en grøn og aktiv by. Bedre forhold for cyklister er derfor en helt oplagt sag for mig, og jeg er da også overbevist om, at cykelforholdene i Esbjerg kan blive endnu bedre. Det er et godt tiltag, at man nu må svinge til højre for rødt flere steder, men vi kan gøre mere.

Jeg kender forældre, der flytter på grund af en utryg skolevej. I mine øjne bør det slet ikke være til diskussion, at vi skal skabe sikre skoleveje for vores børn – både af hensyn til deres sikkerhed og deres mulighed for en aktiv hverdag. Jeg tror faktisk godt, at flere esbjergensere ville tage cyklen, hvis forholdene var bedre. Det gælder ikke mindst forældre, som ønsker at cykle med deres børn. Men mange steder er forholdene ikke til det, selv om de bliver bedre. I midtbyen kunne man med fordel lave flere cykelstier og også gerne cykelparkeringer. Pumpestationerne som blandt andet står ved rundkørslen er endnu et godt tiltag – ikke mindst fordi, der ikke er så forfærdeligt mange cykelhandlere i byen.

Selv har jeg oplevet, at det ikke altid er så ligetil at cykle langs de store veje, som oftest er den korteste og letteste vej, når man bruger cyklen til de lidt længere distancer. Hjertingvej er god, men eksempelvis Stormgade er svær. Her skal man krydse vejen for at følge cykelstien, som til tider ender i små villaveje. Og det er det, der er ved Esbjerg. I rigtig mange lokalområder, har vi nogle fantastiske stisystemer – i hvert fald hvis man er godt kendt i det enkelte område. Jeg oplever det imidlertid ofte, som svært at komme fra det ene til det andet sammenhængende område, ligesom det kan være svært at finde rundt. For selv om jeg dagligt tilbagelægger mange kilometer til fods og på cykel, kender jeg ikke alle afkroge af Esbjerg lige godt. Og egentlig synes jeg heller ikke, det burde være nødvendigt. Cyklen skulle gerne være det lette valg. Når flere borgere cykler, får flere en mere aktiv hverdag. Det betyder også færre biler på vejene og ikke mindst i byens centrum, hvor det til tider kan være svært at finde parkering. Derudover vil det bidrage til en grønnere by.

Og ja, jeg hører til dem, der virkelig mener, vi bør tage klimaforandringerne alvorligt. Derfor har jeg det også svært med, at så mange mennesker tager bilen til arbejde, selv om de ikke har særlig langt, og at rigtig mange kører alene. Det er i hvert fald min oplevelse, når jeg løber på arbejde om morgenen og kigger ind i de mange biler. Og hermed siger jeg ikke, at vi alle skal cykle altid. Hverdagen skal ogsåa hænge sammen. Men cyklen skal i mine øjne være et lettere og mere sikkert valg, end den er i dag. Så har du gode forslag til, hvordan vi kan optimere cykelforholdene i Esbjerg, så skriv endelig!

Ville ikke komme hjem og fortælle pigerne, at deres mor havde givet op

Hjemme igen efter et hårdt, men veloverstået verdensmesterskab i 24-timersløb i Belfast. Sjovt nok har jeg det bedre efterfølgende for hvert løb, jeg løber, selv om jeg lægger kilometer til hver eneste gang. Læggene er stive og opsvulmede, og vablerne klør og gør ondt. Slidsår er der ikke så mange af som førhen – heller ikke selv om det regnede under løbet, og jeg længe løb i vådt tøj. Der, hvor jeg har mest ondt, er den fod, der drillede lidt allerede før løbet. Jeg havde håbet ikke at mærke noget til den under løbet. Sådan gik det ikke. Men heldigvis holdt den da hele vejen, og den har det egentlig ikke så meget værre her bagefter, hvor den kan få al den ro, den behøver.

Det mest smertefulde løb nogensinde

Jeg tror godt, man kan betegne dette løb, som mit mest smertefulde løb nogensinde. Selvfølgelig har jeg tidligere haft ondt, men jeg mindes ikke nogensinde før at have løbet 23 timer med så ondt. Allerede efter kun én time, begyndte foden at drille, først den ene og så den anden. Underlaget skrånede en anelse, hvilket ikke hjalp på det, så derefter gik turen til knæ, hofter, baller og lår. Ja, selv ryg, arme og nakke fik jeg ondt i, fordi jeg måtte løbe med Mortens tunge ur.

Første ’krise’ var på startlinjen

Første ’krise’ var nemlig allerede, da jeg stod på startlinjen og opdagede, at mit eget ur var i stykker og fuldstændig blankt. Efter et par omgange fik jeg Mortens på istedet. Senere gik det så op for mig, at uret var skyld i mine nakkeproblemer, hvorfor det røg over på det andet håndled, som efter løbet var fuldstændigt blåt og hævet. Der var bare ikke så meget andet at gøre. For eftersom vi nærmest INGEN opdateringer fik undervejs på, hvor langt vi var, eller hvordan vi var placeret, var det den eneste måde, hvorpå jeg havde mulighed for at se, om jeg holdt min egen plan.

Besluttede fra start, at jeg ikke ville give op

Pudsigt nok og særligt de mange smerter taget i betragtning, var det meget få ting, jeg hev fat i undervejs – og meget tidligt i løbet. For der gik ikke længe, før jeg tænkte ved mig selv, at det her gør jeg ALDRIG mere. Jeg var også mere end fristet af den grønne græsplæne, som man lige kunne kaste sig på. Men tanken om, hvordan jeg lynhurtigt ville føle det, hvis jeg havde givet op og kunne se de andre løbe videre, holdt mig fra det. Jeg ville heller ikke komme hjem til vores piger og fortælle, at jeg havde givet op. Viljestyrke, det har jeg, og smertehåndtering er jeg god til, sagde jeg til mig selv – og så måtte jeg jo løbe på det. Jeg valgte også ikke at sige for meget til min mand Morten og de andre hjælpere i depotet, for der var ikke nogen grund til at fokusere på, at det gjorde ondt.

Fokuserede på noget andet end smerterne

I stedet forsøgte jeg at holde fokus på at få spist og drukket nok samt på at holde mine kilometertider. De sædvanlige maveproblemer kunne jeg bestemt godt undvære, og det lykkedes stort set også. Formentlig fordi jeg kun spiste nogle få energivingummier og en enkelt gel – i stedet kørte jeg udelukkende på almindelig mad i form af kartoffelmos, havregrød, bananer, en smule pasta, lidt skumfiduser og chokolade. Jeg mindedes at have læst, at modne bananer kan bidrage til bedre smertehåndtering – måske noget vås, men troen på det hjalp. Af flydende indtag (udover den tynde drikke-havregrød) stod den primært på cola blandet op med vand og elektrolyt til at holde saltbalancen.

Løb stabilt efter planen

Kilometertiderne holdt jeg også fint – i hvert fald løb jeg stort set efter min overordnede plan, hvor jeg havde et kilometermål for hver seks timer. Jeg foretrækker, at lægge hårdere ud, så jeg har lidt at give af både fysisk og mentalt. Sådan er vi jo forskellige som løbere. I tredje blok kneb det dog med at holde tempoet, da jeg var udmattet efter så mange timer med smerter. Men til gengæld hentede jeg det tabte på de sidste 100 minutter.

Morten sagde de afgørende ord

Hvorfra jeg fik kræfterne ved jeg ikke. Men opdateringen kom på det helt rigtige tidspunkt, da Morten sagde: ”Nu har du 1 time og 40 minutter til at løbe 13 km. Jeg regnede på det og tænkte først, at det nærmest var umuligt. Jeg skulle i hvert fald op i fart. På det tidspunkt havde jeg rimelig mange toiletbesøg, fordi det bliver svært at klemme sammen, når man har løbet så langt – og nok også fordi jeg godt kunne bruge nogle korte pauser fra smerterne. Jeg besluttede, at der ikke var tid til mere af den slags, og så kørte jeg kun på banan og kakao til allersidst, da jeg ikke ville risikere bøvl med maven.

Hentede vigtige kilometer til sidst

Farten blev øget – efter sigende til næsten helt op mod 10 km i timen, hvilket var meget for mig på det tidspunkt. Stadig vidste jeg ikke præcist, hvor jeg var rent kilometermæssigt, kun at jeg havde holdt min plan rimelig godt. Jeg fik vist også danmarksflaget et par runder EFTER at jeg havde slået min tidligere danmarksrekord på 225,74, men måske var det held i uheld. For da jeg samtidig hørte den første opdatering i højtaleren, som sagde 225 km, blev jeg i tvivl om, om jeg egentlig var så langt som antaget. Det gjorde blot, at jeg gav den mere gas, så jeg kunne nå en ekstra runde for en sikkerheds skyld. På et tidspunkt rev det noget lige over knæet, hvorfor jeg dog valgte at sætte farten lidt ned. Hellere løbe sikkert og nå mit eget mål om 230 km, end at give den for meget gas for at holde konkurrenter bagved og så risikere ikke at kunne løbe tiden ud.

 

Svært at løbe efter placering uden opdateringer

Jeg blev da også overhalet af i hvert fald tre løbere, som jeg fornemmede, at jeg lå side om side med. Heldigvis endte to af de tre længere nede på listen. Japaneren tog mig i en af de sidste omgange, men mon ikke også hun havde gjort det, hvis vi alle havde vidst, hvordan vi var placeret? Selvfølgelig er det svært at løbe efter en top 10-placering, når man stort set løber i blinde 24 timer i træk, hvad angår placeringerne. Men jeg tror nu, vores hjælpere i teltet var mere frustrerede over det, end de fleste af vi løbere var. Der var jo ikke noget at gøre ved det, og forholdene var ens for alle. Og hvem ved – måske havde jeg ikke fået den sidste runde med, havde jeg ikke været usikker på, hvor langt jeg var i forhold til min gamle danmarksrekord? Det var jo sådan set den sidste omgang, der gjorde, at jeg lige netop nåede over de 230 km, som var mit primære mål.

Flere mål og overordnede planer

Endnu engang kan jeg konkludere, at det fungerer godt for mig at løbe efter en meget overordnet plan, samt at have flere mål at løbe efter. Meget længe i dette løb, løb jeg ’kun’ efter lige at snige mig over min sidste danmarksrekord. Det var rent faktisk først, da jeg efter løbet begyndte at regne på det, at jeg begyndte og tro på, at jeg havde nået mit primære mål om 230 km. 231,399 km blev det til og en placering som nr. 12 blandt kvinderne

Stolt over min stabilitet

Siden mit første 24-timersløb i 2010 har jeg øget distancen hver eneste gang – og de sidste tre gange har det hver gang været danmarksrekord. Nok har jeg ikke sat nogen verdensrekord eller vundet noget mesterskab. Men jeg har nået mit mål hver eneste gang – og det tror jeg ikke er mange ultraløbere forundt. Som konkurrencegymnast var stabilitet ikke min stærkeste side, men det er det i 24-timersløb. Fem løb og ikke et eneste på under 200 km. Det tør jeg godt sige, at jeg er stolt af.

Tak for den meget overvældende opbakning

Og så vil jeg gerne sige tusind tak for opbakningen! Først og fremmest til min mand, der har været med og bakket op hele vejen. Han tror på mig – også når jeg selv er ved at miste troen. Hans gode ven Jens, der også var med som hjælper, første gang jeg satte danmarksrekord. Venner og familie, der har taget sig så godt af vores børn, mens vi har været væk, at den ene nu gerne vil bortadopteres. Og de andre hjælpere, som gav en hånd, løbere der gav et rygklap og alle jer derhjemme. Det er dejligt, at I følger med, og jeres støtte gør, at jeg lige formår at finde de sidste kræfter.

Af sted mod VM i 24-timersløb

Det er ikke blevet til mange blogindlæg denne sæson frem mod VM – men den har også været en kort en af slagsen, da den jo startede som en aprilsnar for knap tre måneder siden. Nu er der dog ikke længe til, at mesterskabet løber af stablen, for lørdag den 1. juli går startskuddet til Verdensmesterskaberne i 24-timersløb.

Skadesfri

Det bedste ved en kort sæson må være, at perioden har været for kort til rigtigt at løbe ind i skader. Efter weekendens halvmaraton her i Esbjerg, har kun den ene fod brokket sig lidt – resten af kroppen er nærmest ikke mærket af løbet. Jeg er ikke så meget som øm i musklerne. Men foden forsøger jeg lige at få løsnet lidt i dag, hvor jeg har fået en tid hos en af de andre behandlere i Emcare. Normalt går jeg hos Jesper, der er osteopat, men han er kun i Esbjerg om fredagen.

Derudover prøver jeg ikke at lade mig gå på af det. Det ville næsten være mærkeligt, hvis der ikke var bare ét sted i kroppen, hvor jeg kunne mærke, at træningen er blevet intensiveret over de sidste tre måneder. Og sammenlignet med sidste år, hvor en skæv hofte resulterede i tre uger helt uden løb blot otte uger før EM, så er det en lille ting. Alligevel vil jeg forsøge at komme det til livs – for selv en lille skævhed eller overbelastning kan godt blive alvorlig i løbet af 24 timer.

Så på den ene side skal den ikke overhøres – på den anden så har jeg prøvet det, der var være. Og sidste år var det absurde, at et af de få steder, jeg overhovedet ikke havde ondt under EM, ja det var højre hofte, som havde drillet så meget.

 

Nået mine milepæle

Som bekendt bruger jeg hverken kost- eller træningsplaner, men jeg har nået de få milepunkter, jeg havde sat mig. Jeg har været op omkring de 100 km tre uger inden for de sidste par måneder, jeg havde et fint maraton i København i maj på lige under 3.30, og jeg kom godt igennem Esbjerg halvmaraton i søndags. Lige bortset fra stivheden i foden, er der intet at mærke.

Et maraton på under 3.30 er ikke PR – det var der ikke tid til at gå efter på så kort en sæson. Men det er en pæn tid for mig at løbe på, uden at give den alt for meget gas og efter kun halvanden måneds træning. Det samme med halvmaraton på 1.39. Jeg ved faktisk ikke, hvad min PR er på den distance. Men at kunne holde et tempo på 4.40 pr. km uden at være synderligt presset, det er et godt niveau for mig.

 

At holde fokus

Desto mere jeg løber, og jo flere foredrag jeg holder om løb, desto mere bevidst bliver jeg om, hvor vigtigt det er at kunne holde fokus. For mig betyder det tre ting.

1)     At jeg hele tiden har målet for øje, men at løbet gradvist kommer til at fylde mere og mere – lige indtil de sidste par uger, hvor jeg lidt går i min egen boble. Hvor det kommende løb fylder i alle samtaler, hvor jeg køber det sidste udstyr, og hvor jeg er glad for, at det også snart får sin ende, fordi jeg i længden ikke ville kunne leve med at være så lidt nærværende, særligt derhjemme.

2)     At jeg ikke giver den fuld hammer, når jeg løber forskellige løb undervejs i sæsonen, medmindre der er god nok tid til at restituere. Det er ikke værd at risikere VM for en god tid til at halvmaraton. Jeg arbejdede lidt med det her i weekenden, hvor jeg valgte at tage en lille toiletpause og derfor mistede 1.40 ballonen, da denne løb lidt for stærkt i forhold til forventet sluttid. Flere gange måtte jeg sige til mig selv, at jeg jo ikke var kommet for at løbe efter en blå ballon, men for at gennemføre på omkring 1.40 – og det lykkedes.

3) At jeg rydder alt, der fylder mentalt af vejen. Det gælder uløste konflikter, arbejdsopgaver og ting der skal gøres. I går fik jeg derfor gjort rent bord på arbejdet, givet hele haven en overhaling og ordnet diverse andre småting. Min mand sagde ingenting, da jeg gik igang. Han kender mig efterhånden og ved, at det er min måde at blive klar på. Det er nu også dejligt at koble lidt fra og tænke på andet end løb ved at lave noget praktisk.

Kan mærke spændingen begynder at melde sig

Når jeg læser op på de sidste detaljer om løbet, eller forleden så TV2-sportens fine optakt til mit VM, kan jeg godt mærke, at det er snart. Benene sitrer, og jeg kan mærke spændingen i hele kroppen!

På torsdag drager min mand, hans gode ven, Jens, jeg selv og tre andre landsholdsløbere samt vores landsholdstræner og øvrige hjælpere af sted mod Belfast. Om jeg når de 230 km, som er mit mål, og hvorvidt det vil række til en placering i top 10, vil kun tiden vise. Der er rigtig mange gode løbere med, som har løbet længere end mig. Men jeg tror på, at jeg endnu en gang vil kunne indfri mit mål – for gjorde jeg ikke det, tog jeg ikke af stedJ

På denne side kan man læse lidt om arrangementet: http://www.iau-ultramarathon.org/ Muligvis kommer der løbende opdateringer fra løbet her. Og ellers vil vi forsøge selv at lave opdateringer på Twitter, hvor jeg hedder ‘amgeisler’ og på min profil på facebook.

Jeg håber, det bliver en fantastisk weekend, der bliver værd at berette om.

Anne Marie

Startede som aprilsnar – VM i 24-timersløb på 3 måneder

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have løbet et 24-timersløb i år. Plejer jo kun at løbe hvert andet år, fordi jeg har født hvert andet år siden 2011. Men når vi nu ikke skal have flere børn, så åbnede der sig en mulighed…

 

Aprilsnar

På ultralandsholdet har vi fået nye landstrænere. De skrev en gang sidst i marts og spurgte, om jeg skulle med til VM. Jeg lavede en Facebook-opdatering om det 1. april, som ikke en eneste gennemskuede som en aprilsnar. Og så fik jeg blod på tanden. For når jeg nu ikke har født i år og ikke skal starte fra scratch som ved de sidste tre 24-timersløb – hvor langt kan man så egentlig nå på tre måneders træning?

 

Målet er: Top 10 ved VM, hvis 230 km rækker

Da jeg løb mig til en 6. plads ved europamesterskaberne sidste år, tænkte jeg, at skulle jeg løbe VM næste gang, så skulle målet være det samme som ved EM – nemlig at komme i top 10. På nuværende tidspunkt er det meget ambitiøst, men inderst inde har jeg nok ikke helt opgivet tanken. Der er dog det men, at det kan være svært at vide, hvor mange km man skal løbe for at nå en bestemt placering. Jeg har et naivt håb om, at 230 km på 24 timer måske kan gøre det. I hvert fald bliver det formentlig målet, og så må vi se, hvor langt det rækker.

 

Det fedeste ved 24-timersløb; at flytte grænser

Det går nemlig rigtig godt inde for ultraløb disse år. Der er netop sat ny verdensrekord på damesiden på godt 256 km. Selv har jeg siden 2010 rykket mig over fire løb fra 200 km, over 209, til 219 og senest til knap 226 km. Og uanset hvor kort en træningsperiode jeg har frem mod VM, så stiller jeg ikke op for at løbe kortere end sidst. Noget af det fedeste ved ultraløb er i mine øjne at flytte sine egne grænser. Når folk spørger, hvorfor jeg egentlig løber så langt, så er det hovedsageligt, fordi det er fedt at se, hvor langt man egentlig kan komme. Og så selvfølgelig, fordi jeg trives med megen fysisk aktivitet. Indtil nu har jeg nået alle de mål, jeg har sat (7,9,13), og jeg har en tro på, at mit potentiale rækker til i hvert fald 240 km på 24 timer.

 

Træningen går godt

Fra marts til april blev antal km sat op fra godt 100 km på en måned til mere end 250. Spørger man erfarne løbere og coaches, vil de fleste nok sige, at den stigning er lige stor nok. Men for det første er jeg nødt til at satse, hvis jeg vil nå det. For det andet er det kun et halvt år efter, at jeg løb min sidste danmarksrekord på 24 timer, så grundformen kan ikke være helt skidt – og er jo ikke blevet smadret af en fødsel som vanligt. Normalt skal jeg træne længe for overhovedet at kunne holde til at tage til træning i løbeklubben Esbjerg Atletik og Motion. De løber stærkt, og jeg har flere gange været nødt til at drosle lidt ned i dagene efter en træning for at undgå skader. De sidste tre uger har jeg været af sted en gang ugentlig, og jeg kan allerede mærke forbedringen. Sidste gang løb vi intervaller, og jeg løb hurtigere, end jeg mindes at have løbet til en intervaltræning. En gennemsnitsfart på omkring 3.30 for alle intervallerne og en fart på 2.40 min/km for den hurtigste – det er hurtigt for mig.

 

Kroppen har det fint

Jeg har ingen skader for tiden. Kroppen skulle vænne sig til den øgede træningsmængde og fart – har skiftet lidt mellem at øge de to parametre – og det har kunnet mærkes hist og pist. Mest omkring bækken og hofter, hvilket jo ikke er så mærkeligt efter tre fødsler, og også lidt i den ene læg. Men jeg har min osteopat i Esbjerg og min Body-SDS-terapeut i København, og behandlingerne er allerede booket, så jeg ikke skal gå med begyndende småskavanker for længe.

 

Here we come VM2017!

Nu er der blot tilbage at klø på, samt at håbe på, at træningsoptakten er for kort til at nå at løbe ind i skader, men lang nok til at komme i form:-)

 

 

 

Glæder mig allerede til nye mål! – Løbsberetning fra EM i 24-timersløb 2016

Så er endnu en rejse slut. Eller det vil sige ikke helt, for kroppen er stadig mærket og sindet fuldt af oplevelser, tanker og nye erfaringer. Dette var på mange måder et helt særligt løb. Også selv om løbet i Prag forrige år stadig vil stå som min største løbeoplevelse til dags dato – fordi det var den største overvindelse nogensinde. Men når jeg ser tilbage på dette løb, har jeg måttet kæmpe mere end nogensinde for overhovedet at blive klar.

Den største sejr var vejen derhen

For halvanden måned siden vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Min hofte sad skævt, og det gav ingen mening at træne. For så ville jeg helt sikker ikke blive klar til EM. Jeg valgte derfor i stedet at give det tre uger – vel at mærke i den måned, hvor jeg skulle have trænet allermest – HELT uden træning. Jeg anede ikke, om jeg på nogen måde ville nå at blive klar. Men jeg nægtede at smide håndklædet i ringen, før der ikke var mere tid at give af.

Jeg fik en masse behandling – i en periode flere gang om ugen. Jeg tog endda helt over til min højt værdsatte behandler i København, Marcus Heller, næsten ugentligt. Det var nogle lange og dyre rejser, og jeg anede ikke, om de ville lønne sig. Men jeg kender mig selv. Jeg ville ærgre mig gul og grøn, hvis jeg bagefter vidste, at jeg ikke havde gjort ALT, hvad jeg kunne, for at nå mit mål.

Efter tre uger begyndte jeg så småt at løbe igen. Hvis jeg ikke kom i gang nu, ville det blive svært – for ikke at sige umuligt at nå løbet. De første mange ture var kun et par kilometer lange, og det var rigeligt. Men jeg kunne hurtigt mærke, at det hjalp kroppen på vej og sammen med behandlingen bidrog til restitutionen. Det gik efter planen og også lidt bedre med ca. 35, 65 og 100 km om ugen de tre efterfølgende uger. Den anden sidste uge løb jeg omkring 70 km, da jeg ikke havde ’råd’ til lige så meget nedtrapning som sædvanligt. Desuden havde kroppen jo haft god tid til at restituere, og flere småskavanker var allerede væk. På intet tidspunkt mistede jeg troen og håbet på, at det stadig var muligt at nå EM, men det var først til allersidst, jeg begyndte at turde skabe fokus for alvor. For hvorfor gå ud at købe de sidste ting, begynde at pakke mm., førend man ved, om man i det hele taget kommer af sted? Af samme årsag har jeg heller ikke ’turdet’ – eller været klar til – for alvor at visualisere løbet. Faktisk var jeg bekymret for, om jeg havde gjort det for lidt. Alligevel har jeg hele tiden været fuldstændig klar over, at jeg trænede mod en top-10 placering, og det har tilsyneladende givet pote.

De sidste dage op til

Da min svigermor i torsdags kørte Morten og mig ud til lufthavnen, kunne jeg mærke, at jeg slappede af. Vi var på vej, og der var ikke mere, vi kunne gøre. Fysisk var jeg dødtræt og spekulerede på, om jeg ville kunne finde energien lørdag. Inderst inde vidste jeg dog godt, at det er sådan, det plejer at være – og måske også helst skal være; Krop og sind kan jo ikke være lige klart hele tiden, der skal lades op til de store strabadser.

Det var super godt at se de andre landsholdsløbere. Det er altid motiverende at møde andre, der kæmper for det samme som en selv. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være mig selv og skabe fokus på løbet. Så i stedet for at tage med på tur til verdens største katedral, som ligger i Albi, tog jeg et langt bad, barberede ben, filede negle mm.  – alle ting, som jeg meget sjældent har god til derhjemme med tre små børn. Ikke at det betyder noget at have barberet ben – eller for den sags skyld at have været i bad, man kommer alligevel hurtigt til at lugte skidt under sådan et langt løb. Det var nok mere fornemmelsen af at forkæle mig selv og være i et stadie af overskud, hvor jeg havde tid til sådanne detaljer. Nu var alt andet på plads. Da jeg gik i seng den aften, frygtede jeg lidt, at det ville blive svært at falde i søvn. Men på et enkeltværelse uden forstyrrelser og med min elskede kædedyne, der giver en dejlig ro, lykkedes det at få en forholdsvis god nat.

Et løb uden kriser

Jeg var spændt, da jeg vågnede dagen efter. Og klar! Et hurtigt bad og så i tøjet, som var lagt frem aftenen før. Alt var pakket og klart. Vi spiste morgenmad sammen. Havde ikke den store appetit, men der skulle være lidt at starte på.

Da vi sad i bussen, kom krilleren i maven. Så meget, at Morten lige tog min puls (man er vel læge :o) ), og jeg selv måtte trække vejret dybt ned i maven for at bevare roen. Det var en kold morgen, så det var med at være pakket godt ind. Vi og særligt de seje hjælpere, der bestod af vores landstræner Brian, landsholdsløbernes venner og familie, gjorde depotet klar. Der var ikke meget plads, hvilket skulle vise sig at blive en af udfordringerne for mig.

panda2

Startskuddet lød

Så var løbet i gang. Mit entydige mål var at komme i top 10 med mellem 225-230 km. Planen var at løbe 65 km de første seks timer, dernæst 60, så 55 og til sidst 50. På den måde ville jeg have lidt at give af – både i forhold til tempoet undervejs, men også i forhold til det endelige antal kilometer. Selv om det ikke var sikkert, jeg behøvede at løbe 230 km for at indfri mit mål om at blive blandt de ti bedste, viste min plan sig at være god. Sådan en rute er nemlig ofte målt lidt konservativt op. Ligeledes løber man heller ikke altid den mest direkte rute, hvorfor vi hver omgang løb lidt længere end de 1.106 km, som rundturen var beregnet til.

At løbe blandt de bedste

Noget af det fedeste ved dette løb for mig var klart, at ikke nok med jeg endte på en sjette plads, så lykkedes det mig at løbe i top 10 HELE vejen. Dvs. mellem anden og syvende pladsen. Uden at have været samtlige løberes mellemtider igennem, tør jeg godt sige, at det må være et af de mest stabile løb i forhold til placering. Til at starte med, var jeg i tvivl om, om jeg ville blive presset af at kunne se min placering hver omgang. Men som konkurrencemenneske med stort ’k’, og eftersom det nu gik så godt, ja så virkede det snarere motiverende. Det ved jeg også, det gjorde på nogle af vores mandlige løbere, at mit navn blev råbt op stort set hver omgang. Længe løb jeg i top fem, og da jeg lå dårligst, var det som sagt på en syvende plads. Da jeg så på et tidspunkt blev passeret af svenskeren Annika Nilrud, som lå nummer syv, tænkte jeg, at det skal være løgn. Der gik et øjeblik, og så var jeg foran igen. Jeg begyndte så småt at tænke på placeringer. Når jeg nu så længe havde ligget i top syv, skulle det afspejle sig i det endelige resultat! Det er nemlig ikke så svært at være med helt fremme for en stund. Det er straks sværere at stå distancen og blive ved med at være det. Mange af dem, som i en periode lå i spidsen – for ikke at sige alle, endte da også en del længere nede i feltet, fordi de ikke kunne holde tempoet. Min træner og min mand var da også en anelse bekymrede for, om jeg fra starten af fokuserede for meget på de andre og lagde for hurtigt ud. Men jeg havde styr på det. Jeg løb det tempo, jeg havde planlagt.

panda7

Hold op, hvor var det fedt at få lov at blande sig med de bedste; de senede og seje franske kvinder, det gode og stabile svenske hold m.fl. Og selv om jeg jo udmærket godt vidste, at den daværende og nu nyslåede europamester Maria Jansson ville hente mig på et tidspunkt – jeg ventede bare på hvornår – ja så var det alligevel fedt at ligge foran hende de første 80 km. Ligeledes var jeg godt tilfreds med, at have holdt 10 km i snit de første 15 timer – en dag skal det holdes hele vejen:o)

Et løb uden de store kriser

Sammenlignet med mit sidste løb, hvor jeg tog den ældgamle danmarksrekord – et løb som var én stor krise – ja så var dette løb nærmest uden kriser. I hvert fald de store.

Til de mindre udfordringer hørte, at jeg denne gang har måtte arbejde lidt mere med motivationen og med at finde et konkret mål, som var fedt nok til, at jeg ville give mig fuldt ud. Det lykkedes næsten. Mit mål blev i hvert fald nået, men hvor jeg sidste gang gav mig nærmest 120 procent, var det denne gang nok snarere 95 procent. Måske var det derfor, jeg kunne gå – eller måske snarere det der ligner – hjem:o) Eftersom jeg selv havde danmarksrekorden, kunne denne ikke motivere mig lige så meget som sidst. Og om det blev en fjerde eller en syvende plads var heller ikke så afgørende. Det afgørende for mig var at slutte i top 10. På et tidspunkt meget tidligt i løbet blev jeg ramt af tanker om, at puh det var langt, og var det nu det værd – det ville jo blive hårdt. Men da jeg blev varm og tilmed kom godt fra start, gik de tanker hurtigt i sig selv igen. Derudover brugte jeg det, at der blev lavet opdateringer af resultatet hver time på hjemmesiden. Jeg ville gerne vise folk derhjemme, som brugte de sene nattetimer på at følge med, at jeg hang i.

Så begyndt smerterne at komme. Heldigvis flyttede de sig lidt rundt. I løbet af et tidsrum følte jeg, at jeg kom hele kroppen omkring. Men der var ikke noget, der satte sig. De spændte haser og den trætte lænd fik et par ture på min medbragte foam roller. Det værste var haserne og særligt den højre. Desværre skulle chippen sættes i snørebåndene, og uheldigvis havde vi fået sat den på højre sko; Min højre fod er et nummer større end den venstre, hvorfor jeg har brug for at få løsnet denne sko mere, som fødderne hæver. Det var svært, og jeg har hverken temperament eller tålmodighed til at bruge tid på en upraktisk chip under et løb.

Ikke for sarte sjæle

panda6

Og så kommer en af mine største udfordringer og bestemt et sted, hvor jeg håber at kunne hente et par kilometer mere. Toiletbesøg! For som mor til tre små børn er mit bækken endnu ikke så stærkt, som det har været. Allerede før de første 100 km, måtte jeg vælge enten at skifte bukser løbende eller at forsøge med nogle bind. Det er ikke rart at løbe i våde bukser – ikke kun fordi det giver enorme slidsår, men også fordi man lugter. Selvfølgelig er der ingen, der lugter af roser under og efter sådan et løb, men lidt værdighed har man vel. Jeg skiftede tights en gang, og så måtte hjælperne af sted efter en pakke bind. Jeg blev sej til det. På et tidspunkt fik jeg det faktisk på, mens jeg løb. Ikke noget man normalt ville tale om eller prale af, men under 24-timersløb, er der altså ikke noget, der hedder at være sart. Jo, hvis jeg ville have opgivet mit mål, så kunne jeg godt have skiftet tøj konstant eller være løbet på toilettet endnu oftere.

Og så var der maven. Denne gang var jeg ikke så hårdt ramt som sidst. Måske fordi jeg holdt lidt igen med sukkeret og spiste så meget almindelig mad som muligt allerede tidligt i løbet; kartoffelmos, havregrød, pasta mm. Immodium kom vi dog ikke uden om, men vi fik sat lidt tidligere ind end sidst.

På et tidspunkt blev jeg dog bekymret. Det var fuldstændig rødt, det der kom ud af mig. Der var jeg meget tæt på at stoppe helt og gå til lægen. For det er ikke med livet som indsats, jeg løber. Men sammen med min lægemand kom jeg frem til, at det måtte være fordi, jeg stort set kun havde indtaget røde energiprodukter. En anden gang skal de ikke være røde!!

Ligesom jeg kan holde mange smerter ud, hvis jeg ved, at det ikke er noget alvorligt, eller ikke er noget der giver mén, så kan jeg også løbe med meget. Men man er nødt til at kunne holde øje med helbredet. At jeg begyndte at bløde lidt udvortes gjorde ondt, men det var forventeligt, når man løber med bind, ligesom det jo også heler igen. Så det valgte jeg at bide i mig.

Sidst under denne overskrift må høre mine negle og vabler. Mine fødder er bestemt ikke pæne nu, men det var faktisk ikke slemt undervejs. En enkelt gang gik der hul på en vabel, min ene knyst blev lidt klemt og efterfølgende blå pga. chippen, og så røg der på et tidspunkt en negl, fordi jeg skulle gribe noget ved depotet og landede lidt skævt. Det gør ondt, men går hurtigt over. Til gengæld var sidstnævnte situation udtryk for, at vi godt kan optimere lidt i forhold til depotet.

At fylde på undervejs

panda4

I mine øjne er noget af det vigtigste, når man løber 24-timersløb, at få fyldt godt op undervejs med fast og flydende. Særligt under kriser er det vigtigt stadig at huske det. Ellers risikerer man, at man er fuldstændig på baghjul, når krisen er overstået. Men det tager også tid. Denne gang havde jeg uden tvivl flere stop end ved sidste løb, hvor Morten måtte følge med et længere stykke, og jeg derfor ikke behøvede at stoppe så meget op. Ved dette løb var depotet og dermed området, hvor hjælperne måtte hjælpe os, meget smalt. Jeg er god til at løbe og spise fx kartoffelmos af en lille skål, men det duede ikke for mig at skulle løbe mange omgange med for meget at slæbe på. Morten forsøgte derfor på ikke at hælde for meget i dunkene, hvilket dog ikke gik, fordi det resulterede i, at jeg slugte for meget luft og fik ondt i maven. Jeg prøvede i stedet at kaste dunkene tilbage, hvilket også var ok – i hvert fald da jeg lærte ikke at ramme finnernes telt. Men løsningen blev, at jeg måtte ofre lidt tid på at snuppe glas med på skift vand, cola og juice fra fællesdepotet. Den bedste løsning i dette løb, men med mulighed for optimering – fx ved at have små drikkeflasker med i stedet. Sådan bliver man hele tiden klogere, og ikke to løb er ens. Det andet var, at sidste gang kunne jeg råbe til Morten, hvad jeg gerne ville have, inden jeg nåede ind i depotet. Det gav forholdene denne gang ikke mulighed for. Så når han nogen gange stod med det ”forkerte” i hånden, råbte jeg noget andet. Pr refleks skyndte han sig ind for at hente det, jeg gerne ville have. Men da jeg ikke havde tålmodighed til at vente, resulterede det blot i, at jeg flere gange intet fik med. Derfor valgte jeg ofte at tage fra det store depot i stedet. Et af de lidt mere komiske udfald var, at Morten på et tidspunkt stod med et krus med tynd havregrød i. Idet jeg skreg ”elektrolyt”, var han halvt på vej ind i teltet, hvilket blot resulterede i, at jeg fik tynd havregrød ud over det hele – ganske kort efter tøjskiftet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, jeg havde kastet op. Men hvad gør man? Børster det af så godt man kan og løber videre.

En lang nat

Selv om natten ville blive utrolig lang grundet årstiden (13 timers mørke), havde jeg egentlig ikke været så bekymret. Jeg plejer nemlig at være relativt bedre om natten og hente en del af de andre. Modsat tidligere lå jeg dog allerede temmelig langt fremme i feltet, da det blev mørkt, hvorfor jeg gruede lidt for, hvor mange der ville hente mig. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg beholdte min placering. Dernæst kom de sidste to lyse timer, hvor flere satte spurten ind. Jeg havde længe kæmpet med at holde tempoet på grund af tunge ben. Mit hoved ville dog gerne øge farten, hvilket resulterede i, at det lige akkurat lykkedes mig at holde den så højt, at jeg nåede min målsætning i kilometer. Og hvorfor var det så så vigtigt, når jeg allerede lå i top 10 og tilmed havde et stykke ned til nr. 10? Jo, det var det, fordi jeg ikke vidste, hvor mange der ville hente mig. Det var svært at have fuldstændigt overblik, da flere kom op nedefra i løbet af de senere timer, og fordi ikke alle levede op til at have et synligt nummer bagpå, så man kunne se, hvem de var. Skulle jeg ryge ud af top 10, ville jeg i det mindste have indfriet den ene del af målsætningen.

panda5

Tilfreds og næste mål

Selvfølgelig er jeg tilfreds med både løb og resultat. Jeg opnåede fint mit mål om at komme i top 10. Og danmarksrekorden blev da også rykket med godt seks kilometer, hvilket forhåbentlig mindsker sandsynligheden for, at en anden tager den lige foreløbigt. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at der er mere at give af. Havde jeg været tættere på podiet, havde jeg løbet efter det allerede i dette løb. Men selv med 230 var jeg ’kun’ blevet nummer fire. Og fire eller seks var ikke vigtigere end at være sikker på at komme godt igennem. Jeg tror, det kan være risikofyldt at justere målene for meget undervejs, hvis man skal være sikker på at holde hele vejen. Til gengæld giver det da klart blod på tanden, og nye målsætninger melder sig allerede. Kommer jeg til at løbe EM næste gang, bliver målsætningen næsten uden tvivl en podieplads. Bliver det VM, bliver det formentlig top 10 igen. Men lad os nu se. Morten har været der for mig hele vejen igennem dette forløb – nu er det hans tur til at dyrke sig selv og sin sport for en tid.

En følelsesmæssig rejse

Mine tre tidligere 24-timersløb har alle været store følelsesmæssige rejser. Denne gang sad følelserne langt fra i samme grad uden på tøjet. Jeg sendte ungerne derhjemme en tanke engang imellem og huskede på, hvad der betyder noget for mig. At når vi tager af sted fra de små fem dage i træk, så skal der dælme også komme noget ud af det. Jeg ved også, hvor glade de bliver, når jeg kommer hjem og fortæller, at det gik godt. Men det var ikke så nødvendigt for mig denne gang at grave dybt for at kunne bevare motivationen. En form for reaktion kom først, da jeg ringede hjem til min mor. Da mærkede jeg tårerne presse sig på. Og da vi i lufthavnen ikke kunne finde en kørestol, og derfor måtte småløbe den lange vej til en gate, hvor der stod ”last call”, piblede tårerne ud af øjnene på mig. En ansat havde sagt, at vi umuligt kunne nå skiftet, da første fly havde været forsinket, hvorfor vi måtte vente til dagen efter. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg ville bare hjem! Så på trods af, jeg knap kunne gå, satte vi alt ind på at nå flyet. Og i det øjeblik, Morten løb i forvejen for at sige, jeg var på vej – i det øjeblik kunne jeg mærke, at jeg også på denne rejse havde overvundet mig selv. Først da vi kom helt hjem sluttede en fantastisk rejse. Og tusind tak for de overvældende mange søde hilsener og beskeder og den store opmærksomhed. Det har været det hele værd!

Glæder mig allerede til næste gang!

Anne Marie